CLASH OF DIMENSIONS

Det er dejligt lige at kunne sætte sig ud i bilen, snarere end at skulle cykle eller tage bussen. Det er skønt at tage en flyver sydpå og slippe for det kedelige vejr. Det er hurtigt og nemt at bruge tørretumbleren istedet for at skulle hænge tøjet til tørre og tage det ned igen. Et sted i baghovedet ved vi selvfølgelig godt, at hvis alle kørte bil og fløj rundt, så ville vi hurtigt rende ud for olie, frisk luft, plads på vejene osv. På den anden side, så er det vel ikke en enkelt persons bekvemmelighed der vælter læsset...

”The tragedy of the commons” er den vending man bruger til at beskrive hvordan det kan føre til et sammenbrud for alle, at den enkelte har fordele af at tænke på sig selv. Det er en tragisk mekanisme, for den betyder at vi er stærkt tilbøjelige til at fortsætte med overforbruge og forurene, til trods for at vi godt ved at det fælles grundlag er truet.
Vendingen ”tragedy of the commons” blev brugt af den amerikanske økolog Garret Hardin. The commons svarer til det danske ”fælled”; et stort areal omkring en landsby som det stod alle frit for at benytte. Hvis man eksempelvis avlede får, så kunne man nyde godt af lukke sine får ud på fælleden for at græsse. For den enkelte avler var det fristende at opdrætte så mange får som muligt, men hvis alle bønderne lukkede massevis af får ud på fælleden, så kunne græsset ikke nå at vokse op igen hurtigt nok, og systemet ville bryde sammen for alle. Set fra den enkelte avlers synspunkt, så var der en klar og umiddelbar fordel ved at lukke nogle ekstra får ud på fælleden, og den fordel var stor, sammenlignet med den mere abstrakte ekstra risiko som nogle får mere betød for at hele systemet bryder sammen.
For den enkelte avler var der heller ikke megen motivation for at holde igen og undlade at trække på ressourcerne, for der var ingen der belønnede en for sin tilbageholdenhed - tværtimod risikerede man bare, at efterlade ressourcerne til andre, som ikke havde skrupler ved at bruge løs, og som derfor blev rigere end en selv.
Og deri ligger tragedien. Som Garret Hardin skrev: “Hver enkelt mand er låst fast I et system, der lokker ham til at forøge sin flok uden grænser - i en verden der er begrænset. Ødelæggelse bliver det mål som alle haster mod, hver især for at forfølge sit eget bedste”.

Vores handlinger har konsekvenser i flere dimensioner. På det individuelle, specifikke plan, og på det fælles, systemiske plan. I mange tilfælde er der en direkte modsætning. Hver af spillerne i et system kan tage beslutninger, der for den enkelte er fuldstændigt rationelle, men sammenlagt kan resultatet være det rene vanvid set i forhold til at hele systemets bedste. Klimaforandringerne er således en yderst ubehagelig konsekvens af at vi hver især har tillagt os en bekvem livsstil, baseret på rigelige mængder af fossile brændsler. Tilsvarende med bilismen, hvor den enkeltes ønske om frihed og mobilitet fører til kollektiv forstoppelse af trafikken.

I mange tilfælde er der imidlertid svært eller direkte umuligt at forudse de overordnede konsekvenser - uanset hvor gerne man vil. Vi har været inde på begrebet selvorganisering, hvor der i et samspil mellem mange elementer kan opstå nye kvaliteter eller overordnede mønstre, som ikke findes hos nogen af enkeltdelene.
Når mange elementer spiller sammen, begynder mekanismer som feedback, selvorganisering, evolution og tipping points at gøre sig gældende. Udviklinger på systemniveau foregår ikke jævnt, for de enkelte elementers opførsel griber ind i hinanden, forstærker eller udligner hinanden, og fører ind imellem til faseskift, hvor hele systemet ændrer karakter. Og det kan vi meget nemt blive snydt af.

Det er én af grundene til at vi gang på gang overraskes af effekten af nye teknologier. Vores mange digitale dimser har sammenlagt helt andre kvaliteter end de har hver for sig. Det er praktisk at bruge betalingskort, mobiltelefonen er uundværlig, og ens sociale liv får et boost af at kaste sig ud i diskussionerne på Facebook. Men teknologierne betyder også at vi efterlader meget detaljerede elektroniske spor om, hvor vi befinder os, og hvad vi foretager os. Læg dertil en strøm af kommende mere eller mindre eksotiske nye teknologier som GPS, overvågningskameraer, intelligente huse, netværker af sensorer, RFID chips på alle varer osv. Hver for sig gør de livet lettere, men set i en sammenhæng gør de samfundet ekstremt gennemsigtigt. Hvis man beskrev hvor detaljeret man kan overvåge den enkelte, ville de fleste umiddelbart tage kraftigt afstand fra, at der blev opbygget den form for infrastruktur. Ikke desto mindre er det fællles fjhver enkelt af os, der trin for trin investerer i grejet og med stor entusiasme tager det i brug.

Brugen af teknologien kan også have vidt forskellige konsekvenser på det individuelle og det fælles plan. Det er vidunderligt at vi har antibiotika, der kan slå sygdomsbærende bakterier ihjel, og for hver enkelt af os er det fristende at bruge antibiotika til at slå enhver lille halsinfektion ned, eller endda tage det forebyggende, så man er sikker på ikke at blive smittet af andre. Problemet er, at der uvægerligt vil være bakterier, der er immune overfor den type antibiotika man bruger. De vil brede sig i takt med at antibiotikaen udrydder deres artsfæller, så med tiden vil antibiotikaen miste virkningen overfor bakterierne. Man siger der er opbygget resistens.
Selvom lægerne forlængst har opdaget faren, bruges der alligevel langt mere antibiotika end godt er - og årsagen er klassisk tragedy of the commons: Motivationen til at handle kortsigtet er stor for den enkelte, og forståelsen og prioriteringen af den fælles risiko er langt lavere. Det er ikke intuitivt og let af forstå, at et antibiotika kan blive ubrugeligt for alle, hvis den enkelte bruger det for meget.

