6 generelle trends for vores informationer

For mange år siden observerede Bill Gates, at hvis man skulle forestille sig fremtidens foretningsmuligheder, så skulle man gøre det ud fra en forventning om at prisen på computerkraft går mod nul. Som Gates så det, så ville de anvendelser, der havde tiden for sig, være dem, der blev mulige i takt med at man kunne tillade sig at bruge hidtil utænkelie mængder af computerkraft på dem.
Det er stadig et godt råd. Prisen på computerkraft falder fortsat støt - og dermed breder chips og processering sig til flere og flere objekter omkring os, og helt nye anvendelser ”frigives” af computerteknologien efterhånden som den trænger ind overalt.

Jeg vil dog godt supplere Gates observation. Udover de faldende priser, så tror jeg at computernes muligheder vil blive præget af yderligere 6 generelle trends. Alt i alt går vores information om verden går støt i retning af at være:
- i mikroskopisk detalje
- realtime
- globalt forbundet
- lagret
- søgbart
- smart

Det er måske ikke ligefrem en epokegørende konstatering, men jeg synes de 6 trends tilsammen giver en nyttig indikation af de teknologiske omstændigheder og muligheder, vi må kalkulere med fremover. Det er den slags langvarige og robuste trends, som dem af os, der lever af at forsøge at pejle sig ind på fremtiden, klynger os til.
Lad os tage dem fra ende af:

Mikroskopisk detalje
Man bruger ordet ”opløsning” for at beskrive detaljeringsgraden af eksempelvis et foto eller en lydoptagelse. Generelt kan man sige, at opløsningen af de informationer vi har til rådighed bliver stadigt højere. Både egentlige kameraer og kameraerne i mobiltelefoner får stadig flere megapixels. På video-området afløses de gamle TV-standarder af HDTV der har 3-5 gange flere pixels pr. billede. Computergrafikken i spil bliver stadig mere detaljeret og realistisk, og for hvert år kan vi se længere ud i rummet og dybere ned i de enkelte atomer.
Indenfor medicin går det raskt med at udvikle scannere, der kan se ind i kroppen. Med Magnetic Resonance, eller ”MR”-scannere kan man skabe detaljerede 3D modeller af en patients knogler, organer eller eventuelle tumorer, og dataene kan kombineres med andre scanne metoder til at give lægerne et særdeles tydeligt billede af forholdene inde i patientens krop, eksempel i forbindelse med en kompliceret operation. En anden type scanner, såkaldt Functional MR scanner kan bl.a. vise hvor i hjernen der opstår øget blodgennemstrømning ved forskellige former for tankevirksomhed, og dermed har læger, psykologer - ja sågår politiet og forskere i markedsføring - fået et lovende redskab til at forstå hvordan forskellige former for tanker dannes. I øjeblikket kan man lokalisere hjerneaktivitet ned til områder på nogle få kubikmilimeter, men det siger næsten sig selv, at detaljeringsgraden vokser hastigt.
Sådan er det i høj grad også indenfor aflæsningen af generne. Prisen på DNA tests, målt i antallet af basepar, der kan afkodes pr. dollar falder endda hastigere, end Moores lov bringer prisen på computerkraft ned. Den første afkodning af et helt menneskeligt genom blev afsluttet i år 2000, og projektet kostede skønsmæssigt 2.5 milliard dollars. I 2007 var prisen faldet til 1 million dollars, og i juni 2009 begyndte det amerikanske selskab Illumina at tilbyde afkodning af en persons komplette genom for 48.000 dollars. Hvis man kan nøjes med at teste de vigtigste 600.000 - 1 million genvariationer, findes der en række selskaber, der tilbyder testen for nogle få hundrede dollars. Retningen er klar: Det er kun et spørgsmål om få år, før prisen på en genetisk test er på niveau med et tage et røntgenbillede eller en almindelig blodprøve.

Udviklingen går igen indenfor alle teknologier: Hele tiden får vi flere og flere detaljer med i det, vi observerer, og det er svært at forestille sig, at det skulle begynde at gå den anden vej; at den næste TV-standard skulle blive med dårligere billedkvalitet eller at nye kameraer begynder at få ringere opløsning år for år...
Samtidig er der også langt flere apparater omkring os med sanserne ude. I ##kapitlet om privatliv og ansvarlighed var vi inde på, hvordan digitaliseringen af næsten alle samfundets funktioner indebærer, at en omfattende - og altså voksende - del af alt hvad vi selv og andre foretager os, efterlader digitale spor: Vores søgninger og kommunikation på nettet, vores brug af kreditkort, vores opholdssteder (i kraft af mobiltelefoner og GPS-udstyr), og, efterhånden som overvågningskameraer og kameraer i trafikken breder sig, vores færden på offentlige steder. Mere og mere inddrages af alle aspekter af hverdagen, så de informationer, man måtte have brug for, bliver mere omfattende og tilgængelige i stadig finere detaljer.

Sensorer breder sig hastigt, og meget tyder på at vi vil se en meget voldsom stigning i antallet og tætheden af sensorer i vores omgivelser. Vi har allerede en hel del af dem: røgdetektorer, bevægelsessensorer til at tænde lys og aktivere tyverialarmer, termostater til at regulere temperatur, nærhedssensorer på biler til at hjælpe med parkering, pulsmålere og skridttællere til løbetræningen osv.
Sensorer er typisk meget simple, og i mange tilfælde vil de med tiden kunne fremstilles i mikrometer eller endda nanometer størrelser. Det vil være billigt at forsyne genstande og miljøer med et utal af sensorer, der kan levere en løbende og ekstremt præcis overvågning af fugtighed, acceleration, lys, kemikalier i luft og vand osv. I mange tilfælde vil store flader eller hele miljøer være sansende. Vi vil benytte intelligente materialer, der reagerer på påvirkninger. Ligesom solceller reagerer på lys ved at udsende elektricitet, vil vi eksempelvis bruge materialer, der kan ændre form, når de påvirkes af varme eller som hærdes, når de mærker hårde belastninger. Andre forventelige anvendelser er sensorer i emballage der kan registrere om maden stadig er frisk, eller sensorer som indsættes i kroppen, eller ligefrem flyder rundt i blodårene, for at overvåger om vi er i den rette kemiske balance. Alt i alt bliver vores omgivelser gradvis forsynet med et fintmærkende og fintmasket sanseapparat, hvis data vil være til rådighed for os selv og vores maskiner.

Tendensen passer nøje sammen med den individualisering af produkter og tjenester vi tidligere var inde på. Det er en forudsætning for at kunne målrette og tilpasse ydelser, at man har detaljerede oplysninger til rådighed. Det får vi, i rigt mål, og dermed bliver det en afgørende kompetence for virksomheder at kunne omsætte syndfloden af informationer om alt & alle til meningsfulde forbedringer for hver enkelt kunde i en stadig mere specik sammenhæng.

Realtime:
#check med acceleration
Vores informationer bliver stadig friskere. Vi indsamler dem med kortere mellemrum, og vi kan hurtigere få adgang til dem. Jeg sætter meget stor pris på DMIs vejrudsigter på nettet, og for mig hænger deres nytte snævert sammen med at de opdateres meget ofte, og at de er opdelt meget detaljeret med lokaludsigt for selv mindre byer. Hvis jeg overvejer om jeg lige kan nå at løbe en tur i skoven mellem to byger, så kigger jeg naturligvis ikke på avisernes udsigt for hele Danmark, der blev trykt engang i nat. Jeg går ind og ser animationen af regnbyger, så jeg kan følge mønsteret af skyernes bevægelser helt op til for en halv time siden.
Ser man nogle år længere frem i tiden skulle det være meget underligt, om ikke DMIs målinger var af endnu højere opløsning og frekvens. På et tidspunkt betyder det at forsinkelsen helt forsvinder, så vi kan se de informationer vi har behov i realtime - medens det sker - og i mikroskopisk detalje om nødvendigt.

