Ansvar og ansvarlighed

Lad mig sige det straks. Jeg er ikke selv typen, der tænker på fællesskabet først. Jeg har det svært ved at skulle underordne mig planer eller personer, jeg ikke er helt enig med. Jeg bryder mig ikke om at nogen kommer og fortæller mig hvad jeg skal eller bør gøre.
J.F. Kennedy's berømte udtalelse; ”Spørg ikke om hvad dit land kan gøre for dig, men om hvad du kan gøre for dit land”, har altid været et mysterie for mig. Den underkastelse af sig selv, som ligger i opfordringen er simpelthen ikke den måde jeg tænker på. Jeg har heller aldrig haft brug for det. Jeg har kunnet gøre som jeg ville - og det samme synes alle andre omkring mig at have gjort.

Når jeg i dette kapitel vil argumentere for at vi kommer til at underordne os fællesskabet og stå til ansvar i langt højere grad fremover, er det egentlig ikke fordi det er noget, jeg selv har lyst til. Det er en aflæsning af fremtidsudsigterne og tidens trends, og så vidt jeg kan se, peger de meget klart i retning af, at vi hver især får et langt større ansvar i forhold til det fælles bedste. Vi har været inde på at hvis ikke alle ganske radikalt ændrer deres belastning af klodens ressourcer, så bliver der kanske ikke meget fællesskab at være ansvarlig overfor. Det bliver trangt fremover, og der er ikke plads til den samme type fri udfoldelse af forbruget.
Samtidig - og det er emnet for dette kapitel - så vil den digitale registrering og sammenkobling af stort set alle aspekter af vores liv gøre det meget tydeligt, hvad vi hver især bidrager med til fællesskabet af godt og skidt.

Det er noget underligt noget med privatliv og anonymitet. Vi regner det for helligt; en central rettighed, at vi kan få lov at være i fred og selv bestemme hvad andre skal vide om os. Vi har brug for et rum, hvor vi er helt os selv, og vi har brug for steder, hvor vi ikke bliver vurderet og handler under opsyn.
Det er som om vi bærer en traumatisk erindring om fortidens lille landsby, hvor man levede tæt sammen livet langt, og alle vidste næsten alt om hinanden. Sammenlignet med den frihed vi har idag, virker fortidens sociale set-up kvælende. Man kunne ikke bare flytte, man kunne ikke blive skilt, man kunne ikke lukke døren til sit eget værelse, man kunne ikke træde mange centimeter uden for måtten, før hammeren faldt.
Det er en del af den berusende følelse af at kaste sig ud i livet i en storby. Der er en vis anonymitet, der er mange muligheder at vælge, man kan hoppe fra det ene til det andet, man kan have forskellige roller, man bliver ikke bedømt på hele ens families forhistorie, man kan udvikle sig selv, og prøve forfra, hvis det ikke lykkes i første forsøg - eller hvis man kører træt og vil prøve noget andet.

Man definerer ofte velstand som muligheder. Jo rigere man er, des flere muligheder har man. Vores kultur har siden industrialiseringen udviklet sig markant i retning af individuel frihed - og den udvikling hænger tæt sammen med den stigende velstand i samfundet.
Da der var trange kår, var ægteskabet ikke nødvendigvis baseret på kærlighed; det handlede om at danne makkerpar for at klare sig. At have en familie var et spørgsmål om overlevelse, og det er en væsentlig del af forklaringen på at skilsmisser var en sjældenhed tidligere. Ifølge Danmarks statistik var der ialt 376 skilsmisser i 1901. I 2007 var der 14.066 - svarende til at cirka en tredjedel af alle ægteskaber ender med skilsmisse.
Det er ikke mange årtier siden at børn blev boende hjemme hos deres forældre indtil de blev gift. Før var det ganske enkelt ikke muligt at finde sin egen bolig.

De strenge sociale normer handlede i høj grad om at fastholde, forpligte og disciplinere hinanden, fordi man var åbenlyst afhængige af stabilitet. I bogen ”The Age Of Abundance” kæder den amerikanske jurist Brink Lindsey vores sociale normer sammen med Maslows behovspyramide: Vores grundlæggende behov handler om få føde, tag over hovedet, sikkerhed og reproduktion, og hvis ikke de behov er opfyldt kan man dårligt fokusere på andet. Men i den industrialiserede del af verden er de basale behov opfyldt og derfor begynder vi at arbejde os opad i behovspyramiden. Vi stræber efter status og ansvar, i sidste ende efter selvrealisering. I takt med at vores velstand er steget, har vi kunnet tillade os at forfølge vores egne mål, for vi er ikke længere så direkte afhængige af andre. Vi vil ikke længere acceptere at skulle underkaste os strenge fælles normer, og vi behøver heller ikke gøre det. Vi har velstanden og dermed muligheden for at vælge noget andet - et andet job, en anden by, en anden familie.

Også på en anden måde har vi kunnet sætte os ud over tidligere tiders begrænsninger. I den industrialiserede lande er langt de fleste af os ikke i det daglige udsat for naturens luner, og vi oplever ikke mangel på vand, mad eller brænde. Vi kan dybest set bruge løs. Der er forskel på kvaliteten og bekvemmeligheden af vores forbrug, men det er generelt ikke et spørgsmål om at have adgang til de grundlæggende ressourcer. Tværtimod, der er flere mennesker, der er overvægtige, end der er undernærede på kloden, og ved fødselsdage og til jul er problemet ved at give gaver ikke at skaffe dem, men at finde på noget meningsfyldt at give til vores kære, der har alt i forvejen.

Den teknologiske udvikling i de sidste par hundrede år har givet mennesket fri adgang til naturens ressourcer, og vi har taget for os, for der har tilsyneladende været rigeligt. Det meste liv på planeten indgår i et system, hvor den ene organismes affald bliver til føde for andre organismer. Men vores forbrug er så omfangsrigt og så hastigt, at vi falder udenfor naturens almindelige kredsløb. Vi bruger mere end systemet kan nå at gendanne og vi smider så meget væk så hurtigt, at affaldet hober sig op, og bliver til problemer, snarere end nye ressourcer for resten af systemet.
Vi gik fra at leve med begrænsninger til at leve uden grænser. I lang tid har vi kunnet handle u-afhængigt. Uafhængigt af naturgrundlaget, og uafhængigt af hinanden. Naturligvis har vi hele tiden godt vidst at vi dybest er afhængige, men vi har ikke mærket fællesskabet som en nødvendighed.

