SPILLEREGLER FOR DET 21. ÅRHUNDREDE
Af Peter Hesseldahl

Hvis man ikke kender spillereglerne, er det svært at klare sig. Hvis man ikke forstår hvilket spil, man er del af, kan man dårligt handle kompetent og hensigtsmæssigt. Det bliver ikke nemmere af, at spillet er under løbende forandring, så spillereglerne jævnligt skrives om. Man risikerer at spille efter en logik, der ikke længere er brugbar, men fordi man har vænnet sig til det gamle spil, har man svært ved at give slip på det, der plejede at fungere. Man bliver som en hund i et spil kegler; klodset, defensiv, i vejen, i fare...

Spillet i det 21. Århundrede er noget ganske andet end det, vi kom fra. På mange, helt grundlæggende områder, er omstændighederne under voldsom og hastig forandring, og derfor er det andre kompetencer og andre måder at handle på, der kræves for at trives fremover.
Det er dét, bogen her handler om: Hvordan verden er under forvandling, og hvordan det ændrer spillereglerne for at klare sig.
Det er et stort emne, det er jeg klar over. Det er ikke en bog, der går i dybden med et enkelt begreb eller en specifik tese. Mit mål er at zoome langt ud og give et bredt overblik, der gør det muligt at udlede nogle generelle, overordnede spilleregler.
Når jeg bruger ordet ”spilleregler”, mener jeg både de betingelser, man skal forstå at udfolde sig og trives under, og de mere håndfaste grænser, for, hvad man vil kunne tillade sig fremover. Sådan er der spilleregler både på et personligt, individuelt plan, for virksomheder og organisationer, og for menneskeheden og det globale samfund.

En stor del af forandringen vil udfolde sig i spændingsfeltet mellem to overordnede udviklinger:
- At verden, og alt hvad der foregår i den, forbindes ekstremt tæt med stadig mere avanceret digital teknologi
- At menneskehedens dominans over planeten vil møde meget håndfaste udfordringer, ikke mindst i form af klimaforandringerne, og voksende begrænsninger i vores forbrug af naturens ressourcer.

Hvordan de to mega-trends spiller med og mod hinanden har været den røde tråd i mit arbejde, lige siden jeg skrev min første bog, ”Computerdrømmen og de økologiske realiteter”, engang for længe siden, i 1992. Nu, som dengang, er udfordringen at forstå, hvordan vi kan organisere os, så teknologisk udvikling og bæredygtig udvikling ikke bliver modsætninger. Tværtimod, i det 21. Århundredes spil, er de hinandens forudsætning, ikke mindst i lyset af de udfordringer, vi står overfor.

I bogen kommer vi ind på de følgende spilleregler:

Alt og alle kobles sammen, tættere og i større systemer.
Hvis jeg skulle nævne én trend, der former verden, så er det sammenhæng. Mennesker, maskiner, kulturer og økonomier... det hele forbindes stadig tættere, stadig oftere, i flere detaljer og over større afstande. Vi påvirker, og vi påvirkes, af mennesker over hele kloden, vi bliver i stigende grad indbyrdes afhængige, og vi deler skæbne på godt og ondt.
Tendensen til sammenkobling gælder også for vores teknologi. Det går hastigt i retning af, at stort set alle vores apparater og produkter forsynes med computerkraft og får online forbindelse til nettet. Dermed kan vores ting også begynde at udveksle informationer og samarbejde på helt nye måder. Ovenikøbet accellererer forandringerne i det globale system, fordi hver teknisk udvikling sætter os istand til at tage det næste skridt endnu hurtigere.

