Letting go

Imagine no possessions
I wonder if you can
No need for greed or hunger
A brotherhood of man
Imagine all the people
Sharing all the world

You may say that I'm a dreamer
But I'm not the only one
I hope someday you'll join us
And the world will live as one

Ja, ja, ja, det er meget godt med ham Lennon; sharing all the world... Det emmer af hvide gevandter, langt hår og bløde strygere.
Der har altid været en del af kulturen omkring internettet, der meget hippie-agtigt har set nettet som et værktøj, der kunne binde menneskeheden sammen i et langt stærkere fællesskab, hvor noget der kunne minde om John Lennons drøm blev virkeliggjort. Det kan skyldes at centrum for udviklingen har været Silicon Valley og området omkring San Francisco. Den californiske kultur kan hurtigt blive temmelig new age rørstrømsk. På den anden side, så er spillet på mange måder under grundlæggende forandring - og en af følgerne er, at vi er nødt til at tænke anderledes på forholdet mellem den enkelte og fællesskabet, og på den traditionelle opdeling mellem mit og dit.
Det er ikke nødvendigvis fordi vi vil elske hinanden højere fremover, men vores omstændigheder vil være sådan, at det vil være langt tydeligere, at vi er indbyrdes afhængige og at den enkeltes og fælleskabets interesse er sammenfaldende. Den teknologiske udvikling og den stadig tættere sammenkobling af alt og alle vil indebære, at der bliver større sandsynlighed for at få gevinst ved at deles og samarbejde, og omvendt, at der bliver større risiko ved at forsøge at klare det hele selv.
Open innovation og open source projekter er eksempler på en ny måde at organisere sig, og en opfattelse af værdier, som noget der opstår i samspil med andre.

Et væsentligt i forandringen er, at fokus i økonomien er gået fra atomer til bits. Den gamle økonomi handlede om atomer: Stål, korn, olie, biler, køleskabe og andre fysiske varer. Atomer er tunge og det tager sin tid at sende dem fra sted til sted. Atomer kan også kun være ét sted ad gangen. Når man sælger en fysisk vare til andre, har man den ikke længere selv.
Den moderne økonomi handler i høj grad om viden; om noget som kan udtrykkes i bits. Det omfatter rigtig meget, lige fra en gen-sekvens, en CAD-tegning, et administrationssystem til en madopskrift eller årets pressefoto.
En afgørende forskel mellem bits og atomer er at vi kan beholde bits, selvom vi udveksler dem med andre. Kopier er nøjagtigt lige så god som originalen, og derfor mister vi ikke noget ved at dele vores bits.
Tværtimod, så kan vi ved at udveksle information opnå, at der opstår noget ekstra i samspillet, som ingen af parterne har hver for sig.
Bits udmærker sig også ved at de er yderst egnede til at redigere og kombinere med andre bits på nye måder, og så kan de distribueres billigt, globalt og øjeblikkeligt.
Kort sagt; omkostningen ved at dele er blevet mindre. Man kan beholde originalen, og distributionen er nærmest gratis.

Nulsum eller plussum spil
Den fysiske verden er overvejende et nulsums-spil, hvor det gælder om at få sin del af en endelig mængde goder. Jo mere jeg tager, des mindre er der til de andre. Man siger også om fysiske goder at de typisk er ”rivaliserende”. Hvis der en der bruger det - hvad enten det er en cykel, en parkeringsplads eller noget frisk luft, er det ikke tilgængeligt for andre.
Det er den helt elementære sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel, der styrer prisen. En vare der er sjælden, men efterspurgt, bliver dyr. Hvis der er rigelige og lette forsyninger nok til alle, så falder prisen. Hvis der er masser af vand, og det ikke koster ret meget at stille det til rådighed, så er prisen på vand lav. Hvis der er mangel på vand, så kan man få mere for det.
Derfor gælder det for sælgeren om at begrænse adgangen til varen - det er eksklusivitet der giver værdi. Det er eksempelvis derfor OPEC laver aftaler mellem sine medlemslande om at sætte produktionen af olie ned, hvis priserne er blevet for lave.

Bits er anderledes. Der er ikke en naturlig knaphed på dem, det koster next to nothing at lave flere kopier hvis der er nogle der ønsker dem.
Derfor er udvekslingen af bits typisk et plussums spil, der udmærker sig ved at samarbejdet fører til at der skabes flere goder, så lagkagen, der skal deles, bliver større.

Hvis man skal gøre bits eksklusive, kræver det en vis indsats. Man skal patentere sine informationer eller håndhæve sin ophavsret. Informationerne skal krypteres, forsynes med passwords og man skal hyre advokater der kan opspore og retsforfølge dem, der laver u-autoriserede kopier.
Det kan der være gode grunde til. Hvis jeg har investeret et stort beløb i at udvikle formlen for et medikament, eller i at optage en James Bond film, så vil jeg gerne sikre, at jeg får betaling fra alle der nyder godt af produktionen. Hvordan skal jeg ellers hente min investering hjem igen?

Bit forsynet med copyright følger den samme logik vi kender fra fysiske goder: Hvis et gode er nyttigt, men knapt, så er det mere værd. Men egentlig behøver bits jo ikke at være knappe. I modsætning til atomer, kan man i princippet meget billigt stille bits til rådighed for enhver der kunne få nytte af dem, og dermed ville informationerne kunne skabe meget mere værdi. Faktisk kan man hævde, at informationer som ikke er til rådighed for fællesskabet - f.eks. fordi de er patenterede eller under copyright - bliver til blokeringer for den videre kreativitet og værdiskabelse for fællesskabet. Hvis et selskab har retten til informationer, der er centrale for kulturen eller for videnskaben, f.eks. et meget kendt billede eller en grundlæggende mekanisme indenfor bioteknologi, så kan ejeren forhindre andre i at bygge videre på de informationer.

