Flash fra Vegas

Her er så min udgave af den klassiske reportage fra Las Vegas - som tekst og Flash-præsentation.

Klik på billedet for at se præsentation 1

Klik på billedet for at se præsentation 2

For langt de fleste besøgende består Las Vegas simpelthen af The Strip. Det er hovedstrøget som hovedparten af de store hoteller og casioner ligger langs med. Meget bekvemt, kan man stort set flyve til døren, for lufthavnen ligger kun et par kilometer derfra.

Las Vegas er en de hurtigst voksende byer i USA, og i de senere år er the Strip blevet udbygget med en stribe gigantiske nye hotelkomplekser, så begivenhedernes centrum idag er fordelt over en strækning på en 4-5 kilometer.
I midten ligger en 8 sporet vej, hvor der næsten konstant er trafikprop af biler og turistbusser.
Ude på de brede fortove vader turisterne så frem og tilbage, mange af dem med en øl eller en margarita i et stort plastikkrus med sugerør - nogen ser ud til at være helt betuttede over sådan at gå og drikke alkohol på åben gade, for det må man ellers overhovedet ikke i USA.
Mange er majet ud, dressed to kill, stærkt nedringede, lige lovligt opslidsede - eller med T-shirten smøget godt op, så tatoveringerne på bodybuilder musklerne kan kan få lov at komme ud og spille i sollyset.
Om aftenen bliver det lidt koldt, vi er midt i en ørken, det er stjerneklart og pigerne fryser i deres små kjoler.

Det er en kendt sag, at der er mange overvægtige mennesker i USA, og her kan man få syn for sagen, det virker som om hver anden person på The strip har alvorlige problemer med vægten, det er tungt for dem at gå rundt i den smeltende varme på fortovet.
Heldigvis er der blevet installeret en række små futuristisk designede tog, der piler frem og tilbage på højbaner mellem de største af hotellerne.

Hvert hotel er som en hel forlystelsespark. De fleste er bygget over et eller andet eksotisk tema, det kan være sørøver-skatteø, ridderborg, romerriget eller et kinesisk kejserpalads.
Andetsteds kan der herske ideer om at god smag bunder i en disciplineret brug af virkemidlerne, men det princip sætter man nærmest en ære i at glemme her.

Udenfor Pariser hotellet er der selvfølgelig et kæmpe Eiffel tårn, og en pænt stor triumfbue. Bygningerne er holdt i noget man vel kan kalde fransk operettestil, og man opfordres til at lade sig fare vild i en sand labyrint af små stræder, med franskagtige butikker. Om aftenen er der kaberet, naturligvis, det er såmænd også en Las Vegas specialitet.

Princippet er det samme hos naboen, The Venetian, men her er temaet Venedig. På pladsen ud mod the strip føler man sig grangiveligt hensat til Markuspladsen. Indgangspartiet er en kopi af Dogepaladset klistret sammen med Sukkenes bro. Fra den kunstige sø fører kanalerne med klorvand ind i hotelkomplekset, og har man lyst, kan man blive sejlet derind i en gondol. Langs kanalerne ligger smalle gader i det, der dybest er et stort shoppingcenter i den luksuriøse ende af skalaen.
Alle butiksfacader er holdt i den venetianske stil. Man går over små broer og hen over plazaer med fortovscafeer, og med jævne mellemrum støder man på skuespillere, der er klædt ud som var de til karneval - eller man kan høre operasangere der stiller sig op og synger på gaden, klædt ud som var de til hofbal i 1700 tallet.
Brostensbelægningen er i formstøbt plastik, og og ganske vist er det hele indendørs, men over det hele det hele hænger en kunstig himmel i den dejligste blå farve - med flotte hvide skyer malet på og et sært lys; som solskin, der ikke kommer fra nogen bestemt retning.

I etagen nedenunder ligger casinoet, og her er stilen vel nærmest barok. Der er en komplet kopi af det sixtinske kapel, der er overlæsset med falske antikviteter og marmorstatuer. Der er tykke tæpper og plyds, og alt, hvad der kan forgyldes er forgyldet. Her skal signaleres hurtige formuer og luksus - så det må godt se ud af noget.

Casinoerne er uoverskueligt store, og man kan nemt få det indtryk af at det er helt bevidst at det er gjort så nemt at fare vild mellem rækkerne af enarmede tyveknægte, spilleborde, rouletter, barer og veksleboder. Alle vegne sidder folk og spiller, og letpåklædte servitricer bærer gratis drinks rundt.
Der er en utrolig larm, tilsammen giver alle de maskiner, der siger dungdungdungdungdung en slags messende sang fra sig.

Der kan minde lidt om en science fiction fabrikshal, med tykke og fulde mennesker der sidder i lange rækker og trækker sløvt i håndtagene for at producere en smule spænding og adspredelse.
Lyset er dæmpet, man har ingen fornemmelse af hvad klokken er, der er folk døgnet rundt og af og til ser man gæster trækkende med deres kufferter for at komme hen til checkin i hotelreceptionen eller ud til en taxa, og videre til et af de jetfly, der med et par minutters mellemrum skyder ud i den virkelige verden.