Vi bliver deltagere, medskabere og medansvarlige
Den enorme stigning i materiel velstand under industrialiseringen blev muliggjort af standardisering og masseproduktion. Men fremover vil industrien i højere grad konkurrere på personlig tilpasning og der vil være langt større vægt på at opfylde den enkeltes behov, nu og her.
Der sker også en demokratisering af adgangen til at producere. I samlebåndets tidsalder krævede det store investeringer i fabrikker, og derfor var det forbeholdt en lille gruppe selskaber at konkurrere på markedet for biler, køleskabe, symaskiner eller massemedier.
Idag er det centrale produktionsmiddel en computer med en netforbindelse Både produktionsmidlerne og adgangen til viden er blevet langt billigere og bredere tilgængeligt, og det er grundlaget for at producenternes og forbrugernes roller er begyndt at smelte sammen: Vi forvandles fra passive forbrugere til deltagere og medskabere. I stadigt flere sammenhænge tager vi ikke bare tingene til efterretning. Vi forlanger indflydelse, vi indgår i samspil og bygger videre på det, vi præsenteres for.

Verden skal forstås som et komplekst system
En verden, hvor alt og alle i dén grad spiller sammen, fungerer på mange måder ganske anderledes, end vi er vant til. Vi har hårdt brug for et nyt verdensbillede, der bedre kan forklare mekanismerne bag de systemer, vi er afhængige af. Vores forståelse af fysik, samfundsforhold, økologi, økonomi osv. har taget udgangspunkt i et newtonsk, lineært og mekanisk verdensbillede - og det passede fint til industrialderens problemstillinger. Men det er ikke tilstrækkeligt længere.
Når mange elementer kobles tæt sammen og samspillet imellem dem accelererer, bliver systemet pr. definition ”komplekst”. For at forstå komplekse systemer er vi nødt til at kende mekanismer som
feedback, selvorganisering, ikke-linearitet og evolution. Det er helt centrale begreber - selv om de kan lyde svære og tørre. Faktisk vil jeg hævde, at det vil være en afgørende kompetence i det 21. Århundrede at have en fuldstændigt indarbejdet forståelse for kompleksitet og system-tænkning. Ellers er vi ikke udrustet til at aflæse og handle hensigtmæssigt i forhold til komplekse systemer som vejret, aktiemarkeder, økologi eller sundhed.

Man må åbne sig for alt det omverdenen kan bidrage med
Hvis vi vil nyde godt af det tætte samspil, er vi nødt til at åbne os for andres bidrag. Vi har kunne klare os selv hidtil, men efterhånden er de problemer, vi skal løse, så komplekse at vi ikke selv har alle kompetencerne. Virksomheder må indse, at der er flere smarte hoveder udenfor end indenfor selskabet, og hvis man vil kunne konkurrere på markedet, gælder det om at engagere omverdenen i ens projekt. Vanskeligheden ligger i, at projektet dermed går fra at være mit projekt til at være vores projekt. Man mister noget af kontrollen, ved at have andre med. Det er én af årsagerne til at virksomheder har så svært ved open innovation.

Nogen skal tage det første skridt
Måske er den vigtigste nye erkendelse i en mere sammenhængende verden, at det i de fleste tilfælde er en fordel at samarbejde og slutte sig sammen for at opnå win-win situationer, snarere end at forsøge at konkurrere hver for sig om en endelig mængde goder. Men man risikerer at blive snydt og svigtet. Spørgsmålet er, hvordan man skal afveje risikoen i forhold til den gevinst, der kunne opnås, hvis man kan få opbygget et samarbejde.
Et af de forskningsområder, hvor man overvejer den slags, er indenfor spil-teori. Et af de mest brugte begreber i spilteori er ”prisoners dilemma” - en stiliseret historie, der kan bruges til at overveje, hvad der skal til, for at to parter kan finde sammen om at opnå den størst mulige nytte.
Der er to hovedkonklusioner fra prisoners dilemma; nogen er nødt til at vise tillid og tage det første skridt. Men nok så vigtigt; så skal man være villig til at slå igen, hvis modparten svigter. Man skal både være imødekommende og konsekvent.