Der er ofte den type konflikt mellem værdien for de enkelte og værdien for fællesskabet. Det ville selvfølgelig være sympatisk at stille sine bits gratis til rådighed for fællesskabet, og på den måde gøre de bits mere værdifulde for alle. På den anden side bliver det meget svært at tjene penge til sig selv. Og uden penge er der ikke råd til at financiere produktionen af nye bits.

Det lægger grunden for nogle stensikre temaer i medier og retssale de kommende år: Hvor går grænsen for beskyttelsen af den enkeltes ophavsret i forhold til værdien for fællesskabet? Hvordan finder man en rimelig balance, hvor dem, der gør en indsats og investerer I at skabe nyt, sikres en chance for at tjene på det, de har skabt - samtidig med at man undgår at byggeklodserne til videre kreativ udvikling låses væk for andre - og at udviklingen dermed bremses for os alle?

Der er to forskellige løsninger på den problemstilling - man kan se på det ud fra nul-sums eller fra en plus-sums vinkel.
Hvis eksempelvis Disney ikke kan håndhæve sin ret til at bestemme, om og hvordan andre kan bruge Mickey Mouse figuren, så mister Disney indtægter, medens andre tjener penge på at bruge en figur, som Disney har udviklet - det er et klassisk nulsumspil.
Det samme eksempel, men set som et plus-sums spil, ville være at Disney lader enhver bruge Mickey figuren frit, i forventning om når andre bruger Mickey, så skaber det mere interesse for alle former for Mickey-produkter, inklusive dem, Disney selv producerer.

I Mickey Mouse eksemplet er der næppe tvivl om at det svarer sig bedst for Disney at satse på nulsums-modellen - men der er andre situationer, hvor det er omvendt: De bits man ejer bliver mere værd, både for en selv og for andre, jo flere der bruger løs af dem.
Bogen her er et eksempel. Lige fra den kun var en lang liste af stikord, har jeg lagt indholdet på mit website, i håb om at få tilbagemeldinger og for at skabe interesse om emnet. Mit ræsonnement har været, at hvis nogen læste mit materiale og havde kommentarer, så ville det formentlig være folk med en stor interesse og indsigt i bogens temaer, og derfor ville deres kommentarer føre til at bogen blev bedre. Og det har holdt stik, jeg har taget imod bidragene med kyshånd.
Det er også min erfaring fra mine andre bøger, at det ikke så meget er salget af bøgerne, man tjener på, men de foredrag, konsulentopgaver, nye jobs osv. der følger med, fordi andre gennem bogen hører om et emne, de har brug for at vide mere om. Også af den grund er det kun en fordel for mig, hvis folk downloader dele af bogen fra mit website, eller tager fotokopier til sig selv og andre. Hvis der ligefrem er nogen der går videre med mine tanker, og bygger ovenpå dem eller citerer mig (med kildeangivelse, selvfølgelig), så kommer jeg også videre fagligt ved at se, hvordan andre kan videreudvikle det jeg var nået frem til.

Jo, jeg ved udmærket at jeg befinder mig et godt stykke ude af the long tail. Jeg er ikke en multinational koncern, mit bogsalg er begrænset, og det samme er mine udviklingsomkostninger - men jeg lever dog af det. Det er alvor.
Jeg er ikke den eneste, der spiller det spil. Der er tusindvis af forfattere, konsulenter, coaches, forskere, musikere, fotografer, der lægger en stor del af deres produktion ud på nettet. De gør det for at fortælle andre hvad de kan, og for at etablere sig selv som deltagere i udviklingen om emnet.

The long tail kurven er et møde mellem nulsum og plussums strategier. I hovedet, der hvor blockbusterne findes, er det et nulsumspil; en benhård konkurrence om at erobre så stor en del af kundernes penge og opmærksomhed som muligt. Ude i den lange hale formindskes det økonomiske motiv, af gode grunde, og i stedet er udvekslingen drevet af ønsket om anerkendelse, om at være social, og om at være en del af en fælles udviklingsproces. Hvis det er dét spil, man spiller, så er man bedst tjent med at gøre adgangen til sine bits fri.
Det mest interessant område er dér, hvor de to spil overlapper. Hvor spillerne vil tjene penge, men gerne som en del af fælles process, der udvikler nye muligheder og markeder for alle. Med andre ord: Der er en stor del af informationsøkonomien, der i disse år eksperimenterer med at finde måder at nyde godt af fællesskabet på en måde der fører til at både de selv og fællesskabet får større værdi end hvis alle havde satset på at klare sig selv og holde adgangen til deres information lukket.

Hemmeligheder er spildte muligheder
World Wide Web, som vi alle er fuldstændigt afhængige af idag, er et eksempel på det modsatte. Tim Berners Lee, som opfandt den standard, der gør det muligt at klikke sig vej rundt på internettet, valgte bevidst ikke at tage patent på sin idé. Han gjorde den frit tilgængeligt, og derfor kunne alle begynde at udvikle løsninger baseret på WWW-protokollen, uden at frygte at ejeren af patentet ville forsøge at kontrollere og kræve ind. Tim Berners Lee blev ikke rig som Bill Gates, men han klarer sig dog fint - han er sågar blevet adlet. Berners Lee mener selv, at WWW ikke var blevet så stor en succes, hvis han havde patenteret protokollen. Havde han forsøgt at begrænse adgangen til sin opfindelse, ville han altså ikke være blevet det ikon han nu er - og verden ville have ventet længere på en teknologi, der kunne låse op for internettets potentiale.

