Kompetencer til det 21. århundrede
Tekst: Peter Hesseldahl

Tilværelsen på kloden har alle dage handlet om at udvikle sig for at kunne få mest muligt ud af de gældende forhold. I evolutionens terminologi, kan man betragte fremtiden som et fitness-landskab. Det vil være nye forhold fremover, og dem, der er passende udrustet eller som formår at tilpasse sig, vil trives i det fremtidige landskab af muligheder og trusler - resten går ikke videre.
Det er tid at drage nogle konklusioner om hvad det er for kompetencer, der vil være nødvendige for at klare sig i det 21. århundrede. Det vil være ganske afgørende, at vi har de kompetencer der passer til fremtiden, og dem opnår vi dels ved at tillære os ny viden og en ny selvforståelse, dels ved at aflære en stribe gamle vaner og forestillinger, som nu er blevet uhensigtmæssige og står i vejen for vores egen trivsel.

Hvis man skulle sammenfatte de nye forhold i ét ord, så er det ”sammenhæng”. Vi bliver mere forbundne - måske endda til det punkt, hvor der sker en form for faseskift i det niveau, vi forstår vores tilhørsforhold og skæbnefællesskab på. Den sammenhæng, som vi lever i og afhænger af, bliver stadig mere vidtstrakt. Engang var det familien, så blev det klanen, landsbyen, nationalstaten - og nu er vi forbundet i et tæt knyttet globalt netværk, der hastigt udbygger forbindelserne til nye egne og et mere omfattende og hurtigere samspil. Det giver mindre mening at forstå sig selv som selvstændig og suveræn, når en stadig større del af vores vilkår bestemmes i samspillet med mange andre. Det gælder for os som individer, men lige så vel for virksomheder og nationalstater. Samspillet betyder mere og mere, og det bliver tydeligere, at deltagerne er indbyrdes afhængige. Vi bliver mere opmærksomme på konsekvenserne af vores handlinger i forhold til hinanden - både de positive og de negative.

En stor del af sammenhængen skyldes de næsten allestedsnærværende og altomfattende digitale netværker. Netværket giver langt flere mulighed for at bidrage kreativt til at skabe værdi, og i takt med at industrialderens rutinearbejde overtages af maskiner eller sendes til billiglande, bliver kreativiteten både en mulighed og et krav i de fleste jobs.
Hastigheden af samfundets processer og forandringer accelererer, og alt i alt bliver de systemer vi indgår i, langt mere komplekse. Tidligere kunne man forklare verden ved at bruge maskiner som et billede. Men de systemer, vi omgås og afhænger af, fungerer ikke længere med mekanisk forudsigelighed. Metaforen må snarere hentes fra biologien, for teknologi, politik og økonomiske systemer opfører sig nærmest som var de levende; mere uforudsigeligt, og tilsyneladende med en egen dagsorden og trang til overlevelse.
Den digitale teknologi betyder, at vi omgås og handler i en virkelighed, der i stigende grad er en uadskillelig blanding af det fysiske og det virtuelle; hvor afstande i mange henseender forsvinder, og hvor fiktion og virkelighed kan være umulige eller meningsløse at skelne fra hinanden.
Det er imidlertid ikke kun højteknologi og digitale netværk, der binder os tættere sammen. Når den store, fælles sammenhæng fremover vil være meget langt fremme i bevidstheden, så bunder det også i at menneskeheden er foruroligende tæt på grænsen for vores økologiske niches bæredygtighed. Vi er meget hurtigt blevet mange, og vi vil blive en hel del flere i de kommende årtier - samtidig med at væksten i forbruget vokser. Også dét vil øge opmærksomheden på de fælles vilkår, og på den enkeltes ansvar og frihed i forhold til fællesskabet.

Kulturteknikker til tiden
Dét er - i store træk - den virkelighed vi skal tilpasse os i det 21. Århundrede. Det er de vilkår, vi skal have kompetence til at handle hensigtsmæssigt under. Det er ikke godt nok at fortsætte som vi plejer. Allerede nu er der tydeligvis behov for nye færdigheder og, ikke mindst, et nyt approach - en holdning, en forståelse, et mindset, eller hvad man nu skal kalde det: En tilgang til tilværelsen, der er hensigtmæssig i forhold til de nye spilleregler i netværkssamfundet.

Indenfor folkeskolen har man begrebet kulturteknikker, som er de grundlæggende kompetencer der er nødvendige for at kunne begå sig i samfundet. Der er fem kulturteknikker: læse, skrive, regne, engelsk som 2. sprog og IT på brugerniveau. Hvis det kniber med dem, vil man opleve, at dørene til yderligere læring er lukkede.
Hvad der regnes for kulturteknikker skifter naturligvis i takt med at vilkårene i samfundet forandres. Med overgangen fra industrisamfundet til netværkssamfundet er vi nødt til at lære nogle nye, grundlæggende kompetencer oveni i de gamle.

I stikordsform, så handler det om:
- at se sig selv i en større sammenhæng, og at se sine egne interesser som snævert knyttet til fællesskabets interesser,
- at forstå og handle i forhold til komplekse systemer.
- en indstilling til tilværelsen i netværkssamfundet som medskaber og medansvarlig
- at tilpasse sig de fysiske ressourcer vi har til rådighed
- at kunne navigere ubesværet i blandingen af virtuelle og digitale omstændigheder.

Ting vi skal af-lære
Man kan vende undersøgelsen om, og i stedet forsøge at forstå den ny tids kompetencer ved at se på det, der IKKE er hensigtsmæssigt længere.
Vi har en række normer for opførsel, som er opstået og indlejret i vores kultur fordi de var hensigtsmæssige under industrialismen. Vi tager dem for givet, for os har de altid været der, men i nogle henseender er de normer med til at fastholde os i en model, der er ved at være over sidste salgsdato.
Groft sagt kommer vi fra en situation, hvor der var rigeligt med råmaterialer, og udfordringen var at få dem udvundet og omdannet for at sikre sin egen velstand. Idag gælder det om at udnytte de knappe ressourcer effektivt og på en måde, der ikke yderligere udhuler det samlede system. Det er - af nødvendighed - blevet et fælles projekt, og den enkelte person eller organisations velstand vil fremover bygge på evnen til at kombinere sin viden og indsats med andres.

