GET THE BALL ROLLING

Det kunne være sagen mod Blekingegade banden: To mænd arresteres for en alvorlig forbrydelse, som de tilsyneladende begge har medvirket til. Ingen af dem vil tilstå, og anklageren har svært ved at skaffe tilstrækkeligt med beviser til at få dem dømt for andet end en langt mindre forseelse, der højst kan betyde en dom på et års fængsel til hver.
De to mænd er isolerede, så de ikke kan aftale en fælles forklaring, og det udnytter anklageren, da han tilbyder hver af dem en handel:
”Hvis du tilstår jeres forbrydelse, så går du fri og det bliver kun din partner, der får straffen på 5 års fængsel.
Omvendt; hvis din partner tilstår, og du ikke tilstår, så får du de 5 års fængsel og han går fri.
Hvis I begge tilstår, bliver straffen 3 år til jer hver. Tænk over det”

Når man tænker lidt over det, er det oplagte valg for hver af fangerne at tilstå. I bedste fald går man helt fri og lader partneren betale hele prisen, og det værste der kan ske er at man kommer til at dele straffen fordi partneren også sladrer.
Det sandsynligste er altså at begge vælger at tilstå, men det betyder at de sammenlagt ender med at få en hårdere straf end hvis kun én af dem blev dømt - eller endnu bedre; hvis de begge holdt mund, så de slap med et års fængsel hver.
Problemet er selvfølgelig, at de ikke kan komme til at aftale en fælles strategi, og derfor må de overveje særdeles nøje, hvor meget de stoler på hinanden.

Eksemplet kaldes ”prisoners dilemma”, og det er blevet en klassisk illustration af en situation som vi kender fra utallige andre sammenhænge, nemlig at der er fordele for deltagerne hvis de kan finde ud af at samarbejde. Men det kræver at de stoler tilstrækkeligt på hinanden til at risikere at blotte sig.

Kan det betale sig at samarbejde?
Prisoners dilemma kan afvikles i to forskellige udgaver. Det ene spil kører kun én gang, og defor gælder det for parterne bare om at få det maksimale ud af det for sig selv. Hvis man alligevel ikke kommer til at samarbejde igen en anden gang, kan man principielt være ligeglad med hvad ens valg betyder for de andre spillere.
I den anden udgave kører spillet flere gange, og dét ændrer situationen markant. Når spillet fortsætter bliver det i spillernes interesse at finde et samspil, der over tid giver begge parter det bedste resultat, og derfor er det værd at tage en vis risiko for at få et samarbejde igang.
Når spillet kører flere omgang får spillerne lejlighed til at studere hinandens strategi. og gennem deres handlinger har de mulighed for at markere, at de ønsker at samarbejde - f.eks. ved at undlade at stikke modparten. I et fortsat samspil vil man også bedre kunne acceptere, hvis man i nogle omgang sætter lidt til i forhold til de andre, fordi man kan se at samarbejdet over tid kan give det bedste udbytte.
Vi kender mekanismerne fra dagligdagens forhold. Man behandler folk bedre, når man er i tæt samspil med dem, og man ved at det vil fortsætte længe endnu. I ægteskaber er parterne villige til at gå meget langt for at få tingene til at fungere, men når først parterne finder ud af at de vil skilles, så finder de sig ikke i noget mere.

Hvad sker der, hvis man vælger ikke at samarbejde? I prisoners dilemma kan den ene fange være så heldig, at den anden samarbejder, og så slipper den første fange helt for at sidde i fængsel. Til gengæld skal han nok ikke regne med samarbejdsvilje fra sin kammerat, næste gang de mødes. Hvis spillet er fortsat, betyder det at begge parter går glip af den løsning, der ville give mindst sammenlagt tid i fængsel for dem begge.
Med andre ord: Prisen for at pleje sin egen kortsigtede interesse er, at man afskærer sig fra en større, fælles fordel på længere sigt.