Endnu en variation af den samme problemstilling er brugen af air-conditioning. For den enkelte er det dejligt at kunne holde sig kølig i et varmt klima. Men hvis alle bruger løs af airconditioning medvirker det paradoksalt nok til at klimaet bliver varmere.

Man kan ikke slutte fra en dimension til en anden
Det er en grundlæggende omstændighed ved komplekse systemer; at man ikke nødvendigvis kan slutte sig fra det specifikke til det systemiske niveau. Det, man finder på det systemiske niveau er ikke bare summen af det, der findes på specifikke niveau. Der er opstået noget ekstra, noget anderledes, i samspillet.

Man kan heller ikke nødvendigvis slutte fra det generelle til det specifikke niveau. Hvis man slår plat og krone 1000 gange, vil fordelingen af plat og krone være meget tæt på ligelig. Men ud fra den statistiske viden om det overordnede mønster, kan man ikke forudsige, hvad det enkelte kast giver.
Et par mere praktiske eksempler: Vi ved, at det generelt trækker ned i levealder, hvis man ryger. Men der er folk, der ryger som en skorsten hele livet og lever til de bliver 90.
Indenfor politik kan der være en forståelsesmæssig barriere fra det centrale plan til det lokale. Hvad der giver mening for den kinesiske centraladministration (eller for EU-kommissionen i Bruxelles) kan virke aldeles meningsløst på den enkelte borger ude i provinsen.

Uforudsigeligheden af det specifikke gælder hele vejen ned til de mindste dele og kvantefysik. Når man ser på en mur af sten virker den solid og ordnet, men går man virkelig tæt på, består stenene faktisk mest af luft, og alle enkeltdelene er i konstant og hastig bevægelse. Molekylerne i murstenene er opbygget af atomer hvis udstrækning defineres af de baner som elektronerne svæver rundt om kernen i. Man ved at elektronet med meget stor statistisk sandsynlighed vil bevæge sig indenfor den bane, men vi kan ikke med sikkerhed sige præcist, hvor et elektron befinder sig på et bestemt tidspunkt. Vi ved ikke engang om elektronen er en bølge eller et fast objekt.

Pointen hertil har været at der kan være meget stor forskel på konsekvensen af en handling, alt efter om man vurderer det fra en lokal, specifik synsvinkel, eller om vurderer handlingens effekt i sammenhæng med alt det andet der foregår i systemet.
Det betyder desværre, at de beslutninger vi tager hver især, kan føre til resultater, som hverken er i vores egen eller den fælles interesse. Og dermed understreger det en pointe fra tidligere i bogen; at vi fremover skal lære at tænke systemisk og forstå os selv i en større sammenhæng.

Schizo
Ofte har vi en dobbeltrolle, hvor vi nærmest kæmper mod os selv.
- Som borgere bliver vi forargede over at høre om firmaer, som forurener, udnytter deres arbejdere i fattige lande, og som tilsyneladende udelukkende tænker på at tjene penge - for enhver pris. - Som aktionærer eller via vores pensionsopsparing opsøger og støtter vi de investeringer, der giver det største afkast.
- Som forbrugere vil vi gerne have varerne billigt, og vores loyalitet er yderst begrænset: Vi køber i discountbutikker og lagersalg, med varer fra billiglande, hvor vi kan få meget for pengene, men hvor den etiske side af fremstillingen formentlig er lidt tvivlsom. Hvis noget kan fås lidt billigere på nettet, så køber vi det dér - selvom vi måske først har været en tur i en rigtig, fysisk butik og nydt godt af at kunne se produktet i virkeligheden og få vejledning fra ekspedienten.
- Som producenter og leverandører mærker vi at det er meget vanskeligt at overleve på at levere kvalitet og service. Det ville være herligt ikke at skulle skære hjørner etisk og kvalitetsmæssigt, men det nytter ikke noget, hvis forbrugerne ikke vil betale hvad det koster - eller hvis fortjenesten ikke bliver stor nok til at tilfredsstille investorernes krav.

Vores handlinger i én dimension spænder ben for os selv i en anden dimension. Vi vil ikke betale for den kvalitet, som vi håber andre vil betale for, når det er os selv, der skal sælge vores indsats.

Den moderne virkelighed er, at vi indgår i mange forskellige sammenhænge, og vi har mange forskellige roller, hvis interesser uvægerligt kommer i modstrid med hinanden.
Som borger kan jeg synes at folkeskolen bør tilbyde undervisning af høj kvalitet til ethvert barn, uanset social baggrund. Men hvis jeg som forælder er utilfreds med kvaliteten af undervisningen, kan jeg vælge en privatskole, for at sikre mit eget barn de bedst mulige forhold. Og dermed er jeg med til at styrke individuelle, private ordninger frem for de kollektive. Fuldstændigt det samme gælder for private sundhedsforsikringer. Vi har haft et sundhedssystem, der i store træk gav alle den samme gode behandling. Men så snart man får mulighed for at købe sig til bedre og hurtigere behandling, så begynder systemet at tippe. Ressourcerne flyder til de individuelle ordninger, og dermed bliver de kollektive ordninger mere og mere utilstrækkelige.

