STORYTELLING

Det kan være nærmest lammende at gennemtænke, hvor store forandringer vi tilsyneladende skal igennem de kommende årtier. Vi ved allesammen, at et af de helt store punkter på den globale dagsorden er skiftet væk fra fossile brændsler. Men de færreste gør sig formentlig klar hvor afhængige vi er af olie, gas og kul.
Når planter vokser, optager de kuldioxid (CO2) fra luften. De bruger kulstoffet til at danne biomasse som træ, stilke, blade osv. og de udånder ilten til glæde for mennesker og dyr. De fossile brændsler i jorden består af de planter, der er aflejret i jorden gennem hundreder millioner af år. Når vi udvinder brændslerne og brænder dem af, reagerer kulstoffet med ilten i luften, og dermed dannes der igen CO2 som frigives i atmosfæren.
Det chokerende er, hvor meget co2, som ellers var bundet i jorden, vi frigiver. Vores forbrug af fossile brændsler svarer til, at vi på ét år frigiver lige så meget Co2, som det har taget jordens planter at binde på en million år. Det kan dårligt overraske, at et vedvarende udslip i dén størrelsesorden ændrer væsentligt på atmosfærens egenskaber.

Udfasningen af fossile brændsler betyder selvfølgelig, at skal skaffe rigtigt meget energi på anden vis. Et tal, der ganske godt illustrerer hvor meget fossil brændsel vi bruger, kommer fra beregningerne af, hvor stort et areal, det ville kræve, hvis benzinen til vores biler skulle fremstilles som biobrændsler. EU har vedtaget, at 10% af benzinen i år 2020 skal være erstattet af biobrændsler, som bioethanol eller bio-diesel. Der er lavet en del analyser af konsekvenserne og de peger på, at hvis det skulle ske ud fra afgrøder som roer, raps eller korn, så ville det lægge beslag på i størrelseorden 25-40% af landbrugsarealet - og det er altså kun for at erstatte en tiendedel af benzinen. Det enorme areal for at dyrke 10% af vores benzin, sættes yderligere i perspektiv af at benzinforbruget i Danmark steg omkring 14% i løbet af de seneste 10 år - og i lande som Kina og Indien vokser forbruget naturligvis langt hurtigere. (#evt. Fodnote: Min pointe med eksemplet her er at vise hvor stort vores forbrug af fossile brændsler er, sat i forhold til naturens løbende produktion af biomasse. I det omfang vi kommer til at bruge biobrændsler, tyder meget på, at de snarere vil blive fremstillet ud fra alger, slam eller affald fra landbrugsproduktionen)

I store, runde tal er den totale globale Co2 udledning på ca. 50 millarder tons årligt. Et ofte brugt skøn er, at hvis den gennemsnitlige temperaturstigning skal holdes på 2 grader i år 2100, skal co2 udledningen ned på under 20 millarder tons årligt inden år 2050. Til den tid forventer FN, at der vil leve 9.6 millarder mennesker på kloden. Der vil altså, i runde tal, højst være plads til at hver person på planeten udleder 2 tons co2 årligt. Danmark udleder idag omkring ##11 tons, amerikanerne ca. 25 tons og kineserne er nået op omkring 6 tons. 2 tons svarer nogenlunde til en gennemsnits inders udslip. I Danmarks tilfælde skal der altså ske en 80% reduktion.

Et sidste billede på, hvor stor en omstilling vi står overfor, er en beregning fra navnkundige konsulentfirma McKinsey, der har undersøgt, hvor stor en økonomisk gevinst vi skaber, i forhold til hvor meget CO2 vi udleder. McKinsey kalder det carbon-produktiviteten. McKinsey foretager en simpel business as usual fremskrivning, og beregner konsekvenserne, hvis den globale økonomi fortsætter med at vokse i nogenlunde samme takt som nu, samtidig med at man antager, at de globale udledninger af co2 skal nedsættes til de nævnte 20 gigatons årligt frem mod år 2050. Hvis væksten derfor sættes til lidt over 3% årligt, og faldet i co2 udledninger sættes til 2.4% om året, betyder det, at den økonomiske værdi skal skabes på grundlag af et ti gange lavere co2 udslip pr. dollar. For hvert kilo co2 der udledes i 2050, skal der altså skabes ti gange mere økonomisk værdi end idag. McKinsey sammenligner den stigning i carbon-produktivitet med den stigning vi før har præsteret i produktiviteten af menneskelig arbejdskraft, og det viser sig, at carbon-produktiviteten skal stige 3 gange så hurtigt som den menneskelige produktivitet steg igennem industrialiseringens økonomiske mirakel.