Idag kan der gå to-tre år imellem at Google Earth opdaterer satellitbillederne for et område. Når de gamle billeder opdateres, er det til gengæld med billeder, der er forbløffende skarpere. Samtidig udbygges informationen hastigt, dels med Googles egne ”Street View” optagelser, hvor mange byers gader gennemfotograferes med få meters mellemrum, dels med utallige fotos, informationer og informationer, som brugere og virksomheder tilføjer.
Igen ville det være meget overraskende om ikke satelliterne fremover tog billeder med endnu kortere mellemrum og i endnu bedre opløsning - ligesom det virker utænkeligt, at brugerne af Google Earth og andre kort-tjenester ikke med tiden vil føje en ekstrem rigdom af informationer til ethvert sted på verdenskortet, hvor der jævnligt færdes mennesker.
Sådan er det generelt. Indenfor handel vil det blive opgjort mere præcist hvad der sælges i butikken, og hele forsyningskæden bag varerne vil øjeblikkeligt få feedback om hvad der sælger og hvor. Styringen af trafikken vil blive baseret på mere præcis viden om situationen ude på vejene nu og her. Patienter vil løbende få frigivet medicin i kroppen fra små pumper ud fra målinger af hvad kroppen behøver. Vores hus vil regulere temperaturen og belysningen ud fra data fra massevis af sensorer, der ikke alene registrerer hvem der er i huset, men også gør det muligt for hus-systemet at afveje alle de faktorer der påvirker indeklimaet; sol-indfald, fugtighed, vejrudsigten, osv.
Man skal faktisk gøre sig umage for at komme i tanker om funktioner i samfundet, der ikke vil trække på langt mere detaljerede og bedre opdaterede informationer fremover.

Jeg er lige her - data ordnet efter position
En af de vigtigste teknologiske udviklinger for tiden er udbredelsen af GPS og andre lokaliseringsteknologier. Ligesom uret gjorde det muligt at strukturere informationer efter klokkeslettet, så vil lokaliseringsteknologierne betyde, at meget information vil blive ordnet efter det sted, informationen knytter sig til. Ligesom ure, vil lokaliseringsteknologier stort set altid være til rådighed for os og vores maskiner, for viden om stedet bliver nøglen til nye lag af oplevelse og viden, som kan berige den fysiske virkelighed, vi færdes i.
Bilen ved, hvor den er, og dermed har den adgang til viden om trafikforhold, turistinformation og praktiske oplysninger - foruden at det bliver muligt for andre at se hvor den er, f.eks. i tilfælde af ulykker, tyveri, eller til administration af en flåde af køretøjer. Kameraet vil vide hvor det er, så det kan tagge alle fotos med geo-data, så billederne kan sorteres efter, hvor de er optaget. Og så vil vi naturligvis selv være lokaliserede og vores position vil være synlige for dem, vi vælger at dele informationen med.

Hvis man skal gøre sig forestillinger om hvordan tendenserne fortsætter, og om hvor ekstremt detaljeret realtime viden der vil blive opsamlet, så er det bare at se en 20-25 år tilbage i tiden. Den allerførste stregkode på varer blev scannet i USA så sent i 1974 (på en pakke Wrigleys tyggegummi) og det var først i slutningen af firserne at stregkoder for alvor var indarbejdet i de danske butikker. Udbredelsen af Dankortet fulgte nogle få år senere, og mobiltelefonernes folkelige gennembrud skete de sidste par år op mod årtusindeskiftet. Set i bakspejlet kan det virke som om man handlede i blinde dengang - for ikke så forfærdelig længe siden

GPS-systemet var oprindeligt kun beregnet til militære formål, og da signalerne fra satelliterne blev gjort tilgængelige for civile blev der indlagt en vis usikkerhed fra det amerikanske militærs side. Dengang, midt i 90'erne, var præcisionen på navigationsudstyr indenfor 100 meter. I skrivende stund har en typisk GPS enhed, som dem man bruger i biler, en præcision på 5-10 meter, men ved at kombinere satelit-navigationen med andre typer af lokalisering eller ved at bruge forbedrede beregningsmetoder, kan man opnå opløsninger på under 10 centimeter.
Det er et kvantespring; fra 100 meter til 10 centimeter i løbet af 15 år - og præcisionen vil uvægerligt blive bedre i de kommende år, ganske enkelt fordi der er voldsom efterspørgsel efter det. Hvert nyt gennembrud i præcision og detaljering åbner for tilsvarende gennembrud for nye kommercielle produkter og anvendelser.

*GPS-systemet drives af det amerikanske militær, og i takt med at positionering er blevet en central funktion i samfundets logistik, har både EU og Kina besluttet sig for at opsende deres egne positionerings-satelliter. EU-systemet hedder Galileo, og det vil arbejde med en opløsning på 10 cm, foruden at det også skulle kunne fungere indendørs, når det - ifølge den stærkt forsinkede plan - kommer i drift i 2013. Til den tid vil det utvivlsomt være påtrængende for amerikanerne at upgradere deres system til endnu højere præcision.


RFID
Meget tyder på at det globale økosystem af computere i de kommende årtier bliver befolket med mange milliarder af små processorer, der så at sige vil befinde sig længst nede i fødekæden. De såkaldte RFID-tags har været på vej en del år efterhånden, og planen er stadig, at de skal være afløseren for de stregkoder, der idag bruges på alle dagligvarer. Ligesom stregkoden, skal RFID bruges til at identificere en genstand, og ligesom stregkoderne, skal RFID-tags være så enkle og billige, at stort enhver genstand kan forsynes med dem. Systemet består af to dele: de små tags, som sættes på myriader af varer og genstande - og så en læser, der kan registrere, hvilke tags der befinder sig i nærheden.
RFID står for Radio Frequency Identification, og navnet kommer af, at de små tags er drevet af radiobølger. Et tag består i princippet blot af en lille processer, og en antenne. Det har ingen strømforsyning, i stedet aktiveres chippen, når dens antenne rammes af radiobølgerne fra en RFID læser. Energien i radiobølgerne genererer strøm nok til at chippen lige kan sende et lille pip tilbage til læseren: den fortæller simpelthen sin identitet.

Vi kender systemet fra BroBizz'en som bruges til at betale på Storebælt og Øresundsbroen. Når man kører igennem betalingsanlægget, rammes chippen i brobizzen af strålerne fra læseren ved bommen, chippen sender sit ID nummer, hvorefter systemet kan finde ejermanden og bonne vedkommende for en tur over broen.
Samme system er meget udbredt på skisportssteder, og det bruges til betaling i flere storbyers undergrundstog - bl.a. i London, Tokyo og Moskva. Mange lande, inklusive USA, UK og Japan, udsteder nu pas med indbygget RFID-tag, og teknologien har fundet vej til mærkning af biblioteksbøger, patientjournaler, og til mærkning af husdyr og kvæg ved hjælp af en lille chip på størrelse med et riskorn, som indsættes under huden.