Forbrugssamfundet handler i høj grad om bekvemmelighed, og bekvemmelighed er netop, at kunne forbruge uden anstrengelse, uden vanskeligheder og uden at blive konfronteret med konsekvenser for andet end vores pengepung.
Man kan sige, at den moderne, bekvemme livsstil er baseret på at gøre vores sammenhæng og afhængighed af naturen og hinanden usynlig.
Det varme vand kommer bare ud af hanerne, rummet holder en behagelig temperatur, affaldet bliver automatisk ført bort. Bilen er en zone der skærmer en fra virkeligheden. Man kan køre 130 km/ - eller mere - uden at fornemme farten, i stilhed eller med overdådig stereofonisk lyd, med tempereret og filtreret luft, varme drikke, telefon og TV, og servomotorer der fjerner enhver fysisk anstrengelse. Man fornemmer kun svagt den dybe brummen af motoren.
Der er ingen størrelsesforhold; der er bare nok. Ikke så sært, at vi har svært ved at overskue konsekvenserne af vores handlinger, for utallige ingeniører, designere og håndværkere har arbejdet hårdt på at fjerne alle spor.
Nu er problemet naturligvis, at vi begynder at støde på begrænsningerne - samtidig med at vi for alvor er kommet op i acceleration.

Externalities vs. True prices
Det helt afgørende og vigtigste signal som samfundet styrer efter er priser. Det smarte ved prismekanismen er den fordeler ressourcerne meget effektivt: Dem, der har mest nytte af en ressource, vil være villig til at betale mest for den - og dermed flyder ressourcerne til dem, der bedst kan gøre brug af dem. Hvis noget er sjældent og svært at skaffe, er det i reglen også dyrt, og så sparer man på det. Hvis der er masser af en ressource, og det er nemt at producere mere, så er prisen lav, og man kan roligt bruge løs.
I princippet er det en yderst objektiv mekanisme. Men i praksis afspejler prisstrukturen i høj grad den holdning til naturgrundlaget og til vores sociale forhold, som har præget udviklingen siden industrialisen. Prisstrukturen er en af de vigtigste mekanismer, der fastholder os i en logik, som nu truer med at underminere civilisationen.

For priserne er ikke objektive. Dels fordi de er stærkt præget af statens politik, f.eks. beskatning og tilskud - dels fordi mange omkostninger ikke prissættes og dermed ikke regnes for noget. I ##forrige kapitel gennemgik vi the tragedy of the commons, hvor vi så eksempler på at et fælles system kan bryde sammen, når alle bruger løs af de ressourcer det tilbyder, fordi det er gratis. Billedet beskriver situationen for vores brug af mange helt centrale ressourcer. Vore handlinger og forbrug har omkostninger, som vi ikke betaler - eller kun betaler en meget lille del af.
Landbrugets forurening af vandmiljøet er en omkostning for os alle, men det indgår ikke i landmandens regnskab, og heller ikke i den pris vi betaler for maden i supermarkedet. Når vi køber en computer, en mobiltelefon eller andre varer, betaler vi ikke for at få dem demonteret og genbrugt på forsvarlig vis senere. Når vi betaler for benzin er der ikke indregnet betaling for den luftforurening og de trafikpropper vores bilkørsel medfører. Der er heller ikke et tillæg for omkostningerne ved at føre krig i Mellemøsten for at sikre adgangen til oliereserver.
Når man kan købe en flybillet til London for mindre end det koster at tage toget til lufthavnen, så er en af grundene, at jetbrændstof ikke beskattes. Udover, at det kræver meget brændstof at flyve lange distancer, så sker udstødningen i luftlag, der er mere følsomme. Men med de ekstremt lave priser er det klart, lufttrafikken er den hurtigst voksende form for transport.
Der er heller ingen skat på den internationale skibsfarts brændstof og det er bl.a. derfor at priserne på fragt er lave nok, til at det kan betale sig at sende halvfabrikata flere gange jorden rundt til de billigste fabrikker. Men der er en regning, som ikke bliver betalt: Udledningen af CO2 fra AP Møller rederiets skibe og boreplatforme var, i 2007, i samme størrelsesorden som hele resten af Danmarks.

Man kalder økonomiske konsekvenser, som ikke fremgår af regnskabet for eksternaliteter. De behøver ikke nødvendigvis at være negative. Der kan også være positive effekter, som ikke prissættes. Hvis jeg maler mit hus, er jeg ikke den eneste der har fordel af det. Mine naboer kan også at bo i et pænere kvarter.
Problemet med eksternaliteter er at de forvrænger de signaler, vi reagerer på som forbrugere. Hvis oliepriserne er lave, så er der ikke meget motivation for at investere i at at spare på energien. Hvis varer, der er fremstillet af giftige materialer og under kritisable forhold, er billige, så bliver de valgt frem for dyrere, men sundere varer. Eksternaliteter skævvrider markedsøkonomien, så den fordeler ressourcerne baseret på et regnskab, der ikke viser de sande omkostninger - og dermed risikerer man i yderste konsekvens at underminere grundlaget for systemet.
Et - stort - eksempel: Kina har gennem de seneste årtier haft en imponerende økonomisk vækst på over 10% årligt, men væksten er i høj grad sket på bekostning af miljøet. Grundvandsspejlet er faldet faretruende, luften er tung af forurening fra fabrikker og kulkraftværker, floderne er forgiftede osv. Hvis man trak omkostningerne i form af ødelagt natur og menneskelige lidelser fra, ville væksten se langt mindre ud.

I ##forrige kapitel var vi inde på at handlinger kan have meget forskellige konsekvenser, alt efter om man ser på det individuelle niveau eller på system niveauet. Eksternaliteter kan i mange tilfælde betragtes som omkostninger, der sendes videre til et andet niveau - eksempelvis at man opnår en gevinst for sig selv, men det har ulemper som går ud over fællesskabet.

Hvis de kommende års udfordring er at skabe større ansvarlighed overfor vores fælles livsgrundlag, så virker det oplagt at bruge priserne til i højere grad at synliggøre de sande omkostninger.
Det er en politisk beslutning. Man kan stille krav til virksomheder, der påtvinger dem at rense luften, genanvende udtjente produkter eller at have ordentlige arbejdsforhold, og dermed kan man trække omkostningerne ind i regnskabet. I praksis kan man imidlertid ikke sætte pris på alle konsekvenser. I stedet er man nødt til at lægge generelle afgifter og skatter på de typer af forbrug, som man ved er problematiske. Det er netop det man gør med kvoter og skatter på CO2 udledning, og med grønne afgifter på vand, tunge biler, sprøjtemidler, emballage etc.