Systematisk snæversyn
I mange henseender har vi organiseret os på måder der systematisk frembringer tragedy of the commons effekter.
En virksomhed opstiller typisk en stribe punkter, KPI'er eller Key Performance Indicators, som den enkelte ansattes indsats bliver vurderet ud fra - og en eventuel bonus gøres afhængig af at man opfylder netop de mål.
Det giver god mening fordi det skærper fokus om netop de mål som ledelsen ønsker at forfølge. Problemet er imidlertid, at det let kan føre til snæversyn, fastlåsthed og kortsigtet tænkning - farligt i tider, der kræver flexibilitet, selvstændig tænkning og en holistisk forståelse af situationen.
Med KPI'er og bonus-ordninger, motiverer man den ansatte til at gøre præcist som aftalt, endda selvom det ikke nødvendigvis er til organisationens langsigtede interesse. En afdeling af en virksomhed vil altid have begrænsede ressourcer, og derfor vil man være utilbøjelig til at bruge kræfter på projekter og problemer, der ikke tæller som KPI'er. Projekter, der er nyskabende, langsigtede eller som går på tværs af afdelinger kan være åbenlyst fornuftige for organisationen, men det er ikke i den enkelte afdelings eller i den enkelte ansattes interesse at bruge kræfter på noget som falder udenfor den ramme, man bliver bedømt indenfor. Enhver afvigelse fra det fastsatte mål, vil svække ens chance for at opnå bonus.

I bedste fald får man en yderst fokuseret organisation hvor alle arbejder mod et klart fælles mål. Men risikoen er, at organisationen lukker af for nye impulser og forandringer. Eller, som det med al ønskelig tydelighed fremgik da finansboblen sprang i 2008; at medarbejderne ignorerer det langsigtede perspektiv i en snæversynet jagt på at opfylde årets eller kvartalets mål.
En anden, lignende effekt ser man, når virksomheder eller organisationer ansætter advokater, lobbyister eller PR-folk til at fremme organisationens snævre interesser - enten ved at få gennemført gunstige love, eller ved at forhindre love, der kan være en ulempe for organisationen.
Det kan virke grotesk, når stærke industrilobbyer formår at fastholde forhold, der er til fordel for nogle få veletablerede, men som udpræget går imod fællesskabets interesse. Den amerikanske bil-industris kamp mod lovkrav om bedre brændstofsøkonomi er ét eksempel, fly-industriens modstand mod skatter på jetbrændstof et andet. Lobby-organisationen Global Cllimate Coalition, hvis hovedsponsor var Exxon, formåede meget bevidst og med stor succes at så tvivl om hvorvidt klimaforandringer er en realitet, og dermed forhalede de politiske indgreb i adskillige år.

The tragedy of the anticommons
Den amerikanske økonom, Michael Heller, har skrevet bogen ”Gridlock economy”, hvori han beskriver en lang række eksempler på at spillerne har så travlt med at sikre sig deres del af kagen, at det ødelægger muligheden for i fællesskab at skabe noget, der kunne gøre kagen langt større for alle.
Et af Michael Hellers eksempler er trafikken med varer ad Rhinen i Tyskland i middelalderen. Vejene i det bakkede landskab, som Rhinen løber igennem, var ikke særligt gode dengang, og derfor var det langt det letteste for handelsfolk at transportere deres varer på floden. Der var en blomstrende handel langs floden, som stod under den tysk-romerske kejsers beskyttelse. Men da kejserens magt svandt i 1300-tallet, begyndte lokale småfyrster at bygge borge langs floden og forlange skatter af de sejlende. I begyndelsen var det en lukrativ forretning, men i takt med at flere og flere fyrster
også begyndte at bygge borge med få kilometers mellemrum og opkræve skatter for deres lille del af strækningen, blev det så dyrt, at fragte varer på Rhinen, at trafikken svandt ind. Dermed mistede alle - inklusive fyrsterne - de indtægter som en livlig handel kunne have ført med sig.

Michael Heller viser, at præcist den sammen mekanisme idag betyder, at lovende nye teknologier ikke bliver udviklet, fordi alle har så travlt med at sikre sig patenter på nye videnskabelige opdagelser. Indenfor bioteknologi, er der givet patenter til så mange grundlæggende mekanismer og gen-sekvenser, at den videre forsking bremses, fordi man dårligt kan undgå at skulle anvende en lang række forskellige selskabers patenterede viden, hvis man vil skabe et nyt medikament eller en ny, nyttig egenskab i en organisme. Konsekvensen i medicinalindustrien er, at samlede løsninger, som kunne være til gavn for både patienter og for industrien, ikke kan blive realiseret, fordi alle har travlt med at sikre sig udbytte eller eneret til deres lille del af puslespillet.
Michael Heller kalder effekten for ”the tragedy of the anti-commons”, for problemet er ikke, at alle bruger løs af noget, som er fælles, men at alle holder så fast på det de ejer, at der ikke kan opstå noget fælles. Ifølge Michael Heller er en af grundene til at den type situationer opstår, at vi hver især intuitivt er tilbøjelige til at sikre det, vi ved at vi har. Det er sværere og mere abstrakt at forholde sig til at man mister noget, der ikke er der, men som kunne have været.

