In english
|
|
|
 |
|
 |
Interview med prof. Steve Feiner, Colombia university, New York
Da walkmanden dukkede op i begyndelsen af firserne krævede det en vis social tilpasning, fordi folk nu kunne gå rundt på gaderne med hovedet fuldt af lyd – lidt som om de var inde i en helt anden verden.
Mobiltelefonerne krævede en lignende tilpasning af takt og tone, og det kan såmænd stadig virke lidt underligt at se folk gå rundt og føre ivrige samtaler ud i luften.
Igen er der en vis nervøsitet for at vi skal ende med at blive en flok zombier, der aldrig rigtig er dér hvor vores krop er, fanget i en underlig blanding af kommunikation og isolation.
Det er tilsyneladende bare et spørgsmål om tid før det næste trin i den udvikling kommer, og navnet på dimsen er et "headmounted display" – altså, en skærm man monterer på hovedet. Man skal forestille sig et par briller, som udover at man kan kigge normalt igennem dem, også kan bruges til at se billeder, som projiceres op på indersiden af glassene, så dataene ligger som et lag ovenpå den almindelige udsigt.
Et headmounted display – eller skal vi kalde dem "databriller" – gør det muligt at få sendt information der konstant kan give lidt ekstra hjælp eller tilføje en dimension til det, man er igang med. Hvad enten det er togtiderne, et kort over byen eller en vigtig e-mail, så er ideen, at man skal kunne checke informationerne uden at behøve at afbryde det man ellers går og laver.
Det er det, der kaldes augmented reality.
En af verdens førende forskere på området er Steve Feiner fra Columbia university i New York. For ham er der ingen tvivl om databrillernes velsignelser:
"I øjeblikket er jeg nødt til at se på mit armbåndsur, tage en kalender op af lommen eller gå til den skærm, der står på mit skrivebord for at få informationer. Men jeg ville hellere have at informationerne ikke var de her specielle steder, men i stedet var indlejret direkte i de faktiske omgivelser".
Sådan sagde Steve Feiner fra Columbia university.
Dybest set er der to former for headmounted display. Den model, hvor brilleglassene er gennemsigtige, så man kan se virkeligheden igennem dem – og så den mere radikale løsning, hvor hele synsfeltet er dækket af en videoskærm, der viser billedet fra et lille videokamera man har monteret i panden.
Fordelen ved den sidste løsning er at computeren kan skabe en mere fuldstændig sammensmeltning af data og videobilledet fra kameraet, så man faktisk ikke kan skelne, hvad der er den fysiske virkelighed foran en, og hvad der er data, grafik eller video og animationer - tilføjet af computeren.
Problemet er, at det ikke er særlig behageligt at gå med. Billedkvaliteten på video er langt ringere end den vores øjne normalt opfatter, og desuden bliver der uvægerligt en lille forsinkelse i signalet. Resultatet er at de fleste bliver grundigt søsyge af at gå med udstyret.
I gamle dage, for en 6-7 år siden, var et headmounted display på størrelse med en integral styrthjelm for motorcyklister. Siden er det gået som med alt andet computergrej; de er blevet lettere, billigere, og langt bedre.
Man har i et par år kunnet få briller, der ikke er meget større end et par almindelige, måske en anelse kraftige, brillestel. Okay, de ser lidt nørdede ud, men man skal se godt efter for at opdage at stangen i den ene side har indbygget en lille videokanon, der sender et billede ind på en prisme, der er slebet i det ene brilleglas.
Prismen er omkring en kvadratcentimeter, så når brillerne er slukkede, mærker man ikke meget til det. Når de er tændte derimod, er det som at have en lysende skærm svævende foran sig, omkring en meter ude i luften i den ene side af synsfeltet. Billedet står knivskarpt og man kan uden vanskeligheder læse e-mails og andre oplysninger – uden at andre behøver at opdage hvad man har gang i.
Man kan også få en anden model, der alt i alt fylder hvad der svarer til en halv kuglepen. Det er en lille videokanon, der kan klipses på ethvert normalt brillestel, og som skyder et videobillede udefra og ind på brilleglasset. Og bevares, som udenforstående lægger man da mærke til, at der sidder en underlig udbygning på brillestellet, men det er milevidt fra de gamle modeller, hvor brugeren nærmest var kapslet inde i en elektronisk isolationstank.
Et par gode databriller af den slags koster i øjeblikket omkring 20.000 kr.
I de japanske elektronikbutikker sælger Sony, Canon og Olympus databriller i forbrugerversioner til omkring 5000 kr. Det ligner nærmest skibriller, og de er især tænkt som en måde at se TV på medens man ligger i sengen, eller sidder i et tog.
Endnu er billedkvaliteten ikke på højde med en computerskærms, men nogle år fra nu, vil brillerne i en forbedret udgave være klar som en alternativ skærm til ens laptop eller lommecomputer.