Skatter og afgifter regulerer folks adfærd. De forvrider priserne, så noget bliver dyrere og noget blivere billigere end ellers, og det spiller meget direkte ind på folk og virksomheders forbrug. Vi tænker måske ikke på den nuværende skattestruktur som forvridende, men dens logik er præget af en tid, hvor naturens ressourcer var rigelige, og arbejdskraften var knap. Lave skatter eller direkte støtte til energi, råmaterialer og transport, samtidig med høj beskatning på arbejdskraften satte skub i den industrielle produktion, og understøttede et system, der øgede produktiviteten af arbejdskraften ved at tilsætte rigelige mængder af energi og teknologi.

Realiteten idag er en anden, og derfor bør skatter og afgifter lægges om, for at understøtte og accelerere overgangen til et samfund, der opnår velstand med et langt lavere slid på naturgrundlaget.
Der er imidlertid en stor berøringsangst overfor skatter. Det er en klassisk borgerlig mærkesag, at forsøge at sænke skatterne, men det er som om at modviljen mod skatter betyder at man også frasiger sig muligheden for at bruge de skatter der er, som styringsinstrument. Som om en skatteomlægning ville være en slags krænkelse af markedskræfternes neutralitet. Men som Thomas Friedmann skriver: There is no so such thing as a free market. Det nuværende skattesystem er ikke neutralt. Det afspejler industrialismen vækst-logik, og det synliggør ikke alvoren af klima og ressource-krisen. Hvis ikke vi ændrer det, vil prisstrukturen fastholde os i en model, der er forældet og skadelig, og vi spilder muligheden for at mobilisere markedskræfterne til at skabe en løsning.

De sidste der bliver ramt, er dem der bruger mest
Ironisk nok er det dem, der har størst mulighed for at påvirke systemet, der er de sidste til at blive konfronteret med de negative konsekvenser af den måde tingene fungerer på nu.
De første, der konkret mærker klimaforandringerne, er de fattigste. De fattigste lever i de egne, der påvirkes voldsomst - af oversvømmelser i Bangladesh, af tørke i Afrika, af vandmangel når gletscherne i Andes og Himalaya forsvinder. Desuden har de fattigste ikke mulighed for at afbøde problemerne. Har man råd, kan man bygge dæmninger, man kan til nød flytte, man kan købe vand på flaske og importere de fødevarer man har brug for.
De fattigste belaster kloden mindst, men de mærker mest til klima- og økologi-krisen. Det sidste sted man kan fange signalerne er i airconditionede konference-centre, ombord på flyvemaskinen, eller bag rattet på en firhjulstrækker.

Gennemskuelighed
Men vi rige har det heller ikke nemt. Det er en uoverskuelig, abstrakt og modsætningsfyldt verden vi lever i. Vi bombarderes af informationer og signaler, vi påvirkes og afhænger af langt flere faktorer end førhen, og selvom vi gerne ville gøre det så godt, så har vi særdeles svært ved at gennemskue, hvad der reelt følger af vores handlinger. Hvor kommer de varer vi forbruger fra? Hvad sker der med dem når vi smider dem væk? Hjælper det at sortere affald? Skal man købe Co2 kvoter? Skal vi give til nødhjælp? Er det en udryddelsestruet fisk vi spiser? Ville det være bedre at spise rejer? Skal vi skifte til en mere nøjsom bil eller holde liv i et gammelt vrag? Sådan kan enhver blot minimalt bekymret forbruger martre sig selv med spørgsmål efter spørgsmål.

Den gode nyhed er, at der er rigtig gode muligheder for at gøre verden mere gennemskuelig. Den fortsatte udvikling I retning af mindre, billigere og kraftigere computere, vil I de kommende år føre til at vores omgivelser fyldes med et enormt antal objekter der er forsynet med sensorer og evnen til at kommunikere med resten af nettet. Netværker af alle mulige typer af sensorer vil give os og vores maskiner et ultra-detaljeret indblik I tingenes tilstand - hvad enten det er temperatur, fugtighed, antal personer og energiforbruget i bygninger, sammensætningen af stoffer I atmosfæren, målinger af miljøtilstanden i vandløb og på marker, overblik over vej-trafikken eller data om vores egen sundhed.

Ikke nok med at vi kan indsamle dataene. De skal håndteres og præsenteres på en måde, der giver et nemt og reelt billede af hvad der foregår. I ##afsnittet om holisme var vi inde på, at for at forstå de komplekse systemer der er afgørende for os, nytter det ikke at standse dem og så undersøge de enkelte dele. For at se de overordnede mønstre og selvorganiserede kvaliteter, må vi studere systemet medens det er i bevægelse.
Også her er der håb, fordi computerne får kræfter nok til at inddrage enorme mængder af data i realtime modeller, som kan give os et indblik i de mekanismer der præger klimaet, økologien, økonomi og andre grundlæggende systemer.

Vi vil langt bedre, løbende og i detaljer, kunne se konsekvenserne af vores egne handlinger i forhold til den fælles situation. Samtidig vil den enkeltes handlinger i højere grad også blive synlige for andre. Det vil blive sværere at bruge løs af fællesskabets ressourcer uden at blive bemærket.
Man kan håbe på at den langt mere detaljerede indsamling og udveksling af viden om verden, vil styrke den kollektive bevidsthed og påvirke den enkelte til at handle mere hensigtsmæssigt i forhold til den fælles interesse. Men i samme åndedræt kan man frygte, at gennemskueligheden udvikler sig til en klaustrofobisk, paranoid overvågningsstat.

Løsning: synliggørelse
Den amerikanske science fiction forfatter Bruce Sterling har påpeget, at vi nok ville være hurtigere til at ændre adfærd, hvis vi mere direkte kunne se konsekvenserne, når vi forvolder skade. Hvis en ryger kunne se pletter brede sig på lungerne, eller alkoholikeren kunne se leveren efterhånden få små huller. Tilsvarende, ville drivhuseffekten formentlig virke mere påtrængende, hvis CO2 havde været synligt, så luften eksempelvis var blevet rødlig i takt med at CO2 koncentrationen foreløbig er steget med knap 40% siden industrialiseringen.
Vi har været inde på feedback: At systemet reagerer på de signaler det modtager om konsekvenserne af dets handlinger. Feedback gør én i stand til at tage ved lære og reagere hensigtsmæssigt. Uden feedback styrer man i blinde. Omvendt, kan man være en intelligent medspiller, hvis man får præcise og hurtige tilbagemeldinger.