I et plussumsspil indser deltagerne, at de samlet set er bedste tjent med at al information står til rådighed for alle der vil arbejde videre med dem. Det er et sammenskudsgilde, hvor alle bidrager, og derfor opstår der noget, der er større og som har kvaliteter, ingen enkelt deltager kunne have opnået.
Tim Berners Lee valgte plussumspillet, og dermed ændredes logikken omkring den information han havde: Hvis man ser sin egen succes og fælleskabets succes som indbyrdes afhængige, så bliver det uhensigtsmæssigt at holde viden for sig selv. Innovation og udvikling sker, når ideer forbindes på nye måder, og derfor spilder man muligheder for at skabe værdi, hvis man vælger at holde sin viden hemmelig og uden for samspillet.

Det kan lyde som en naiv, romantisk fantasi, men faktisk er det præcist det vi ser for en meget stor del af internettets information.
Prøv selv at tænke efter: Vi nyder i meget vid udstrækning godt af de millioner af mennesker, der frit og kvit lægger værdifuld information ud til fælles afbenyttelse. Og mange af dem der gør det, har ved at være åbne og øse af deres viden, skabt sig en fremtrædende position som eksperter og nøglespillere indenfor deres fag-område.

Web 2.0
Tilbage i 2004 fandt den amerikanske forlægger og konference-arrangør Tim O'Reilly på ordet Web 2.0, for at beskrive en interessant omstændighed ved mange af de mest populære nye websites. Snarere end at hvert site offentliggjorde sine egne, færdige informationer, lidt ala en online avis eller et opslagsværk, så udmærker web 2.0 sites sig ved at være som platforme, hvor informationer fra mange forskellige kilder kombineres. Den nye generation af sites er ikke en-vejs broadcasting, men derimod samtaler, diskussion og remixing. Wikipedia, YouTube, Facebook og Google Earth er nogle af de prominente eksempler sites, hvor indholdet sammensættes af data fra mange forskellige andre sites - plus en høj grad af bidrag fra brugerne selv.

Blandt de kendetegn som Tim O'Reilly påpeger ved web 2.0 er at det er sites, der formår at trække på brugernes kollektive intelligens, og det er systemer, der bliver bedre, jo flere der benytter dem.
Set med kompleksitetsbrillerne på, er web 2.0 et klart eksempel på emergens: Vi ser hvordan et øget samspil mellem mange parter fører til at helt nye kvaliteter opstår. Og det er de nye kvaliteter, der gør deltagelsen på web 2.0 sites til en win-win situation: Man afgiver den eksklusive kontrol over sine egne bits, men man til gengæld nyder man godt af det, der opstår, når ens bits videreudvikles i samspil med de andres bits.

I IT-kredse taler man om ”network effects”, når værdien af en teknologi vokser med antallet af brugere. Det banale eksempel er telefonen. Der er ikke meget ved at være den første der har en telefon, men når der kommer flere telefoner på nettet, stiger værdien. På samme måde er det med web 2.0 sites: jo flere der bidrager, des bedre.

Fælles meningsdannelse
Wikipedia er vel det smukkeste eksempel på at tusindvis af mennesker kan dele deres viden til gavn for alle. Det er en forbløffende kilde til viden - i ###skrivende stund er der over 9 millioner artikler på 250 forskellige sprog, og hver dag foretages der 220.000 tilføjelser og rettelser. I april 2008 deltog 175.000 registrerede brugere med bidrag.

Navnet wikipedia stammer fra den type software, der bruges til organisere indsatsen. Det hedder en wiki, og princippet er ganske simpelt: Det giver brugere adgang til at oprette nye artikler og til at rette og tilføje i de artikler der findes i forvejen. Desuden kan man spole tilbage i en artikels tilblivelseshistorie, for at se hvem der har lavet ændringer, og hvis man er uenig, kan man endda vælge at omgøre ændringerne (naturligvis med den mulighed at andre efterfølgende vælge at omgøre dén ændring). Nok så vigtigt, så behøver man ikke at installere et særligt program på sin computer, det hele kan bruges via en almindelig webbrowser.

Wikis bruges i mange andre sammenhænge end Wikipedia. Mange organisationer eller firmaer bruger wikis til organisere projekter, som et forum for debat, eller til at indsamle og strukturere viden. ## Wikis bruges ofte i internationale videnskabelige projekter. Nogle lande har endda forsøgt sig med wikis som en måde at inddrage borgerne i at skrive nye love.

Der findes en mangfoldighed af kollektivt forfattede opslagsværker af wiki-typer, som fokuserer snævert på et bestemt fag-område, f.eks. indenfor sundhed og sygdomme.
SNPedia er et eksempel, det er en wiki, der samler viden om betydningen af genetiske variationer. Det bliver hastigt billigere at få foretaget en kortlægning af ens DNA. Selvom der er et stykke vej, før det er økonomisk at kortlægge alle DNA'ets 3 milliarder basepar, så tilbyder en del selskaber at kortlægge et mindre udsnit, nemlig de sekvenser hvor man ved, at en enkelt variation i sammensætningen har en tydelig effekt på personens helbred eller karakter. De variationer kaldes Single Nucleotide Polymorphisms eller SNPs. De kommercielle DNA tests kortlægger typisk mellem 600.000 og en million af de mest betydningsfulde SNPs.
Lægernes og forskernes viden om hvilken effekt en specifik SNP har, er imidlertid stadig begrænset. Det er et af disse års store medicinske projekter, at kortlægge forbindelserne mellem en bestemt genetisk variation og dens effekter på vores helbred. Tusindvis af forskere rundt i verden arbejder på hver deres lille del, men der vil gå mange år med at få samlet brikkerne i puslespillet, for der er et enormt antal variationer og kombinationer.