Shorter distance from egoism to altruism
Tragisk, tragisk - men er der ikke en vej ud af tragedien? Forhåbentlig, må man sige. Vi bliver stadig mere indbyrdes afhængige, i takt med at vi forbindes og påvirker hinanden mere globalt og mere direkte. De individuelle og lokale interesser bliver i stigende grad sammenfaldende med fællesskabets - og med kommunikationsteknologiens hjælp vil dét blive tydeligt for enhver. Kort sagt: den individuelle og den fælles dimension nærmer sig hinanden. Afstanden bliver kortere mellem egoisme og altruisme; mellem me og we.

Den tidligere britiske premiereminister Tony Blair holdt ved Davos-mødet i 2005 en slags afskedstale i international politik. Hovedpointen i hans tale var at indbyrdes afhængighed er den afgørende egenskab ved politik i det 21. Århundrede: Interdependence is the governing characteristic of 21 st. century politics. Eller på mere jævnt dansk: Vi er alle i samme båd. Vi er allerede langt i retning af et system, der omfatter alt på kloden i ét stadig tættere skæbnefællesskab.

Det er ikke svært at underbygge påstanden, vi konfronteres jævnligt med vores tætte samhørighed. På mange, helt fundamentale områder er forestillingen om at nogen kan være udenfor eller ”fremmede” blevet urealistisk: Priser og kurser på de globale markeder følges snævert op og ned. Vores informationer og transaktioner strømmer gennem det samme internet. Klimaet påvirkes af CO2 udledninger - uanset hvor på kloden de finder sted. Sygdomme truer med at spredes til globale epidemier. I en mere åben og tættere koblet verden er selv den skæve fordeling af klodens velstand ikke længere kun de fattigstes problem, for ”med mindre vi deler vores rigdom, vil de dele deres fattigdom”. Således vedrører flere og flere problemstillinger alle, og kræver, som Tony Blair konstaterede, globale løsninger.

Tragten
Ifølge FNs prognoser bliver vi circa en trediedel flere mennesker på kloden frem mod 2050. Vi er for tiden 6.8 milliarder, og FN forventer at det vil vokse til 9.1 millard i 2050 - en tilvækst på 2.3 milliarder mennesker. For at sætte tallet i perspektiv, så var klodens befolkning i 1950 på 2.5 mia. mennesker.
Ikke alene vokser befolkningen fortsat hastigt, vi forbruger også mere, samtidig med at mange af de vigtigste ressourcer allerede hastigt er på vej til at blive udtømt: olie, vand, fisk, biodiversitet, metaller, muldjord... Ydermere vil vi i de kommende årtier for alvor begynde at mærke konsekvenserne af klimaforandringerne. Uhh.

Den svenske læge Karl-Henrik Robért, som stiftede den internationale miljøbevægelse Natural Step har sammenlignet menneskehedens situation med at skulle igennem en tragt. Der er løsninger forude, men der kommer til at gå nogle årtier, før de for alvor kan ændre situationen.
Der er teknologier i støbeskeen, som kunne tænkes at revolutionere vores produktion og vores brug af energi og andre ressourcer. Befolkningstilvæksten er under opbremsning, og der er en stigende bevidsthed og forståelse af de problemer vi i fællesskab står overfor. Men det er et meget stort og meget trægt system der skal skifte kurs. Vi står overfor en gennemgribende ombygning af klodens infrastruktur, og den slags tager årtier.
I mellemtiden er der udsigt til at det bliver særdeles trangt inden vi når ud på den anden side af tragten. Vores indbyrdes afhængighed vil blive stadig tydeligere, for i et mere trangt system går der kortere tid før effekten af vores handling giver sig udslag i en ændring af betingelserne for alle - inklusive os selv.
Vi vil blive nødt til at overveje konsekvenserne af vores handlinger i et større og mere langsigtet perspektiv, for vi er tydeligvis kommet tæt på grænserne for systemets bæreevne.

Big here, Long now
Brian Eno, der blandt meget andet har produceret musik for David Bowie, Talking Heads, U2 og Coldplay, har også markeret sig med nogle interessante filosofiske observationer. En af dem er hans elegante formulering, “the Big Here and the Long Now”. Enos pointe er, at vi må være mere bevidste om at dette øjeblik følger efter en kæde af begivenheder som ligger langt tilbage. Vi bygger på andres gode og dårlige handlinger, som har formet de muligheder vi nu står med. Og tilsvarende vil vores handlinger nu, påvirke det som bliver, og dem som følger efter os.
Det sted, det system vi agerer i, er også langt større end det, vi umiddelbart kan se. Vores varer og ressourcer kommer langvejs fra, og når vi bruger dem, har det konsekvenser andetsteds. Vi er altså reelt en del af et ”Større Her og Længere Nu”, men vi er ikke tilstrækkeligt bevidste om det, og derfor er vi tilbøjelige til at handle mere snæversynet og kortsigtet end godt er.
Et Big Here, Long Now perspektiv ville formentlig betyde, at vi prioriterede anderledes - ligesom fangerne i prisoners dilemma er mere tilbøjelige til at tænke på den fælles interesse, når de ved at spillet ikke kun kører én gang. Som Eno siger, ”hvis vi forventer at vi skal være her i temmelig lang tid fremover, så kunne det lønne sig for os at tænke anderledes på den type forhold vi har”.

Konklusionen grænser til det banale. Vi er nødt til at lære at se på tværs af dimensionerne: Vi må lære at overveje konsekvenserne af vores handlinger både i det lokale, specifikke perspektiv, og i et mere globalt, langsigtet perspektiv. Hvis vi skal overkomme the tragedy of the commons, må vi indse, at vi på sigt får mest ud af at spille et plus-sums spil, ved at dele og samarbejde med resten af den klode, vi er stadigt tættere forbundet til. Vi må påtage os et medansvar for det fælles projekt. Og forhåbentlig bliver dét perspektiv mere naturligt, i takt med at vi kobles tættere og i takt med at vi får teknologier til rådighed, som kan vise det til os.