Det toneangivende sted i Las Vegas for tiden er the Bellagio, det mest luksuriøse hotel i byen. Der er 3000 værelser fordelt på 30 etager i bygningen, der troner foran en kæmpemæssig kunstig sø, og så er der det obligatoriske - men godt nok meget eksklusive - shoppingcenter i en stribe italiensk-agtige villaer hyggeligt beliggende ned til vandkanten.
Hvert kvarter er der springvandsshow i søen, og dét er virkelig en attraktion, der ikke har sin lige nogen steder i verden. Rundt i hele den store sø er sat et utal af dyser, der kan programmeres, så de tilsammen danner en slags ballet af vandstråler i bevægelige mønstre, som passer til musikken, hvad enten det er klassisk musik eller Frank Sinatra.
Der er mange hundrede dyser og vandstrålerne kan skyde op til 80 meter i luften. Det ser utroligt flot ud, ikke mindst når det er oplyst om aftenen.

Manden bag Bellagio, milliardæren Steve Wynn går for at være kongen af Las Vegas. Siden tresserne har han opført og banket en stribe af de mest kendte hoteller i byen op.
The Bellagio er kronen på værket, og det indvarsler en helt ny æra i Las Vegas.

Let's face it: Vegas har haft et lidt tvivlsomt rygte, Mafiaen, gamblerne, luderne, og staten Nevadas afslappede lovgivning gjorde Vegas til en slags lastens hule, en sikkerhedsventil hvor amerikanerne kunne få lov at flyve ud og svine sig til med alt det de ellers ikke måtte -somewhere deep in the dessert.
Et besøg til Las Vegas er ikke ligefrem politisk korrekt, endsige noget man kan tage kegler med på kulturfronten - men det har Steve Wynn sat sig for at forandre.

Så han har kastet sig over de skønne kunster, og dét godt og grundigt. Bellagio skal være et fint sted, sådan rigtigt. Ikke bare en facade og forgyldte kulisser. Nej, der skal være kultur i verdensklasse, og klientelet skal være rige mennesker, der ikke risikerer at få deres gode smag fornærmet af den sædvanlige vulgære Las Vegas stil. Steve Wynn fik meget belejligt en pludselig og intens lidenskab for kunst, og siden den indfandt sig har han gjort sig bemærket ved massive opkøb af kunstværker i den internationale topklasse: Van Gogh, Picasso, Rembrandt, Degas osv. osv.

Man kan sige, at han har et pragmatisk forhold til kunst. Steve Wynn lider af en øjensygdom, der gør at han selv dårligt kan se de malerier han bruger formuer på, men vi andre får ikke lov at overse dem.
Ude på the Strip annonceres der for Bellagios kunstmuseum på de gigantiske billboards, side om side med reklamerne for de store shows med tryllekunstnere og besøgende rockstjerner som Tina Turner og Bruce Springsteen.
Og reklamerne for kunstværkerne er holdt i præcist det samme sprog. "Now featuring Picasso and Matisse. with special attraction Monet, Renoir and Cezanne" - kan man læse med meterhøje bogstaver.

Skulle alt det der finkultur blive for overvældende, kan man naturligvis stadig tage andetsted hen, til museet for den gamle entertainer Liberace - eller til museet for bordelkunst.

Selv overnattede jeg på The Luxor, en pyramide i sort glas og i en størrelse, der fint kan konkurrere med en rigtig pyramide. Der er 4400 værelser på hotellet, og de er placeret rundt langs siderne, så hele det indre af hotellet er et stort åbent pyramide formet rum, med casinoet placeret nede i bunden med udsigt op langs siderne hvor hotelværelserne ligger dør om dør, etage efter etage, som var man i det indre af bikube.

Elevatorerne er lidt specielle. De kører skråt op langs indersiden af pyramiden, og det er i grunden ikke særlig behageligt at køre 15 etager nedaf i fuld fart på den måde.

Udover casinoet er der en række forlystelser og museer, der allesammen er holdt som et løst sammenkog af de mere spektakulære aspekter af det gamle ægypten.
Der er masser af sfinkser, mumier og hieroglyffer og hvis man betaler, kan man komme ind og se en nøjagtig kopi af Tutankhamons gravkammer.
Men dybest set er temaet det samme på The Luxor som på alle de andre hoteller: det handler om at spille pengene op, om gambling.

Om aftenen kan man dårligt se den sorte pyramide udefra, kun lige spidsen, der som en kæmpestor magisk diamant sender en hvidglødende søjle af lys langt langt op i den klare ørken luft.

Las Vegas er i det hele taget bedst om aftenen. Om dagen, i det klare, hårde solskin, ser alting ud til være lavet af spånplader og spartelmasse. Det er lidt som at komme tæt på en person, der er sminket til en teaterforestilling eller en koncert. Der er for meget af det, det virker billigt og vulgært, men når projekterne skinner og showet kører, så passer det pludseligt.

Om aftenen oplyser projekterne facaderne på de enorme hotellerne, neonlysene funkler og de store videoskærme stråler. Man kan ikke komme udenom at det ER stort og flot og imponerende.
- Og fuldstændig absurd, selvfølgelig.

Men det mest absurde er næsten, at til trods for at det er så enormt, til trods for at der er investeret milliarder af dollars i overgå hinanden med de mest spektakulære, vanvittige og storslåede fantasier - så er det ikke fri for at blive jævnt hen kedeligt i løbet af nogle timer.
Man bliver overvældet et øjeblik, men så er det dét.