Med projekter som SNPedia får langt flere, ganske almindelige borgere mulighed for at bidrage til kortlægningen. Folk, der bruger nogle tusinde kroner på at få en udlæsning af deres arvemasse er typisk meget interesserede i at forstå hvad deres egne gener disponerer dem for. Udover at få foretaget testen, bruger de gerne en hel del kræfter på at samle viden om konsekvenserne af de variationer, deres gener indeholder. På SNPedia kan man oprette artikler for en bestemt variation eller man kan tilføje mere viden om en variation, hvis man researchet sig frem til noget som ikke er med i SBPedia artiklen endnu. På den måde opbygger brugerne med tiden et meget nyttigt redskab til at studere sine egne gener. Ligesom Wikipedia er der ingen garanti for at alt hvad der står er videnskabeligt korrekt i mindste detalje - men de mange engagerede, og ofte højt kvalificerede brugere er med til at sikre at fejl bliver rettet og kvaliteten højnes.

Et andet eksempel fra den medicinske verden er websitet patientslikeme.com. Sitet er et samlingssted for patienter, hvor de kan få et indblik i erfaringerne hos andre med den samme sygdom eller som modtager den samme behandling. Som bruger og bidragyder opretter man en personlig profil under den sygdom man lider af, og man udfylder en lang række oplysninger om hvilken medicin man tager, hvor meget man tager, hvor længe man har taget det, hvor godt det virker, bivirkninger og så videre.
Derefter kan man gå ind og sammenligne den behandling, man selv modtager, med hvad andre gør. Websitet synliggør, at lægerne har meget forskellige strategier og doseringer, når de ordinærer medicin, og at der er tilsvarende meget forskellige grader af succes og bivirkninger ved behandlingerne.
En patient, der ikke rigtig synes at hendes behandling virker, kan på patientslikeme.com se, om andre patienter eksempelvis får en meget højere dosis eller om der er flere, der rapporterer, at de er gået over til et andet præparat.
Patientslikeme.com er kun lige begyndt at bruge dataene til egentlig forskning, men et nyligt forløb peger på potentialet. En brasiliansk bruger med en sjælden sygdom ved navn ALS havde læst en omtale af et forskningsprojekt, der undersøgte, om det kunne hjælpe at tage Lithium. Han begyndte derfor selv at tage lithium, og på Patientslike.me fortalte han om det og rapporterede løbende sine data. I løbet af meget kort tid begyndte over 200 andre patienter også at tage lithium og rapportere deres resultater. Det viste sig desværre, at lithium ikke hjælper, men i en videnskabelig forstand var forløbet interessant, fordi medicinalselskaber ofte har meget svært ved at rekrutere tilstrækkeligt med patienter til at lave solide undersøgelser om sjældne sygdomme. I dette tilfælde rekruterede patienterne sig selv, hurtigt og i ret stort antal.

En fuglerede af små og store bidrag
Brugerne af patientslikeme.Com bidrager med mange og meget personlige oplysninger. Det kræver et ganske stort engagement, men styrken i web 2.0 applikationer kan også manifestere sig ud fra langt mindre bidrag.
Som den amerikanske professor ved New York Universitys Interactive Television program, Clay Shirky påpeger, så er en af de store styrker ved sociale online netværker, at de kan indarbejde og nyttiggøre selv meget små bidrag.
Man behøver ikke at bruge uger på skrive en flere siders grundigt researchet artikel for at kunne bidrage til Wikipedia. Det er også fint at rette en stavefejl, eller tilføje en enkelt sætning, som man synes mangler. Når tærsklen for at bidrage sænkes, kan man få langt flere til at deltage. Førhen ville mange deltagere have været rodet og uoverskueligt, men nu skærper hvert bidrag kvaliteten. Systemet er, så at sige, istand til at udnytte alle de små bidrag langt ude i den lange halen, som førhen ville være forsvundet.

Som Clay Shirky skriver i sin bog ”Here Comes Everybody”:
”Deltagerne behøver ikke at være dybt motiverede. Hindringerne for at give sit besyv med er blevet ryddet af vejen, og derfor har folk der bare bekymrer sig en lille smule om en sag fået mulighed for bare at engagere sig en smule. Ikke desto mindre opnår de tilsammen en stor virkning”.

Der skal vitterligt ikke meget til. Mange sites beder brugerne om at vurdere kvaliteten af det de har set, f.eks. ved at give det mellem 1 og 5 stjerner. Det kræver meget lidt af den enkelte lige at ranke et videoklip, en faglig artikel eller kvaliteten af et hotelværelse. Men hvis der er tilstrækkeligt mange der gør det, så er summen af de vurderinger et interessant fingerpeg for nye brugere.
”Tagging” er et andet eksempel. På online fototjenester som Flickr kan man typisk tilføje et tag, altså et mærke eller en betegnelse, til de fotos man ser. På Facebook kan man tagge billeder med navnene på dem, der er med på billedet. Det er svært for computere at tyde hvad et billede forestiller, men når dem, der ser billederne, skriver at det forestiller ”Roskilde festival”, ”Bob Dylan” eller ”Olivia Andersen”, så bliver det pludseligt muligt at bruge søgemaskiner til at finde billeder.
#andre eksempler, find dem; delicious, youtube, facebook.
Selvom teknologien til automatisk at genkende ansiger eller steder på billeder er i hastig udvikling, så er tagging foretaget af brugerne indtil videre den eneste effektive måde at få gjort store mængder af fotos og video søgbare.