Overvejelserne omkring prisoners dilemma er så aktuelle som nogensinde. Ser man fremefter, så bliver vi tættere forbundet, mere indbyrdes afhængige og i samspil med langt flere. Vi vil sælge og forbruge processer og indgå i forhold hvor bruger og producent samarbejder om løbende tilpasninger. Med andre ord, vi spiller i stigende et fortsat spil, hvor der kan være fordele i at skabe plussum spil og win win situationer.
Samtidig vil vi ikke så let kunne handle egoistisk og asocialt uden at skulle stå til regnskab for det fremover. Vores handlinger vil blive registreret i stadig finere detaljer, og andre vil kunne se dem og vurdere om de tror vi er værd at samarbejde med. Vælger vi ikke at samarbejde: hvis vi blot tænker egoistisk, kortsigtet, på ét spil ad gangen - så afskærer vi os selv fra det, der kunne have været en gevinst

Omvendt nytter det ikke at være naiv og blindt kaste alt hvad man har ud til fællesskabet. Man kan fortsat blive snydt, man kan gøre en dårlig handel, eller blive svigtet af dem man troede man kunne stole på. Virkeligheden er en blanding af samarbejde og konkurrence
Prisoners dilemma er netop et dilemma; Man har muligheden for at opnå en gevinst i fællesskab, men man risikerer at tabe stort på forsøget hvis modparten ikke samarbejder.

Tit for tat
Det store spørgsmål er så, om man kunne finde en god, generel strategi til at håndtere den form for dilemmaer. Den forskningsgren som undersøger problemstillinger som prisoner's dilemma kaldes spil-teori. Indenfor spil-teori prøver man at beregne matematisk hvad der er de bedste strategier for at klare sig indenfor et givet sæt regler.

For at undersøge prisoners dilemma, indbød den amerikanske professor i statskundskab, Robert Axelrod, i 1980 forskere fra hele verden til at indsende deres bud på den bedste strategi for de to fanger. De indsendte strategier blev indkodet som et program, der blev afviklet i en computersimulation, hvor alle strategier fik lejlighed til at dyste mod hinanden gennem tusindvis af runder.
Den vindende strategi viste sig at være en af de simpleste; den kaldes Tit for tat - man kunne oversætte det som ”noget for noget”. I al sin enkelthed lyder strategien: Start med at samarbejde, og gentag derefter hvad modparten gjorde i det foregående træk.
Med andre ord, skal man som udgangspunkt stole på modspilleren, men samtidig være klar til at slå igen, hvis det viser sig at modspilleren ikke samarbejder.

Man kan drage nogle meget instruktive konklusioner ud fra Tit for Tat strategiens succes:
- Når samspillet er fortsat, er der generelt større fordele ved at samarbejde end ved at konkurrere
- Hvis man vil etablere et samarbejde, må man tage initiativet ved at melde positivt ud - selv om det indebærer en risiko for at den anden udnytter det til selv at score
- Man skal være klar til at give igen, hvis modparten forsøger at snyde
- Man skal være klar over, at de andre spillere vurderer om de vil samarbejde med en, ved at se på hvordan man tidligere har spillet.

U-moralsk
Nu, godt 30 år efter Axelrods stiliserede simulationer, har utallige spil-teoretikere og filosoffers indsats ikke præsteret en teori, der bedre kan beskrive det dilemma, vi mennesker i den virkelige virkelighed står overfor, når vi overvejer om vi skal vove at samarbejde med andre mennesker.
Tit for tat strategien antyder, at vi bør justere den opførsel, de fleste af os har som udgangspunkt. I stedet for refleks-agtigt at være lukket overfor fremmede og holde godt fast i det man har, bør man i højere grad åbne op og tage chancen ved et samarbejde og dele.
Og det bliver der stadigt vægtigere grunde til. Axelrod viste, at jo mere forbundne spillerne er, og des oftere spillet gentages, des bedre svarer det sig at samarbejde - og det er, som vi har været inde på mange gange efterhånden, netop den vej det går i samfundet.

Det lyder både opmuntrende og intuitivt rigtigt at den mest robuste strategi er at samarbejde, men for den indre kyniker er det også interessant at se, at det kan underbygges videnskabeligt.
Det er værd at påpege, at prisoners dilemma ikke handler om moral; det handler om hvad der giver den største fordel i længden.
Det er ikke for de andre skyld, man skal samarbejde - det er fordi man indser at man selv ender med et større udbytte ved at få det fælles samspil til at fungere.