Der er krig
Vi skal lære at klare os uden fossile brændsler, i stor målestok, meget hurtigt. Men hvordan? Man kan relativt nemt forestille sig måder at spare en 10-20% af energiforbruget, men derfra og til at skære ned til en tiendedel eller femtedel, er noget helt andet. Det er så store forandringer, at det ikke er et spørgsmål om at gøre det, man plejer, på en lidt smartere måde; der skal ske noget helt andet.
Det kunne være, at de fleste store kraftværker skal lukkes, at al elektricitetsproduktion bliver baseret på vedvarende energi, og at benzindrevne biler skal afskaffes, ligesom vi har afskaffet glødelamperne. Måske bliver flyrejser en kostbar og sjælden aktivitet, og man kører ikke længere rutinemæssigt tværs gennem landet for at komme til et almindeligt møde et par timer. Måske bliver det for dyrt og uacceptabelt at købe og smide så mange varer væk. Måske skal vi ikke eje så mange ting, men blot leje os adgang til at bruge dem. Måske skal vi hver især have en personlig kvote for co2 udledninger, og hvis vi ikke kan holde os indenfor den, må vi betale dyrt for at købe kvoter fra andre, der har lidt udslip til overs. Måske skal vi alle rykke sammen i tætte og super-effektive storbyer, forskanset bag diger, der beskytter mod stigende vandmasser og strømmene af klimaflygtninge...

Som vi var inde på i kapitlet om evolution, så handler overlevelse først og fremmest om at kunne tilpasse sig. Vi er i en situation, hvor der tydeligvis er brug for en gennemgribende forandring, hvis menneskeheden fortsat skal være fit til de gældende forhold. Men mentalt klynger vi os til den logik og de værdier for vækst og velstand, som vi er vant til.
Historisk har krige fungeret som anledningen til at gøre rent bord og til at fremtvinge radikale, nye løsninger. Forhåbentlig er det ikke dét, der skal til for at komme til den næste fase af menneskeheden. Krige viser imidlertid, hvor stor opfindsomhed og flexibilitet vi kan præstere, når det virkelig gælder. Den gamle amerikanske miljøforkæmper Lester Brown bruger den amerikanske stats reaktion på Pearl harbour angrebet som et eksempel på den form mobilisering og forandring, han mener er nødvendig:
Det kom fuldstændigt bag på amerikanerne, da japanske fly angreb den amerikanske stillehavsbase Pearl Harbour den 7. December 1941. Det tog præsident Roosevelt nogle få måneder at beslutte en plan, der fuldstændigt forandrede den amerikanske økonomi og som indebar, at USA gik fuldt og helt ind i krigen. Roosevelt forbød bl.a. al produktion af private biler, og rationerede varer som bildæk, olie og sukker. Samtidig blev bilfabrikanterne og en stor del af den øvrige industri beordret til at deltage i produktionen af krigsmateriel. Fra april 1942 til december 1944 producerede amerikanerne 229.000 fly, 5.000 skibe og 45.000 tanks - og lagde samtidig den teknologiske grund til efterkrigstidens hastige vækst i velstand.

A sense of direction
Det er svært forestille sig andre modeller end den man kender, og det er især svært at forestille sig, hvordan omstillingen kan ske på en god måde, så vi kan fortsætte vores stræben efter glæde, bekvemmelighed og indsigt. Vi vil gerne gøre noget, men vi har brug for en vision for at kunne handle. Man kan dårligt arbejde målrettet på at skabe noget, man ikke kan forestille sig.

I ##kapitlet om netværker og hierarkier var vi inde på ledelse af komplekse projekter, med mange, ofte løst tilknyttede, spillere, en høj grad af decentralisering og en ydelse, som løbende må forandres og videreudvikles. I de tilfælde ændres lederens rolle fra at udstikke detaljerede ordrer, til at definere det overordnede mål og normerne for, hvad der er den rette måde at opnå målet på.
At have en vision, og at kunne kommunikere den, er en stadig vigtigere del af moderne ledelse. Lidt pop-smart sagt, så er lederens opgave at fortælle historier, både til medarbejderne og til omverdenen. Historien fortæller om målet, den fortæller hvad der er godt og skidt, og den viser udfordringerne, og logikken for de handlinger der er nødvendige. Den gode historie kan samle mange kræfter til en fælles indsats i retning af det samme mål. Hvis historien er godt fortalt, kan enhver finde sin egen rolle, og forstå, hvad man hver især kan gøre for bidrage.

We will send a man to the moon
Det er efterhånden nærmest banalt, men i nyere tid er der ikke noget bedre eksempel på, hvordan det er muligt at samle enorme kræfter om en vision: Den 25. maj 1961 holdt John F. Kennedy en tale for den amerikanske kongres, hvori han bad om opbakning til at sende en bemandet raket til måned. Det var på højden af den kolde krig, og Sovjetunionen var, til amerikanernes store bekymring, førende indenfor rumfart. Ikke alene havde USSR været de første til at sende en satellit op i 1957, men måneden før Kennedys tale, den 16. april 1961, havde sovjetunionen sendt verdens første kosmonaut, Jurij Gagarin, i kredsløb om jorden. Ydermere, kom den sovjetiske succes præcist samtidig med CIAs aldeles fejlslagne og skandaløse forsøg på at vælte Castros regering i den såkaldte bay of bigs invasion. Kennedy havde kun været præsident i 4 måneder og han havde hårdt brug for at give nationen dens selvtillid tilbage.
Det virkede. Blot 8 år senere, den 20. juli 1969 tog Neil Armstrong sit store skridt ned på måneoverfladen, medens alle vi andre hjemme på jorden kiggede med i de grynede, sorthvide TV-billeder. Jeg var selv en lille dreng, der gik i første klasse i Nashville, Tennesee, dengang, og jeg kan stadig i detaljer tegne en Saturn V raket og forklare enhver, der vil vide det, om de forskellige stadier af Apollo 11s rejse. Det var en ufattelig, grænseoverskridende, teknologisk præstation, og ved at gennemføre den, beviste USA for sig selv og resten af verden, at de var klodens absolut førende nation.