I mange tilfælde behøver brugeren overhovedet ikke at bidrage aktivt overhovedet, for systemet fungerer sådan, at man gør det smartere ved blot at bruge det. Online boghandlen Amazon.com registrerer de bøger man køber og ved at sammenligne med de bøger alle andre køber, kan Amazons system komme med særdeles overbevisende personlige anbefalinger af bøger som kunne tænkes at være interessante. Jo flere bøger man køber, des mere ved systemet om ens personlige smag - og jo flere kunder, der bruger Amazon, des bedre kan systemet forstå hvordan nogle bøger tiltaler bestemte grupper af kunder.
Et andet eksempel: Hver gang man foretager en Google søgning og klikker videre til et af de websites som bliver foreslået, indgår den information i Googles ”pagerank” algoritme, og dermed er man med til at forbedre søgningen for de næste, som søger på samme emne. De links, der er mest populære kommer højere op på den liste over sites, som Google foreslår.
###hænger sammen med spectrum af participation/network and hierarchy

Den engelske forfatter og konsulent Charles Leadbeater bruger et meget smukt billede på den fælles forståelse der på den måde opstår i netværker: Han sammenligner det med en fuglerede, der er samlet stump for stump af kviste, blade, fjer, hår og hvad der ellers kunne passe, stort og småt imellem hinanden.

For at sammenfatte; så er det blevet markant lettere, billigere og mere effektivt at arbejde sammen. Det betyder, at hvis man arbejder med bits, er den traditionelle strategi, hvor man holder kortene tæt ind til kroppen og forsøger at kontrollere så meget som muligt, er blevet mindre attraktiv i forhold til en åben, plus-sums strategi.

Fra Me til We thinking
Den teknologiske udvikling laver om på hvad der giver fordele og omkostninger. Nye muligheder åbner sig, og gamle strategier er ikke længere så konkurrencedygtige. For at trives, er vi nødt til at tilpasse os de nye omstændigheder, og lære at udnytte de værktøjer der nu er de mest relevante.
I dette tilfælde skal vænne os til at arbejde mere åbent og forbundet i større sammenhænge. Det er en tilpasning, der stikker dybere end at oprette en profil på Facebook eller at starte en wiki for medarbejderne i et selskab. Det er et radikalt ændret mindset; en anden opfattelse af individet i forhold til fællesskabet. Med Charles Leadbeaters ord, så er vi på vej fra ”me-thinking” til ”we-thinking”.

We-thinking er en af det 21. Århundredes grundlæggende kompetencer. Vi har været inde på årsagerne. Vi bliver tættere forbundet, Vi bliver mere indbyrdes afhængige, og vi er en voksende menneskehed på en planet med svindende ressourcer. Det bliver simpelthen sværere og sværere at insistere på at man ikke har fælles skæbne med resten af systemet. Og derfor skal vi lære i højere at handle med fællesskabets interesse som udgangspunkt.

Tanken burde ikke være fjern, for realiteten er, at vi rent fysisk er langt mere we end me. Vi har været ind på myretuer og bikuber som eksempel på meta-organismer. Ser man på aktiviteterne i en myretue over længere tid, kan det virke som om myretuen er et individ, og myrerne snarere fungerer som celler i den større organisme.
Ser man på menneskets krop har vi en snert af det samme. Vi består af vores egne celler, som er styret af det personlige DNA og deler sig ud fra de samme oprindelige to celler, der mødtes da vi blev undfanget. Men i vores befinder der sig trillioner af mikobakterier, faktisk langt flere I antal end antallet af menneskelige celler. Bakterierne fordøjer vores mad, de skaber nyttige stoffer, de påvirker vores udvikling og vores immunforsvar - vi kunne ikke fungere uden. Selv vores ”egne” celler har vi kun til låns. ##Som Tor Nørretranders beskriver i ”Grønt lys” så er vi alle del af en strøm, hvor molekyler udskiftes, indgår i nye sammenhæng, igen og igen. #98% af molekylerne i et menneske udskiftes hvert år, og alligevel forbliver minderne, personligheden, mønstret - stort set - intakt. De samme molekyler går videre og danner andre mennesker, dyr, planter, regn, bjerge, tøj, vaskemaskiner osv.
Vi er også tættere og tættere integreret med vores teknologi. Vi kunne meget dårligt overleve uden briller, proteser, tøj, mobiltelefoner, biler eller vores nye nervesystem; internettet. Og nu vi er igang, så er vi, helt grundlæggende og fuldstændigt afhængige af økosystemet.
Når man ser nærmere efter, er det meget vanskeligt at drage en linje for hvor den enkelte begynder og slutter. Vi er ikke så selvstændige individer som vi går og tror, og vi er tilbøjelige til at glemme i hvor høj grad vi har skæbne fællesskab med den store sammenhæng.