Vi er opdraget med mekanisk masseproduktion og skarpt adskilte roller mellem forbrugere og producenter, mellem ledere og medarbejdere og mellem konkurrenter og samarbejdspartnere. Vi er vænnet til forbrugerkulturens lighedstegn mellem lykke og materiel vækst, og velfærdsstatens frihed uden ansvar.
Med den baggrund falder det ikke nemt eller naturligt for alle at påtage sig et ansvar, at tænke på fælles interesser, at være udfarende og opsøgende, eller at vise tiltro. Det lyder nærmest naivt; som den sædvanlige hippie-buddhistiske drøm om en mere oplyst menneskehed.
Men, som jeg håber det fremgår af denne bog, så virker det unægteligt også temmelig naivt, for ikke at sige hasarderet, at tro at vi kan fortsætte med at styre ud fra de nuværende kulturelle værdier.
Vi må tillægge os en ny selvopfattelse og et nyt sæt af kompetencer til at handle. Det er svært, det tager tid, men historisk set er det ikke enestående. Vores samfund har været gennem mange af den type skift. Prøv blot at sammenligne med overgangen fra landbrugs-samfundet til industrialderen og storbyernes modernisme: Store befolkningsgrupper fik på få årtier helt nye livsformer, nye kompetencer og nye roller i samfundet - samtidig med at de måtte slippe deres gamle selvforståelse.

Teknologisk betingede,
For bare 100 år siden var over halvdelen af den danske befolkning tilknyttet landbruget, og det var helt almindeligt at have en vis forståelse for de opgaver der fandtes på en gård. Idag arbejder kun 2,5% i landbruget. Mange andre fag - skibsbyggere, typografer... - har oplevet at deres ekspertise og faglige stolthed mistede relevans og værdi fordi arbejdet kunne klares billigere og bedre med nye teknologier. Nogle former for viden har ikke længere en afgørende vigtighed, og derfor har de heller ikke længere den samme prioritet i uddannelsen som før. Det er eksempelvis yderst sjældent at vi for alvor har brug for latin. Det er godt at kunne, men det går fint uden. Om vi skal lære det, bliver i højere grad et spørgsmål om at bevare en bestemt kultur end om at sikre at vi kan fungere i den praktiske, moderne dagligdag.

Hovedregning var vigtigt for nogle årtier siden, idag tyr vi til lommeregnere for selv en simpel sammenlægning. Vores forældre havde en håndskrift, som alle andre let kunne læse, men idag er håndskrift noget, man bruger til at skrive sedler og notater for sig selv (og selv dem, kan det knibe med at tyde). Når vi kommunikerer med andre går det via tastaturet. Det er heller ikke så vigtigt at kunne stave selv, for stavekontrollen retter fejlene. Med T9 systemet på mobiltelefonen behøver vi ikke engang at skrive hele ordet, vi kan nøjes med de første par bogstaver, så gætter maskinen resten. Og hvad bliver det næste? Måske holder vi op med at spekulere på at orientere os og finde vej, når vi altid har satellitnavigation til rådighed. Måske vi holder op med at forsøge at læse og tale andre sprog, når vi kan bruge maskinoversættelse.
Gradvist slipper vi gamle kompetencer, for vi får ikke brugt dem, og til sidst kan vi ikke længere - og hvorfor skulle vi egentlig også besvære os med det? Til gengæld bliver vi fuldstændigt afhængige af at nettet kan klare det for os. Vi er lammede, hvis forbindelsen ryger, eller systemet går ned. Vi er godt på vej til at blive cyborgs; en del af maskinen, og den overtager efterhånden de kompetencer, vi selv er dårligst udrustet til at mestre.

We think
...Men tilbage til det vi skal kunne i fremtidens mere sammenhængende verden: Generelt vil det for flere og flere opgaver gælde, at de er så omfattende og komplekse, at de ikke kan løses af en enkelt eller nogle få. Vi har altid skulle samarbejde med andre, men samspillet bliver både
mere vidtstrakt og mere dybtgående. Derfor handler fremtidens kompetencer i høj grad om evnen til at samarbejde og kommunikere - og, nok så vigtigt; om evnen til at skabe situationer, hvor samspil kan opstå. Det kræver nogle konkrete færdigheder - f.eks. i brugen af interaktive multimedier - og så kræver det et mindset; en selvforståelse, der er væsentligt forskellig fra den, der var typisk i industrialderen.

Vi har i #kapitel ## været inde på det, som Charles Leadbeater kalder overgangen fra Me-thinking til We-thinking. Det er en forandring i retning af et andet udgangspunkt for samspillet med omverdenen. Snarere end at fokusere på at skabe værdi for sig selv i konkurrence med andre, handler det om at skabe værdi for sig selv, ved at styrke det fællesskab som værdien opstår i. Eller sagt med et andet af de udtryk, vi har undersøgt: at gå fra at spille et nulsumspil til at være deltager i et plussumspil, fordi man indser, at man selv opnår større og mere vedvarende værdi ved at samarbejde.