For at forstå de små chips' potentiale, må man forestille sig, at de en dag sidder på alle varer vi køber. For producenter og handlende vil det i første omgang gøre lagerstyring hurtigere og nemmere, fordi man ikke, som med stregkoderne, behøver at holde en scanner hen over hver enkelt genstand. En RFID læser kan løbende holde styr på hvilke varer, der er indenfor rækkevidde af dens signal. I selve butikken vil det ikke længere være nødvendigt at få scannet varerne ved kassen; man vil kunne pakke sine varer i indkøbsnettet direkte fra hylden og blot køre indkøbsvognen forbi en RFID læser ved udgangen.
Hjemme hos forbrugeren kan køleskabets læser registrere hvilke madvarer, der bliver sat ind i det. Vaskemaskinens læser kan registrere om en sort sok skulle blive blandet med de hvide skjorter. Oprydningsrobotten ved hvad den har mellem hænderne, så den kan stille det på rette plads. Og den dag, vi smider genstanden ud og den havner på et transport bånd i affaldssorteringscentralen, kan robotterne dér ved hjælp af chippen få at vide, hvilke materialer, der er tale om, og om der eventuelt er særlige returordninger knyttet til produktet.

Funktionaliteten af en genstand med en indbygget chip - en skjorte, en pengeseddel, en tube tandpasta - er væsensforskellig fra en genstand uden chip. Ikke fordi chippen i sig selv kan ret meget, men fordi chippen forbinder genstanden med Nettet.
I praksis betyder det, at den fysiske genstand kan fungere på samme måde som et link på en webside; når man aktiverer det, får man adgang til de informationer, der knytter sig til genstanden. Hvis man eksempelvis har en RFID læser indbygget i sin mobil telefon og bruger den til at scanne en vare i en butik, så vil mobilen enten kunne gå direkte til varens egen hjemmeside, eller mobilen vil kunne søge efter alle de oplysninger, der ligger på nettet, om netop den vare. Nytten af at varen er forsynet med en chip afhænger derfor nok så meget af, hvad der findes af informationer og services knyttet til varen online.

Søgbar
En anden konsekvens af at være tagget er, at genstanden bliver søgbar - én af de 6 overordnede tendenser for information, vi har været inde på. Hvis genstanden er indenfor rækkevidden af en RFID læser, så kan man principielt lave en søgning på dens ID-nummer, og få at vide, hvor den befinder sig. I lille målestok kunne man forestile sig, at man har glemt sine briller et eller andet sted, og derfor sender man en forespørgsel, for at få at vide, om der er en tag-læser et sted, der modtager signal fra brillens chip.

Da internettet kun lige var begyndt at brede sig, var en af bekymringerne, at det ville blive fuldstændigt uoverskueligt at finde noget derinde, fordi mængden af data eksploderede, og alle mulige former for data blev lagt på, hulter til bulter
Dén bekymring gjorde Google og andre søgemaskiner effektivt til skamme. Det er forbløffende, så let det er at finde lige præcist det man leder efter. Det er som i et eventyr; man skal bare kunne sige ordet, så får man det, man ønsker.
I takt med at computerne bliver bedre til at forstå hvad det er informationerne betyder, vil søgningerne blive endnu mere præcise og omfattende. Teknologien til at genkende ansigter vil betyde, at søgemaskiner kan indexere fotos ligesom de idag indexerer teksten på websites. Når først søgemaskinen har fået at vide, hvem en person på ét foto er, vil den kunne forsøge at matche den persons kendetegn med de personer, der findes på andre fotos. Maskinen vil i princippet se alle fotos på alle websites igennem og forsøge at genkende hvem personerne på billedet er. Derefter vil man kunne søge efter alle de fotos på nettet hvor en bestemt person er på - eller fotos med et andet karakteristisk objekt. Ansigtsgenkendelse er især udviklet til overvågningsbrug, og ligesom en søgemaskine vil kunne lede efter alle billeder af en bestemt person på nettet, så vil man kunne scanne alle de overvågningskameraer der er koblet til et system for at finde eller følge en person.

Hidtil har det været vanskeligt at søge efter bestemte fotos, video eller musik, med mindre nogen manuelt har forsynet dataene med et tag, der eksempelvis fortæller hvad det er for en sang, eller hvad et video-klip handler om. Umiddelbart virker det som en uoverkommelig opgave, det ville aldrig kunne betale sig, hvis man skulle ansætte nogen til at se og lytte alle audiovisuelle filer igennem. Men internettet er jo netop ikke et medie med en central afsender. I stedet er det i høj grad brugerne selv der tagger indholdet - eksempelvis på fotodelingstjenester som Flickr.
Man kan få et fingerpeg om maskinernes evne til at søge på billeder og lyde ved at se på brugen af såkaldt audio og video ”fingerprinting”. Video fingerprinting bruges af Google til at patruljere deres videotjeneste YouTube for klip der er uploadet imod ophavsretsindehaverens ønske. Teknikken funger på den måde at eksempelvis et pladeselskab sender Google en kopi af en ny musikvideo, som de ønsker at beskytte. Google analyserer videoen og musikken og skaber et ”fingeraftryk”; en profil der beskriver videoen på en måde, der gør søgemaskinen i stand til at kende videoen, hvis den støder på den et sted i YouTubes mylder af mere eller mindre officielle indhold. Hvis den møder et klip der matcher videoens profil, slår den alarm, og så er det op til pladeselskabet om de vil skride ind og forlange det formastelige klip fjernet.

Et andet felt for avanceret søgning er såkaldt ”datamining” hvor man analyserer store datamængder for at finde bestemte mønstre. Det kan være for at lære noget om forbrugeres indkøbsvane, for at opfange mistænkelig opførsel der kunne tyde på kriminelle eller terroristiske aktiviteter eller for at finde molekyler eller DNA-sekvenser med bestemte funktioner.
Jeg skal ikke gå nærmere ind i de mange spændende udviklingsprojekter omkring at søge og uddrage viden fra data. Det vigtige i denne forbindelse er at notere den overordnede trend: At data kan søges, filtreres, indexeres og analyseres med stigende præcision, uanset om det er tekst, fotos, kreditkortnumre, DNA-sekvenser eller RFID identifikations-koden fra ethvert objekt, der er forsynet med en chip. Det er muligt, at nettet virker rodet og uoverskueligt, alligevel vil man bedre og bedre kunne finde netop det man ønsker. Kunsten er at kunne formulere sit ønske tilstrækkelig præcist.

Værdien ligger i forbindelsen
Vi går i retning af genstande, der har både en fysisk og en virtuel fremtræden, og det vil i stigende grad være meningsløst at tænke på de to sider som adskilte. Helt fra det ”undfanges” vil objektet og dets data være fuldstændigt integrerede.
Lad os bruge et køleskab som eksempel. En ny model starter sit liv på designerens og ingeniørernes computerskærme, formentlig assisteret af en række værktøjer og tekniske data til simulationer og prisberegninger der kan optimere produktet, inden CAD tegningerne sendes til fabrikken for at blive omsat til et fysisk skab.
Efterhånden som skabet produceres, transporteres, markedsføres, sælges og installeres bliver der opsamlet data om alt hvad det udsættes for. Dertil kommer en masse data, som knyttes til skabet: reklamekampagner, tekniske data, brugsanvisninger, lovpligtige advarsler, og anvisninger til den maskine, der en gang skal nedbryde skabet og genanvende materialerne.
Opsamlingen af data fortsætter, når kunden tager det i brug derhjemme. Alt hvad der går ind og ud af varer, en løbende log over temperaturen og strømforbruget, meldinger om fejl, opdateringer, serviceeftersyn. Man kan sige, at der opbygges en slags virtuel dobbeltgænger; et digitalt spejlbillede af køleskabet.