Den japanske bilfabrikant Nissan besluttede i 2007 at begynde at udstyre alle bilmodeller med en løbende udlæsning af hvor mange kilometer bilen kører pr. liter. Man havde sammenlignet to biler, der var ens på nær at den ene havde løbende udlæsning af forbruget. Det viste sig, at dem, der kørte i modellen med løbende udlæsning i gennemsnit kørte 10% længere på literen.
Ejere af Toyotas hybrid-bil, Prius, fortæller tilsvarende begejstrede om displayet, der fortæller, om bilen kører på batteriet eller trækker på benzinmotoren, og om hvordan det bliver en hel sport at tilpasse sin kørsel, så den bliver så effektiv som muligt.
En konklusion kunne være at mennesker gerne vil opføre sig fornuftigt og forsøge at udnytte deres ressourcer effektivt, hvis det er enkelt og overskueligt.
Det er oplagt at forsøge at synliggøre konsekvenser i andre forbindelser . Det kunne være displays i bygninger, der viser forbruget af el, varme og vand, eller det kunne være udvidede mærkningsordninger, der eksempelvis viser mængden af fossile brændsler, der er indgået til at fremstille en vare - hvad enten det er computere, vaskemaskiner, tøj, ferierejser eller madvarer. Det amerikanske firma Timberland er eksempelvis begyndt at mærke deres sko med CO2 udlip, og den engelske supermarkedskæde Tesco eksperimenterer med at CO2 mærke en del af deres fødevarer og rengøringsmidler. Forfatteren Michael Pollan, der er en fremtrædende person i den amerikanske natural food bevægelse, har foreslået at varedeklarationen på mad forsynes med 2 kalorieangivelser: både hvor meget energi maden indeholder, og hvor meget energi der er gået til at fremstille den. Pollan skønner, at der går ca. 10 kalorier fossil energi til at fremstille hver kalorie i den typiske amerikanske kost .

Det kan hurtigt blive aldeles uoverskueligt. Enhver vare med respekt for sig selv har i forvejen et udslet af mere eller mindre officielle mærker. Der er allerede et væld af hensyn, så mange faktorer, og så mange varer og ingredienser at overveje. Det er ikke realistisk at forbrugerne vil orke at sætte sig ind i en detaljeret livscyklus analyse, hver gang de skal vælge den ene vare frem for den anden.
Udfordringen er at gøre den viden enkel og brugbar. Hvis omkostningerne ved at genoprette de negative konsekvenser reelt blev indregnet i priserne, ville det naturligvis være et meget konkret signal. Man kunne også forestille sig mere teknologiske løsninger. Som vi kommer ind på i ## et senere kapitel, så vil alle varer i løbet af det næste ti-år eller så formentlig være mærket med en lille chip, der betyder at man meget let kan hente alle former for information om varen. Et muligt scenarie kunne være, at man med sin mobiltelefon scanner en vare, hvorefter man kan downloade de informationer der knytter sig til den bestemte vare - fuldstændig som man idag klikker på et link eller bruger Google til at søge på et emne. Hvis vi ønsker det, vil vi kunne få ekstremt detaljerede oplysninger om en vare og den sammenhæng den indgår i. Men oplysningerne behøver kun at være synlige, når vi specifikt beder om at se dem - eller når der er omstændigheder omkring varen, som vi har bedt om automatisk at blive orienteret om.
Informationsteknologien kan - potentielt - registrere i mindste detalje, den kan sætte informationerne i en sammenhæng, den kan filtrere og tilpasse oplysningerne til den enkeltes behov, og den kan vise informationerne på måder, der er lette at forholde sig til. At gøre et produkts kvaliteter og præcise konsekvenser tydelige, vil utvivlsomt blive en vigtig måde, som producenter kan tilføre værdi og skille sig ud fra konkurrenterne på. Og hvis ikke producenterne stiller oplysningerne til rådighed, så er der stor sandsynlighed for at medierne eller forbrugerne selv føler sig kaldet til at skabe gennemskuelighed.
Som forbrugere vil vi vide, hvad vi får, og hvad vores forbrug medfører - om ikke andet, så fordi vi ved, at vi vil blive holdt ansvarlige for det.

Ansvarliggørelse
Den teknologiske udvikling vil synliggøre konsekvenserne, så vi hver især forstår hvad vores handlinger indebærer. Teknologien vil imidlertid også gøre det synligt for andre hvad vi foretager os - og dermed vil vi i langt højere grad kunne holde hinanden ansvarlige.
Den anonymitet vi har vænnet os til, i storbyerne og i de senere år på internettet, er under kraftig beskæring. Tendensen går tydeligvis i retning af mere detaljeret registrering, lagring, analyse og samkørsel af informationer om stort set alle aspekter af vores liv.
Det er en yderst følsom problemstilling - og den er fyldt med paradokser. Det moderne, selvstændige menneske føler sig groft krænket, når andre kigger det i kortene. Omvendt, så kan den selvsamme person bruge en betragtelig energi på at gøre sig selv synlig på nettet. Kontrollen med vores synlighed overfor andre er allerede en af tidens varme emner, og de mange dilemmaer omkring gennemskuelighed, ansvar, privatliv og overvågning vil blive mere og mere påtrængende fremover.

De teknologier vi har anvendt førhen førte kun i meget begrænset omfang til at vores handlinger blev registeret. Når man havde sendt et brev, ført en telefonsamtale, købt en billet, lånt en bog eller anskaffet en vare, så var det i reglen kun noget, som dem, der havde været direkte involveret i transaktionen, vidste noget om. Men for hver funktion, hvor vi er begyndt at anvende digital teknologi, bliver der nu afsat spor: Når vi sender en SMS, når vi går ned af gaden, når vi hører en melodi, når vi bruger bilens GPS, når vi søger informationer på nettet. Hvis man forsøger at gøre op, hvor meget information, der lagres om ens handlinger, er det forbløffende detaljeret - men vi er stadig kun i begyndelsen af udviklingen i retning af registrering og gennemsigtighed.

Alligevel insisterer vi på vores ret til, i et vist omfang, at kunne færdes uden at skulle give os til kende, og uden senere at risikere at blive konfronteret med enhver af vores handlinger. Vi vil have lov at være private.
Set i et historisk perspektiv, er det ganske fornuftigt. Tiderne skifter, og det, som er normalt, kan pludselig vise sig at være dødsensfarligt i et nyt kulturelt klima. Jøder, homoseksuelle og socialister er nogle af de grupperinger, der har oplevet hvordan det kan skifte, hvad der er acceptabelt. Hvis alt, før og nu, er registreret, bliver det vanskeligt at holde lav profil til stormen er drevet over - og det er præcis dét; en altomfattende registrering og lagring, der er udsigt til.
Anonymitet er også en sikkerhedsventil, der tillader kontroversielle synspunkter at komme frem. Verden er desværre rig på eksempler på regimer, der undertrykker deres befolkning og alle forsøg på politisk forandring. I de situationer er det afgørende at der er muligheder for at sige magten imod og at organisere sig ude af syne. Anonymiteten er ytringsfrihedens sidste bastion. Alt stivner, hvis man ikke kan foreslå forandring uden at blive forfulgt for det. Det er også derfor vi har hemmelige valg.
På sin vis er det de samme mekanismer, der er på spil, når det handler om anonymitet på det personlige og sociale niveau. Hver især har vi brug for en vis fleksibilitet i måden vi præsenterer os overfor andre på. Vi har sammensatte personligheder, og det er ikke alle dele af vores personlighed der passer lige godt til alle dem vi omgås. Vi har brug for noget spillerum, noget flexibilitet til at udforske og forsøge os frem i livet, uden at skulle stå til regnskab overfor enhver fremover.
Det spillerum er en helt afgørende del af at være et frit menneske.