John F. Kennedy var kortfattet, og forbavsende åbenhjertig og afklaret, da han præsenterede sin vision:
”Jeg mener at denne nation bør sætte sig det mål, før årtiet er omme, at lande en mand på månen og bringe ham sikkert tilbage til jorden.
Intet andet rumprojekt i denne periode vil være mere imponerende for menneskeheden, eller vigtigere for den langsigtede udforskning af rummet, og intet projekt vil være så vanskeligt eller kostbart at fuldføre”.
”I realiteten vil det imidlertid ikke være en enkelt mand der tager til månen, hvis vi bakker op om denne vision, vil det være en hel nation. For vi må allesammen arbejde på at få ham derop”.

Halvandet år efter at have stillet forslaget for kongressen, uddybede Kennedy sin vision i en tale på Rice University i Texas. Han erklærede, at ”Vi vælger at tage til månen, ikke fordi det er let, men fordi det er svært. Fordi dét mål vil tjene til at organisere og udmønte de bedste af vore energier og kompetencer”.
Tydeligvis havde Kennedy fra starten en klar forståelse af, at det egentlige formål med Man on the moon-projekt ikke var gåturen i månestøvet, men at mobilisere the best and the brightest til at samarbejde, og at udpege et mål, som hele nationen kunne føle sig engageret i at nå sammen.

Trylleformularen
Når Man on the moon i dén grad kunne fænge, skyldes det formentlig at visionen kombinerede mange stærke drivkræfter:
- Den blev lanceret på et tidspunkt, hvor USA følte sig truet af en ydre fjende
- Den var konkret, let at forstå, synlig og nem at måle. Der er ikke så meget at rafle om; enten har man haft en mand på månen eller også har man ikke.
- Tidsrammen var lang nok til at planlægge og arbejde omhyggeligt, men så kort, at befolkningen kunne bevare engagementet, og med deadline så tæt på, alle forstod at der skulle handles nu.
- Projektet var inspirerende, modigt og udfordrende. Det var ekstremt vanskeligt, men ikke mere, end at man akkurat kunne forestille sig at det var muligt at gennemføre, hvis alle gjorde deres yderste.
- Målet var konkret, men måden det skulle opnås på, var ikke givet. Eksperter fra et meget bredt felt af videnskaber og industrier kunne bidrage med ideer og detaljer i den samlede løsning.
- Selv for folk, der ikke direkte var involveret i missionen, var det muligt at tage del i historien. Skoleelever, avislæsere og TV-seere lærte om raketter, tyngdekraft og planeter. Og efterhånden som de første flyvninger vendte hjem med fantastiske billeder af jorden, kunne vi sammen opleve skiftet til at se os selv som dele af ét fælles system.
- Visionen katalyserede en lang række andre aktiviteter. Rumprogrammet betød et boost til forskningen indenfor en lang række videnskaber, og førte til opdagelser, som stadig er under udvikling. Forbrugerne fik varer og teknologier, der var affødt af rumprogrammet; teflon, computere, solceller, brændselsceller, batteridrevne boremaskiner osv.

Kennedy brugte nogle få sætninger på rette tid og sted - nærmest som en trylleformular. Det kan minde om det gamle folkeeventyr om den magiske suppesten, hvor to vagabonder ankommer til en landsby og beder om at låne en gryde og noget vand, så de kan koge suppe på deres sten, som de hævder kan give den vidunderligste suppe. Landsbyens beboere er så fascinerede af suppestenen, at de selv får lyst til at bidrage til den vidunderlige suppe. Nogen kommer med lidt grøntsager, nogle med lidt, andre med urter - og sørme; resultatet bliver en suppe som ingen har smagt mage.

Man on the moon møder klimaforandringerne
Man kan drage en række paralleller til dagens problemerne med at skabe global opbakning til forandringer, der kan afværge de truende miljøkatastrofer.
- Truslen er abstrakt, specielt for vi velbjærgede, der faktisk har muligheden for at handle. Fjenden er i vidt omfang os selv og vores livsstil.
- Der er ikke nogen enkel løsning. Energikrisen og klimaforandringerne skal løses ved at anvende alle tilgængelige, og vidt forskellige løsninger. Nogle af dem - atomkraft, gensplejsning, detaljeret overvågning, bindende internationale forpligtelser - er stærkt omdiskuterede og potentielle problemer i sig selv.
- Det er uklart, hvad der er nødvendigt, endsige realistisk, at opnå. Skal vi begrænse den globale temperaturstigning til 2 grader, skal vi stabilisere co2 koncentrationen i atmosfæren til 450 ppm. - eller er vi ligefrem nødt til at fjerne CO2 fra atmosfæren for at komme ned på de 350 ppm, som nogle forskere mener, er det øverste forsvarlige niveau? Alt efter hvilke rapporter man tror på, kan problemerne virke fuldstændigt umulige at løse, eller de forandringer, det ville kræve at afværge, at klimaet løber løbsk skal være så radikale og hurtigt indført, at man simpelthen ikke er istand til at forestille sig dem indenfor den vante dagligdags' logik.
- De politiske aftaler har en tendens til at handle om mål som ligger så langt ude i fremtiden, at ingen føler sig forpligtet til at foretage sig noget drastisk nu. Det er glimrende at have ambitiøse mål for nedsætninge af co2 udslippet i 2050, men det ville formentlig mobilisere mere konkret handling, hvis de første mål lå indenfor en periode, hvor de fleste nuværende politikere, virksomheder og forbrugere er nødt til at gøre noget.
- Den egentlige betydning af rumprogrammet var ikke turen til månen, men den kolossale indsats for at skabe forudsætningerne for at turen var mulig. Indtil videre er der ikke et tilsvarende symbol for indsatsen mod klimaforandringer. Man kunne vælge at gøre bevarelsen af isbjørnene eller redningen af Maldiverne til det konkrete mål som alle fandt sammen om - det er i princippet ikke så vigtigt, hvad symbolet i sig selv er. Det afgørende er, at det er et symbol, der som månelandingen, kan katalysere et enormt antal aktiviteter. Hvis isbjørnene eksempelvis skal have en bæredygtig eksistens fremover, vil det kræve, at det arktiske økosystem bevares i en form, der kan understøtte bjørnene, og det vil igen kræve, at forandringerne af hele det øvrige globale klima stabiliseres.