Vi har tidligere været inde på en lang række årsager til at det i almindelighed giver en fordel at slå sig sammen, og at det betyder, at at tingene tenderer til at blive mere og mere sammensatte. Det gælder for evolutionen af enkeltceller i retning af komplekse organismer, og det gjaldt for bønder der slog sig sammen i andelsbevægelsen; man opnår noget ekstra gennem et samspil.
Det er de fordele, det gælder om at få adgang til - og det er her tit for tat strategien kan være en inspiration.

Det første skridt
Det første skridt i strategien handler netop om at tage det første skridt; Get the ball rolling.
Vi kender situationen fra kæresteforhold. I starten er man i tvivl; man tror den anden vil, men man ved det ikke ikke rigtigt, så man holder også selv lidt igen med signalerne. Men på et eller andet tidspunkt er en af parterne nødt til at melde ud, hvis der skal gang i forholdet. Selvom det indebærer risikoen for et smertefuldt afslag.
I den slag dilemmaer er det godt at have lidt at stive sig af med, og med kendskab til tit for tat strategiens succes, forstår man hvorfor det som udgangspunkt er det klogeste at satse på samarbejde.
Man skal vove at vise tillid og have tiltro. Dare trust, som vi plejer at sige. Vi ved ikke med sikkerhed at modparten vil samarbejde, men hvis vi har tillid, så tør vi løbe risikoen for at blive snydt. Tilliden bygger bro over vores usikkerheder.
I nogle henseender virker det iøvrigt mere præcist at bruge ordet ”tiltro”. Når vi viser tillid til nogen, så løber vi en risiko - de to ting hænger nøje sammen. Om vi tør løbe en risiko, afhænger dels af om vi har tillid til en bestemt person, men også af, om vi mere generelt har tiltro til at andre mennesker overvejende også ønsker at styrke det fælles. Om vi tør tage chancen og vise tillid, bunder i , om vi har tiltro til at det nok skal gå.
Der er altså to sider af tillid og tiltro. En person kan gøre sit til at vi får tillid til vedkommende - men vi skal også selv være indstillet på at vise tillid; ved som udgangspunkt at have tiltro til samarbejde.

At vise tillid betyder at man overskrider det sikre og givne. Tillid virker som olie, der smører maskineriet, og får tingene til at glide, tiltrods for små skævheder. Man vover at løbe en risiko, for at opnå den ekstra gevinst, der kan opstå i et samarbejde. Derfor er tillid meget skrøbeligt. Det er langt nemmere at ødelægge tillid end at bygge den op. Et lille frø af mistillid breder sig og er selvforstærkende, for når først andre holder op med at tage chancer, så kommer vi i samme situation, som fangen, der vælger at angive sin makker, af frygt for at ende med at skulle tage hele straffen. Uden tillid er det mest rationelle, at gøre det, der er sikrest for en selv nu og her - og dermed afskærer man ikke alene sin egen, men også den anden spillers mulighed for at opnå det ekstra, som et samarbejde kunne have ført til.

Finanskrisen i 2008 var et meget tydeligt eksempel på effekten. Når først tilliden og tiltroen forsvinder, fryser alle former for samarbejde fast. Ingen tør låne til andre, og det kræver enorme garantier fra nationalbankerne, før nogen igen tør tage det første skridt til at sætte det økonomiske samspil igang.

Francis Fukuyama påviste i sin bog Trust, hvordan samfund med en lav tillid borgerne imellem, er tilbøjelig til at løse problemer gennem retssager. Enhver holder på sit, præcist efter lovens bogstav, for hvis ikke det går helt efter bogen, så risikerer man at nogen vil udnytte det til at søge erstatning.

Free-riders
Mange af de samarbejder vi indgår i, drejer sig ikke kun om to personer, men om et samspil mellem en lang række spillere, som ofte aldrig møder hinanden. Det sætter den skrøbelige tillid under yderligere pres.
En af svaghederne ved større fællesskaber er at de er sårbare overfor at blive misbrugt af folk, der udnytter de goder, som fællesskabet stiller til rådighed for hinanden - men uden selv at bidrage med noget. Indenfor spilteori kalder man dem free riders. Det er gratisterne, nasserøvene; dem, der lige skummer fløden, hopper videre til det næste, og overlader det til andre at samle stumperne op. Vi kender det fra alle de steder, hvor man arbejder sammen med andre om at løse en fælles opgave. Hvis nogen driver den af, men alligevel tager for sig af det, de andre har skabt, så virker det stærkt demoraliserende. Man mister lysten til at knokle for fællesskabet, når man kan se at der er andre, der kun udnytter det.
Velfærdsstaten er et eksempel. Vi nyder alle godt af gode veje, af at kunne blive behandlet på hospitalet, få vores børn uddannet, og af at politiet rykker ud, hvis vi kommer i knibe. Men nogle har meget travlt med at regne ud, hvordan de kan undgå at betale ligeså meget i skat som os andre.