Det svære spørgsmål er, hvor stort skal det frirum være? Anonymiteten er uundværlig, men den har en pris. Anonymitet åbner for tragedy of the commons-effekten. Den gør det muligt at handle uden konsekvens. Man kan freeride, og opføre sig på måder, som ville betyde at fællesskabet brød sammen, hvis alle gjorde det samme. Effekten er tydelig i online-diskussioner og andre sociale websites, hvor mange glimrende samtaler og udvekslinger bliver kørt i sænk af deltagere med kryptiske brugernavne, der opfører sig asocialt og destruktivt på en måde, de næppe ville turde, hvis deres virkelige navn var kendt.
I kapitlet om prisoners dilemma, var vi inde på at det er en forudsætning for at starte samarbejder, at parterne stoler på hinanden. Tilliden kommer af at man ved, at man har mulighed for at holde modparten ansvarlig. Det virker disciplinerende, når parterne handler i skyggen af fremtiden; når de ved, at deres handlinger bliver set og vurderet. For meget anonymitet underminerer tilliden i systemet.

”Ansvarlig” er nøgleordet her, i tæt sammenhæng med ”frihed”. Den enkelte har fået mere frihed, større muligheder - og dermed større ansvar - for at skabe sit eget liv.
Den enkeltes mulighed for indflydelse på fællesskabet er også blevet større. Netværksteknologien giver langt flere adgang til at bidrage med deres forskellige ideer og viden. Den stadig tættere sammenkobling åbner for utallige nye win-win samspil på kryds og tværs. Men den snævre sammenkobling i enorme systemer betyder også at vi bliver yderst sårbare. En enkelt eller nogle ganske få personer kan gøre ekstrem skade på hele systemet - og desværre er det ikke kun en teoretisk mulighed. Det er præcis den indsigt der driver terrorismen.

Og dermed når vi frem til et af de mange dilemmaer i spændingsfeltet mellem ansvar og frihed. Den frihed vi har, og den gavn alle har af hinandens frihed til at bidrage fuldt ud med hver deres, kan kun realiseres hvis der er klare regler, og konsekvens i håndhævelsen af dem. Hvis man kun er sig selv, er der ikke brug for regler. Men, som sagt, så er den røde tråd i historien at vi forbindes stadig tættere med hinanden - og det samspil går i hårknude uden fælles regler. Skoleeksemplet er trafikreglerne, der sikrer at alle opnår friheden ved at kunne færdes hurtigt og sikkert.
Vi bevæger os imod et større fokus på fællesskab, fælles løsninger og stigende indbyrdes afhængighed. Grænsen for privatlivet går netop dér hvor fællesskabet ophører. For tiden forskydes balancen tydeligvis fra me i retning af we, og tilsvarende rykker fællesskabet også længere ind i den enkeltes sfære.
Hvis man som udgangspunkt ser sig selv som deltager i et nulsumsspil, hvor det gælder om at sikre så meget som muligt til sig selv, så vil man lægge stor vægt på at kunne kontrollere, hvad andre kan se om en. Hvis man i højere grad ser sine egne interesser som sammenfaldende med fællesskabets, så vil man være mere åben, og man vil tilsvarende forvente større åbenhed fra andre, for at gøre samspillet så intelligent og reelt som muligt.

I de kommende år vil vi gang på gang føle, at grænsen for vores privatliv bliver overskredet. Registreringen og gennemsigtigheden breder sig fra to retninger:
- På den ene side er det en tendens, der ligger i teknologien. Vi bliver tættere forbundet og jo mere detaljeret vi kan indsamle informationer og analysere dem, des mere præcist kan systemet skabe værdi.
- På den anden side, så vil fællesskabets interesser fylde mere i vores liv. Vi er mere afhængige af hinanden, og, specielt i trange tider, vil fællesskabet søge at styre den enkeltes handlinger, så de ikke gør skade på det fælles niveau.
Det er en udvikling, hvis konsekvenser kan tolkes meget forskelligt. Gennemsigtigheden kan gøre os i stand til at udnytte teknologien bedre til at udvikling og værdi. Det kan bringe os videre, men overvågningen kan også fastholde og disciplinere os. Begge elementer vil blive tydeligere fremover.
...Og igen; det er ikke fordi jeg selv har lyst til at være mere eksponeret - men alt peger i den retning. Spillereglerne er under forandring.

Overvågningens dilemma
Det er ikke kun det tættere samspil med andre mennesker, der fordrer åbenhed. Det gælder også samspillet med vores maskiner. Vi bliver assisteret fra morgen til aften af computere, der hastigt blivere smartere og bedre til at forstå vores behov. Men vi kan ikke forvente at systemet kan tage ved lære og behandle os personligt og intelligent, hvis vi giver det øreklapper og bind for øjnene. Jo mere maskinerne ved om os, og jeg mere de kan udveksle den viden med hinanden, des bedre kan de tilpasse deres opførsel til virkelig at understøtte os, effektivt og præcist. . Hvis man vil have at ens GPS skal hjælpe med at finde vej, må man nødvendigvis fortælle den, hvor man er, og hvor man skal hen. Tilsvarende, er mobiltelefon-systemet nødt til at vide hvor alle telefonerne er henne for at kunne forbinde samtalerne. Det kan lyde som et overgreb, at man får alle sine breve scannet - men ellers kan computeren ikke fange virus angreb.
Generelt indretter vi os med en infrastruktur, der i stigende fordrer at vi giver os til kende, hvis vi vil deltage i samfundet. Før var det normale at vi var anonyme, med mindre vi udtrykkeligt blev registreret. Det ny normale bliver, at vi er kendt i alle de sammenhænge vi handler i, med mindre vi udtrykkeligt gør os anonyme. Vi har frihed, men det er i fuld offentlighed.
Salig Andy Warhol forudsagde, at i fremtiden vil alle være berømte i 15 minutter. Den reviderede forudsigelse er, at alle i fremtiden vil være anonyme i 15 minutter.