Et køleskab, der på dén måde er online med alle sine data, vil være i en helt anden klasse end ét der er offline. Begge skabe kan holde øllerne kolde, men dér nåede vi lissom til allerede i halvtredserne.
Det 21. århundredes køleskab vil - udover at være ekstremt nøjsomt i sin måde at køle på - være en integreret del af en lang række netværker: Det vil være i tæt samspil med brugerens indkøb og valg omkring kost, sundhed og gastronomi. Skabet vil være i kontakt med en serviceudbyder, der løbende overvåger, at det er tændt og fungerer optimalt. Ligesom fryseren og vandvarmeren vil køleskabet afpasse sit energiforbrug med priserne på strøm. Når vindmøllerne snurrer og strømmen er billig, kan skabet sænke temperaturen nogle grader ekstra, for at lagre kulde til når priserne stiger senere på dagen.
Køleskabet kan også være en del af nøje planlagt cyklus af materialer, designet til at fungere et vist antal år, hvorefter det tages retur af fabrikanten, der erstatter det med en nyere og bedre model, samtidig med at det gamle skab genbruges fuldstændigt.

##Det passer nøje sammen med udviklingen i retning af cloud computing, hvor data, programmer og computerkraft afvikles i store datacentre ude på nettet. Det betyder, at det enkelte, lokale apparat ikke behøver at have ret meget kraft. Selv den mindste dims kan trække på hele nettets kraft, hvis blot den kan sende data frem og tilbage.
Et forbundet køleskab behøver således ikke at være en supercomputer, men det kan i princippet være ekstremt intelligent, og benytte en enorm mængde data som grundlag for den måde det fungerer.
En meget stor del af fremtidens køleskabs værdi ligger altså i at det, og dataene omkring det, er forbundet til resten af Nettet - og fuldstændigt det samme vil gælde for alle mulige andre genstande, hvad enten det er biler, mobiltelefoner, termostater, sko eller møbler.
Den amerikanske journalist og forfatters Nicolas Carr taler om udviklingen til cloud computing som ”The Big Switch”; et skifte til at det, som er udenfor computeren eller et computeriseret apparat er vigtigere end det der foregår inde i det.
Det er en selvforstærkende udvikling: Jo flere dimser, der er på, des større muligheder bliver der for alle - og des mere utilstrækkeligt vil det virke, hvis en genstand eller en person ikke er del af netværket.
Eller sagt med et udtryk fra kompleksitetsteorien: Uden at være forbundet, opnår man ikke virkningerne på det emergente niveau - det ekstra, der bryder frem i samspillet mellem de mange dele i et stadig mere omfattende og komplekst system.

Den amerikanske journalist og science-fiction forfatter Bruce Sterling har påpeget, at vi mangler en betegnelse for genstande, der som køleskabet i eksemplet, eksisterer og bruges både virtuelt og fysisk. Sterling har selv foreslået ordet ”spime”. Personligt bryder jeg mig ikke specielt om det ord, men jeg er helt i Sterlings pointe, om at stort set alle vores objekter i de kommende år vil ændre karakter, i takt med at de får en tilstedeværelse i det virtuelle univers.

Den ny økonomis jagtmarker
I en business-sammenhæng er pointen, at de ydelser, som kunderne benytter, bliver langt mere sammensatte, og at de traditionelle, fysiske produkter i stigende grad bliver en form for platforme eller samlingspunkter for en stribe af nye tjenester, der binder dataene omkring brugen af produktet sammen. Det er i leveringen af de tjenester og i kvaliteten af den overordnede oplevelse, at virksomheder kan gøre en forskel fra konkurrenterne, og dermed undslippe commoditizations nådesløse priskonkurrence.

Uanset branche kan man med lidt fantasi bruge de 6 trends om udviklingen af informationer som et fingerpeg om hvad der vil være muligt, med de informationer, der knytter sig til de produkter man fremstiller: Hvad sker der, når dataene bliver i langt højere opløsning, realtime, forbundet, lagret, søgbare, og når systemerne der håndterer bliver mere intelligente?
Vil virksomheden kunne udnytte udviklingen med den strategi der er lagt for de kommende år? Er ens produkter på eller ej? Står de produkter, man netop nu er igang med at udvikle, alene eller vil de kunne connecte?
Skulle man ikke selv have øje for hvad tendensen indebærer, kan man være sikker på, at der vil være andre, der formår at gøre en forskel på markedet, ved at udnytte den hastigt voksende tilgængelighed af detaljeret, realtime og connected information.

Mit liv som spime
Som vi har været inde på, har omkring halvdelen af klodens befolkning en mobiltelefon, og pt. føjes der alene i Indien 6 mio. nye mobilabonnenter til om måneden. Folk anskaffer sig mobiltelefoner, før de får rindende vand eller ordentlige toiletter, for selv for mennesker, der lever mellem åbne kloakker og uden elektricitet i hjemmet, er fordelene ved at komme i forbindelse åbenlyse. Et menneske med en mobiltelefon er forandret. Man får nye egenskaber. Man kan kortslutte tid og sted, man kan orientere sig og meddele sig, man kan nås af andre, og man kan handle øjeblikkeligt over afstand.
Forskellen på en person, der er online og en, der er offline, vil imidlertid vokse dramatisk, i takt med at mobiltelefonen - eller rettere; the mobile device - i løbet af nogle få år bliver et generelt interface til den digitale verden af informationer, medier, forretning, socialt samvær, eller som en slags universal remotekontrol og display til det grej, vi betjener os af. Mobilen bliver vores tegnebog, vores nøgler, vores avis, landkort og så videre. På et tidspunkt vil den sikkert forlade lommen og tage form som et par briller, et lillebitte høreapparat, en kontaktlinse eller en slags implantat, så kraften til at beregne og kommunikere ikke længere er noget vi har på os, men i os.
Det vil være en uadskillelig del af vores natur, at vi har adgang til alle nettets informationer, at vi kan kommunikere til hvorsomhelst, at vi med nogle ord og fagter kan handle i helt andre verdener.
Har man ikke de evner - den digitale kraft - så vil man reelt være handikappet i forhold til at deltage i det samspil, der til den tid er blevet det normale. Tænk blot på hvor hjælpeløs man føler sig, hvis nettet af en eller anden grund er nede bare nogle timer. Vi er allerede forfærdeligt sårbare offline.

Kort sagt, vi mennesker bliver selv spimes. Fra vi undfanges, genererer vi en strøm af data, der vil blive opsamlet livet igennem i stadig finere detaljer. Vores virtuelle fremtræden vil være som en aura omkring os; et lag af information uden om vores fysiske fremtræden, som kan ses, hvis man har det rette grej og de rette forudsætninger.

Here, there and everywhere
Kl. 4 om eftermiddagen den 12. September 2008 pløjede et passagertog ind i godstog i nærheden af Los Angeles, med 25 døde og 135 sårede passagerer til følge. Togføreren, som selv omkom ved katastrofen, havde inden sammenstødet ignoreret 3 lyssignaler om fuldt stop. Det viste sig efterfølgende, at togføreren havde sendt en stribe SMSer i minutterne op til uheldet, og formentlig var dét årsagen til at han havde overset signalerne.
Ulykken er et dramatisk eksempel på det, den amerikanske IT-veteran Linda Stone, har kaldt ”continuous partial attention” - uafbrudt, delvis opmærksomhed. Togføreren var flere steder på én gang. Fysisk, naturligvis, i førerkabinen, men mentalt mere involveret i en dialog med nogen et helt andet sted.