Giv slip - og få del i et stadigt større fællesskab
Åbenhed og samarbejde har alle dage været en god ting, men digitaliseringer betyder at det bliver specielt vigtigt fremover at deles.
De digitale netværker og den stigende betydning af bits som en
værdibærer i økonomien betyder, at der er langt færre omkostninger ved at dele viden, og at det er langt enklere at inddrage mange menneskers bidrag i en proces.
Samarbejdet fordrer imidlertid en ”af-læring” af en del af industri-alderens logik og vanetænkning - eksempelvis vores normer omkring hemmelighed og ophavsret. Det handler i høj grad om hvordan man forstår sig selv i forhold til fællesskabet: Spiller man et nulsumspil, hvor det gælder om få så meget som muligt af kagen? Eller spiller man et plussums-spil, hvor man får mere til sig selv ved at arbejde sammen med andre på at gøre kagen større for alle?

Evolutionen kræver løbende tilpasning
Vi udvikler os igennem evolution. Nye og bedre løsninger udkonkurrerer de gamle. Det gælder om løbende at tilpasse sig de gældende forhold, sådan er det ikke kun i biologi, men også i samfundsforhold og i erhvervslivet. Faren, for dem, der klarer sig godt, er at de glemmer at følge med, når forholdene skifter. Hvis man kun svarer på udfordringer ved at gøre sig selv bedre og bedre til det, man plejer at have succes med, risikerer man at bruge sine kræfter på at cementere sig selv i en position, der ikke længere passer til omstændighederne. Hvis man skal klare sig i det lange løb, er man nødt til at gå helt nye veje af og til. Problemet er, at det indebærer, at man skal opgive det, der før var ens styrke. I business kalder man dén problemstilling for the ”Innovators dilemma”. Indenfor politik kunne man kalde det en ubekvem nødvendighed.

Kunsten at trives med usikkerhed og handle uden vished
Både prisoners og innovators dilemma viser, at vi er nødt til at kunne handle uden at være helt sikre på, hvad udfaldet bliver. Det er endnu et af fremtidens vilkår: vi skal lære at trives med en langt højere grad af usikkerhed.
Komplekse systemers udvikling kan ikke forudsiges med vished - og dét er en udfordring, når man er vant til at operere ud fra et relativt simpelt og stabilt mekanisk verdensbillede. Men hvis vi vil udnytte de muligheder som hastigt skiftende situationer tilbyder, må vi lære at vurdere sandsynligheder, snarere end at forlange vished.
Vi kan også med fordel anlægge et mere realistisk syn på hvordan verden forandrer sig. Vi er tilbøjelige til at tænke på udvikling som lange, jævne stræk, men reelt bestemmes en væsentlig del af vores forhold af pludselige, uforudsigelige begivenheder - hvad enten det er finanskriser, vulkanudbrud eller teknologiske gennembrud.

Større sammenfald mellem den enkeltes og fællesskabets interesser
Der er et djævelsk problem ved at leve mange sammen på begrænset plads. Den enkelte er ganske vist afhængig af at hele fællesskabet fungerer, men det kan være vældigt fristende at forsøge at trække mere ud af systemet til sig selv, end man giver igen til det fælles. Problemet er selvfølgelig, at hvis alle på dén måde nasser på fællesskabet, så undergraves hele grundlaget for systemet. Effekten kaldes ”Tragedy of the commons” og den går igen lige fra skattesnyd til overfiskeri og udledning af CO2.
Det er én af de mekanismer, man kan lære ved at studere komplekse systemer: Der kan være meget stor forskel på konsekvensen af en handling på det individuelle, lokale plan og på det globale, systemiske niveau. Udfordringen fremover er imidlertid, at vi må lære at forstå konsekvensen af vores handlinger, både for os selv og for hele systemet. Før kunne vi bare rykke et andet sted hen, hvis vi udtømte ressourcerne. Men kloden er endelig, og vi støder efterhånden ganske konkret mod grænserne for, hvor meget vi kan udfolde os, før konsekvenserne af overlasten mod systemet vender tilbage som en trussel mod os selv. Afstanden mellem egoismen og altruismen er blevet kortere - men endnu har det ikke rigtigt udmøntet sig i vores opførsel eller vores lovgivning.
Det er heller ikke nemt. Igennem historien har mennesker forbundet sig i stadigt større systemer: familien, klanen, byen, nationen - og nu er vi på vej mod en næsten global virkelighed. Når vi skifter til en ny fase, ophæves gamle grænser, vi skal tænke anderledes på, hvem vi har interessefællesskab med, og vi skal håndtere nye gnidninger og strid om rettigheder, kultur etc.