My data is your data
Det klassiske forsvar for overvågning er at hvis man ikke har noget at skjule, så har man ikke noget at frygte. Det er et argument, der hører til i samme kategori som John Lennons Imagine: det lyder godt, men det stemmer ikke helt overens med de faktisk forhold. Hvis vi vitterligt var én global organisme, hvor alle havde fælles interesse, og gjorde deres bedste for at optimere samspillet, ja så ville gennemsigtighed og overvågning ikke være noget problem - tværtimod, lukkethed og hemmeligheder ville tydeligvis være forhindringer, der gjorde den fælles udvikling mindre effektiv.
Men, som vi har været inde på, så spiller vi flere spil samtidigt. Denne bogs påstand er at vi, på det helt overordnede plan, i stigende grad må spille et fælles spil, og derfor vil vi blive gjort mere synlige og ansvarlige overfor fællesskabet. Men under det overordnede spil, er der mange andre mindre, mere personlige spil, der i høj grad involverer egen vinding, forhandlinger og taktik. Og i de spil gælder det om kunne styre sine informationer - selvfølgelig.
Overvågning er en magtkamp. Nogen kan se mere end andre, og de kan forsøge at bruge det til kontrollere eller manipulere med andre. I dén forstand er ”overvågning” anderledes end ”gennemsigtighed”. Overvågning er typisk en-vejs; en slags broadcasting med modsat fortegn, hvor en central instans holder øje, og har ene-adgang til at sammensætte og fortolke dataene.

Ligesom massemediernes broadcasting model, udfordres overvågningens top-down model imidlertid af at vi alle har fået mulighed for at indsamle og dele informationer. Ved siden af de centrale, lukkede data-indsamlinger er der opstået et væld af muligheder for at almindelige forbrugere og engagerede borgere kan få indsigt, eksempelvis i hvordan store selskaber opfører sig, eller hvad politikere foretager sig bag kulisserne.
## Der er en lang række eksempler, på hvordan græsrodsorganisationer bruger internettet til at synliggøre korruption, forurening, svindel eller politiske rævekager, og dermed er med til at få det ændret.
Gennemsigtigheden betyder, at de store ved, at de kan blive holdt ansvarlige af de små. Det er ikke kun myndigheder og selskaber, der kigger på forbrugere og borgere - vi kan også kigge på dem. Det er bestemt en faktor som virker disciplinerende, at medierne næsten dagligt bringer afslørende skandalehistorier om politikere eller selskaber, der troede at deres tvivlsomme opførsel kunne holdes skjult.

Ikke desto mindre ville det være naivt at tro at gennemsigtigheden stiller alle lige. Tværtimod. Myndighederne verden over har siden 9/11 fået langt større beføjelser til at overvåge. Der opbygges enorme registre over vore brug af telefoner og internettet eller med DNA prøver. Generelt får myndighederne adgang til en stadig rigere strøm af data, i takt med at næsten alt hvad vi foretager os afsætter elektroniske spor. Alt tyder på at vi vil registrere langt mere, i flere detaljer, med større hyppighed og at vil kunne sammenkøre og analysere dataene hurtigere og med større intelligens. Det skulle være meget mærkeligt, hvis myndighederne ikke fik adgang til at udnytte dén udvikling. Udfordringen - og slagsmålet - handler, nok en gang, om at afveje fællesskabets interesse i at beskytte sig mod terrorister, kriminelle og andre skadelige elementer, med hensynet til borgernes frihed og faren for at samfundets nødvendige udvikling stivner i kontrol, frygt, milimeter demokrati og selv-disciplinering.

The target audience
Erhvervslivets brug af viden om forbrugerne accellerer tilsvarende - med god grund. Det handler om at forstå forbrugernes behov og ønsker så nøjagtigt som muligt. Det kan næppe være undgået nogens opmærksomhed at en meget stor del af internettets tjenester er financieret af reklamer. Jo mere målrettede, de reklamer kan gøres, des mere effektive og værdifulde er de naturligvis, og derfor er det, at websites i stor stil indsamler og udveksler informationer om hvordan brugerne bruger nettet.
## Facebook, doubleclick etc.

Vi har tidligere været inde på patientslikeme.com - et community, hvor patienter kan udveksle om deres sygdom og hvordan de behandler den. De informationer sælger selskabet bag patientslikeme videre til medicinalfirmaer - men naturligvis i anonymiseret form. Et lignende eksempel er The Real Age Quiz; et detaljeret online spørgeskema, hvor folk fortæller om deres livsstil og sundhed, for at få en beregning af deres ”virkelige alder”. I løbet af kort tid udfyldte 27 mio. mennesker skemaet, der bl.a. fordrer at man afgiver sin mail-adresse, sit postnummer, sit blodtryk, vægt, kolesteroltal, kroniske sygdomme osv. osv. De færreste af dem har vel overvejet at oplysningerne bliver solgt videre til medicinalfirmaer, som bruger dem for at kunne sende e-mails med reklamer der er målrettet meget præcist mod personer med specifikke sundhedsproblemer. Selskabet bag The Real Age Quiz, Hearst forlagskoncernen, gør meget lidt væsen af at de sælger dataene. Det kræver at man læser - og forstår - de betingelser, som enhver bruger skal acceptere ved at kryds. Uden accepten får man ikke adgang til quizzen.

Problemet er vel ikke ikke i sig selv at data sælges videre eller at de bruges som grundlag for annoncer, men snarere at man som bruger af webtjenesterne har meget lidt styr på, hvad der registreres og hvor det havner. Dels er det kun et ekstremt lille antal mennesker der har tid eller er tilstrækkeligt interesserede til faktisk at gennemlæse de licensaftaler, som man skal klikke OK på - hvad enten det er for at blive medlem af Facebook, købe en flybillet, downloade software, eller udfylde en quiz for Real Age. Vi vil bare videre med vores liv, så vi klikker OK. Skulle man endelig kaste sig ud i at læse aftalen, indser man hurtigt, at det er et dokument, der er skrevet med al den snilde et større amerikanske advokat-kontor kan mobilisere. Det er i reglen skrevet i jura-sprog, og formuleret i generelle vendinger og fyldt med forbehold. Det er en interessant oplevelse at læse sort på hvidt, hvor bevidste selskaberne er om at sikre sig retten til at anvende dataene, men hvordan de konkret bruges, er umuligt at udlede af teksten.
Vi kender allesammen fornemmelsen af handle i blinde, når man afgiver sit navn på et website for at få adgang til en artikel, registre noget software eller et nyt apparat for at aktivere support-ordningen. Der er masser af transaktioner, hvor man giver selskaber adgang til ens computer, uden at have den fjerneste idé om hvad de egentlig installerer eller opsnapper af informationer.
Vi vælger at stole på selskabet opfører sig pænt, og i det mindste holder sig indenfor loven. Det er vi nødt til, for ellers får vi ikke adgang.