I nulsumspillet gælder det om at holde kortene ind til livet. Man deler ikke med andre, man holder sin viden hemmelig og man opsøger ikke samarbejde. I stedet forsøger man at klare sig selv, fordi man er bange for at andre skal stjæle ens gevinst. Vores automat-reaktion er at forsøge at sikre os kontrol over alt, hvad der kunne tænkes at have værdi - og det er en opførsel, man finder både hos individer og organisationer. Resultatet er, at der er ressourcer, som ikke kommer i spil, og ikke er tilgængelige for alle, der kunne bruge dem til at skabe ny værdi med.
I en konkurrence-situation er man ikke interesseret i at de andre spillere. Hvis man i stedet føler at man er på samme hold og har fælles interesse, gælder det om at dele ressourcerne.
Forskellen, når vi kigger fremover, er, at der vil blive flere situationer, hvor man er bedst tjent med at styrke det fælles bedste - og at de enheder, som vi definerer som ”fællesskabet”, vil omfatte langt flere spillere. Derfor skal vi lære at arbejde med en højere grad af åbenhed.

Deltagere, medskabere
Det kan umiddelbart virke paradoksalt, men samtidig med at betydningen af fællesskabet vokser, får den enkelte deltager langt større indflydelse. I modsætning til den gamle hierarkiske model, hvor beslutninger og budskaber udgik fra toppen mod bunden, kan langt flere nu deltage med deres mening og viden. Man kan sige, at vi går fra et top-down til et bottom-up fællesskab.
De gamle roller begynder at overlappe: Ledere og medarbejdere, forbrugere og producenter, amatører og professionelle... Skellet imellem dem forsvinder ikke fuldstændigt, men der sker en kraftig forskydning i retning af at involvere stort set alle som deltagere, med-skabere og med-ansvarlige.
Dét er en udvikling, som både kan berige fællesskabet og samtidig give den enkelte større mulighed for at realisere sig selv og påvirke sine vilkår.

Dem større betydning af fællesskabet betyder ikke, at den enkelte ikke længere kan handle til sin egen fordel. Netværket som organisationsform ser ud til at muliggøre en ny balance mellem individ og fællesskab. Industrialismens traditionelle politiske skel lå mellem socialismen og liberalismen. Socialismen tilsidesatte individets egen interesse til fordel for det fælles bedste, og kommunismen inddrog endda den private ejendomsret. Liberalismen, derimod, mente at enhver indblanding fra staten fordrejede den optimale udnyttelse af ressourcerne, som det skulle give, at enhver efter bedste evne forfølger sine egne mål.

Det kan virke som om tiden nu er moden til en ny -isme. En forståelse af hvordan man kan bevare drivkraften i den enkeltes stræben, på en måde, der ikke undergraver, men styrker det system, som alle afhænger af.
I det stadigt tættere knyttede netværk, nærmer egoismen og altruismen sig hinanden. Den afgørende faktor er den fordel; det ekstra der opstår, når man vælger at kombinere sine ressourcer og kompetencer. Det er det magiske ved komplekse systemer; at der i samspillet opstår et overordnet mønster med nogle helt nye kvaliteter, der er mere end blot summen af de enkelte dele.
Men kvaliteten af det mønster der opstår, afhænger af at hver enkelt deltager har frihed til at bidrage til udviklingen og bringe deres kompetencer i spil. Det var en væsentlig årsag til at de socialistiske stater slog fejl, at de fratog den enkelte muligheden for at gøre en forskel i forhold til sine egne omstændigheder. Det er ikke i nettets interesse at bremse personligt initiativ, individuel stræben og konkurrence - så længe det ikke underminerer grundlaget for systemet. Dén balancegang er klassisk. Pointen her i bogen er at vise, at der er kommet nye spilleregler omkring afvejningen.

Påtage sig Ansvar
Ansvar er et nøgleord i dén forbindelse. Man kan forstå ordet på to måder:
- Man kan være ansvarlig for at noget sker. Man forstår at ens personlige indsats har en indflydelse på udviklingen.
- Man kan stå til ansvar for noget. Man vedkender sig eller pålægges betydningen af sine handlinger, og det indgår i omverdenens vurdering af en.
Det er en central kompetence fremover at kunne påtage sig et ansvar - i begge betydninger: Vi skal selv tage initiativ og få ting til at ske. Og vi skal forstå, hvad vores handlinger har af betydning for resten af systemet.

Kravet om ansvarlighed breder sig. I et hiearkisk samfund ligger ansvaret i toppen, hos lederne. I netværket fordeles ansvaret til alle, der vil deltage og bidrage til samspillet. Men nødvendigheden af en fælles ansvarlighed vokser også. Menneskeheden har fået afgørende indflydelse på planetens økosystem - og dermed er vi i høj grad blevet ansvarlige for hele systemets trivsel. Vi har spist af kundskabens frugt. Vi er den eneste art på jorden, der for alvor kan tage ved lære, og vi har opbygget større viden og forståelse gennem årtusinder. Det har givet os magt over vores omverden, og vi har fået mulighed for at påvirke grundlæggende forhold, der før var i ”Guds hænder” - eksempelvis klimaet. Men det betyder også, at det er os, der har ansvaret; vi er ikke u-skyldige længere. Uanset hvad vi gør, så har det afgørende betydning.

Nødvendigheden
En af de nye faktorer, der vil gøre sig stærkere gældende fremover er nødvendigheden. Vi - den rige del af verden - har levet i en tid, hvor vi ikke skulle overveje det fysiske. Der var mad nok, rigeligt med benzin, varme, strøm osv. Og det blev bare billigere og billigere. Vi har kunnet brede os, og bruge ubekymret løs. Men nu ser det unægteligt ud til at turen i forlystelsesparken er ved at være slut.
Alt tyder på at de økologiske realiteter vil blive særdeles påtrængende, og det vil redefinere fællesskabet. Når det strammer til, kommer der, nødvendigvis, strengere krav til den enkelte om ikke at brede sig for meget.