Kampen om at definere fremtiden
Man plejer at sige, at vinderne af krigen får lov at skrive historien. I dette tilfælde kunne man snarere sige, at vinderne bliver dem, som formår at skrive historien på forhånd. Det er en kamp om at erobre territorie i vores fælles fantasi - at definere det mulige mulige.
Det er ikke givet, at det bliver en politiker, der kommer med de forløsende ord - og måske bliver det ikke en tekst, men et billede eller et symbol, der bliver pejlemærket. I mange tilfælde er det kunstnere, der skaber den vision, vi begynder at styre efter. Fritz Langs stumfilm ”Metropolis” fra 1928 viste billeder, som vi nu begynder at kunne nikke genkendende til i virkelighedens storbyer. Sammen med andre science fiction film som Ridley Scotts Blade Runner eller Startrek og Starwars-serierne, har ”Metropolis” påvirket arkitekter og byplanlæggere, i kraft af at de viste et konkret billede af fremtiden, som man kunne begynde at forholde sig til.

Medierne er den plads, hvor kampen om fremtiden udkæmpes. Vi udsættes for et stadig mere intenst bombardement af budskaber; nyheder, fiktion, reklamer, spin, altsammen former det en forestilling om, hvad der er attråværdigt og hvad der er acceptabel opførsel. Et måske lidt overset medie i den henseende er computerspil. Efter min mening har spillene og online universerne i mange henseender den samme rolle, som science fiction film havde i forrige århundrede.
De computergrafiske online universer viser noget om fremtidens fortælleform: Det er fortællinger, som spillerne aktivt kan træde ind i og være med til at skabe, og for mange deltagere er spil-universet en stor del af deres sociale liv og identitet.

Hvad er det så for en fremtid, computerspillene skildrer? Et godt sted at få et overblik er til E3 messen, der hvert år samler den globale computerspil industrien i Los Angeles convention center. Behøver jeg at sige, at det kæmpestort? Endeløse haller med den ene mere imponerende stand efter den anden, og alle vegne står kødrande af spillere, opslugte af de nyeste spil og maskiner. Larmen er øredøvende. Stemningen er overgearet, sælgerne og spillerne er begejstrede over at grafikken endnu engang er blevet langt mere realistisk, at interfacet er mere præcist og naturligt, og oplevelserne er mere medrivende. År for år bliver det mere og mere som om man virkeligt er placeret midt i handlingen. Det er fantastisk! - som sædvanlig.
Men den teknologiske begejstring til trods, må jeg melde, at jeg efter nogle dages ophold i hurlumhejet, bliver godt gammeldags trist. Der er en påfaldende kontrast mellem de speedede sælgere med deres utrolige maskiner, og så de verdener, der vises på skærmene. Det er slående, at langt de fleste spil synes at skildre en verden i totalt forfald, befolket af militærrobotter og galninge med alle tænkelige former for våben. Reglerne i de spil, som millioner af mennesker bruger et ubegribeligt antal timer på at forsøge at klare sig i, er reduceret til den mest afstumpede form for junglelov. It's not a pretty future. Hvis spillene er en pejling på den fremtid, vi har i vente, er der grund til alvorlig bekymring.

Historien om den store Krise/omstilling
Men lad os glemme dystopierne lidt, og i stedet se på de håbefulde drømme. Hvis vi nu skulle komme med en reelt positiv fortælling om fremtiden, hvad kunne den så være?
Well, det er i hvert fald en historie af episke dimensioner; en fortælling om, hvordan menneskeheden overvinder svære indre modsætninger og store ydre trusler, og ved at vokse i bevidsthed og sammenhold formår vi at komme styrket og lykkeligere gennem en yderst kritisk periode. Det er en rigtig superhelte-historie, af typen, hvor intet mindre end den globale civilisations fremtid er på spil. Spændende - og historien er oven i købet virkelig, ja, vi er endda selv med i den.