Letting go
Åbenhed er en logisk konsekvens af at skifte fra at tænke på ”mig” til i stedet at tænke ”vi”. Hvis vi er i samme båd og har fælles interesse, så gælder det om at få alle ressourcer i spil og alle i sving med at udnytte dem - for de andres gevinst er også min gevinst.
Kodeordet er ”letting go” - giv slip, lad dine informationer forbinde sig med andres informationer. Sænk paraderne, lad være at holde igen. Og nyd selv godt af det andre bidrager til samspillet med.

Det er et sats, selvfølgelig. Det var et sats, da IBM valgte at kaste sine ressourcer ind i Linux istedet for at udvikle deres egen platform. Det er et sats hver gang en virksomhed beslutter sig for at bruge en teknisk standard der gør det muligt at blive koblet sammen med udstyr fra konkurrenterne. Og det er et sats for mig at lægge mine guldkorn ud, så enhver kan tage dem.
Men chancen for at det er den åbne strategi der fører til størst gevinst er vokset, og det samme er faren for at man ikke kan klare sig alene, i en økonomi, hvor produkter og tjenester bliver stadig mere komplekse og integrerede.

Lad mig præcisere: Med letting go, mener jeg ikke at vi skal overgå til en totalt u-egennyttig altruisme. Det er ikke på nogen måde realistisk at vi dropper vores personlige stræben. Tværtimod, egen-interessen er en grundlæggende drivkraft for udvikling.
Åbenhed og fællesskab udelukker ikke at man også plejer sine egne interesser. Min pointe er imidlertid, at der er en stigende grad af sammenfald mellem den enkeltes og hele systemets interesse, og derfor vil vi fremover være bedre tjent med at se os selv som en del af en større sammenhæng. Vores indstilling skal ændres, fra en nærmest instinktiv lukkethed, til som udgangspunkt at være mere åben.
I ##forrige kapitel var vi inde på at det kræver tiltro og tillid at åbne op. Som Tim Berners Lee har sagt: ”It is about getting excited about connections rather than nervous” - Det handler om at være begejstret over forbindelser, snarere end bekymret.

Enhver var sig selv nærmest
Går man tilbage I kulturhistorien, så har mennesker hidtil set samfundet som rammen om en kamp for at overleve og om at sikre sig knappe ressource. Som enkeltpersoner, som familier eller som klaner har vi kæmpet I et nul-sums spil, hvor den enes gevinst var en andens tab.

Den engelske politiske filosof Thomas Hobbes havde ikke megen tiltro til menneskers samarbejdsevner, da han skrev bogen “Leviathan” I 1651. I bogen argumenterede Hobbes at menneskeheden ville forfalde til alles krig mod alle, og at livet for mennesker ville være ###ensomt, fattigt, uhumskt, primitivt og kort (“solitary, poor, nasty, brutish, and short”) med mindre de blev ledet af en stærk, enevældig hersker.
Hobbes filosofi passede til datidens realiteter, hvor kun konger med næsten uindskrænket magt over sine undersåtter kunne håndhæve landets love og mønstre hære til at forsvare landet.

Nogle hundrede år siden var tiden løbet fra enevælden. Verden var i opbrud, og de rige, driftige handelsmænd og en gryende klasse af industrialister ville ikke længere underkaste sig. Den ny filosofi var liberalismen, med dens tro på at hvis hver enkelt fik frihed til at bruge sine evner og forfølge sine, så ville det give den største rigdom for hele samfundet.
Udgangspunktet var fortsat individet og den enkeltes interesse - men tiltroen til menneskers evne var unægteligt vokset siden Hobbes.

I midten af 1800 tallets industrialisering var det tydeligt at liberalismen i praksis betød at nogle få fik mulighed for at erobre magten over produktionsapparatet, og dermed friheden til at skalte og valte med massernes velfærd. Socialismen og kommunismen var det filosofiske modtræk, med vægten på lighed, solidaritet og en central styring der sikrede at alt blev planlagt med øje for det fælles bedste.

De seneste hundrede års politik har dybest set handlet om at finde balancen mellem de to filosofier; mellem liberalismen og socialismen.
Som vi netop har været igennem, så har ikke mindst den digitale teknologi og internettet betydet at vi er knyttet langt tættere sammen end før. Forholdet mellem individet og fællesskabet er igen blevet forrykket - og spørgsmålet er, om det ligefrem kan føre til en ny politisk filosofi, der bedre kan håndtere det 21. Århundredes problemstillinger. Den nye -isme. Dét spørgsmål vil vi komme forbi i flere omgange i løbet af bogen.

Da USA løsrev sig englænderne i 1776 skrev de en uafhængigheds-erklæring; The declaration of independence, som på mange måder har præget politik lige siden. Idag hører man ofte at vi burde skrive en ny erklæring; en declaration of inter-dependence.
For det er realiteten: Vi er dybt indbyrdes afhængige og vi vil blive det mere og mere fremover. Det giver ikke længere mening at forstå os selv og vores handlinger som u-afhængige af andre. Fra det sekund hvor jeg bliver vækket om morgenen af mit radiostyrede vækkeur er jeg synkroniseret og i intenst samspil med den globale helhed. Varmen i radiatorerne, maden på borden, møblerne, computerens forbindelse til nettet... mit liv er bygget op omkring elementer der stammer fra hele verden, og når jeg bruger dem, påvirker jeg selv forholdene langt omkring mig.