Fremtiden er allerede begyndt
Der vil være mange instanser, der har hver deres mere eller mindre detaljerede profil af os: Det offentlige, arbejdsgivere, forsikringsselskaber og pengeinstitutter, forskellige onlinetjenester som vi har konto hos, de sociale netværker vi er del af, og dertil et utal af web-selskaber, der gennemtrawler nettet for at kunne levere søgninger og analyser af typen ”hvor meget er din nabos hus værd?”.

Det kræver ikke mere end en hurtig Google søgning at få et vist indblik i en person, f.eks. en job-ansøger eller en forretningsforbindelse, og hvis man er villig til at bruge lidt flere kræfter og penge på at samle stumper sammen, kan man hurtigt opnå et meget detaljeret billede.
Det billede vil, som sagt, blive væsentligt mere detaljeret fremover. Og ikke alene lægges der hele tiden flere data og nye typer af data til; de gamle data forsvinder ikke. I den forstand er fremtiden allerede begyndt. Det, der registreres om os idag, vil indgå som en del af resultatet af de søgninger, der bliver foretaget engang.

...og hvem ved hvordan man ser på tingene til den tid? Tiderne skifter, vi forandres, og det samme gør samfundet omkring os. Menneskers minder fader ud med årene, men nettet lader ikke fortiden falme. Vi kan meget nemt ende med at blive bedømt som en person, vi ikke længere er, ud fra værdier, der er ganske anderledes end dengang vi var det.

Med mindre nogen aktivt gør noget for at slette dem, så bliver vores data liggende derude et sted. Selv hvis man forsøger at rette oplysninger der er forkerte, eller som man ikke bryder sig om at andre skal se, så skal man ikke være for sikker på at det er lykkes. Det er som at røre fløde i kaffen; når først informationer er ude på nettet, er de nærmest umulige at få fjernet igen.
Nogle informationer vil endda blive mere sigende med tiden, fordi teknologien til at tolke dem forbedres. Som bruger af Facebook kan man opleve at andre tagger et foto, hvor man selv optræder på, med ens navn, og dermed bliver det billede knyttet til ens navn, uanset om man synes om det eller ej. Teknologien til at genkende ansigter åbner på sigt mulighed for automatisk at identificere personerne på et foto eller en video. Dermed vil vi blive identificeret på langt flere billeder, med eller uden vores viden.
Et andet eksempel er DNA-tests. I mange lande opbygger politiet eller sundhedsvæsenet store baser med folks DNA. Idag er det begrænset, hvad man kan få at vide om en person ved at studere vedkommendes DNA, men indsigten i generne bliver hastigt bedre, og dermed vil DNA baserne kunne fortælle mere og mere.

De fleste personlige informationer er selvfølgelig beskyttede og fortrolige. Men de kan gå hen og blive offentlige, eller det kan vise sig, at de bliver anvendt på måder, som er væsentligt mere omfattende end de registrerede havde fået indtryk af. Data har en tilbøjelighed til at lække. Skulle der blive en anledning, så kan alt komme frem igen, med fuld styrke.
Hvis man stikker snuden lidt frem idag - som politiker eller ”berømthed” - så risikerer man at blive fanget i et særdeles intenst søgelys, og at få ens privatliv og fortid endevendt og udstillet. I takt med at systemerne til at filtrere og analysere bliver kraftigere og smartere, vil den form for gennemlysning være en risiko langt flere af os må lære at leve med. Vi vil være synlige, og vi vil kunne blive holdt ansvarlige for alt hvad vi foretager os: Vores forbrug, vores færden, hvem vi omgås, hvad vi ser på nettet, feriebillederne, de hurtige kommentarer i online-diskussioner, vores e-mails... Listen bliver længere og længere.

Registrering og gennemsigtighed er blandt spillereglerne for fremtiden, og vi skal lære at leve med de betingelser. Det er uvant og abstrakt, at vi skal forstå vores handlinger i skyggen af fremtiden. Vi skal vænne os til at vi er PÅ hele tiden. Vi handler på en scene, hvor andre kan se os. Men vi ved ikke hvem der kigger med, hvormange tilskuere der er, eller hvornår de kigger. Vi kan heller ikke vide, hvilken sammenhæng vi optræder i, eller hvilken rolle vi spiller, den dag nogen stykker informationerne sammen.

Det kan lyde meget dramatisk, men faktisk kunne man nemt fortsætte med at fremmane langt mere omfattende overvågnings-scenarier, der også meget vel kunne blive virkelige. For nogen af os vil det have meget konkrete og ubehagelige konsekvenser, at overvågningen bliver så intens. Men for de fleste af os vil det være mere psykologisk end praktisk. Vi vil vide mere om andre, og vi vil vide, at de ved mere om os. Formentlig vil det betyde at vi ændrer opførsel på nogle punkter - forhåbentlig vil det gøre os mere ansvarlige, og forhåbentlig vil det ikke føre til en paranoid kultur, hvor ingen tør gør noget, der falder udenfor det normale.

Det er en nødvendighed for at fælleskabet kan fungere, at vi deler viden, og vi har brug for en høj grad af åbenhed for at kunne holde hinanden ansvarlige og skabe tillid. Pointen her er imidlertid, at systemet, der skaber den gennemsigtighed, ikke er lige for alle. Nogen har adgang til flere informationer end andre, og der er risiko for at de udnytter deres viden til at manipulere med andre på urimelige måder. Og dermed undergraves fællesskabet i stedet. Hvis vi stilles til skue på præmisser vi ikke selv går ind for og ikke kan overskue, eller hvis vi bliver holdt ansvarlige i forhold til værdier vi ikke deler, så mister vi tilid til systemet og forsøger at holde information tilbage.