Der er to måder man kan tilpasse sig de trangere omstændigheder: Man kan opføre sig mere nøjsomt, eller man kan finde andre, mere effektive måder at opnå den vante livsstil på. Det sidste peger på én af fremtidens centrale kompetencer: at kunne udnytte ressourcerne langt bedre. Et engelsk slogan, der meget godt udtrykker udfordringen er, at vi skal ”go from using non-renewable resources in a wasteful way to using renewable resources efficiently”.
I euforien over den digitale teknologis ufattelige muligheder, har overskriften været, at samfundets fokus gik fra atomer til bits. Atomer var billige og tunge, det var ikke i den fysiske fremstilling at den ny tids økonomi og arbejdspladser lå, men i bits; viden og programmer. Men nu tager atomerne revanche - de er blevet knappe, dyre og åbenlyst uundværlige. Derfor vil dem, der trives fremover, være dem der formår at bruge bits til at få den maksimale nytte ud af atomerne. Forstår man ikke dét - både som privatperson og som en del af sin faglige kompetence - vil man opleve at være dårligt fit til fremtiden.

Nødvendighed betyder at omstændighederne tvinger én til en handling; man har ikke noget valg, hvis man vil overleve. Den situation vil vi i stigende grad blive konfronteret med. Nok så megen effektivitet vil næppe være tilstrækkeligt til at bremse CO2 udledningerne, udryddelsen af biodiversitet eller udtømningen af vandreserverne så hurtigt som det er nødvendigt. Derfor vil vi også blive nødt til at ændre livsstil. Jeg ved, at mange blankt vil afvise at det kan lade sig gøre. Ikke desto mindre: Det sværeste, men formentlig også det mest påtrængende for os at lære, er at finde ind til en forståelse af glæde og en historie om det gode liv, som ikke er så snævert forbundet med uhæmmet materielt forbrug. Det kan lyde religiøst eller romantisk at finde glæde ved en mere nøjsom eksistens, og i praksis ville de fleste formentlig foretrække at fortsætte med at forbruge som vi plejer. Det er ubekvemt, det lyder træls, og derfor virker det sikkert naivt, når jeg hævder, at mennesker vil ændre livsstil og skrue ned for forbruget. Det kan vi blive nødt til. Man kunne håbe på, at det viser sig at være en chance for at opleve nogle kvaliteter i livet, som har været forsømte i jagten på materielt forbrug: ro, nærhed, fordybelse, omsorg og de andre bløde værdier, som ironisk nok er blevet den største luksus, for dem, der har mest travlt med at tjene og forbruge.

Når krybben er tom...
Nødvendigheden kan fremtvinge et fokus på fælles løsninger - eller nødvendigheden kan føre til splittelse, når enhver forsøger at redde sit eget. Som man siger; når krybben er tom bides hestene. En presset situation kan meget let blive til alles kamp mod alle, og når først nogen begynder at droppe ud af fællesskabet, så virker det selvforstærkende. For de stærkeste er det fristende at gå selv, men, som vi har været inde på, medfører egoismen, at det samlede system svækkes og på længere sigt ikke kan byde på de samme muligheder - heller ikke for de stærke.
I den forstand står vi ved et tipping point. Vi kan gå mod større splittelse eller mod større sammenhæng. Vi har et relativt velfungerende samfund, vi har mekanismer, der kan afbalancere den individuelle og den fælles interesse, men spørgsmålet er, om systemet er robust nok til at møde den belastning, som de kommende år vil byde på. Finanskrisen i 2008 gav os en forsmag på, hvad resultatet kan blive, når de grådigheden får frit spil. Man kan overveje, om vi i den rige del af verden i årtier har været i fuld gang med en lignende undergravning af det fælles globale miljømæssige grundlag - og specielt, om de stærkeste og rigeste vil insistere på at fortsætte med at tage for sig, efterhånden som eroderingen af underlaget også gør sig gældende på vores breddegradder. Hvis ikke der er vilje til finde fælles løsninger, kan det hurtigt blive meget ubehageligt for mange mennesker.
Derfor er forståelsen af at være del af en større sammenhæng en afgørende kompetence i det 21. Århundrede. Hvis det er dén forståelse vi opdrager vores børn med, og den forståelse, der gennemsyrer samfundets love, skattesystem og kultur, kan vi gøre det mere sandsynligt at vi fastholder og styrker de fælles løsninger for at komme igennem turbulensen. Alternativet er temmelig deprimerende at tænke på.

New deal - tiltro
Selvfølgelig kan man vælge at handle egoistisk, sørge for at forsyne sig, og komme foran resten. Man kan se tilværelsen som alles kamp mod alle. Men i et stadig tættere forbundet netværk er det ikke længere så stor en fordel kun at tænke på sig selv - og samtidig er der kommet større fordele for den enkelte ved at handle i fællesskab.
Ved at åbne op, være imødekommende, og ved at dele sin viden, gør man sig selv tilgængelig for samspillet med andre og deres ressourcer. Men der er en risiko ved det. Man risikerer at blive snydt eller udnyttet af nogen, som benytter sig af andres bidrag, uden selv at komme med noget.
På nettet kan sammenhængen mellem det man giver og det man får være in-direkte og svær at gennemskue. Når man bidrager ved at skrive i Wikipedia eller ved at lægge gode råd ud på sin blog, så er det en ganske abstrakt satsning på at noget vil vende tilbage. Man giver til nogen man ikke ser, og man får fra nogen man ikke kender - men det virker fordi så mange vælger at engagere sig i det fælles.
Vi skal lære tillid og tiltro til netværket, og formentlig er den bedste måde lære dét på, ved at få praktiske erfaringer og opleve, at det virker, og at gennemgå, hvad der går galt, når samspillet ikke fungerer.

At indgå i et samspil, udfordrer vores vante tilbøjelighed til at kontrollere så meget som muligt selv. Når man lader andre spille med, indebærer det at man slipper noget af kontrollen. Det er et dilemma, vi skal lære at være trygge ved: at for at kunne inddrage andres kreativitet, viden og engagement til at berige et projekt, må man acceptere at det kan udvikle sig i retninger, man ikke selv havde forestillet sig. Hvis man virkelig vil have tilføjet noget nyt fra andre, må man være forberedt på forandring og overraskelser.
Det er forskellen på hierarkiet og netværket. I hiearkiet kan man som leder mobilisere andre ved at kommandere dem til at gøre det, man selv ønsker. I netværket deltager man derimod i en fælles proces, der skal føre til et resultat som er til gavn for alle involverede.