I det kinesiske alfabet skrives ordet ”krise” ved hjælp af to tegn. Det ene er tegnet for ”fare”, det andet er tegnet for ”mulighed”. Det er et universelt princip, at fornyelse kræver forandring, og forandring indebærer nødvendigvis, at noget må forandres, og altså forsvinde. Et af verdens de smukkeste religiøse symboler er den dansende Shiva, en af de største hinduistiske guder, som både er gud for ødelæggelse og skabelse. Den samme situation opfattes vidt forskelligt, alt efter om man er ved at skabe sig en ny plads i verden - eller om man er ifærd med at blive afviklet.
Et citat som jeg gang på gang vender tilbage til, er Charles Dickens' åbning af bogen ”A tale of two cities”, der så godt som nogen sammenfatter den schizofrene, paradoxale blanding af håb og fortvivlelse, der åbenbart altid har været menneskets lod:
"It was the best of times, it was the worst of times...”
- eller på dansk:
"Det var den bedste tid, det var den værste tid; det var visdommens århundrede, det var dårskabens århundrede; det var troens periode, det var vantroens periode; det var lysets tid, det var mørkets tid; det var håbets vår, det var fortvivlelsens vinter; vi havde alt i vente, vi havde intet i vente; vi gik alle lige ind i Himlen, vi gik alle den modsatte vej”
Sådan så verden ud for Dickens i 1859 - og sådan ser verden ud idag. Vi har aldrig være rigere, vi har aldrig haft stærkere teknologi og viden, men samtidig virker det, som om vi aldrig har været tættere på at køre menneskeheden lukt i afgrunden - og tage en stor del af de øvrige arter på planet med i faldet.

Aktantmodellen som strategisk værktøj
En meget almindelig måde at analysere fortællinger på, er den såkaldte ”aktantmodel” som først blev beskrevet af den den lithaunske semiotiker A.J. Greimas. Han undersøgte i 1960'erne en stribe gamle folkeeventyr, og bemærkede, at den underliggende struktur var stort set den samme i alle fortællingerne. Meget groft sagt har det typisk eventyr en helt, som i løbet af historien skal opnå et mål. For at komme dertil kan helten trække på venner, hjælpere og gode kræfter, og må omvendt kæmpe imod fjender og onde kræfter. Ofte er det afgørende for den lykkelige slutning, at en ydre instans træder til og bidrager med elementer, som helten kan bruge i sin indsats.
Aktant-modellen bruges af forfattere, journalister, spin-doktorer og reklame-producenter, fordi den giver et hurtigt overblik over de drivkræfter, der er på spil i en sag. Det er en øvelse, der gør det tydeligt, hvad der er retningen og målet, hvad der er godt og skidt, og hvordan samspillet mellem de forskellige parter i sagen er. Faren ved at bruge modellen er, at man let ender i et forsimplet, kliché-agtigt verdensbillede, men det kan have sine fordele at trække linjerne helt klart op, når man forsøger at få et overblik.

Ser vi på den globale finanskrise, som brød ud i 2008, kan den beskrives som to, vidt forskellige fortællinger:
- Den ene er Historien om Den Store Krise. Den handler om at skære ind til benet, fokusere på kortsigtet resultatskabelse og bevare kernekompetencer og kapacitet, så man er klar til at rykke igen, den dag væksten vender tilbage.
- Den anden historie er fortællingen om Den Store Omstilling. Den handler om at indse, at verden ikke bliver den samme igen og om at forstå, hvordan den er under fundamental forandring. De projekter, der lukker ned, og de arbejdspladser der nedlægges, kommer ikke igen. Det bliver noget andet, der vil drive væksten i næste runde.

Det er forskellige mål, hovedpersonen forsøger at nå, i de to beretninger. I fortællingen om Den Store Krise er målet at maksimere den materielle velstand, og det opnår man gennem fortsat økonomisk vækst. Stigende priser på råstoffer, strengere lovgivning og beskatning er modstandere, der spænder ben for projektet.
I fortællingen om Den Store Omstilling er målet bæredygtighed, og at redde os fra klima og miljøkatastrofer. Det mål kan nås ved at ændre livsstil, og ombygge infrastrukturen til at blive mere effektiv og baseret på fornybare ressourcer. Højere råvarepriser, skærpede miljøkrav og afgifter på CO2 er afgørende støtter for at nå målet.
Sådan kan man more sig med at gå mere i detaljer med at analysere de to forskellige måder at se den samme virkelighed på. Pointen her er, at en virksomhed eller en politiker der skal tænkes strategisk i forhold til finanskrisen, er nødt til at beslutte sig for, hvilken historie, man spiller med i, for der er stor forskel på, hvem man skal alliere sig med, hvordan man skal prioritere sine investeringer, og hvilke kompetencer man har brug for.
Den lille analytiske øvelse viser imidlertid også hvor stor magt, der ligger i at kunne definere historien i den offentlige debat og forståelse. Når politikere og erhvervsfolk taler om situationen, er vinklen oftest som i den første historie; at vi befinder os i en krise, der skal overstås, så vi kan komme tilbage på sporet. Det er et vigtigt element i kampen om fremtiden at ændre den vinkel, så samfundsdebatten og det politiske arbejde i højere grad handler om hvordan vi bedst muligt får omstillet det gamle system, der nu er ved at sende os i afgrunden.