Større ansvar, mere ansvarlighed
Vi lever stadig i en kultur der dyrker individets mulighed for uhæmmet, ansvarsløst forbrug. Vi kan, groft sagt, gøre hvad vi vil, bare vi betaler - eller kan få nogen til at betale for det. Meget tyder imidlertid på, at fællesskabet fremover vil stille langt større krav til den enkelte om at afpasse sine handlinger i forhold til de fælles omstændigheder.
Der vil komme kvoter på utallige former for forbrug, og med den allestedsnærværende digitale teknologi, vil vi kunne holdes ansvarlige for vores forbrug og handlinger i mindste detalje.
Generelt vil samfundet være langt mere gennemsigtigt. Alt, hvad der på en eller anden måde finder sted i samspil med digital teknologi, vil blive registreret, og meget af det vil være synligt for enhver, der kigger efter. Det kan lyde som et mareridt af et overvågningssamfund, og der er ingen tvivl om at overvågning, kontrol og manipulation vil være en del af pakken. Men gennemsigtigheden betyder også, at vi får langt bedre indblik i, hvad der i grunden foregår omkring os. Strømmen af data vil give os en form for kollektiv, global bevidsthed, der gør os istand til at forstå hvordan vores handlinger påvirker resten af verden.

Kreativitet og initiativ rykker ud til alle i netværket
Umiddelbart kan den tættere sammenkobling og det større fokus på fælles løsninger ligne endnu et sving med pendulet mellem socialisme og liberalisme. Vi er tydeligvis på vej mod at lægge større vægt på det fælles. Der er imidlertid den væsentlige forskel, at fællesskab ikke længere fordrer centralisme, hiearkier og ensretning. Tværtimod, i de digitale netværkers tidsalder styrkes fællesskabet af, at en mangfoldighed af store og små deltagere kan bidrage med kreativitet og initiativ til at udvikle værdi for alle. Wikipedia er det arketypiske eksempel på det.
Vi bevarer altså en høj grad af personlig frihed og indflydelse, men dén frihed hænger snævert sammen med ansvar.
At være medspiller og medskaber betyder, at man må se sig selv som med-ansvarlig. Det er et væsentlig kulturelt skifte. Snarere end simpelthen at gøre som man får besked på af dem, der er højere i hierarkiet, må man lære at påtage sig initiativet, og pro-aktivt udnytte de muligheder man har fået for at præge sine omstændigheder.
Ledere må tilsvarende indstille sig på, at magtens karakter er ændret. Når kompetencen og initiativet flytter ud i netværket, handler ledelse i højere grad om at fortælle hvorhen og hvorfor end hvordan, organisation skal arbejde.

Vinderen tager det hele
Det er paradoxalt, at samtidig med, at de digitale netværker giver flere mulighed for at have indflydelse og viden, så polariseres verden, fordi netværkerne også har kraftige og selvforstærkende tendenser til monopoler. Vi kan alle være medskabere, men det er kun nogle ganske få, der for alvor tjener penge - dem, som ejer de globale platforme som vi udfolder os på.
Når fysiske afstande er ligegyldige, og når de tjenester vi benytter, bliver bedre, jo flere andre der også bruger dem, så giver det en meget kraftig tendens til monopoler.