Robert Wright skriver i sin bog Non-zero, at ”hvis man går ind i et plus-sum spil, så mister man en del af kontrollen over sin fremtid. Man binder sin skæbne til andres”. Man må afgive suverænitet for at nyde godt af fordelene ved samarbejde - ligesom alle de andre, der deltager i det.
Også dét kræver tillid og tiltro. Man er nødt til at stole på at ens medmennesker ikke er rablende galninge, eller at de vil svigte én for at score gevinsten for sig selv. Det indebærer en risiko, men det er dén vi skal lære at håndtere, for når det lykkes at etablere et samspil, så er der gode odds for at det kan ud-konkurrere det, som dem, der holder sig for sig selv, er i stand til at præstere.
Risikoen er størst for dem, der i forvejen har etableret sig på egen hånd. Et firma med et eksisterende produkt eller deres eget, lukkede system vil være utilbøjelige til at afgive kontrollen med det, de har.
Men igen: Det er nye tider. Etablerede positioner er ikke så faste som førhen, og når forholdene skifter, handler det ikke om styrke, men om tilpasningsevne.

Kommunikation
At deltage i en større sammenhæng kræver helt grundlæggende at man kan kommunikere. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er vores kommunikationsform under hastig forandring. Medierne, sproget, rækkevidden og frekvensen ændres, men måske det vigtigste er, at megen kommunikation som førhen var en-vejs, broadcastet fra centralt hold, nu bliver en samtale på kryds og tværs mellem et stort antal deltagere. Dermed bliver det vigtigt at huske at der er to sider af en samtale: Man skal både kunne tale OG lytte.

Man skal kunne sproget, simpelthen. Det er afgørende for at kunne være en fuldgyldig deltager i en proces, at man kan udveksle viden og synspunkter med et minimum af anstrengelse, gnidninger og misforståelser. Når man som indfødt dansker omgås en person som er indvandret, gør det en enorm forskel, hvor godt vedkommende kan tale dansk. Men den samme effekt gør sig gældende i den store, internationale sammenhæng, alle danskere skal lære at færdes i. Hvis man mestrer engelsk godt nok til at det ikke er et issue, så står verden - både den fysiske og den elektoniske - åben.

Hvad den tekniske side af sagen angår, er det tydeligvis ikke længere tilstrækkeligt at kommunikere i tale og skrift. Billeder, video, spil, powerpoints, SMS'er, musik og animationer er blevet helt almindelige elementer af det sprog vi anvender i dagligdagen, og dermed er det blevet afgørende, at vi både er istand til at afkode virkemidlerne og til selv at anvende dem i vores kommunikation.
Vores sprog kan blive langt rigere af at blive multimedialt, og fra et pædagogisk synspunkt betyder den bredere palette af virkemidler at man potentielt kan inddrage flere i samtalen. Vi opfatter og lærer ikke ens. Man taler om at vi hver især har forskellige intelligenser og læringsstile. Man kan forvisse sig om det ved at tage et kig på hvor forskelligt de nærmeste omkring os udtrykker sig eller bruger medier. Nogle forstår bedst, hvis de kan se budskabet i form af billeder, andre skal helst have lejlighed til at arbejde fysisk med emnet. Andre igen foretrækker at få en problemstilling præsenteret skematisk eller udtrykt som formler.
Howard Gardner, Harvard psykologi-professoren der i sin tid opstillede teorien om de mange intelligenser, konkluderer, at jo flere kanaler man kan aktivere i sin kommunikation - billeder, fysiske eksperimenter, musik, tal - des bedre kan man sikre sig, at alle modtagerne forstår budskabet.
Med andre ord; Vi skal i langt højere grad lære at aflæse og udtrykke os multimedialt. Den sprogforståelse, kritiske sans og uanstrengte anvendelse vi traditionelt forsøger at lære alle skoleelever indenfor det talte og skriftlige, skal udvides til en stribe nye medier som vil skylle gennem kulturen i de kommende år.

Virtuel:
At mestre multimedierne er formentlig sværest for dem, der ikke er opvokset med dem. På samme måde er det med en anden central kompetence omkring fremtidens kommunikation: At omgås den virtuelle verden som en indfødt. Når man ikke er født med trådløst bredbånd i luften, kræver det tilvænning, før spillereglerne i det virtuelle univers falder én helt oplagte og naturlige.
I den virtuelle verden er der ingen geografiske afstande. Det, der skiller os er andre faktorer; sprog, status, kultur, personlighed... Teknisk set er der stort set ingen forskel på at være i samspil med personen i værelset ved siden af og med hvemsomhelst ellers hvorsomhelst på kloden. Nettet er globalt. Så snart man lægger noget på, er det overalt, og potentielt forbundet til alt andet i ”skyen”.
Mit bud er, at vi i de kommende år bliver langt mere bevidste og vant til, at vi faktisk har hele verden til rådighed; at vi kan hente den rette information og ekspertise bedre og billigere fordi vi ikke af gammel vane kun leder i den fysiske nærhed. Samtidig lærer vi at være til rådighed og til stede globalt - og hvordan vi kan styre for hvem og hvornår vores data er tilgængelige.
Kompetencen hænger sammen med ideen om en global bevidsthed, som jeg var inde på i kapitel ##: Vi udvider det rum, vi opererer indenfor; vi ved, mere eller mindre bevidst, hvordan det står til i vide dele af verden og vi forstår os selv og vores påvirkning af andre i dén, langt større, sammenhæng. Der er et enormt potentiale i den digitale kommunikationer, men det er ikke længere så meget et spørgsmål om at have grejet og forbindelserne. Det er i høj grad et spørgsmål, om at vi psykologisk og kulturelt lærer at spille det globalt forbundne spil.