Historien om den globale menneskelige organisme
Et andet bud på en fortælling, der kan inspirere og mobilisere, er historien om menneskeheden som ét fællesskab. I kort form lyder den nogenlunde sådan her:
Menneskeheden er nået til et faseskift. Vi er så mange, vi er så tæt forbundne og for at løse de problemer, vi står overfor, er vi nødt til at finde fælles løsninger. I det tætte samspil, den massive udveksling af information og den stærke indbyrdes afhængighed, opstår der en slags kollektiv bevidsthed; en logik som gennemsyrer systemet, og som for den enkelte person manifesterer sig ved, at man i højere grad forstår, hvordan man kan handle på en måde, der er til ens eget bedste og som samtidig styrker det fælles. Det er en næsten intuitiv indsigt i det globale system, svarende til måden, hver enkelt celle i vores krop konstant påvirkes af og selv påvirker hele kroppens velbefindende.
Det er historien om at gå fra et nulsums-spil til et plus-sums-spil. Om hvordan mennesker løfter sig over det lokale, kortsigtede og egoistiske snæversyn, og i stedet formår at høste frugterne af at samarbejde; langsigtet og med en global bevidsthed.
I dén historie er modstanden, der skal overvindes, lukkethed og snæver egoisme. Hjælperne på vejen mod målet er tillid, deltagelse, åbenhed og mangfoldighed.

Bright green
##Hjerneforskningen giver et fingerpeg om hvordan man bedst kan motivere mennesker. I den ældste del af hjernen, krybdyrhjernen, sidder Amygdala, to områder af form og størrelse som et par mandler, der blandt har til opgave at håndtere vores frygt og forsvarsreaktion. Det er den del af hjernen, der reagerer hurtigst og umiddelbart, og når amygdala går i alarmberedskab, sættes alt andet til side.
Fra et kommunikations-strategisk synspunkt betyder det, at frygt og chok er velegnet til at skabe opmærksomhed om et snævert og akut problem. Men frygt er dårligt som motivation til at arbejde på længere sigt. Til det formål er begær og ambition bedre egnet.
Hvis vi skal samle kræfterne om en vision om fremtiden, må vi insistere på, at historien er god, sjov, spændende og så tiltrækkende, at man vil knokle for at nå dertil. Det skal være en fremtid vi har lyst til!

”Bright Green” er den bedste formulering af dén vision, jeg har hørt. Det er Alex Steffen, redaktør af det amerikanske website Worldchanging.org, som lancerede udtrykket, der desværre er svært at oversætte præcist til dansk. Bright er på engelsk ikke kun ”lyst”, men også strålende, håbefuldt og opvakt.
Ideen med bright green er at beskrive en fremtid, hvor velstand og bæredygtighed ikke er modsætninger. Der er to elementer i dén vision:
- Det handler om at udvikle teknologier, der er elegante, effektive, lette at betjene - og grønne, selvfølgelig. Det kan være hi-tech og videnskab, eller blot sund fornuft og erfaring, hovedsagen er, at ikke kun er bæredygtigt, men også faktisk løser hverdagens opgaver bedre end de nuværende løsninger, hvis bivirkninger og skjulte omkostninger, vi kæmper med.
- Det handler imidlertid også om at definere en anden for vækst og velfærd, ved at genopdage nogle væsentlige kvaliteter, der har været temmelig forsømte i jagten på det rent materielle. Der er principielt ingen problemer i at have vækst for værdier som sundhed, renhed, tryghed, fordybelse, nærhed, uddannelse, velsmag og skønhed. So go for it!
Som Geoff Mulgan, leder af den engelsk Young Foundation og, efter min mening, en af Europas førende tænkere, siger:
”En af de ting som politik må gøre nu, er at redefinere hvad det fælles bedste er. Vores allesammens livskvalitet afhænger af fælles goder som ren luft, et rent miljø, sikre gader, en god sundhedssektor, infrastruktur... de ting er så vigtige som fundamenter for det gode liv som nogensinde før”

Mere godt, ikke mindre dårligt
Jeg tror, at det påvirker mange af os psykisk, at vi føler os som slags parasitter og vandaler overfor resten af økosystemet. Det er træls hele tiden at skulle konfronteres med mediernes advarsler om vores livsstil forværrer naturens tilstand. Det er en deprimerende sammenhæng at se sig selv i. Man bliver urolig og ked af det, over at føle, at man kører videre, selv om advarselslamperne lyser stadig kraftigere. Det ville være rart i stedet at føle sig som en del af løsningen, og at kunne se, at man var på vej mod en virkelig, holdbar forbedring. Uanset, at der kan være gode grunde til at revse os selv, er bebrejdelse og dårlig samvittighed ikke en drivkraft, vi kan skabe fremtiden ud fra.
Der er ikke meget ved en vision om bæredygtighed, hvor mennesker får rollen som et nødvendigt onde, og hvor den bedste økolog, er en død økolog. I historien om fremtiden er der nødt til stadig at være god plads til mennesker og det, vi kan lide. Vi påvirker økosystemet, vi tager del og forandrer det som alle andre, og det kan ikke nytte at leve som en undskyldning for vores egen eksistens.
Den såkaldte ”cradle to cradle” tankegang har haft stor medvind. Ideen er at tænke vores forbrug og produktion i kredsløb, så man fra starten designer produkter på en måde, så materialerne i dem enten umiddelbart kan komposteres eller forbrændes, eller at materialerne kan anvendes som råmateriale i nye produkter. Cradle to cradle metodikken afskaffer affald og forurening, og dermed behøver man ikke at være nøjsom og beskeden, for ens forbrug hober sig ikke op eller gøre skade. Kirsebærtræer springer ud i et væld af blomster og frugter blot for at få nogle få frø plantet. Det kunne sikkert gøres mere lean og effektivt, men det gør ikke noget, at der er spild, for blomsterne og frugterne er til glæde for alle andre omkring træet. Den tyske kemiker Michael Braungart, der har været med til at udvikle Cradle to cradle- begrebet, formulerer det sådan, at det ikke handler om at gøre så lidt skade som muligt, men om at gøre så meget godt som muligt.
I den gode historie om fremtiden ændrer vi vores aktiviteter, så de ikke forringer, men styrker og udvikler de kredsløb vi indgår i - ligesom en dygtig økologisk bonde, hvis jord med årene bliver mere frugtbar og sund.