Fint, men hvorfor gør vi det så ikke bare?
Den amerikanske hjerneforsker, Peter C. Whybrow argumenterer i sin bog American Mania: When More Is Not Enough, at vores hjerne simpelthen ikke er indrettet til at tænke på det overordnede niveau. Vi er stadig i meget høj grad styret af vores krybdyr-refleks der byder os at fokusere på nuet og de hurtige gevinster.
Man kunne tilføje, at så må vi hellere se at komme videre, for virkeligheden er blevet en anden i mellemtiden. Hvis ikke vi snart udvikler evnen til at fungere som et stort, tæt forbundet system, så uddør vi, fordi vi ikke er tilpasset omstændighederne.

Vi kan naturligvis ikke lige sætte os ud over vores inderste instinkter. Hvis mennesket er bygget til at fokusere på det nære og umiddelbare vil det veje tungt i vores opførsel. Heldigvis går vores kulturelle evolution langt hurtigere end den genetiske - og det er netop en kulturel omstilling menneskeheden står over for.

Global bevidsthed
Hvordan får vi skabt en bevidsthed som omfatter både det lokale og det globale? På mange måder er vi allerede kommet et godt stykke af vejen. Først og fremmest fordi vi konkret oplever at vi hænger sammen, f.eks. gennem vores arbejde og gennem de varer vi forbruger. Medierne og internettet er naturligvis helt afgørende. Vi ved mere om hvad der foregår ude i verden, og det er en viden vi deler med langt flere.
Tsunamien der ramte det sydøstlige Asien i 2004 viste en hidtil uset global samhørighed. Det var en forfærdelig katastrofe, men det er tvivlsomt, om den ville have fået den samme opmærksomhed i de vestlige medier, hvis det var sket ti år tidligere. Når det påvirkede så mange, og når så mange bidrog til nødhjælpen, var det formentlig fordi Indien, Thailand, Sri Lanka og Malaysia er blevet steder hvor mange af os har været som turister. Egne, der før var abstrakte for os, har nu fået ansigter på.
Tilsvarende er klimaforandringerne et globalt problem, men det er et problem som en meget stor del af klodens befolkning faktisk er bevidste om. De ved godt at den er gal, både i Lima og Dhaka.
Der er en hastigt voksende global middelklasse af mennesker, som har adgang til uddannelse, rejser, medier og internettet og på mange måder har de en fælles opmærksomhed omkring de samme tendenser, nyheder og problemer. Man kan rejse rundt i verden og i vidt omfang diskutere de samme emner og ud fra mange af de samme kulturelle referencer. Ser vi fremad, så vil vi blive endnu tættere forbundet, og dermed vil en endnu større del af vores sanseindtryk og af dem vi omgås, komme fra den afstandsløse elektroniske sfære. Flere og flere lever mere og mere i det samme globale NU.

Den globale organisme
Den canadiske mediefilosof Marshall McLuhan kaldte allerede i 1964 medierne for en udvidelse af vores sanser. Siden er det sanseapparat blevet ekstremt meget mere omfattende. Gennem internettet har vi adgang til sensorer alle vide vegne - fra folks mobiltelefon-kameraer til knivskarpte billeder fra Mars overfladen eller satellitfotos fra det ydre rum. Mennesket er hastigt ifærd med at udvikle et sæt af teknologiske sanser, der gør os i stand til at holde os orienterede om hvadsomhelst, hvorsomhelst, nårsomhelst.

Det er en afgørende omstændighed, at dét sanseapparat er fælles. Det står - i vidt omfang - til rådighed for os alle. Vi ser virkeligheden gennem de samme linser, og orienterer os om verden med indtryk fra det samme netværk af sensorer.
Som jeg har været inde på i min tidligere bog, Den Globale Organisme, ligger det lige for at udvide McLuhans observation om vores elektroniske sanser til også at konstatere, at internettet fungerer som en kollektiv hukommelse, og på mange måder endda som en fælles hjerne, hvor millioner af mennesker og maskiner i fællesskab beregner, bearbejder og sorterer informationer, og derigennem skaber kollektiv læring og beslutningstagning.
Personligt mener jeg faktisk, at det er et ganske dækkende billede at tale om det fællesskab der opstår som en global organisme med en form for kollektiv bevidsthed og intelligens. Den bevidsthed er noget ganske andet end den bevidsthed vi har hver især. Den er et lag ovenpå vores normale, individuelle bevidsthed; en opmærksomhed vi har i baghovedet om, hvordan det vi oplever og gør, passer med den fælles sammenhæng.