Det virkelige og det virtuelle flyder sammen
Det tydeligste eksempel på, at verden bliver ét sammenhængende system, er det digitale univers. Det går hastigt i retning af at enhver dims forsynes med computerkraft og netforbindelse. På langt sigt er tendensen, at alle computere kobles sammen til én stor computer, at den fysiske og den virtuelle verden væves sammen, og at ethvert objekt - inklusive mennesker - vil have to manifestationer, en fysisk og en digital.
Det er ikke småting. Det bliver en dramatisk ændring af vores kultur og den virkelighed vi lever i.
Ultimativt bliver vi mennesker så tæt forbundet med vores teknologi, at det ikke giver mening at skelne mellem menneske og maskine - faktisk er det i vidt omfang allerede kommet dertil.
Evolutionen har, så at sige, skiftet medie. Det vigtigste forandringer nu er teknologiske, og dén udvikling sker langt hurtigere end den biologiske evolution, der bragte fra os fra aberne og hertil.

Nye former for vækst i en ultra low carbon verden
Man kommer ikke udenom, at det er en noget overskyet udsigt, vi står med. De mørke skyer hænger truende og de kommer hastigt nærmere. Det er ikke sikkert, at de kommer over os, men det virker, som om det er tid at tage vasketøjet ind, og binde alting fast, inden stormen kommer rasende.
Vi befinder os i en ekstremt bekymrende krise for miljøet og klimaet. Det vil være en uadskillelig del af spillereglerne for de kommende år, at vi skal leve med et radikalt formindsket udslip af Co2 og langt mindre brug af naturlige ressourcer.
Fortsat vækst er en hjørnesten i vores kultur. Vores økonomiske system er fuldstændigt afhængigt af vækst - alt andet er en krise. Samtidig er det åbenlyst, at den form for vækst, vi har haft hidtil, fører til sammenbrud - ikke mindst fordi milliarder af mennesker i the emerging economies, først lige er begyndt at tage fra.
Spørgsmålet er, om vi kan skabe en anden form for vækst, der giver større glæde, sundhed, tryghed og viden, men uden at smadre naturgrundlaget? Det korte svar er, at dét kan vi blive nødt til.

Fortællingen om menneskeheden som ét fællesskab
Vi ved allesammen, at den er rivegal, og alligevel har vi utroligt svært ved at få gjort noget ved det. Der er masser af ideer, hensigtserklæringer, storslåede katastrofefilm og synkende isbjørne, men på det helt nære, praktiske plan er det både forvirrende, dyrt og ubekvemt at lægge stilen om.
Historisk er der masser af eksempler på, at mennesker meget hurtigt kan foretage store omlægninger, men en af forudsætningerne, er at hele samfundet har en fælles forståelse for projektet. For at motivere mennesker til at handle, skal der være en mening med indsatsen; en fælles historie, som vi kan se vores egen rolle i.
Industrialismens historie har handlet om at den enkelte opnår lykke gennem større og større materielt forbrug, men hvis vi smugkigger lidt på de kommende kapitler, kan vi nu se, at dén historie ser ud til at ende tragisk. Vi har brug for en ny fortælling, der kan mobilisere alle gode kræfter i verden til en fælles indsats for at komme helskindede gennem de kommende årtier.

Kompetencer til det 21. Århundrede
Vi får brug for en række nye kompetencer - men det er desværre ikke dem, vi lærer i skolerne idag. Det er selvfølgelig stadig en grundlæggende forudsætning for videre læring, at kunne læse, skrive og regne, men meget af det mere specifikke, faglige pensum skal udbygges og vinkles anderledes - eksempelvis, så man bliver istand til at forstå verden ud fra de mekanismer, der gælder i komplekse systemer. Vores viden forandres så hurtigt, at det er afgørende, at kunne se de overordnede sammenhænge, og at kunne overføre indsigt og erfaring fra et område til et andet.
Men den største forskel på de kompetencer vi har haft hidtil, og til det 21. Århundredes kompetencer, er en ny attitude. Vi skal tillære en ny holdning og selvopfattelse, der bl.a. indebærer en bevidsthed om vores afhængighed af fællesskabet, at kunne tage initiativ, påtage sig ansvar, vise tillid, og være nysgerrig og kreativ. Og måske allervigtigst, hvis verden fortsat skal være egnet for mennesker: Vi må vise medfølelse, åbenhed, kærlighed og tilgivelse.

Dét er i korte træk, hvad denne bog kommer ind på.