In english
|
|
|
 |
|
 |
Augmented reality er på det seneste blevet et mere anvendt udtryk end Virtual reality, og meget af forskningen i virtual reality går idag snarere i retning af augmented reality.
"Augmented" betyder at noget er blevet tilføjet eller udvidet. Ideen i augmented reality er at man lægger et lag af informationer ovenpå virkeligheden - man kunne kalde det en "beriget virkelighed".
Det ekstra lag kan tilføjes på flere forskellige måder. Det kan være ved at bære et par briller, som man kan se normalt igennem, men som desuden kan vise et halv gennemsigtigt skærmbillede på indersiden af glassene. Ved at kombinere brillerne med sensorer, der registrer præcist hvor brugeren befinder sig og hvad vej hovedet vender, kan man eksempelvis vises pile eller forklarende tekster, der passer til de ting, brugeren ser på.
En anden mulighed er at bruge en kombination af et videokamera og en computer. Når man retter kameraet mod en genstand eller en person, vil man på skærmen se videobilledet forsynet med et lag af yderligere informationer om det, man ser.
Endnu en version kunne være en avanceret form for mobiltelefon, der dels kan på på internettet, dels er forsynet med GPS; Global Satellite positioning system, så telefonen ved hjælp af signaler fra satelliter kan beregne sin position. Derfor kan den hente informationer fra nettet, der netop har med det sted at gøre, som brugeren befinder sig.
De første spæde skridt i den retning er taget med WAP mobiltelefoner, der kan bruges til at gå på internettet med. De bruger ganske vist ikke GPS, men alligevel kender mobiltelefonerne deres omtrentlige position, fordi de ved, hvilken sendemast de har kontakt til.
Wearable computers
Joachim Sauter fra forskningscenteret Art+com i Berlin mener at enhver mobiltelefon i fremtiden vil have GPS eller en anden form for positioneringsteknik indbygget - og dermed åbnes der for et utal af anvendelser.
Sauter forestiller sig at man kan gå på gaden og på displayet af mobiltelefonen kan man se informationer om det man passerer, det kunne være, hvem der var arkitekten på en bestemt bygning, eller hvilke firmaer der har kontorer der.
»Et andet, yderst simpelt eksempel kunne være, at jeg får brug for en læge, og det skal være den nærmeste. Det vil systemet kunne finde, fordi det ved, hvor jeg befinder mig. Det kunne selvfølgelig også være den nærmeste skomager, kinesiske restaurant, eller et tip om at en af mine bedste venner er lige i nærheden«, siger Sauter.
Alex Pentland fra The Medialab på MIT i Boston, arbejder på at udvikle "wearable computing" - computere, der er så små, at man bærer dem som var det tøj, sko eller briller. Det vil typisk være den form for apparater, der skal bruges til at opleve augmented reality.
Pentland forestiller sig, at man kan vil kunne gå på museum, og undervejs på udstillingen kan man løbende få informationer om de genstande man ser på - og vel at mærke på ens eget sprog og kun om de aspekter, der interesserer en.
Eller, hvis man er et sted, man aldrig har været før, så vil man på sit apparat have adgang til et kort, der viser hvor man befinder sig, og få hjælp til at finde vej.
»Sammensmeltning af videoen, lyden og bitsene på nettet med den virkelige verden på en måde, der giver mening i forhold til det, vi er igang med - Den type anvendelser vil blive et hit«, mener Pentland.
Så almindeligt som et armbånds-ur
Den franske semiotiker Jean Beaudrillard har beskrevet, hvordan vi i sin tid begyndte at gå med ur, og hvordan det gjorde det muligt at organisere vores liv og samfundet i forhold til en absolut tid.
Det næste, hævdede Beaudrillard allerede midt i halvfemserne, bliver en synkronisering af data i forhold til stedet, og derfor vil det blive lige så udbredt at gå med GPS udstyr, som det er at bære et ur.
Mark Weiser, der indtil sin død fornylig var forskningschef på det legendariske Xerox Parc researchcenter, mente at det ville blive helt almindeligt, at man forventer at have enhver information til enhver tid, Hvis der noget man vil vide, så spørger man bare.
Men han var samtidig yderst opmærksom på at det kan blive uudholdeligt, hvis vi konstant har alle informationer fremme i synsfeltet. En stor del af kunsten når man konstruerer systemer til augmented reality er derfor at kunne filtrere og sortere, så kun de informationer, vi vitterligt ønsker lige nu, optager vores opmræskomed.
Mark Weiser kaldte princippet for "Calm computing". Lad os håbe at dét aspekt af teknologien ikke drukner i jublen over alt det, det nu bliver muligt at sende.