Det underminerer naturligvis et system, der bygger på at alle yder en indsats, hvis nogen kan slippe afsted med at nyde frugterne af fællesskabets anstrengelser, uden selv at yde noget. I værste fald betyder det, at det fælles projekt falder fra hinanden, og dermed er enhver overladt til at finde sin egen løsning, hvilket typisk er dyrere.
Det er præcist som i prisoners dilemma: Hvis ikke der er tillid mellem spillerne, så mister de den mulighed for gevinst, der kunne opnås gennem samarbejde.
Det amerikanske sundhedssystem kan tjene som eksempel. Amerikanernes gennemsnitlige levealder er 78.1 år, en anelse lavere end danskerne, som i snit lever 78.3 år. Amerikanernes system af private sygeforsikringer kombineret med lægers meget dyre forsikring mod erstatningssager gør det amerikanske sundhedssystem langt dyrere end det overvejende statslige system vi kender fra Europa. Amerikanerne betalte - ifølge OECD - i 2008 15.2 % af deres BNP til sundhedsomkostninger. I Danmark betalte vi 9.3% - knap 20.000 kr. mindre pr. person årligt.

The shadow of the future
Den store forskel på et prisoners dilemma, der er fortsat og et, der kun spilles en enkelt gang, er, at i det fortsatte spil, kan man observere modpartens opførsel og lade det indgå i ens strategiske overvejelser. Når man ved, at man kan blive holdt ansvarlig for sine handlinger, vil de fleste være tilbøjelige til at opføre sig mindre egoistisk i forhold til medspillerne.
Robert Axelrod, som foretog simulationerne, der godtgjorde tit for tat strategiens styrke, siger, at man handler i ”skyggen af fremtiden”.
Tit for tat strategien er at samarbejde som udgangspunkt, og derefter at gøre det samme som modparten. Hvis modparten svigter, så skal man give igen af samme mønt. Den sidste del er nok så vigtig, for uden den behøver spillerne ikke at bekymre sig om konsekvenserne af deres handlinger.

Hvis man vil have andres tillid, gælder det om at have et godt omdømme. Man skal kunne sandsynliggøre overfor andre at man er troværdig. Og tilsvarende er det en forudsætning for at der kan opstå tilid og samarbejde, at fællesskabet har måder at identificere dem, der ikke bidrager positivt. Det kan være svært nok at gennemskue folk, man omgås ansigt til ansigt, men i et globalt digitalt netværk bliver samspillet ekstremt abstrakt, og derfor er det afgørende at systemet kan levere gennemskuelighed, omdømme og tillid.

E-handel illustrerer det. Med internettet har vi i princippet en global markedsplads, der kan føre til en meget produktiv udveksling af ressourcer. Men det kræver en høj grad af tillid at overføre penge eller at sende varer ud i cyberspace til nogen, man ikke aner hvem er - ikke mindst, når halvdelen af de mails man modtager, består af mere eller mindre åbenlyse og talentfulde forsøg på at franarre en penge.
Derfor ser vi at mange webbutikker bruger en hel del plads på deres reputation systemer: Man opfordrer kunderne til at give deres vurdering, man kan skrive kommentarer, og på sites, som Amazon, Ebay eller Pricerunner, der samler priser fra mange forskellige udbydere, er der typisk et antal stjerner eller en angivelse af hvormange kunder der har været tilfredse.
Specielt Ebay har været meget opmærksomme på at tillid er en afgørende forudsætning. For at kunne skabe en online auktion, hvor millioner af udbyder og sælgere tør handle har Ebay ikke alene Ebay udviklet meget enkle og overskuelige måder at synliggøre sælgeren og hvad vedkommendes omdømme er, Ebay har også kørt store reklamekampagner under sloganet ”The power of all of us”, hvor temaet har været historier om mennesker, der finder glæde ved at hjælpe hinanden, selvom de ikke kender hinanden på forhånd.