An uneasy community
Godt så. Vores krybdyrshjerne har begrænset evne til at forstå en kompleks verden, men heldigvis kan vi bruge informationsteknologien til at skabe det globale perspektiv, som vi er nødt til at have.
Er vi nu klar til at holde en stor konference og en global rockkoncert - og så arbejder menneskeheden sammen som én stor familie fremover?
Ikke helt. Der er ingen tvivl om at vi bliver knyttet mere sammen - og vi har været igennem stribevis af eksempler på det i løbet af bogen. For folk i min alder virker det som ganske kort tid siden, at verden meget konkret bestod af to parallelle systemer, Øst og Vest-blokken, og så den tredje verden. Siden murens fald er vi blevet en milliard mennesker eller så mere i den ikke-socialistisk klub. Yderligere hundreder af millioner af mennesker knokler på for at blive de næste medlemmer af den globale middelklasse. Så hurtigt de overhovedet kan komme afsted med det, vil de også have en mobiltelefon, de vil på internettet og de vil have en uddannelse.
Integrationen går hastigt fremad, vores forhold bliver mere ens, vi forbindes digitalt, og de kommende årtiers tur gennem ”tragten” vil gøre det stadigt tydeligere at vi har fælles interesser.
Men det betyder hverken, at vi alle bliver ens og enige, eller at vi ikke samtidig kan have alvorligt modstridende interesser. Et fællesskab hvor alle er ens, og hvor ingen tænker selvstændigt, er sårbart og stillestående. De stærkeste systemer er dem, hvor den enkelte får mulighed for at yde sit bedste og bringe sine kompetencer ind i mangfoldigheden, så noget helt nyt kan opstå i samspillet. Konkurrencen imellem os, og den enkeltes stræben efter at forbedre sine vilkår er en grundlæggende drivkraft i menneskehedens udvikling. Pointen her er imidlertid, at den enkelte stræben i højere grad vil være og må gøres sammenfaldende med fællesskabets bedste.

I sin bog ”Nonzero” giver Robert Wright et eksempel på at man ofte spiller både et plussumspil og et nulssumspil samtidig: Hvis jeg køber en bil, så er handlen et plussumspil for sælgeren og mig: For mig er bilen mere værd end de penge jeg betaler for den. Sælgeren, derimod, vil hellere have pengene. Begge parter synes altså at de får mere ud af handlen end de havde før.
Men indeni det plussumspil er der et nulsumsspil. Der er et overlap mellem den højeste pris jeg vil betale, og den laveste pris sælgeren vil sælge til - og indenfor det spænd er den ene parts gevinst lig med den anden parts tab. Vi vil begge gerne handle, men sælgeren og køberen prøver at presse den endelig pris i hver sin retning.
(##evt. under Letting go)

I andre tilfælde går hensynet til fællesskabet meget direkte imod nogle enkeltes interesse. Det er en klassisk konflikt, og et underliggende tema i det meste politik og lovgivning: Afvejningen af den personlige frihed med hensynet til det fælles bedste. Vores kultur har siden 60'erne været centreret om individets ret til at realisere sig selv, og vi har rystet på hovedet af andre kulturer, hvor den enkelte i langt højere grad må rette ind, efter familien eller efter statens planer.
Som forbrugere forventer vi at få det som vi ønsker, som borgere i velfærdsstaten nyder vi godt af vores rettigheder, og i film og i medierne hylder vi de stærke individer, der handler efter deres egen overbevisning og istand til at føre deres drøm ud i livet.
Den personlige frihed og mulighederne for at lade personlige ambitioner komme til udtryk er en helt afgørende drivkraft for at skabe udvikling og velstand. Men i tragtens stadig snævrere rum, vil vores individuelle udfoldelse i stigende grad komme i karambolage med andres mulighed for udfoldelse og med risikoen for at hele systemet når til en form for sammenbrud.
Der er grundlæggende to muligheder i den situation: At de stærkeste tryner de svageste og simpelthen tager ressourcerne med magt - eller at fællesskabet håndhæver begrænsninger, der sikrer at alle får en nogenlunde ligelig adgang til systemets ressourcer.

Spilleregler
Det er til syvende og sidst et spørgsmål om politisk filosofi. Det ville være naivt og misvisende at tro, at man kan anvise en præcis balance mellem individet og fællesskabet, der er holdbar og objektivt korrekt.
Men man kan påpege nogle mekanismer der danner grundlag for spillereglerne fremover - og det er netop denne bogs ærinde.
Tillad mig at gentage nogle af dem i ultra-kort form:
Evolutionen går i retning af mere sammensatte systemer, fordi det overvejende er en fordel at samarbejde, frem for at være alene. Fordelen kommer ikke af at alle er ens, men opstår netop fordi man via fællesskabet får adgang til en mangfoldighed af kvaliteter og ressourcer, og fordi der i samspillet mellem de mange elementer kan opstå helt nye, ekstra egenskaber.

Igen er konklusionen nærmest banal; Der skal findes en balance mellem den rene junglelov og den totale underkastelse for fællesskabet - men tendensen går, så vidt jeg kan se, markant i retning af større opmærksomhed på det fælles.

Vindere og tabere
Den forskydning kommer ikke til at gå stille af sig. Når vi regulerer af hensyn til det fælles, langsigtede bedste, vil der på det individuelle plan være vindere og tabere - og de vil hver især kæmpe for deres.
Der er lavet en række rapporter der forsøger at give et overslag over omkostningerne ved reducere de globale CO2 udledninger - bl.a. af FNs klimapanel, den britiske Stern rapport og fra konsulentfirmaet McKinsey. Rapporternes skøn ligger gennemgående forbløffende lavt, i betragtning af hvor stor en omstilling af infrastruktur og livsstil, der er tale om. Det ser ud til at prisen ligger væsentligt under 1% af det årlige, globale bruttonationalprodukt - en pris der fremstår endda lavere, når man tager i betragtning at klodens BNP sandsynligvis samtidig vokser med 4-5% årligt.
Men det beskedne samlede beløb skjuler store underliggende forandringer. For en producent af stål, cement eller 4-hjulstrækkere kan en stærk politisk indgriben overfor CO2 udslip betyde at man må lukke.
Tilsvarende med de internationale forhandlinger om de enkelte landes ret til at udlede CO2: Vi står overfor en fælles risiko, men hvem skal holde igen for fællesskabets skyld? Hvis reguleringen virkelig skal hjælpe, skal den være så substantiel, at den fører til reele omstillinger i infrastruktur, produktionsform og hele den type vækst der satses på. I hvor høj grad vil verdens nationer underkaste sig så strenge reguleringer, hvis de frygter tab af job og vækst, fordi deres erhvervsliv overvejende er af den type industri, der skal omstilles?
Nok en gang ser vi prisoners dilemma og tragedy of the commmons effekterne udspille sig: Det er fristende at handle egoistisk, for den fælles gevinst er mere abstrakt og uvis, men hvis alle gør det samme, frasiger man sig muligheden for fælles gevinst, og man risikerer et stort tab for alle. Regnestykket ser forskelligt ud på det specifikke og det systemiske niveau.