.... men hvordan får man historien til at hænge fast?
Ét er imidlertid at have Den Gode Historie, noget andet er at få den til at brænde igennem i den globale bevidsthed. For der er er så mange gode historier, der er så mange bud på visioner. Man giver børn der, har svært ved at fastholde koncentrationen, diagnosen ADD; Attention Deficit Disorder. Det kan virke som om den offentlige debat har samme problem. Vi zapper fra det ene til det andet. Historier kan være nok så vigtige, men vi kan simpelthen holde opmærksomheden længe nok til for alvor at bearbejde en problemstilling, inden hele kobbelet af medier, politikere og forbrugere halser videre. Der kommer hele tiden noget andet i vejen, og som bekendt er det ikke altid noget reelt vigtigt der erobrer dagsordenen.

Der er lidt af et dilemma sådan at beklage vores mangel på fokus og vores uvillighed til at finde sammen om en vision, for historien er fuld af skrækeksempler på hvor galt det kan gå med stærke mænd med lidt for enkle budskaber, og en befolkning der ikke vil eller ikke tør stille spørgsmål ved retningen.
Demokratiets langsommelighed, og mangfoldigheden af store og små sandheder og hensyn, kan være frustrerende, når det betyder, at vi er ude af stand til at finde fodslag om at gribe ind overfor selv store trusler. Men det sikrer, at befolkningen er i vanen med at sige fra, hvis de mener, at kursen går den helt forkerte vej.
Ikke desto mindre: Skal man samle mange om en vision, skal den være klar og positiv, og den må bygge på, at folk har lyst til at være med. Det er en udfordring til vores innovations-evner. Vi kan opfinde nye teknologier, vi kan udtænke grønne skatteordninger og planlægge super-effektive byplaner - men hvis ikke man kan få det gennemført politisk eller hvis man ikke kan få forbrugerne til at betale for det, så er det ligemeget. Kampen om at redde verden handler ikke kun om at opfinde teknologiske løsninger, men nok så meget om at udvikle historier og visioner, der erobrer hjerterne og opmærksomheden. Propagandaens, overtalelsens og motivationens kunst er uomgængelige våben i kampen om at definere fremtiden.

Selling the cause
Forståelsen af at klimaforandringerne er et virkeligt og et alvorligt problem er i høj grad skiftet i de senere år, og spørgsmålet er, hvornår bevidstheden når til det punkt, hvor erkendelsen omsættes til handling. Som den engelske professor i complexity science and design, Jeff Johnson, påpeger, så virker det, som om vi er på vej mod et tipping point, hvor der pludselig sker et omfattende skred i offentlighedens holdning til klimaforandringerne, fra: ”Jeg forstår det ikke og det betyder ikke ret meget for mig”, til: ”Jeg forstår det og det er yderst vigtigt for mig”.

Indtil videre er det dog et tungt træk op ad bakke at nå til det punkt, hvor logikken skifter. Dybest set skal man have folk til at vælge noget, der umiddelbart betyder at de selv opnår lidt mindre, for at der kan blive mere til det fælles. Som fangerne i prisoners dilemma, skal vi tage det første skridt ved at give noget, uden at kunne være sikre på, at modparten også vil det fælles. Vi skal udsætte vores belønning lidt for at sikre, at der også er goder imorgen - men det er præcist det, der er vanskeligt for den rastløst surfende, overstimulerede forbruger i os.

Det er muligt at ændre befolkningens holdning til hvad der regnes for en nydelse. Engang var det smart at ryge cigaretter. I Hollywood film, var måden, stjernen i filmen tændte en cigaret eller lod den hænge mellem læberne, en væsentlig del af personligheden. Det var naturligt, at den hårdt prøvede helt røg. Idag er rollerne byttet om. Hvis en person i en film ryger, måske ligefrem indendøre, er det et stærkt, ildevarslende signal. Man kan være sikker på, at vedkommende har alvorlige psykiske brister, og snart vil komme ud for noget skrækkeligt.
Hvis der kan ske så markant et skifte i holdningen til rygning, så kunne man forestille sig et lignende skifte i holdningen til at udlede Co2. Hvis en person idag tænder en cigaret i et tog eller en restaurant, vil stort set alle andre bemærke det og formentlig reagere ved at forlange at vedkommende straks holder op. Det virker ikke urealistisk, at vi om ti år vil reagere lige så skarpt overfor en person som åbenlyst udleder overdrevne mængder co2. Vi vil alle vide så meget om problemstillingen, at en stor benzindrevet bil vil virke som en provokation, og en flyvetur på forlænget weekend til Rom eller Paris vil virke påfaldende og uansvarligt - som en upassende egoistisk opførsel på andres bekostning. Virksomheder, hvis produkter og produktion ikke er energi-optimeret vil blive udsat for en fordømmelse, der svarer til at de havde ansat børnearbejdere.