Cloud computing - et spørgsmål om kategorisering
Overvågningens dilemma bringer os til den tilbagevendende problemstilling: hvor går grænsen mellem mit og vores; mellem individet og fællesskabet?
På alverdens servere og harddiske ligger det hele side om side. Dybt personlige og følsomme data er kun adskilte fra de banale og generelle informationer i kraft af den måde, de er klassificeret på. Meget tyder på, at en stor del af vores data fremover vil ligge i ”skyen” - the cloud. Ideen i cloud computing er at den enkelte bruger eller den enkelte virksomhed ikke behøver selv at eje kapaciteten til at opbevare og bearbejde data. Det overlader man til selskaber, der leverer den datakraft man har brug for. Det er lidt i stil med at vi heller ikke hver især behøver at producere elektricitet; det overlader vi til kraftværkerne, som sørger for at der altid er masser af kraft at trække på. Google, Amazon, og Microsoft er blandt de selskaber der driver kæmpemæssige ”server-farme”. Det er haller på størrelse med fodboldbaner, med række efter række af servere. Med den model bliver ens data og den datakraft man bruger, noget der dybest set kan være hvorsomhelst i verden - det er ude i the cloud.
Google har udviklet et alternativ til Microsofts dominerende Office-pakke (den med Word, Excel, Powerpoint og Outlook), det hedder Google Docs, og tilbyder stort set de samme funktioner. Forskellen er at man bruger Google Docs gennem sin browser. Man skal være online for at det virker, for dokumenterne og programmerne ligger ude i skyen - hvilket bl.a. har den fordel at man kan arbejde på dem fra enhver computer der er på internettet, og at mange meget enkelt kan arbejde på det samme dokument.
Der er en lille detalje ved interfacet til Google Docs, som giver et fingerpeg om den måde vi kunne tænkes at omgås data fremover. Når man skal gemme, har man to valgmuligheder: Save og Share. Hvis man trykker Save, gemmer man dokumentet, så man kun selv kan se det. Trykker man Share, betyder det at man gør det tilgængeligt for andre. Man kan vælge mellem en lang række måder og niveaer at dele på: med enkelt personer eller med forskellige grupper af personer. Man kan vælge om dem, man deler dokumentet med har lov at foretage ændringer, og man kan vælge om de har lov til at indbyde endnu flere personer til gruppen, der har adgang til dokumentet. Endelig kan man med nogle få tryk uploade dokumentet, så det udgives på ens website.
Det er en anden holdning end den traditionelle, lukkede opfattelser af en bruger der sidder med sine egne informationer og projekter. Programmet er som udgangspunkt designet til at understøtte at ens oplysninger er i samspil med andre, og der er et spænd af muligheder for hvor offentligt man arbejder; man kan holde det for sig selv, udvide med nogle få - eller vælge at lægge det ud til alverden.
Princippet går igen i mange andre typer af web-tjenester, hvad enten man uploader billeder, video, personlige profiler eller helbredsoplysninger: Hele molevitten ryger ind i skyen - forskellen er blot hvilken grad af offentlighed man kategoriserer dem med.
Vi trækker alle på den samme store harddisk - men igen; nogen kan trække på mere end andre.

Managing presence
Det californiske Institute For The Future bruger en vending, som meget præcist udtrykker, hvad det handler om: Managing presence. At kunne styre sin tilstedeværelse i mange forskellige sammenhænge bliver en væsentlig kompetence fremover - jeg tænker nærmest på det som en slags personlig hygiejne. Ligesom vi er opmærksomme på vores påklædning og fysiske fremtoning overfor andre, så skal vi lære at håndtere hvordan vi fremstår virtuelt - og vi må forlange at få værktøjerne til at gøre det på en nem og overskuelig måde.

Craig Mundie, Microsofts øverste tekniske chef har udtrykt det sådan: ”Vi må indse at verden bliver et ocean af data, og det virkelige spørgsmål i forhold til privatlivet er, hvordan brugerne får mulighed for at specificere hvad de mener er deres rettigheder og ejerskab omkring de data - uanset hvem der har indsamlet dem.
Folk kan med rette spekulere over at der onde måder at udnytte data på, og derfor er spørgsmålet : hvordan kan vi finde overskuelige måder for folk at tilkendegive deres hensigter omkring hver type af data og hver type af tjeneste, som de abonnerer på?”

Managing presence bør egentlig ikke være en defensiv aktivitet. Vi skal beskytte os, ja, men for det meste klæder vi os jo heller ikke på for at falde i ét med mængden, men for at sende et signal om hvem vi er og hvilken type samspil vi er indstillet på.
Der er meget stor forskel på at blive overvåget og selv at offentliggøre sine data. Hvis folk er trygge og føler at de har kontrol over processen, forsvinder reservationerne. På de sociale websites fortæller deltagerne i stride strømme om de mest intime aspekter af deres liv. Websites og blogs bliver udstillingsvinduer for ejerne. De vil gerne ses, de vil gerne være kendt af andre, de vil gerne blande deres liv og tanker sammen med resten af fællesskabets.
Der er masser af mennesker, der nærmest lever på nettet. Der er Facebook-fanatikerne, der er dem der twitter, der er bloggerne, der er dem, der udfolder sig i 3D universer som Second Life - og så er der dem, der tilsyneladende formår at være igang på samtlige platforme samtidig.
Jeg må tilstå at jeg personligt er langt mindre energisk på nettet, og også langt mere reserveret med, hvad jeg delagtiggør andre i. Ikke desto mindre tror jeg at samspillet og fællesskabet på sociale websites som Facebook antyder den kollektive bevidsthed, som jeg mener vil være et væsentligt træk ved den menneskelige kultur fremover.
Det kan virke uklogt og afslørende, når folk lægger så meget af sig selv til skue, men omvendt er det netop i kraft af de giver så meget, at de opnår en position og får fællesskabet til at være levende og interessant.
Vi er ##tilbage ved letting go; vi skal lære at turde overgive os til fællesskabet. At være synlig og blive holdt ansvarlig lyder truende, men reelt kan det at stå til ansvarlig være både positivt og negativt, for det er jo lige så vigtigt at det, gode vi gør også bliver talt. Gennemskueligheden kan fastholde os eller den kan frigøre os. Hvis vi alligevel er PÅ, så kan vi lige så godt forholde os offensivt og gøre vores mening og handlinger gældende, snarere end at skjule os i ligegyldigheden. Kun på den måde kan vi opnå et fællesskab der handler om engagement og mangfoldighed, snarere end et frygtsomt fællesskab omkring det man antager, at alle andre synes er normalt.


Reference:
Brink Lindsey. The Age of Abundance: How Prosperity Transformed America's Politics and Culture, 2007

Thomas Friedmann: Hot, flat and crowded, 2009

Historiske CO2 niveaer:
http://themes.eea.europa.eu/IMS/IMS/ISpecs/ISpecification20041007131717/IAssessment1234255180259/view_content

Nissan fuel efficiency: http://www.nissan-global.com/EN/NEWS/2007/_STORY/070821-01-e.html

Tesco mærkning:
http://www.guardian.co.uk/environment/2008/apr/16/carbonfootprints.tesco

The Real Age Test:
http://www.realage.com

Artikel i New York times om Real Age testen:
http://www.nytimes.com/2009/03/26/technology/internet/26privacy.html?_r=1&hp

Citatet af Craig Mundie stammer fra World Economic Forums møde i Davos, januar 2009. Det kan høres på denne podcast:
http://download.world-television.com/wef/2009/26540_en_v300_416x234_00_2.mp3