Et andet ekstremt, men mindre dramatisk, eksempel kan man opleve ved at tage undergrundstoget i Sydkoreas hovedstad Seoul. Alle passagerer synes at være andetsteds; fortabte i deres avancerede mobiltelefon, eller opslugt af togets skærme med nyheder, tegnefilm og reklamer.
Følelsen af, at vi selv og dem vi omgås er tilstede i flere universer samtidig, vil uden tvivl brede sig. Enhver blot moderat bruger af sociale tjenester eller online spilleuniverser kender følelsen af at være splittet mellem den virkelige verden og alle de samtaler, projekter og forhold man har travlt med at passe online.

Løsningen er naturligvis at samle de verdener i én oplevelse. I dette tilfælde med GPS-teknologien som brobyggeren. Vi har været inde på Google Earth som et eksempel på at information kan struktureres i forhold til geografisk position, snarere end alfabetisk eller kronologisk. Zoomer man ind på et bestemt sted, kan man vælge at tænde for et væld af forskellige ekstra lag af informationer som knytter sig til netop det sted, man kigger på. De lag kan være kommentarer, det kan være fotos, links til video der er optaget på stedet, eller det kan være lag af computergrafik, der opdateres løbende, så man eksempelvis kan se hvordan trafikken flyder eller hvordan vejret er på stedet, lige nu.

I øjeblikket bruger de fleste Google Earth via skærmen på en PC, men har man en smart mobiltelefon med en bredbåndsforbindelse og indbygget GPS (og det får de fleste af os lige om lidt), så kan man se informationerne, medens man selv står på den position, dataene er knyttet til. Dermed bliver informationerne til et lag af data ovenpå den fysiske virkelighed vi befinder os i.

Den magiske monokel
Det apparat vi bruger til at se på verden med, bliver en slags magisk monokel; en linse man kan holde op foran sig, så man både ser den fysiske virkelighed og de data der knytter sig til den. I de første versioner vil det være mobiltelefonen vi bruger. Det billede kameraet optager bliver vist på skærmen, tilføjet et lag af digitale informationer om det, kameraet peger på. Senere, vil det formentlig være en funktion, der er indbygget i et par almindelige briller. Over halvdelen af befolkningen bruger briller, så mange er allerede vant til at gå rundt med en linse foran øjnene.
Man kalder det ”augmented reality” - det betyder beriget virkelighed.
Det er ikke svært at finde på mulige anvendelser. På et museum kan man se skulpturen som man står foran, men samtidig også et digitalt lag informationer med forklaringer om kunstneren. I trafikken kan man få hjælp med at finde vej og viden om, hvad der ligger af butikker og seværdigheder i nærheden. Generelt kan mange af de oplysninger vi idag ser på et display blive vist direkte i vores synsfelt, og dermed kan man reducere størrelsen og ændre betjeningen af mange af det dimser vi betjener os af: mobiltelefonen, vores laptop, automater, eller betjeningspaneler til de elektriske apparater i hjemmet og på arbejdspladsen.
Lidt mere avanceret ville det være at blande digital grafik og video med den fysiske virkelighed, men for at det skal virke overbevisende, kræver det, at ”monoklen”, hvad enten det er et par briller eller en mobiltelefon, ved præcist hvor den er og hvad vej den vender. I givet fald kunne man forestille sig et mødelokale, hvor nogle af pladserne stod tomme i den fysiske verden, men gennem monoklen ville man kunne se folk på pladserne, der deltager via videoforbindelse.
”Spook country”, en roman af den amerikanske sci-fi forfatter William Gibson fortæller om en gruppe kunstnere, der laver installationer og forestillinger som kun kan ses, ved at befinde sig et bestemt sted. Et af værkerne er en genopførelse af et mord, og tilskuerne ser liget ligge som et digitalt lag, netop dér, hvor det engang lå i virkeligheden. Dermed blandes fortid og nutid, her og der, virkeligt og fiktivt i den samme oplevelse. Det er som om der er spøgelser knyttet til et sted; billeder og informationer om begivenheder der engang fandt sted, og som med den magiske monokels hjælp bliver synlige, alt efter hvilke lag af information man vælger at tænde for.

The metaverse is near
I Steven Spielbergs film ”Minority Report” ser man en glimrende illustration af hvordan alle reklamer og displays i en by engang i fremtiden opleves forskelligt af hver enkelt person. Det ville være en logisk konsekvens, den dag vi alle bærer augmented reality briller, at det længere ikke er den samme by vi ser, for de rent fysiske omgivelser vi bevæger os igennem, er kun en del af det vi oplever. Det vi ser, og dem vi ser, afhænger af hvilke digitale lag vi har aktiveret.

Idag er der milioner af mennesker der tilbringer ubegribelige mængder af tid med at opbygge enorme og fantastiske virtuelle verdener og samfund i grafiske online universer som Second Life, World of Warcraft, og Everquest. Det er kun et spørgsmål om tid, før det bliver muligt at lave mashups - sammensmeltninger af data - af de grafiske fantasiverdener og de ”virkelige”, geografisk ordnede data i tjenester som Google Earth.
Der findes allerede et navn for det totale, sammenhængende univers, der opstår, når de mange virtuelle og den fysiske verden samles: The Metaverse. Det er dér vi vil leve i fremtiden.

The One Machine
Vi kommer endnu engang tilbage til denne bogs hoved-trend; at alt forbindes. Ingen områder er den udvikling så markant på, som dér, hvor den digitale teknologi gør sit indtog. ##Jeg har kort nævnt udsigterne til såkaldt ”cloud computing”, hvor computerkraften, dataene og softwaren til at afvikle dem med, ikke ligger ude på de enkelte computere, men i stedet håndteres af kæmpemæssige ”server-farme” - lidt i stil med den måde, elektricitet produceres på centrale el-værker og distribueres via et net, man kan trække strøm fra efter behov.

Cloud computing-konceptet passer fint med princippet fra RFID-tags om at den enkelte enhed i systemet ikke behøver at have ret meget intelligens. Hvis blot en dims kan fortælle hvem den er, så kan systemet håndtere resten. På samme måde vil selv yderst simple sensorer kunne være udgangspunkt for komplekse og avancerede beregninger, når systemet sammenholder den enkelte sensors data med en mangfoldighed af andre input.
Netværkerne af sensorer, RFID chips og andre things that think, vil blive stadig mere omfattende og tættere koblet, og det vil ændre den måde vi kontrollerer vores omgivelser på - hvad enten det er indeklimaet i en bygning, strømmen af varer gennem et supermarked, overvågning af miljøforhold, eller styring af trafikken.
Det afgørende er sammenkoblingen; at den enkelte dims ikke handler på egen hånd, men at dens data er en del af et langt større billede, og de handlinger, som dimserne derude foretager sig, er informeret og afstemt efter en meget bred forståelse af den sammenhæng. Man kan sige, at vores omgivelser bliver intelligente.

