In english
|
|
|
 |
|
 |
Interview med Scott Fischer, Keio university, Tokyo
Vores mobiltelefoner er i fuld gang med at skifte funktion. Idag er det et apparat, som vi bruger til at tale med andre mennesker. Men efterhånden vil det i lige så høj grad være et apparat, som vi bruger til at hente informationer fra internettet.
Man kan sige at mobiltelefonen bliver et redskab, der helt generelt sørger for at vi hele tiden har de informationer, vi skal bruge på det sted og i den situation hvor vi nu befinder os.
Joachim Sauter fra det tyske forskningscenter Art+com i Berlin mener at enhver mobiltelefon snart vil have indbygget et positioneringssystem, som f.eks. GPS satellitsystemet, der gør, at telefonen og systemet, den har kontakt med, hele tiden ved præcist hvor den befinder sig. På den måde kan f.eks. vende sig mod en bygning, hvorefter man på telefonens display kan finde informationer om de selskaber, der har kontorer der – eller, hvis det f.eks. var arkitektur eller historie man interesserede sig for, så kunne displayet vise arkitektens navn.
Joachim Sauter drømmer om engang i fremtiden at kunne gå ind i en middelalder kirke og have et apparat med sig, så han kan få alle de informationer han vil have om bygningen og malerierne i den, uden at man behøver at sætte en masse grimme skilte op alle vegne i kirken, sådan som man er nødt til idag.
Det apparat han forestiller sig, vil kende ham godt, og det vil vide hvilke emner han plejer at interessere sig for, og hvilket fagligt niveau, han vil have dem præsenteret på.
Ideen og princippet er oplagt, og det kan bruges i alle mulige forbindelser. Det kan være en hjælp til at finde vej i en storby, eller til at finde en bog i et bibliotek eller en vare i et stormagasin.
Forudsætningen for at gøre det er – udover at apparatet ved præcist hvor det er - at der er nogen, der har lagret alle de informationer på en måde, så systemet er nemt at bruge.
Specielt hvis måden man ser dataene på ikke er på et apparat man holder i hånden, men i stedet ser ved hjælp af en databrille, hvor skærmbilledet er projiceret op på indersiden af brilleglassene, så man ser dem som et ekstra lag af informationer ovenpå virkeligheden.
Det kan være praktisk at blande virkelighed og elektroniske data på den måde, men det stiller store krav til designet, hvis man vil undgå at brugeren bare bliver forstyrret af tegninger og bogstaver, der blinker og regerer i synsfeltet.
Ideen skulle jo være at tilføje informationerne så gnidningsløst som muligt. Dataene skal være til rådighed, når der er brug for dem, men de må ikke komme i vejen.
Hele det koncept kaldes augmented reality, og i laboratorier verden over arbejdes der på at udvikle gode måder at organisere informationer om verden på en smart måde.
En af forskerne er amerikaneren Scott Fischer. Han var blandt pioneerne da virtual reality teknologien blev opfundet. Det har været den røde tråd gennem hans projekter gennem alle årene, hvordan man kunne kortlægge et område, så folk kunne udforske det elektronisk – f.eks. en vandring gennem en by eller en rejse gennem de mange måder, et bestemt sted har set ud på gennem årene.
Scott Fischer startede som kunstner med at tage billeder af byggepladser i Boston, for at følge hvordan et sted ændredes over tid, når gamle bygninger blev revet ned og nye bygninger skød op i stedet. Han prøvede også at følge hvor materialerne fra de nedrevne huse blev taget hen, og hvor materialerne til de nye blev hentet fra. På den måde ville han synliggøre hvordan det går en strøm af ressourcer fra og til stedet, som forbinder det med resten af verden.
Idag forsker Scott Fischer ved Keio, et af de førende tekniske universiteter i Japan. Han er igang med et projekt, der minder om det, han i sin tid startede med.
Ideen er at kortlægge et bestemt område på 10 gange 10 meter.
Som Scott Fischer forklarer så er ideen i projektet at få en række eksperter til at gennemgå et afgrænset område og beskrive, hvad de hver især synes er nogle interessant omstændigheder ved stedet. Det kan være en biolog, en fysiker, en meteorolog eller en geolog.
Derefter er opgaven så at designe en god måde at præsentere de sammenhænge på.
Udover eksperternes beskrivelser, vil der også være data fra en række sensorer som placeres på området og måler temperatur, regnmængder, jordrystelser og tager målinger af vandet i den lille å, der løber igennem området.
Et af Scott Fischers mål er at tydeliggøre de miljømæssige sammenhænge. Men det kan virke lidt selvmodsigende, hvis vi skal til at opleve naturen iført store mængder computerkraft og assisteret af et omfattende automatiseret ekspertsystem.
Den indvending har han hørt før:
"I de tidlige halvfemsere blev vi kritiseret sønder og sammen af folk fra den grønne bevægelse. Man talte om at Virtual reality ville fjerne os fra den naturlige verden, og at det ville gå ud over miljøet fordi folk ville blive ligeglade med den virkelige verden", siger Scott Fischer.
Men efter hans mening er det tværtimod en teknologi, der kan give os mere viden om det naturlige miljø og hjælpe folk til at forstå hvorfor vi skal bevare økologien.
Hvis du kunne gå ind i en virtuel regnskov og fjerne et par kvadratkilometer af den, og så se, hvordan det ændrer meteorologien i resten af verden - så ville det have en vis effekt på din måde at tænke på den naturlige verden, og det ville gøre et stort indtryk at se det på den måde, mener Scott Fischer.
Engang for mange år siden sang Bob Dylan om at man ikke behøvede en meteorolog for at fornemme hvad vej vinden blæser. Man kunne forestille sig, at folk, der oplever naturen efter den elektronisk forstærkede metode, får en masse og helt korrekte oplysninger om et sted, men at de netop fordi, de hele tiden ser dataene, glemmer at opleve, hvordan stedet egentlig er – i sig selv.
Scott Fischer mener ikke at den teknologiske formidling ville give os et overfladisk, faktuelt forhold til naturen.
For ham handler det snarere om at folk i øjeblikket vader rundt i et område uden at have den fjerneste ide om hvordan det er udviklet, hvorfor der vokse det der gør, og hvordan forureningen måske har påvirket området. Man ser det bare uden at ane noget om de sammenhænge.
Hvis man ikke har en måde at synliggøre den information, så tror Scott Fischer ikke at der er ret mange mennekser, der vil gøre indsatsen for at finde ud af det.
Så hans konklusion er dén paradoksale, at der skal en ordentlig dosis højteknologi til for at kunne se, hvordan naturen hænger sammen.