Not your preferred direction
Hvorvidt man vil underkaste sig det fælles projekt afhænger selvsagt også af at man overhovedet kan se, at der er en fælles interesse, og at man er nogenlunde enig i hvor man skal hen med samarbejdet. Det er muligt at vi er i samme båd, men det er ikke givet, at vi er enige om kursen eller hvordan vi skal få båden derhen. Og iøvrigt er det ikke nødvendigvis alle i båden, vi har lyst til at sidde ved siden af.
Når den cirkel som afgrænser vores interessesfære udvides, er det ikke altid synkront med udvidelsen af den cirkel der afgrænser vores empati. Der kan være mange grunde; man stoler ikke på hinanden, man har forskellige kultur og værdier, eller der ligger en forhistorie af fjendskab og konfrontationer.
Når samarbejderne udvides og interessesfærer begynder at overlappe, bliver slagsmålene på det lokale niveau ofte intensiveret. Indvandrer debatten er det oplagte eksempel: Problemstillingen er gennemgående i hele den industrialiserede del af verden. Det er en uundgåelig del af globaliseringen at mennesker og kulturer bliver blandet, men lokalt giver det svære konfrontationer.

Den Europæiske Unions fundament er troen på samarbejde, koordination og åbenhed. Men hvor går grænsen? Hvornår bliver parterne så forskellige, at det ikke er produktivt at behandle dem, som var de ens og havde ens interesser? Bulgarien og Rumænien har vist sig at være svære at integrere i EUs økonomiske og juridiske kultur, nu er spørgsmålet, om Tyrkiet kan passe ind.
Er den fælles interesse stærk nok til at retfærdiggøre det, de enkelte parter må opgive? Hvis ikke alle deltagere føler at samarbejdet er en win-win situation, så stiger risikoen for at deltagerne i stedet handler som var det et nulsumspil, hvor det gælder om selv at få så meget som muligt ud af fællesskabet. Resultatet kan blive endeløse, lammende milimeterdemokratiske forhandlinger, solo-løb, snyd, svigt, free-riding osv.

Lad mig understrege at jeg ikke mener at der snart sker en fuldstændig global sammensmeltning, og at alle uden videre begynder at handle i forståelse af at de har en fælles interesse. Men jeg mener, at det er i den retning at balancen forskydes. Fordelene ved samarbejde er større, det er blevet langt lettere at organisere og koordinere vidtrækkende samarbejder, og risikoen ved ikke at handle på systemniveau er tydeligere.
Der er endnu en faktor, som vi ikke har været konfronteret med længe: Nødvendigheden. Førhen var fællesskabet givet og påtvunget. Man sluttede op om Gud, konge og fædreland, for man var dybt afhængige af de instanser. Idag vi rigdom og frihed til selv at vælge hvem vi vil være i fællesskab med, men vores fællesskaber er mere flygtige og udforpligtende. Fællesskaber der bygger på nødvendighed er forpligtende og disciplinerende, fordi den indbyrdes afhængighed står klart for deltagerne. Vi står - allesammen - overfor en enorm global udfordring med at komme igennem ”tragten” og gøre vores civilisation bæredygtig. Det bliver ikke et projekt, vi frit kan vælge om vi vil være en del af eller ej. Det vil være en uafviselig, kollektiv nødvendighed.
Der er ikke noget som en fælles fjende til at samle folk, og motivere dem til at tilsidesætte deres rent egoistiske tænkning. Det interessante ved truslen om klimaforandringer er at denne gang handler det ikke om at organisere ét fællesskab imod et andet. Det er den samme fjende vi allesammen har - men fjenden er os selv og en logik, der er kommet ud af trit med livsgrundlaget.

Socialisme 2.0
Hvad ville være konsekvensen af at hensynet til det fælles får større vægt? Lad mig komme med nogle bud:
- Den enkelte vil i højere grad blive holdt ansvarlig for konsekvenserne af sine handlinger, på godt og ondt. Opmærksomheden vil gælde både enkeltpersoner og virksomheder.
- Der vil være en stærkere statslig regulering, de politiske styringsinstrumenter som skatter, normer og forbud vil blive brugt med større vægt.
- Politiske ledere vil have magt i kraft af deres vision og evne til at katalysere, mobilisere og kanalisere indsatsen fra et langt mere løst og vidtstrakt netværk af deltagere.
- Vores kultur vil være mere orienteret omkring fællesskab, deltagelse, fælles skaben og udveksling af viden.
- Der vil være en større global bevidsthed. Vi vil forstå vores situation og vores handlinger i en større sammenhæng. Vi vil prioritere brugen af ressourcer i et bredere og mere langsigtet perspektiv.