##Vi har været inde på myretuer som eksempler på at det kan være svært at afgøre, hvilket niveau man skal forstå et levende system på. Er hele myretuen en super-organisme med myrerne som celler i en krop - eller er det den enkelte myre, der er den definerende enhed?
Jeg har også beskrevet, hvordan den globale sammenkobling af mennesker synes at føre imod et fase-skift, menneskeheden samlet fungerer som en form for global organisme.
Well, vores maskiner ser ud til at være i fuld færd med en tilsvarende udvikling: I stigende grad vil alle computere - kæmpestore som bittesmå - være en del af det samme globale netværk. Og dermed vil de i praksis blive én sammenhængende maskine.
Forfatteren og tænkeren Kevin Kelly kalder det ”The One Machine”. Kelly sammenligner det univers af data som The One Machine vil rumme, med et sort hul, der suger alle bits til sig. Enhver fremstillet genstand vil blive inddraget, enhver dims vil være på,og alle vores skærme og displays vil være vinduer ind mod den samme, globale ”sky” af informationer i et sydende, sitrende samspil. Skærmen vil være en lille flade, hvor vi midlertidigt lader et udsnit af processerne derinde finde sammen og komme til udtryk.
Den gamle medie-filosof Marshall McLuhan sagde, at vores teknologi er en udvidelse af menneskers sanser. Kevin Kelly vender det om, og siger, at mennesker vil være Maskinens udvidede sanseapparat; at alt hvad vi ser og gør bliver tilgængeligt for Maskinen - The One.

Jeg er klar over at vi er ved at være i afdelingen for tankespind, men lad os lige fortsætte i det filosofiske spor lidt endnu. The One Machine har flere roller: Man kan sige, at den ”bare” er et redskab, som vi bruger til at koordinere vores liv, både som individer og som globalt samfund. Det kan dog være ganske radikalt i sig selv: Maskinens bliver verdenssamfundet ét system: Økonomi, politik, mode, og viden vil udvikle sig synkront, koordineret i tæt, global sammenhæng - og det vil være umuligt ikke at deltage i samspillet.
Maskinen bliver imidlertid også så avanceret og kraftig, at den i sig selv begynder at præge menneskeheden. Den analyserer og drager konklusioner om problemstillinger som intet menneske er i stand til at overskue, og vi er allerede dybt afhængige af dens kraft.

I det omfang at menneskeheden bliver en global organisme, så vil The One Machine være ligesom nervesystemet og hjernen er for et menneske; grundlæggende nødvendig og en uadskillelig del af organismens evner og personlighed.
The One Machines kraft vil ændre menneskeheden, og den vil ændre det enkelte menneske. Når vi forbinder os til Maskinen - med mobiltelefoner, sensorer, gennem de apparater vi bruger - så bliver vi til et andet menneske; et menneske med nye egenskaber, og et menneske der i langt højere grad må forstås som en del af en større sammenhæng.

Vores ny natur - Humans and techology merge
Evolutionen er ikke slut. Også menneske-racen er i stadig forandring. Et af de gener, der har bredt sig er det, der giver os evnen til at fordøje mælkesukker. Det har været en fordel lige siden mennesker begyndte at drikke komælk. Man kan se, at genet breder sig blandt mennesker i de egne, der har haft malkekvæg. I Europa kan 80% af befolkningen fordøje mælkesukker, men man finder sjældent genet i asiatiske befolkninger.
På den kortere bane er det sværere at vurdere, hvordan og hvormeget vores egenskaber forandres i øjeblikket. Mange af forandringerne skyldes bedre levevilkår snarere end gener. Igennem det 20. Århundrede steg gennemsnits levealderen i de industrialiserede lande med med 3 mdr. om året - 4 timer om dagen! Vi er også blevet både markant højere og tungere. ##I de rige lande er mennesker gennemsnitligt 50% større idag end for 250 år siden.
I stenalderen var presset for at overleve meget hårdt. Der var ikke plads til svægtlinge. En stor del af os ville ikke have overlevet det første leveår dengang, mange ville slet ikke være undfanget i en tid uden kunstig befrugtning. Idag er det ikke fysisk råstyrke der er afgørende for at klare sig, og derfor får mange egenskaber, der førhen ville være blevet luget ud, lov at forblive i cirkulation. Samtidig er der en langt større variation af gener i spil dag fordi vi kommer så langt omkring, og fordi vi lever i storbyernes mylder af nationaliteter.

Den biologiske evolution af vores egenskaber er langsom og grundig, og mønsteret i udviklingen skal vurderes over hundreder eller tusinder af år. Ikke desto mindre er menneskers evner tydeligvis under forandring i et tempo vi dårligt selv kan følge med i. Vores nye egenskaber kommer imidlertid ikke fra generne, men fra vores kultur og teknologi. Indenfor det sidste hundrede år eller så, har vi fået så grundlæggende egenskaber som at kunne flyve, og at se, tale og sanse over afstand. Og nu, med bioteknologien, bliver vores kulturelle udvikling koblet direkte sammen med vores biologiske udvikler, i takt med at vi begynder helt bogstaveligt at kunne designe vores egne gener. Dertil kommer, som sagt, at vi i fællesskab er i fuld færd med at gro et nyt fælles nervesystem i form af The One Machine.

Den amerikanske opfinder og forfatter Ray Kurzweil beskriver udviklingen, som at evolutionen har skiftet medie. Efter hans mening, er det ikke længere den biologiske evolution, der er den væsentligste forandringskraft her på kloden, det er den teknologiske evolution.
Den evolutionære mekanisme som driver udviklingen af vores redskaber er den samme som den vi kender fra biologien; variation, selektion under pres og reproduktion af de egenskaber, der passer bedst til forholdene. ##I et tidligere kapitel var vi inde på, at den samme mekanisme også er på spil, når virksomheder og produkter kæmper om en plads på markedet.

Sammenlignet med den biologiske evolution er der dog nogle væsentlige forskelle på den teknologiske evolution:
- Den er ikke baseret på DNA og organisk kemi
- Den er i høj grad styret af markedets logik, og dermed af forbrugernes behov, ønsker og opfattelse af hvad der har værdi
- Den er, hvad man kalder ”larmarkansk”, dvs. at en generation kan udvikle egenskaber der passer til tidens krav og give dem direkte videre til den næste generation. I den biologiske evolution får en kuglestøders børn ikke større overarme af at deres far har trænet sine muskler. Teknologiske forbedringer, derimod, kan straks overføres til de næste udgaver.
- Den er, ihvertfald i et vist omfang, planlag og målrettet. Man kan skændes længe om hvorvidt, der er en guddommelig intelligens, der på forhånd har planlagt altings udvikling, men fra et videnskabeligt synspunkt, ser det ud til at den evolutionære mekanisme er tilstrækkelig til at frembringe universets ufattelige mangfoldighed. Den biologiske evolutions råstof er tilfældigheder, og der er ingen given retning for udviklingen. Den teknologiske evolution derimod ER planlagt. Allerede Darwin påpegede at et af menneskets særlig træk var vores evne til at tænke frem, planlægge og dermed bevidst tilpasse os forholdene fremover.
- Hastigheden af den teknologiske og kulturelle evolution er langt større, og i mange tilfælde er den endda accelererende, fordi nye teknologier baner vejen for endnu mere avancerede løsninger. I modsætning til den biologiske evolution sker ændringerne ikke på individ-niveau. Hver lille ændring behøver ikke at tage en hel generation at få afprøvet, og erfaringer fra én konstruktion kan hurtigt overføres til alle andres konstruktioner.

Gør det selv evolution
Mange forskere mener, at mennesket i løbet af få hundrede år har ændret forholdene på planeten så grundlæggende, at man kan tale om vi har nået en ny geologisk tidsalder. Den hollandske klimaforsker og nobelpristager Paul Crutzen har kaldt den ny tidsalder for the anthropocene - den menneskeskabte tidsalder. Det er ikke svært at se hvorfor: Vores infrastruktur og byer fylder og præger jorden, mennesker kontrollerer og anvender en meget stor del af al klodens biomasse, vi har ændret klimaet og sammensætningen af atmosfæren og oceanerne, og med bioteknologien er vi godt igang med at ændre generne på de mest almindelige planter og større dyr - udover det, vi allerede har ændret gennem opdræt og avl.