Complex context
De kompetencer, vi hidtil har lagt vægt på for at fungere i samfundet, er præget af et verdenssyn, der går tilbage til Newton. Verden var som en maskine; hvis man skilte den ad i tilstrækkeligt små dele, ville alle systemets processer kunne forklares og forudsiges med enkle og elegante formler.
Men systemer skifter karakter når de bliver tilstrækkeligt komplekse. Den globale økonomi, klimaet og genernes samspil med miljøet er eksempler på vigtige sammenhænge, som man ikke kan forstå og håndtere alene med de gamle formler.
Komplekse systemer har egenskaber, som kun kan ses, når systemet er i bevægelse, for det er i samspillet mellem enkeltdelene, at systemets udvikling afgøres. Deres præcise udvikling og opførsel er umulig at forudsige, de kan være langt mindre stabile, og med tiden kan de ”tage ved lære”, tilpasse sig og skifte karakter.
Sammenkoblingen af alt og alle medfører, at de systemer, vi er afhængige af, i stigende grad opfører sig komplekst. Vores velfærd afhænger af at vi kan forholde os hensigtsmæssigt til dem, og derfor er det en afgørende kompetence I det 21. Århundrede at have en fuldstændig indarbejdet forståelse af de grundlæggende mekanismer i komplekse systemer.
Vi var udførligt inde på dem i ## kapitel; det er mekanismer som Feedback, selvorganisering, ikke-linearitet, holisme og evolution:

- Ved at se på negativ og positiv feedback kan vi forklare hvorfor nogle systemer er træge og modstår forandringer, hvorimod andre systemer rives med i fuldstændigt løbske, selvforstærkende processer.
- Med viden om selvorganisering kan vi forstå de kvalitative spring der kan ske når mange elementer forbindes i et samspil. Vi kan bedre organisere the wisdom of the crowds; den kollektive intelligens, og vi kan gennemskue mekanismerne bag the tragedy of commons; når vi hver især foretager valg der umiddelbart er rationelle for den enkelte, men som kan være fatale for fællesskabet.
- Det kræver et holistisk syn, hvis man vil forstå hvordan et systems elementer påvirker hinanden, og hvis man vil undersøge de egenskaber, der opstår i samspillet, snarere end blot at se på karakteren af de enkelte elementer.
- Med non-linearitet og kaos som elementer i vores forståelse af udviklingen, indser vi at at komplekse problemstillinger sjældent har enkle og klare svar. Vi lærer at tænke i sandsynligheder, snarere end vished. Vi accepterer at vi ikke kan have fuldstændig kontrol - og at omstændighederne er under konstant forandring.
- Evolutionens mekanisme giver os indsigt i betydningen af at fortsætte med at lære og udvikle os, og den giver en forståelse for vigtigheden af mangfoldighed.

Mekanismerne går igen i alle mulige typer af komplekse systemer, og derfor er system-forståelse en grundlæggende kompetence, der giver indsigt på tværs af discipliner. Ligesom at læse, skrive og regne, så er systemforståelse en kultur-teknik, der giver adgang til større indsigt i alle andre fag - hvad enten det er økonomi, økologi, markedsføring, mikrobiologi eller musik.
At forstå systemer og processer er imidlertid noget ganske andet end at indlære facts. System-forståelse kræver, at man ser informationer i en større sammenhæng og forstår de underliggende mønstre i det samspil, der ændrer og former verden. Ved at forstå processerne bliver det muligt at overføre observationer og principper fra ét fag-område til et andet - et eksempel kunne være at evolutionen luger dem, der ikke passer til forholdene fra, hvad enten det handler om hvilke planter, der kan trives på en mark eller hvilke produkter, der skal klare sig på markedet.
Dén tværgående forståelse er en central kompetence fordi vi lever i en tid, hvor industrier og fag, der før var klart adskilte, nu blandes på nye måder, og dermed opstår nye muligheder. Mange nye opfindelser og forretningsområder opstår, når brancher blandes sammen - interaktive multimedier opstod eksempelvis da computere, telekommunikation og fjernsynet smeltede sammen. Tilsvarende indenfor videnskab: På mange af de mest lovende videnskabelige forskningsområder er der rift om forskere, der kan tænke på tværs af disciplinerne. Et eksempel er det felt, der kaldes NBIC - Nano, Bio, Information and Cognitive sciences. Det dækker en lang række af teknologier, der har det tilfælles, at de udvikles, ved at kombinere indsigt og værktøjer fra de 4 store, men hidtil adskilte videnskabelige grene. Resulaterne spænder lige fra nye materialer til nye medicinske behandlinger, nye typer computere og nye, ultrasmå sensorer.

Portable skills
Rå facts og informationer er ikke længere væk end en forespørgsel på Google. Vi har information at our fingertips. Det, der er knapt, og dermed værdifuldt, er derimod forståelsen for hvad informationer betyder, og hvordan de hænger sammen. Lidt poppet sagt, så ændres den viden vi har brug for, fra at være af ”Hvem, Hvad, Hvor”-typen til ”Hvorfor” og ”Hvordan”. Det handler mindre om facts og mere om systemet og processerne bag de facts.
De specifikke facts ændres i takt med den hastige udvikling i teknologi og videnskab. En stor del af det, jeg foretager mig i mit daglige arbejde, fandtes der simpelthen ikke ord for da jeg blev student (Jeg indrømmer blankt; det var inden PC'en, mobiltelefoner og internettet). Der er ingen grund til at tro at hastigheden af forandringerne vil gå ned fremover, tværtimod. Derfor har vi brug for at være flexible, og alligevel at kunne opsamle holdbar erfaring og indsigt.
Howard Gardner taler om behovet for ”portable skills”; altså færdigheder, man kan tage med sig. Den konkrete viden forandres, nye former for arbejde opstår og andre jobs forsvinder, men fordi man har en generel og dybereliggende systemisk forståelse, kan man hurtigt orientere sig, selvom den specifikke sammenhæng skifter.