Den voksende indbyrdes afhængighed er også uomtvistelig på det mere overordnede plan. Under den kolde krig var der to store blokke i verden, som havde forbløffende lidt samspil. Murens fald og Kinas åbning har betydet at halvanden milliard mennesker på få år rykkede fra at være ”fjenden” til at være en integreret del af systemet.
På miljøområdet står vi alle overfor den samme trussel om klimaforandringer, og den financielle krise, der raser medens dette skrives, har til overflod demonstreret at de globale markeder hænger sammen. Der er én økonomi, og ingen lande er upåvirkede, når det ene markedskollaps trækker det næste med sig. Hvad international politik angår, halter organiseringen noget efter de problemstillinger der skal tackles. Men antallet af deltagere i topmøderne giver et fingerpeg om retningen. G7 blev til G8, G8+5, og nu er den toneangivende forsamling blevet G20, i takt med at de hidtige stormagter indser, at det ikke giver mening at forsøge at drive global politik uden at giganter som Indien, Kina, Brasilien eller Sydafrika er med til beslutningerne.

Samarbejde som en evolutionær fordel
Nok en grund til at tro, at vi uafvendeligt driver i retning af mere samarbejde i større sammenhænge er, at det generelt giver en evolutionær fordel at samarbejde: Dem, der slutter sig sammen, vil med tiden tendere til at udkonkurrere dem, der forsøger at klare sig selv.
I sin bog ”Origins of wealth” opregner Eric Beinhocker, der er analytiker for McKinsey, 4 grunde til at samarbejde giver fordele:

- Muligheden for arbejdsdeling. I ”The Wealth of nations” forklarede Adam Smith, hvordan fabrikationen af knappenåle kunne gøres langt mere effektiv, hvis man delte processen op og lod én person tage sig af hvert trin, snarere end hvis hver arbejder selv skulle igennem alle trinnene af processen. Når man er flere, kan hver deltager fokusere på det, vedkommende er bedst til, og dermed optimeres udførelsen af opgaven.
- Forskellighed. Det er ikke altid, at vi lige har det der skal bruges for at løse et problem. Omvendt, har vi måske noget, andre kunne bruge i forbindelse med deres opgave. Når man er flere, har man adgang til en større og mere mangfoldig pulje af ressourcer.
- Stordriftsfordele. Når først vi har udviklet en process, behøver de andre ikke også at udvikle den. Vi kan deles om de samme værktøjer. Kobler vi os sammen i netværker, så stiger værdien af infrastrukturen for alle, hver gang der kobles nye deltagere på.
- Man spreder risikoen. Enhver kan rende ind i problemer, men når man kan trække på hjælp fra fællesskabet, bliver ujævnhederne glattet lidt ud over tid.

De fire typer fordele har man ikke, hvis man vil klare det hele selv, og det formentlig derfor at vi hele vejen op gennem evolutionen ser sammenkobling i større og større klynger.

Unsocial sociability, beneficial self interest
Den amerikanske forfatter Robert Wright påpeger i føromtalte - og yderst anbefalelseværdige - bog ”Non Zero” hvordan kristendommens moralske budskab om at vise kærlighed giver god mening ud fra et evolutionært synspunkt.
Selvom vi gerne vil tænke på kærlighed, altruisme og samarbejde som moralsk rigtigt, så giver de værdier også mening, fordi de simpelthen giver os en fordel i klassisk darwinistik forstand.
Man behøver altså ikke at have næstekærlige motiver for at have andres interesser for øje. Det kan også retfærddiggøres ud fra rent egoistiske motiver.

Præmissen i liberalismen er at, det moralske rigtige netop er at handle i sin egen interesse, for på den måde foretager hver af os, ud fra vores særlige viden, en afvejning af hvordan vi bedst muligt kan bruge vores ressourcer. Det er grundlaget for al handel; at begge parter føler at de er bedre stillet efter udvekslingen - og det storslåede er, at det også bliver til fordel for fællesskabet, for tilsammen betyder de mange egoistisk valg, at samfundets ressourcer som helhed bliver fordelt på den måde, der giver den største nytte. Det var den mekanisme, Adam Smith kaldte for markedets usynlige hånd.
Beskrevet med kompleksitetsteoriens begreber, er den usynlige hånd et glimrende eksempel på selvorganisering, og hvordan der kan opstå nogle nye, overordnede kvaliteter, når mange parter spiller sammen.

Det skal siges, at allerede Adam Smith selv var opmærksom på at markedsmekanismerne kan have slagsider, hvis egen-interessen får lov at stå helt alene. Kort sagt er problemet, som den dengang rigeste mand i verden, Bill Gates, sagde det på Davos mødet i 2008; at kapitalismen har det med at tjene dem, som har i forvejen, bedst.
På den baggrund kvalificerer den rendyrkede egoisme nok alligevel ikke helt som den kærlighed, kristendommen forkynder.

Faseskift: Mankind grows into one - med tiden
Hver generation føler formentlig, at de befinder sig i en historisk situation, hvor der sker et epokegørende skift. Overgangen fra den feudale landbrugsøkonomi til industrialismen var et af disse få, afgørende skift i samfundsform. I disse år er vi tydeligvis godt på vej igennem endnu et skift, til en helt tredje form for økonomi. Præcis hvordan man skal definere den, er stadig uklart. Er det ”videnssamfundet”,”netværksøkonomien” eller er det ”efter de fossile brændsler-økonomien”?
Efter min mening er skiftet imidlertid mere omfattende end ”bare” til en ny økonomi. Med fare for at virke rørstrømsk, tror jeg snarere der er tale om et skifte i evolutionær og biologisk skala.
Hvis man tager det helt lange kig bagud, så var vi engang encellede organismer, og det var epokegørende, da flere celler gik sammen i én organisme, eller da organismer senere fik separate organer. Man kunne kalde det for en slags fase-skift, for ændringen var så gennemgribende, at det kan minde om den måde et materiale skifter karakter, når det det går fra at være gas til at være flydende, eller fra at være flydende til fast form.