Steve Feiner forventer at de store fabrikanter vil lancere dimser på størrelse med en MP3 player, med masser af hukommelse, en god processorkraft, og et lille display, måske i form af et par briller. Med tiden vil den dims stå i forbindelse med andre dimser – f.eks. via den trådløse bluetooth kommunikationsstandard, så de kan udveksle informationer med hinanden.
Under alle omstændigheder mener Feiner, at det apparat vil være den væsentligste måde folk benytter computere på fremover.
Steve Feiner forventer at der vil komme massive prisfald på den teknologi indenfor de næste ti år. Idag er de små briller og apparater dyre, men netop den lille størrelse vil på sigt betyde, at de er langt billigere at producere, hvis bare man kan få det op i store styktal. Det vil være de gammeldags store og tunge fjernsyn og computere, der er dyre, fordi der skal bruges meget mere energi og materialer til at fremstille dem.
Faktisk Forudser Feiner, at computere og skærme vil blive så billige, at vi vil betragte dem på samme måde som lommeregnere, digitalure eller engangskuglepenne – noget, man man kan bruge og smide væk, hvor det dårligt kan betale sig at skifte batteriet.
Hvis de små computere eller databriller bliver kostbare, så er det fordi de er lavet som smykker; af guld og ædelstene – eller som et eller andet særligt kunstnerisk produkt. Igen er det ligesom med kuglepenne; Man kan få enormt kostpare penne, men det er ikke blækpatronen, der er det dyre, selvom det egentlig er den, pennens funktion ligger i.
Hvad briller angår, mener Feiner, at muligheden for at se data på dem, vil være en feature, man vil kunne vælge sammen med ethvert normalt par briller – ligesom man idag vælger farver eller en særlig refleksbehandling til sine brilleglas.
Men bortset fra hvad der rent teknisk er muligt, så er spørgsmålet også om det nu virkelig er så smart og behageligt at gå med databriller evig og altid.
Man kunne forestille sig at det ret hurtigt ville blive temmelig forvirrende konstant at have informationer blinkende i sit synsfelt?
Jo, Det ville dybt irriterende, hvis teknologien trængte sig ind på dig, og du ikke havde nogen muligheder for at slukke for det, medgiver Steve Feiner.
Men efter hans mening, byder teknologien også på en løsning af det problem den skaber:
"Det gode ved computere er at de bliver bedre og bedre til at filtrere de ting, der kan trænge ind på dit liv. Jeg ville nødigt gå gennem gaderne og altid have det som om det var en virtual Times Square hvor jeg hele tiden fik reklamer og alt muligt andet skidt i hovedet. Af og til vil man gerne en tur til Times Square, men andre gange vil man gerne kunne slukke for det hele eller kun lade visse udvalgte ting komme igennem. Det rare ved computere er at de gør det muligt at få sine informationer filtreret, så man ideelt set kun modtager de ting, som man godt kunne tænke sig at se," sagde Steve Feiner.
Augmented reality vil nok en gang skubbe til grænserne for hvor meget information vi er i stand til at håndtere på én gang.
Hvis vi er heldige bliver det designet, så vi får de nødvendige data på en måde, der ikke irriterer, eller stresser og forvirrer os i det vi gør. Om ikke andet vil dét være en sikkerhedsmæssig forudsætning, hvis man skal kunne bruge sine databriller medens man færdes i trafikken.
Ser man lidt filosofisk på det, kunne man overveje, om det ikke ændrer hele vores sociale måde at være på som mennesker, når man sådan er i konstant kontakt med et elektronisk univers.
"At kunne kommunikere med breve giver muligheden for at kommunikere med nogen som ikke er fysisk tilstede i rummet eller det samme land, sågar - og det har folk gjort i århundreder. Telefonen gør det samme, og den har vi brugt i mange årtier. At kommunikere hurtigere og mere effektivt ved hjælp af en computer har folk efterhånden også udnyttet i flere årtier".
Alt i alt mener Steve Feiner ikke at det vil være så meget anderledes, når vi kan holde kontakt via augmented reality - For ham er det noget, der langsomt men sikkert fortsætter en evolution som vi mennesker har været igang med, formentlig siden civilisationens vugge.
Som Steve Feiner påpeger behøver augmented reality ikke at indebære at vi konstant kommunikerer med andre.
Fordi man sidder mange timer hver dag foran en computer, betyder det ikke at man konstant sender e-mails og surfer på nettet. Nogen gange vælger man jo netop IKKE at kommunikere, for at kunne koncentrere sig om f.eks. at skrive.
Så Steve Feiner tror ikke på billedet af hele tiden at være koblet op til den her bikube-agtige fælles hjerne, 24 timer i døgnet. Vi kommer sikkert til at kommunikere mere end nu, men efter hans mening gør det os ikke til bare en slags tandhjul i et stort elektroniske maskineri.