Lad mig gøre det helt klart: Vi har stadig brug for konkret, specifik viden. Min pointe er at løsrevne informationer har meget begrænset værdi og holdbarhed. Vi er nødt til at gøre langt mere ud af at forstå hvordan tingene hænger sammen - og det betyder at undervisningen bør være mere tværfaglig, baseret på projekter der kræver at man inddrager mange discipliner for at løse komplekse problemer. Ligesom i virkeligheden.

Attitude
Den væsentligste forskel på, hvad man skulle kunne før, og hvad man skal kunne nu og fremefter, handler imidlertid ikke om en bestemt form for viden. Det handler om en attitude; en måde at gå til tilværelsen på.
I skolen lærer vi ikke kun specifikke kompetencer, der sker også en socialisering: Vi lærer blandt at komme til tiden, at lave vores lektier, være stille og høre efter når læreren taler. Børn får indprentet en forståelse for de værdier som samfundet fungerer efter.
De værdier er under forandring. Det er anden type borgere, med en anden forståelse af deres rolle i samfundet, vi har brug, og derfor er det en anden socialisering, der skal findes sted i skolerne. Vi har været inde på nogle af værdierne: at se sig selv i en større sammenhæng, som en del af et netværk, hvor ens egen succes er knyttet til hele systemets trivsel. Det fælles perspektiv bliver vigtigere, men fordi netværket inddrager mange flere i at bidrage selvstændigt, så stiller det også nye krav til den enkeltes handlekraft.

Vi har ikke noget enkelt ord, der kan sammenfatte og udtrykke den attitude. I stedet må vi indkredse det ved hjælp af en stribe nøgleord, der hver beskriver en del af et sammenhængende sæt af måder at opføre sig på:
Initiativ er vigtigt. Vi kan ikke sidde alene og passe hver vores indtil vi bliver forstyrret af at verden er forandet. Man må engagere sig, være opsøgende, udfarende, udadvendt og kommunikerende. Vi påvirker i høj grad vores egne omstændigheder og succes, hvad enten vi forholder os aktivt eller passivt. Hvis man vil udnytte dén mulighed positivt, må man være pro-aktiv og klar til selv at tage det første skridt for at startet en proces. Det er en del af rollen som deltager, med-skaber og med-ansvarlig.
Friheden til og kravet om at handle hænger tæt sammen med ansvar og risiko. Handling kræver at man er villig til at tage en chance og eksperimentere. Man skal have en vis tiltro til det usikre, og en imødekommenhed overfor forandring. Ellers kommer man ingen vegne.

Innovation - change
Vi kommer ikke uden om ordet ”innovation”. Det er trættende at høre ordet nævnt igen og igen, det er i dén grad blevet en pep-talk kliche. Ikke desto mindre dækker ”innovation” over en helt central kompetence: Evnen til at udvikle noget nyt og føre det ud i praksis.
Industrialismen handlede om reproduktion. På fabrikker skulle man fremstille massevis af ens produkter. I skolen skulle man lære udenad og kunne gengive viden. Idag er det ikke i reproduktionen at værdien ligger, men i det kreative. Der skal tilføres noget nyt. Verden ændres uafladeligt, og vi skal tilsvarende være i stand til at handle og udvikle i forhold til de skiftende sammenhænge vi kommer til at indgå i.

Hacking er en aktivitet, der har fået en temmelig negativ klang. I de flestes forståelse er hackere i samme kategori som vandaler, hackere hærger bare på nettet i stedet at lave hærværk i den fysiske verden.
Blandt de folk, der kalder sig selv hackere, er hacking derimod en nyttig, nærmest nobel beskæftigelse - en form for fejlretning og afsøgning af teknologiers muligheder. I nogle hacker-kredse er der en klart formuleret etik, som hackere både er meget bevidste om og ganske stolte af. Interessant nok indeholder den mange af elementerne i den attitude, som er afgørende for os alle at have fremover.
Som Tim Pritlove fra den navnkundige hacker-sammenslutning Chaos Computing Club formulerer det, så er hackerens etik, at man ikke tager ting for givne, og at man ikke vil acceptere at den teknologi, man præsenteres for, kun kan bruges, som det er fabrikantens mening. Hackeren insisterer tværtimod på at hacke; at åbne teknologien og skille tingene ad for at forstå hvordan de fungerer, for at kunne finde ud af hvad de kan bruges til, udover det, der var den oprindelige hensigt.

At se verden som foranderlig og som under vedvarende forandring indebærer også, at man er nødt til at fortsætte med at lære og med at udvikle sig selv. Viden er en proces, den skal konstant fornyes, for at bevare sin værdi. Man kan ikke blot forlade skolen som ”uddannet”, og tro, at læretiden er overstået. Læring er et livslangt projekt, men når man er færdig med grundskolen er det noget, som den enkelte selv må føle sig ansvarlig for. Det kræver et personligt initiativ og en indsats. Man skal i almindelighed være nysgerrig og udforskende i sin indstilling, og man skal løbende være opmærksom på, om der er viden eller færdigheder, man har brug for at tilegne sig. Den spansk/amerikanske sociolog Manuel Castells kalder dén evne for ”self programming capabilities”.
Eller som den tidligere direktør for Apple computer, John Sculley, har sagt: ”Hvis børn i USA ikke kan svare på hvad hovedstaden i Iraq hedder, så er det ikke fordi skolen ikke lærer dem den viden, men fordi de ikke har lært at holde øje med hvad der sker omkring dem”.