Et andet eksempel på tillidsskabende mekanismer er FNs våbeninspektører eller inspektører fra den internationale atomenergikommission. Nedrustning kræver - om noget - gensidig tillid, og for at gøre det synligt, at aftalerne virkelig overholdes, har man etableret internationale hold af inspektører der har ret til at foretage uanmeldte kontrolbesøg. Hvis et land ikke vil lade inspektørerne komme til, sender det et meget kraftigt signal til de øvrige parter i aftalen, om man ikke bør vise det land for meget tillid.

Evolutionen har været en fremadskridende række af teknologier, der gør det muligt at forbinde os og samarbejde i større og større sammenhænge: sprog, veje, bogtrykkerkunsten, de digitale netværker... Prisoners dilemma viser, at vi, alt andet lige, bør satse på at samarbejde, men for at realisere potentialet i samspillet er vi sideløbende nødt til at udvikle mekanismer, der skaber tillid.
Vi kommer nærmere ind på anonymitet og privatliv senere, i kapitel ##, men som udgangspunkt er det nødvendigt for at det globale samspil kan fungere, at den enkelte spiller er synlig og bliver holdt ansvarlig - på godt og ondt - for sine handlinger.

Tit for Tat strategi som en kompetence
De tillidsskabende foranstaltninger vil altid være lidt bagefter, for vi har en nærmest lovmæssig tilbøjelighed til konstant at udbygge vores forbindelser til nye sammenhænge, for at opsøge nye potentielle gevinster. Vi kommer ikke udenom prisoners dilemma, tværtom. I netværkets tidsalder vil vi komme til at være langt tættere forbundne, og med en højere grad af indbyrdes afhængighed.
I det 21. Århundrede er det en central kompetence at have modet og tiltroen til at handle, tiltrods for at man ikke kan være helt sikker på udfaldet.
Det er ikke nemt, og bestemt heller ikke for undertegnede, at tage chancen, at vise tillid, kaste sig ud i det, og få bolden i spil. Det kræver mod, og måske endda en vis trodsig naivitet. Man vælger at tro på andre, vælger at stole på at det går. Det er en bevidst handling at overskride sin tilbøjelighed til holde sig til det sikre.

Vi kan ikke lære at holde af at tage chancer, men vi kan lære at være mere trygge ved den chance vi tager, fordi vi bedre forstår mekanismerne i det spil, vi spiller. Der er især tre omstændigheder som fordrer, at vi fremover må vove at vise mere tiltro til det usikre end vi umiddelbart er tilbøjelige til:
- For det første, så indebærer tit for tat strategien, som vi har set, at man er nødt til at melde positivt ud for at få startet en samarbejdssituation
- For det andet, så kan man ganske enkelt ikke forudsige, hvad der vil ske. Når man har med komplekse systemer at gøre, er man generelt nødt til at handle ud fra en vurdering af sandsynligheder og risici - snarere end vished
- For det tredje, og det kommer vi tilbage til i ##kapitlet om evolution, så er det risikabelt ikke at tage chancer. Det er naturligt at forsøge at minimere sine risici ved at holde sig til det velkendte. Men evolutionen står ikke stille. Omstændighederne omkring os forandres konstant, og vi risikerer at tabe i kampen om ressourcer, hvis ikke vi forstår løbende at tilpasse os gennem eksperimenter og fornyelse.


Imødekommenhed, risikovillighed, tiltro, tillid og ståen til ansvar for sine handlinger. Det er nogle af de nøgleord, der kan beskrive det mindset, der kræves for at indgå i produktive samspil med andre.
Åbenhed er endnu en del af fremtidens kompetence. Åbenheden tager vi fat på i næste kapitel.


Reference:
Robert Axelrod: the evolution of co-operation, 1984

Francis Fukuyama: Trust. The social virtues and the creation of prosperity. 1995

Gennemsnitlig levealder, 2009: CIA factbook:
https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/rankorder/2102rank.html

Sundhedsomkostninger i procent af BNP:
http://www.oecd.org/document/16/0,3343,en_2649_34631_2085200_1_1_1_1,00.html

Ebay: The power of all of us reklamer:
http://www.thepowerofallofus.com/flash.html