Som art er mennesker på meget kort tid kommet til at dominere og kontrollere det globale økosystem. I et evolutions-historisk perspektiv er det virkeligt enestående imidlertid, at vi som art er begyndt at styre vores egen evolution. Også i dén forstand bliver vi deltagere og medskabere.

Der er stort set videnskabelig enighed om at klimaforandringerne i høj grad er menneskeskabte, og når klimaet forandres får vi et yderst påtrængende behov for at tilpasse os. På det punkt har vi en stor fordel frem for dyr og planter, hvis eneste mulighed for hurtig tilpasning er at brede sig til nye egne. For eksempelvis skove er det en langsom proces, og for dyr kan det være vanskeligt at flytte til nye jagtmarker, fordi mennesket har plastret jorden til med byer og veje. Med det høje tempo klimaet forandres i, vil mange arter ikke kunne nå at tilpasse sig. For at bevare kornsorter, husdyr og resten af den biodiversitet der understøtter os, kommer mennesker til selv at give en hånd med til at få biologien ommøbleret og tilpasset de ny omstændigheder vi har skabt.
Der er altså en betydelig vekselvirkning mellem udviklingen af vores teknologier og udviklingen af hvad der er ”naturligt” på planeten. Vi har i høj grad et ansvar for evolutionen.

Nogle af de teknologier vi udvikler ændrer vores omstændigheder så meget, at vi selv er nødt til at tilpasse os for at passe til de nye forhold. Man passer for eksempel meget dårligt til det moderne samfund, hvis man ikke har en mobiltelefon, netadgang, eller kreditkort. Om nogle år vil man formentlig være lost uden at være online hele tiden. Til den tid vil det formentlig være naturligt at have teknologi implanteret i kroppen, der kan holde konstant kontakt til det net, der minder mere og mere om The One Machine.
Et meget enkelt skridt ville være at indsætte en RFID chip, så man automatisk kunne give sig til kende overfor systemet, og dermed ville det være slut med at bekymre sig om glemme nøgler, penge, pas og billetter.
Forskningen i at understøtte mennesker der er lammede eller mangler lemmer, peger på en mere vidtgående måde at forbinde kroppen direkte med Nettet. Der arbejdes med at udvikle teknologier, som kan afkode de signaler som sendes fra hjernen gennem nervebanene for at aktivere kroppens dele. Groft sagt, så kan man opfange signalerne med elektroder, og bruge dem til at styre bevægelsen af en protese - eksempelvis en robotarm eller et robotben. Hvis personen er lammet fordi nervebanen er brudt, forsøger man også at aflæse signalerne fra hjernen og derefter overføre de signaler til den del af kroppen, der er lam.
##ring til bionic manden fra ålborg.
Tilsvarende arbejdes der på at give blinde noget af synet igen, ved at omsætte signaler fra et kamera til impulser, der minder om dem øjet normalt udsender, og forbinde dem direkte til den del af hjernen, som danner billeder.
Endnu en fremgangsmåde er at aflæse de aktivitetsmønstre som opstår i hjernen, når vi vil foretage en handling, eksempelvis at løfte en arm. Eksempelvis arbejdes der på at udvikle en kørestol, der kan styres ved tankens hjælp. Det kræver at personen der skal bruge stolen først hjernescannes medens vedkommende tænker på forskellige simple manøvrer; fremad, stop, til højre osv. Systemet lærer at genkende det mønster der opstår i brugerens hjerne for hver enkelt af instrukserne. Ideen er at brugeren derefter, ved at bære noget der pt. ligner en badehætte med en masse elektroder indbygget, kan styre kørestolen.
Den store japanske koncern Honda, har i over tyve år investeret stort i at udvikle en menneskelignende robot som kaldes Asimo. Et af udviklingsprojekterne omkring Asimo er netop et interface, der efter sammen princip som den tankestyrede kørestol, gør det muligt for en person at styre robottens bevægelser ved at tænke på selv at foretage bevægelsen.

Når man skaber forbindelser mellem nervesystemet og én computer, skaber man i princippet forbindelse til enhver computer på nettet. Hvis man kan overføre instrukser til en kørestol eller en robot ved tankens hjælp, så kan de instrukser styre robotter hvorsomhelst på kloden - eller de kan styre begivenheder, der er rent digitale, f.eks. bevægelserne af ens digitale person i et grafisk univers; det, der kaldes en avatar.
Hvis man kan sende signaler fra et kamera direkte til synsnerven, så kan man principielt sende et hvilketsomhelst billedsignal - og dermed bliver det unægteligt noget kompliceret at skelne, hvad der er virkeligt og hvad der er kunstigt.
Lad mig understrege, at de teknologier. jeg netop har nævnt, alle er demonstreret i praksis. De er stadigvæk på forsøgsstadiet, de er relativt grove, primitive og kostbare, men som så meget andet teknologi, sker der hastige fremskridt, bl.a. takket være en hel del forskning til militære anvendelser af menneske-computer interfaces.
Hvem måned kan man læse om nye banebrydende koncepter, og i de kommende år vil sammensmeltningen af mennesker og maskiner blive drevet yderligere frem af den mindst lige hurtige udvikling indenfor bio- og nano-teknologi. Det er ikke så sært, at man ofte hører science-fiction forfattere klage over at det er svært at finde på fremtidsscenarier, der ikke straks overgås af virkeligheden.

Der er noget derinde, og det vokser
Vi mangler en enkelt af de 6 tendenser jeg nævnte i starten af kapitlet: At nettet og dets håndtering af informationer bliver smart eller intelligent.
Det er kontroversielt at kalde en computer for intelligent, men hvad skal man ellers kalde det? Computere kan afveje informationer og tage beslutninger, de kan oversætte mellem forskellige sprog, de kan genkende ansigter og stemmer, og de kan tage ved lære, så de med tiden bliver dygtigere til at udføre deres opgaver, uden at mennesker skal programmere hver eneste detalje af deres forståelse. Stærkest oplever man måske computer-intelligens, når man ser på en avanceret robot der bevæger sig omkring. Den opleves ikke bare som et stykke dumt mekanik; man kan fornemme, at der er en ekstra dimension på spil; det er som om der er noget derinde, udover den nøgterne mekanik og elektronik. År for år bliver robotterne mere kompetente, selvsikre og naturlige i deres bevægelser - det er som at se et barn vokse op.

Det virker utænkeligt at computere ikke skulle fortsætte med at blive kraftigere og hurtigere, at der ikke skulle blive væsentligt flere af dem, og at de ikke skulle blive koblet tættere sammen - og derfor virker det også utænkeligt, at computere ikke skulle blive langt mere intelligente fremover.
Den teknologiske evolution accelerer. Det er et klassisk feedback loop, hvor nye udviklinger baner vejen for den næste, endnu hurtigere udvikling. Som vi har set, så kan der i komplekse systemer ske faseskift, når samspillet mellem systemets elementer bliver tilstrækkeligt tæt. Pludselig opstår der en ny struktur, og systemet får nye egenskaber, som ikke var tilstede, før enkeltdelene blev forbundet. Man må sige, at det globale netværk af computere har alle forudsætninger for at foretage den type faseskift. Nettet er i stigende grad komplekst, adaptivt og dynamisk, og derfor ville det i teorien ikke være overraskende, hvis der - ligesom blandt cellerne i en hjerne - opstår en slags bevidsthed eller intelligens i samspillet.

