Nye veje til stamceller
nov. 2002

Stamceller er et af de mest lovende nye medicinske områder. Der forskes i stamcelle-baserede behandlinger af lige fra kræft til Parkinsons syge, diabetes og lammelser. Men der følger svære etiske dilemmaer med, for i øjeblikket er den bedste måde at fremskaffe stamceller at udvinde dem fra befrugtede æg der er blevet tilovers ved reagensglasbehandlinger. Det er et grundlæggende tabu at bruge menneskeligt liv slet og ret som et råmateriale i behandlinger.
I den seneste tid har forskerne imidlertid haft lovende resultater med andre måder at skaffe stamceller der undgår det problem. Desuden er de potentielt langt billigere.
Idag diskuterer Folketinget hvordan forskningen i stamceller skal reguleres, men udviklingen af de nye metoder kan meget vel ændre problemstillingen inden politikerne når at finde deres ben i sagen.

Stamceller kan bruges til at erstatte defekte celler. De er en slags universal-celler, der efter behov kan udvikle sig til en af de mange specialiserede typer celler vi har i kroppen. Sukkersyge skyldes for eksempel at nogle insulin producerende celler i bugspytkirtlen er defekte, og derfor håber man at kunne kurere sygdommen ved at indsætte stamceller, der kan specialisere sig og overtage den nødvendige insulinproduktion.
Der findes forskellige slags stamceller, men de er ikke lige fleksible og potente. Jo længere tilbage i kroppens udvikling de stammer fra, des bedre. Allerbedst er de såkaldte "embryonale stamceller", der findes i det tidlige fosteranlæg. Det er derfor, der er så stor interesse fra forskernes side for at få lov at anvende de befrugtede æg, som bliver til overs ved reagensglasbehandlinger for barnløshed.

I teorien er der en anden, endnu mere kontroversiel, kilde til embryonale stamceller: Hvis man fjerner arvemassen fra en ægcelle og i stedet indsætter arvemassen fra en celle taget fra den patient man vil behandle, kan man være heldig at ægcellen begynder at dele sig, som var den blevet befrugtet med en sædcelle. Det er dét, der kaldes at klone.
I stedet for at opsætte den befrugtede ægcelle i en kvindes livmoder for at få et barn, vælger man at holde cellerne på det tidlige udviklingsstadie - altså som embryonale stamceller. Derefter kan man forsøge at få stamcellerne til at udvikle sig til den type celler, patienten har brug for. Man kalder processen for "terapeutisk kloning", og en af fordelene er, at de celler man skaber, passer præcist til patienten. Hvis de celler man indsætter, stammer fra en anden person, vil immunforsvaret forsøge at afstøde de fremmede celler.
Der er mange problemer ved metoden, bl.a. er det vanskeligt at skaffe menneskelige æg-celler. Den største forhindring er imidlertid selve navnet: "Kloning" er politisk sprængstof.

Forskerne leder med lys og lygte efter andre måder at skaffe stamceller på, og den mest lovende nye metode kaldes "transdifferentiering".
Det viser sig at selv specialiserede, voksne celler kan bringes til at gå baglæns i udvikling i retning af at være stamceller. Med de rette påvirkninger tyder meget på at cellen derefter kan bringes til at udvikle sig til en helt anden type celle.

Tanya Dominko fra det amerikanske selskab Advanced Cell Technology er en af verdens førende forskere på området, og det firma hun arbejder i har gang på gang præsteret grænseoverskridende resultater indenfor kloning og stamceller.
Hendes drøm er at udvikle en behandling, hvor en patient afleverer en blodprøve eller et skrab af huden, som i løbet af 4 uger kan dyrkes og omprogrammeres til tilstrækkeligt mange celler af den type celler der er behov for. Det skal være billigt, enkelt for patienten, uden etiske problemer, og cellerne skal matche patientens væv perfekt.

Foreløbig er Dominkos resultater opmuntrende. Ved at behandle hudceller i laboratorieskåle med forskellige blandinger af vitaminer, hormoner og vækstfaktorer er det lykkedes hende at få hudcellerne til at udvikle sig til noget, der i høj grad ligner nerveceller, og som producerer små mængder af stoffer, der normalt kun dannes af nerveceller.
Andre forskere har blandt andet omdannet hudceller i retning af insulinproducerende celler og leverceller.
Der er imidlertid lang vej endnu før de celler, man dyrker, er fuldt funktionsdygtige. Reelt er det stadig ikke bevist at transdifferentiering vitterligt er en farbar vej. Svaret er som sædvanlig: Der skal mere forskning til.

Jomfru-fødsel kan være en anden mulighed. Det viser sig, at hvis man stimulerer æg-celler med elektrisk eller behandler det med ethanol eller calcium, så kan ægget gå igang med at dele sig og danne fosteranlæg - vel at mærke uden at være befrugtet. Fænomenet kaldes "parthogenese". Man har forsøgt at indsætte den type fosteranlæg i livmoderen på får, men graviditeten slår fejl, fordi der ikke udvikles en moderkage. Cellerne er altså ikke normale - men det er højst tænkeligt, at de er gode nok til at bruge til stamcellebehandlinger. Igen: det kræver mere forskning.

Der findes såkaldte "voksne" stamceller mange steder i kroppen, først og fremmest i knoglemarven. Voksne stamceller kan danne forskellige slags celler, men normalt kun indenfor den samme gruppe af væv; eksempelvis knogle og brusk eller nerveceller. Nogle forsøg tyder imidlertid på at der i kroppen også findes ganske små mængder af en type stamceller, der er så flexible at de kan specialisere sig til stort set alle former for celler. Det er endnu ikke sikkert, at de overhovedet findes, men hvis de gør, vil det være oplagt at forsøge at finde måder at isolere og opdyrke dem som til behandlinger.