Kan det læres?
Vi har mange generationers erfaringer med at indprente specifik, faglig information. Men de færdigheder vi har brug for fremover, er anderledes. Det handler i høj grad om en holdning, noget psykologisk, nærmest et karaktertræk, der skal fremmes. At kunne vise initiativ, tage ansvar, tænke kreativt, være undersøgende og risikovillig er egenskaber, der vil være afgøre om man kommer på samfundets A eller B-hold i fremtiden. Det store spørgsmål er imidlertid, om det er noget, der kan læres - eller om det snarere er et medfødt karaktertræk; en del af vores personlighed, som man enten har eller ikke har?

Èn måde at svare på er at starte omvendt; med at konstatere, at det ihvertfald er egenskaber, der kan undertrykkes og amputeres. Man kan lære folk at initiativ og kreativitet er uønsket, og at man får færrest problemer, hvis man gør præcis som man får besked på.
Noget af det mest uhyggelige ved at besøge Østeuropa i den socialistiske era var at opleve hvordan en hel befolkning kunne fastholdes i apati, ligegyldighed og mangel på ansvarsfølelse.
Man kan også konstatere at små børn normalt er særdeles nysgerrige og kreative. Trangen til at lære og eksperimentere er ekstremt stærk lige fra fødslen. Men, som min kollega, lektor i pædagogik Hans Henrik Knoop konstaterer, så er det ikke alle, hvis medførte nysgerrighed overlever kontakten med uddannelsessystemet.

Mitch Resnick, der leder MIT Medialabs ”Lifelong kindergarten”-projekt, sammenligner evnen til at tænke kreativt med evnen til at skrive og læse. Det er ikke alle der er lige gode, vi kan ikke allesammen skrive som Shakespeare, eller tænke som Einstein. Men det er de færreste, der slet ikke har evnen.
Når vi taler om kreativ tænkning, er vi tilbøjelige til at tænke på de ypperste tænkere og kunstnere, men det er misvisende, mener Resnick. Vi burde i stedet fokusere på den almindelige, dagligdags kreativitet; på evnen til at løse store og små problemer ved at være lidt opfindsomme og ved at bruge det vi før lært på en ny måde.
Mitch Resnick har i over tyve år arbejdet med måder at understøtte og stimulere kreativ tænkning, bl.a. i meget tæt samarbejde med LEGO, og han mener bestemt, at man kan lære børn at tænke nyskabende og gøre dem bedre til at håndtere skiftende situationer. Ligesom med at lære at læse og skrive, mener Resnick, at den kreative tilgang til verden skal understøttes tidligt. Det er en holdning, der er sværere at lære, jo ældre man bliver. Men har man fra starten fået en attitude og en strategi for at håndtere det uventede og har man oplevet glæden ved at skabe noget nyt, så kan man bygge på det resten af sit liv, mener Resnick.

Menneskelighed
Ikke desto mindre kan man være nervøs for, at mange vil få det svært i et samfund, der i langt højere grad stiller krav til den enkelte om at være kreativ, tage initiativ, og påtage sig ansvar. Det moderne liv er allerede meget kompliceret og hurtigt. Hvad nu hvis man ikke kan følge med; hvis livet løber fra én?
Den attitude som er nødvendig i det 21. Århundrede kræver et vist overskud. Men hvad nu hvis man ikke har det overskud; man kan være syg, deprimeret, omgivet af forhindringer, eller slet og ret uheldig. Der skal ikke gå ret meget galt, før toget kører videre uden at man kommer med. Man kunne frygte, at polariseringen mellem dem, der klarer sig og dem, der ikke kan være med, fremover bliver større.

En diskussion af fremtidens kompetencer er nødt til også at forholde til de værdier, der kan bære samfundet videre. Som Howard Gardner har formuleret det: ”Vi har ikke brug for højere intelligens. Vi har brug for etik, retfærdighed og tolerance”.
Pudsigt nok, ser det ud til at den mest avancerede teknologi - gensplejsning, kunstig intelligens, det altomfattende computernetværk - vil tvinge os til at overveje, hvad det er, der gør vi mennesker menneskelige. Hvad er det for kvaliteter, der adskiller os fra maskinerne, hvad er det for værdier, der dybest set gør os lykkelige og får os til at føle os veltilpas og hjemme i den verden vi skaber med alt vores initiativ og kreativitet?

Jeg tror, at en vigtig del af at være menneskelig er at have medfølelse for andre mennesker. Kristendommens budskab om næstekærlighed og tilgivelse er også grundlæggende for menneskeheden i det 21. Århundrede. Vi har fri vilje, vi må påtage os ansvaret for vores handlinger og vi er forpligtet til hver især at gøre vores bedste. Men vi er ikke perfekte. Vi laver fejl, vi har svage punkter, og vi er afhængige af og tæt forbundet med vores medskabninger. Ofte er det bare tilfældigheder, der skiller lykke fra ruin.
Vi skal give plads til den enkelte og holde hinanden ansvarlige i respekt for at vi hver især er frie. Men vi er også nødt til at være tilgivende og forstående. Ingen af os kan klare sig alene, ingen har ansvaret alene. Vi er fælles om det her.


Tal for landbrugets beskæftigelse: Den store danske encyclopædi:
http://www.denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Landbrug_og_havebrug/Landbrug_generelt/Danmark_-_landbrug

Robert Wright, Non-zero, s. 227.
”entering a NZG means you lose unilateral control over your future. Your destiny is spread among others”

Howard Gardner,1983, Frames of Mind: The theory of multiple intelligences

Tim Pritlove. Foredrag ved Ars Electronica festival, Linz, 2008
mms://stream.aec.at/webcasts/FE_2008_05_09_Symposium_I_Tim_Pritlove_E.wmv

Fra forfatterens interview med Mitch Resnick

Fra forfatterens interview med John Sculley Okt. 06

Bemærkningene om tilgivelse er inspireret af en samtale med Kevin Kelly.