Skulle det ske, er det næste store spørgsmål naturligvis, hvornår computernes intelligens overgår den menneskelig intelligens? Det ligger snublende nært at sammenligne den totale regnekraft af alle computere på kloden - The One Machine - med kapaciteten i en enkelt menneskelig hjerne. Der er imidlertid den væsentlige forskel på computeres og menneskers regnekraft, at computernes styrke vokser markant år for år, samtidig med at der bliver flere og flere af dem.
Kevin Kelly har regnet på sagen, og han når frem til, at hvis vi fortsætter med at udvide brugen af computere i samme tempo som nu, så vil der være computerkraft svarende til 6 milliarder menneskehjerner på kloden år 2040.
Til den tid vil der være omkring 8 milliarder mennesker på kloden, så det vil være omkring det tidspunkt, at Maskinens regnekraft er blevet lige så stor som hele menneskehedens. Derefter fortsætter Maskinen naturligvis med at vokse exponentielt videre ud i science fiction tågerne indtil den ultimative sammensmeltning, den dag, da alt stof i universet er inddraget i Maskinen og anvendt som computing matter...

Det er muligt, at Kevin Kelly regner nogle årtier forkert. Det er muligt, at The One Machine ikke vil være så kraftig som 6 milliarder menneskehjerner, men kun som en milliard hjerner.
Min dagsorden er ikke at komme med et præcist årstal for hvornår den totale teknologiske sammensmeltning finder sted - endsige at argumentere for at det vitterligt kommer så vidt, i sidste ende.
Her handler det ikke om slutresultatet, men om at forstå de drivkræfter, der er på spil, og den forandringsproces de medfører.
Pointen er, at de 6 tendenser for computerteknologi - højere opløsning, realtime information, global networking, lagring, søgbarhed og intelligens - tilsammen med stor sandsynlighed vil føre til ganske radikale ændringer af en række helt grundlæggende forhold: Vores virkelighed vil meget konkret være en blanding af fysisk og virtuel tilstedeværelse. Her og der, fortid og nutid, fakta og fiktion, jeg og vi, mennesker og maskiner... de vil overlappe og blandes. Alle informationer om alt og alle vil være del af et fælles, globalt NU, og enhver handling og ethvert produkt eller service vil skulle fungere i langt større, tættere og mere indbyrdes afhængige sammenhænge.

Mange dele af vores teknologi virker som om den er på nippet til at ”vågne” og forandre sig til noget helt nyt; en underlig blanding af liv og mekanik, med enorme kræfter og rækkevidde, og med en u-menneskeligt stor indsigt og øjeblikkelige reaktioner, der afspejler et sind, der er væsensforskelligt fra vores eget.
”Kunstig intelligens” er et fattigt ord; der er snarere tale om en besjæling af materien; at alle apparater, og i mange tilfælde endda selve det materiale, de er fremstillet af bliver sansende, tænkende, og i kontakt med alle andre genstande - og vi vil selv være en uadskillelig del af vævet.

The other singularity - environmental collapse
Man bruger ofte betegnelsen ”the singurality” til at beskrive det skift, der kan ske den dag, da maskinerne overhaler os. Ordet stammer fra ### og man bruger det til at markere, at der er tale om en begivenhed så skelsættende, at den fuldstændigt forandrer logikken fremover.
Det er klart, at livet i den teknologisk dominerede fremtidsvision, jeg netop har beskrevet, i mange henseender vil være næsten ukendeligt fra den måde vi lever på idag.
...Men der er en singularitet mere, der i lige så høj grad kan ændre vilkårene for menneskeligt liv på jorden. Den anden singularitet er klimaforandringerne, der i øjeblikket synes at være on track til at trække tæppet væk under civilisationen, som vi kender og elsker den. Massive oversvømmelser af de mest befolkede egne, fejlslagen fødevareproduktion, hære af desparate klimaflygtninge, diverse økologiske sammenbrud, nå ja, og vindyrkning på Sjælland. Det er ikke nogen køn udsigt.

Interessant nok, udviklingen op imod begge singulariteter sted indenfor nogenlunde samme periode. Vi mærker allerede at de begge vokser i styrke år for år, men i de kommende årtier vil de for alvor gøre sig gældende som realiteter, der ikke kan ignoreres. Alligevel har jeg aldrig set dem tænkt systematisk sammen. Det er som om de befinder sig i hver sin fremtid; Enten får vi en nærmest klinisk techno-verden, hvor computere med iskold rationalitet styrer en menneskehed videre mod evig vækst i et samfund der ligner en blanding af Second Life, The Matrix, Dubai og Nordkorea.
Eller også ryger strømmen, samtidig med Thailands-turene, gulv-varmen, og indkøbene i supermarkedet, når vi reduceres til middelalderstadiet i en verden med rigtig dårligt vejr, og en forfærdelig masse mennesker, der kæmper om de svindende ressourcer.

Hvad nu hvis der ikke er to fremtider? Hvis begge singulariteter indtræffer samtidig? Tjah, så minder det egentlig om noget, der er sket mange gange før i evolutionens historie: En art blomstrer op, den fylder hele sin økologiske niche ud og kollapser pludselig i sit eget skidt, den dag den har udtømt alle ressourcerne og gjort forholdene umulige for sig selv. Men Livet går videre. Nye arter rejser sig af asken, med helt andre egenskaber. Måske springer livets proces til den teknologi mennesker har skabt, som Livet 2.0. Måske viser vores maskiner sig at være fit til at fortsætte hvor vi slap.
Eller måske formår vi at bruge teknologien til at indrette os på måder, der afværger miljøkatastrofen - og dermed undgår vi at teknologien enorme kræfter udvikles i en situation præget af kaos, krise, og knaphed. Man har lov at håbe, men dét er ikke nok. Som vi skal se i næste kapitel kommer vi ikke uden om grundlæggende ændringer i vores livsstil og kultur, hvis vi vil undgå en frontal kollission med de to singulariteter.


Illumina tilbyder komplet genom test for $48.000
http://www.everygenome.com/

California train wreck:
http://www.reuters.com/article/domesticNews/idUSN0152835520081002

Bruce sterling: Shaping things, 2005, MIT press


Spook Country, William Gibson, 2007, Viking/Penguin

Steven Spielberg; Minority Report, 2002, 20th Century Fox

Cloud computing og dens konsekvenser er beskrevet i:
Nicholas Carr: The Sig Switch, Rewiring the world, from Edison to Google, 2004, W.W. Norton & Co

Kevin Kelly præsenterer sin ide om The One Machine:
http://www.ted.com/index.php/talks/kevin_kelly_on_the_next_5_000_days_of_the_web.html
http://www.youtube.com/watch?v=1S0-S36pMo4


Menneskets evolution:
http://ing.dk/artikel/97021-mennesket-udvikler-sig-fortsat
http://www.newscientist.com/article/mg18925421.300-are-we-still-evolving.html

Tal om menneskers større kroppe er fra The Economist, 27. Juni 2009

Paul Ehrlich taler om forskellen på biologisk og teknologisk evolution i denne podcast: http://blog.longnow.org/2008/06/30/paul-ehrlich-the-dominant-animal-human-evolution-and-the-environment/


Paul Crutzen om the anthropocene:
http://www.nature.com/nature/journal/v415/n6867/full/415023a.html

Googles egen beskrivelse af deres video fingerprinting system:
http://www.google.com/support/youtube/bin/answer.py?hl=en&answer=83766