I vores tilfælde er det graden af forbundethed, der gør forskellen. Ligesom en flydende opløsning af salt kan blive så koncentreret at den pludselig krystaliserer til fast form, så kan man spekulere på om mennesker på et tidspunkt er så tæt forbundet med hinanden, at hele systemet skifter, fra at bestå af løst koblede enkeltdele, til at udgøre en ny, sammenhængende struktur.
Hvis man følger det hidtidige mønster i evolutionen, så må man forvente, at mennesket som art vil blive kollektiv med tiden. Ligesom myretuen er en avanceret organisme der består af en masse, mindre avancerede dele, så er mit bud at menneskeheden tilsammen bliver én global organisme.
Sammenkoblingen er allerede meget håndgribelig. Det bliver stadig tydeligere, at vi er i samme båd. Vores økonomier er tæt integrerede, vi tærer på de samme natur-ressourcer, og vi udveksler mere, langt mere, information med hinanden globalt.
Man skulle formode at dén realitet gradvist vil udmønte sig i en ændret selvforståelse - det føromtalte skifte fra Me til We-thinking. Som individer, som selskaber og som nationalstater skal vi lære at tænke på os selv som en del af noget større - og at forstå at den enkeltes interesser er snævert knyttet til det, der er i hele systemets interesse.

Det er ikke et let skifte. Idag er vi på mange måder opdraget til det modsatte. For eksempel vurderes vi skolen vurderes vi på det vi kan alene - ikke på vores evner til at indgå i et samarbejde.
Det sidder formentlig også direkte i vores gener, at vi først og fremmest at tænker på os selv og vores allernærmeste. Det er bogstavelig talt vores natur. Men påstanden her er, at den hastigt fremadskridende sammenkobling jeg har beskrevet, vil indebære en fundamental forandring af hvad vi er ”af natur”.

Man kunne gå så vidt at tale om en global bevidsthed. Med det mener jeg ikke at der vil være et eller andet overmenneskeligt væsen, der tænker tanker for os andre. Tværtimod. Den globale bevidsthed ville være et bottom-up fænomen, som bryder frem som følge af vores stadig tættere og mere omfattende samspil. Bevidstheden ville give sig udtryk som en næsten instinktiv forståelse af verdens tilstand og de store og små drivkræfter der påvirker den. Det afgørende nye er at det er en fælles bevidsthed, men at vi hver især inddrager den, når vi afvejer vores handlinger som individer.
Vi har allerede elementer af den globale bevidsthed i kraft af vi er fælles om så samme informationer. Man kan betragte medierne, de mange kameraer, sensorerne og PC'erne som dele af et fælles nervesystem der sanser hvad der sker overalt. Og tilsvarende kan internettet sammenlignes med en global hjerne, der husker, analyserer, filtrerer og forbinder facts, og opbygger viden som et resultat af vores allesammens brug af dataene.
Den fælles viden vil blive langt mere omfattende i takt med at der kommer flere sensorer, apparater og mennesker på nettet. #Som vi var inde på i første kapitel, så går vores data i retning af være i højere opløsning, hurtigere opdateret, tættere integreret, gemt på nettet, søgbare og smarte. Jo længere vi når i den udvikling, des kraftigere kan den globale bevidsthed blive. Læg dertil, at vi vil have adgang til den stort set hele tiden. Idag mest via en PC, imorgen via vores mobile terminal - og hvem ved, hvornår forbindelsen bliver endnu mere intimt forbundet med vores krop?

Vi er bestemt ikke fremme ved den totale integration endnu - og jeg tror heller ikke vi lige dropper vores ego imorgen. Der vil stadig være egne interesser og ambitioner, den drivkraft forsvinder ikke.
Men vores tankegang får en ekstra dimension. Idag handler vi ud fra en mere eller mindre bevidst afvejning af hvad der er bedst for os selv. Fremover, vil vi i stigende grad også være opmærksom på hvad vores handlinger betyder for det fælles bedste.
Imagine...

Robert Wright: Non Zero - The logic of human destiny, 2000


Michael Heller. The Gridlock economy. How too much ownership wrecks markets, stops innovation and costs lives. Basic Books, 2008.

Interview med Tim Berners Lee:
http://www.nynatur.dk/artikler/artikel_tekster/tim_berners_lee.html

Statistik over bidrag til Wikipedia:
http://wapedia.mobi/en/Wikipedia:List_of_Wikipedians_by_number_of_edits
http://en.wikipedia.org/wiki/Wikipedia:Size_comparisons


SNPedia.org

Artikel om Patientslikeme.com:
http://www.businessweek.com/magazine/content/08_50/b4112058194219.htm

Clay Shirky; here comes everybody
Charles Leadbetter : We-think

Peter Hesseldahl, Den ny natur og Den Globale Organisme

US declaration of independence, 1776: http://www.ushistory.org/declaration/document/index.htm

Adam Smith; An inquiry into the nature and causes of the wealth of nations, 1776

Bill Gates: A new approach to capitalism in the 21st century:
http://www.openforum.com.au/content/new-approach-capitalism-21st-century

Adam Smith skriver i sin første bog, The Theory of the Moral Sentiments, fra 1759:
"How selfish so ever man may be supposed, there are evidently some principles in his nature, which interest him in the fortunes of others, and render their happiness necessary to him, though he derives nothing from it, except the pleasure of seeing it."