Umiddelbart lyder det vel u-kontroversielt, som en relativ blød, midtsøgende intellektuel politik. Men listen får en anden tone, hvis man forestiller sig at den bliver brugt med konsekvens nogle år længere fremme i ”tragten”, hvor nødvendigheden af systemisk tænkning er mere akut.
Hvor ligger punkterne på listen i forhold til det traditionelle politiske spektrum? Er det socialisme, fordi der lægges større vægt på den fælles interesse, og fordi staten spiller en mere aktivt styrende rolle? Eller er det liberalisme, fordi den enkelte får større ansvar, og en større del af beslutningerne tages i netværker?

Eller er der nogle helt nye elementer; nogle kvaliteter, der også knytter sig til den kollektive intelligens og globale bevidsthed, som vi netop var omkring? Det interessante ved den kollektive proces man kan se på eksempelvis Wikipedia eller i open source projekter er, at den drives af individer, der af egen drift bidrager med hver deres specifikke kompetence.
Det er mangfoldigheden af bidragene, og de mange par øjne, der ser materialet igennem og kan rette, som fører til et højere niveau. Det er ikke ensartethed, at alle følger trop og gør som de får besked på. Det er heller ikke nødvendigvis kommercielt motiveret. Indsatsen er til gavn for fællesskabet, men den enkelte får også selv noget ud af sin medvirken - det kan være anerkendelse, et bedre produkt eller faglig tilfredsstillelse. Det afgørende er, at systemet er konstrueret, så der er fuld overensstemmelse mellem den enkeltes og det fælles bedste.
Der er en ny form for kultur eller moral omkring den form for samarbejde. Som involveret oplever man en glæde og stolthed ved at kunne bidrage og præge projektet, samtidig med at man meget konkret nyder godt af den enorme styrke der kan ligge i at være mange i et produktivt samspil.

Styrker og svagheder
Det politiske pendul svinger jævnligt mellem individualisme og fællesskab. Siden Reagan og Thatchers firsere har individualismen sat dagsordenen, i høj grad som en modreaktion til industrialismens massesamfund. Men svaghederne og problemerne ved individualismen er efterhånden blevet påtrængende: Frit løb for økonomisk uansvarlighed, kortsigtet planlægning, stigende polarisering, manglende evne til at håndtere overordnede problemer og blindhed overfor værdier, der ikke er opgjort i penge.
I mellemtiden har vi også haft lejlighed til at analysere de svagheder, der bragte socialismen til fald: Det manglende personlige incitament til at skabe forbedringer, manglen på følelsen af personligt ansvar, bureaukratisk træghed og uigennemskuelighed; freeriders, der nasser på fællesskabet uden selv at bidrage; pampere, der varetager deres egnes interesser snarere end fællesskabets og utilstrækkelig kompetence og viden øverst i hiearkiet osv.

Industrialderens planøkonomi byggede på forestillingen om at man fra centralt hold kunne overskue alle detaljerne i systemet, og styre udviklingen i lange, forudsigelige forløb. Set fra et kompleksitets-synspunkt er det en aldeles urealistisk tanke, som i bedste fald vil medføre at samspillet og dynamikken må dæmpes for ikke at løbe fra planen.
Det er en anden måde at påvirke udviklingen, jeg forestiller mig.
Som tidligere beskrevet, betyder individualiseringen og kundernes ønske om at være med-skabere, at producenterne må skifte fokus: I stedet for at skabe færdige, ensartede varer, må de designe systemer og værktøjer, der gør det let for kunderne at medvirke til at udforme produktet præcist som de ønsker det.
Den samme logik antyder, at statsmagtens job bør være at formulere målet og normerne, at håndhæve normerne og at skabe rammerne for samspillet. Der findes et glimrende engelsk udtryk for det: empowerment; det handler om at skabe muligheder for borgerne for at spille konstruktivt med.

En bro mellem me og we
Efter min mening er det ikke tilstrækkeligt, at målet er ”at minimere staten og give borgerne frihed”. Tværtimod, der er behov for meget klare formuleringer af de fælles mål. Staten skal ville noget, for der er store muligheder for forbedringer af samfundet, og store problemer at løse på vores vej gennem tragten de kommende år. Men det er ikke staten, der i detaljer skal føre planen ud i livet. Staten skal sætte rammerne, der kanaliserer de manges indsats i en positiv retning.
Staten kan handle på systemniveau, og arbejde på at skabe fremgang for det fælles bedste. Staten kan prioritere langsigtet og ud fra en bredere sammenhæng. Staten kan forhindre the tragedy of commons, og stimulere og understøtte at plussums spil kan opstå.
De enkelte spillere, hvad enten det er personer, organisationer eller endda nationalstater, kan ikke overskue de systemiske konsekvenser, og de vil alt andet lige tænke på deres egne, umiddelbare interesser først. Man kan sige, at regering - eller governance - går ud på at bygge bro mellem de to dimensioner; at skabe overensstemmelse mellem individets interesse og den større sammenhæng.

Politikernes job er at varetage de fælles interesser, og det er en højt betroet stilling, fordi den meget nemt kan misbruges til det modsatte. Hvis politikere i stedet bruger deres position til at behandle hele systemet som var det der for dem og deres venners skyld, så skævvrides samfundet for alvor. Politikere har et stort ansvar for at holde fokus på helhedens, langsigtede bedste - hvem skal ellers gøre det?


Referencer:

#http://www.enoshop.co.uk/, transcript fra en tale for Long Now foundation i San Francisco

Peter C. Whybrow ; American Mania: When More Is Not Enough

Marshall McLuhan; Understanding Media: The Extensions of Man (1964)

Peter Hesseldahl; Den globale organisme, 2003

Kevin Kelly om socialism 2.0:
http://www.kk.org/thetechnium/archives/2008/10/cloud_culture.php