I kampen om hjerterne og hjernerne er det ikke tilstrækkeligt at tale til fornuften, logikken og pengepungen. Menneskers opførsel er ikke nødvendigvis rationel, og der er mange ubevidste, afledte og skjulte faktorer, der er med til at bestemme vores opførsel.
Som vi netop var inde på, så spiller moden en væsentlig rolle. Vi imiterer de mennesker vi ser op til, og vi tilpasser os det, som dem omkring os, gør. Status har betydning, og selv i indpakningen af et ideologisk budskab er man nødt til at tage den faktor alvorligt.
Toyotas hybridbil, Prius, er blevet standardudrustningen for enhver bilist, der vil vise sit økologiske sind. Prius'ens claim to fame er at den kører langt på literen - omkring 26 km/l. Selv i USA er den imidlertid væsentligt dyrere end konventionelle biler i samme størrelse. Hvis man virkelig ville nedsætte sit co2 udslip, ville det for langt de fleste være mere effektivt at bruge pengene på at isolere deres hus. Men isoleringen kan man ikke vise frem for venner og naboer.

I de seneste år er der kommet vældigt gang i forskningen indenfor behavioural economics. Økonomer har traditionelt taget udgangspunkt i en antagelse om, at mennesker tager rationelle beslutninger, efter en kvalificeret afvejning af hvilke valg, der giver dem selv den største gevinst. Men en ny generation af økonomer har allieret sig med psykologer, sociologer og har tilmed taget hjernescanninger i brug, for at undersøge, om der er andet end strengt rationelle faktorer bag vores beslutninger. Det er der kommet en stribe særdeles lærerige og underholdende bøger ud af. Tilsammen viser forskningen klart, at økonomiske beslutninger - hvad enten det er af en almindelig forbruger, en professionel investor eller politikere - i høj grad præges af hensyn til status, af medfølelse, næstekærlighed, retfærdighedssans, af traditioner og af den sammenhæng, et valg træffes i.
#en case
Det er ikke kun penge og egen umiddelbar vinding, der har værdi for os. Selv økonomerne accepterer nu, at vi også bekymrer os om andre og det fælles.

Tyngdeloven
Lad os antage, at man er overbevist om den fælles vision om bæredygtighed og optændt af ønsket om at gøre noget. Hvad så, hvor tager man fat? Hvis man prøver, at tage offentlig transport i stedet for bilen, at spare på fotokopierne, at være konsekvent med at slukke lyset når man forlader lokalet, så føles det i mange tilfælde som at stryge en kat mod hårene; man går imod selve den måde systemet fungerer på. Man er en del af kæmpe maskine, der er sat op til at fungere efter en bestemt logik, med en bestemt hastighed, og når man så forsøger sig med lidt freelance miljøpolitik, kommer man bare til at besvære sig selv, familie og kolleger.

Vi kommer fra en anden tidsalder, hvor ressourcerne var rigelige, og samfundets prioritet var at gøre det let at bruge løs for at skabe velstand og bekvemmelighed. Infrastrukturen, skattesystemet, og lovgivningen er indrettet så det nemmeste er at bruge mere. Det er nærmest som en tyngdekraft.
Problemet er, at systemet fastholder os i en opførsel, der ikke længere er hensigtsmæssig, og derfor må der, så at sige, installeres en ny tyngdelov, der gør bæredygtighed til den tilstand, som systemet opmuntrer og belønner - den vej, det letteste vej man kan vælge, fører.

Default
En af bestsellerne indenfor behavioural economics er Thaler og Sunsteins bog ”Nudge”. I bogen beskæftiger de sig med hvordan man kan forandre folks opførsel, ikke ved hjælp af drastiske indgreb, men ved hjælp af små skub og næsten ubevidste påvirkninger.
En af deres metoder er at ændre på det såkaldte ”default” i et system. Et apparat, der giver brugeren en række valgmuligheder, har i reglen en grund-indstilling, som det følger, hvis ikke brugeren vælger andet. Systemet kan også præsentere brugeren for nogle valgmuligheder, men anbefale en af mulighederne som den ”normale”. Når man installlerer en ny softwarepakke på sin computer, kan man ofte vælge mellem at installere flere forskellige konfigurationer af programmet, men der er én af mulighederne, der allerede er sat et mærke ved. Hvis man blot trykker OK, så er det dén indstilling - default indstillingen - som bliver udført. Og i langt de fleste tilfælde er det den indstilling, brugeren vælger at holde sig til.
Thaler og Sunsteins pointe er, at den måde man præsenterer mulighederne, har meget stor indflydelse på hvad folk vælger, og derfor opfordrer de til at man fokuserer på hvad de kalder ”choice architecture”, altså at være meget bevidst om, hvordan man kommunikerer valgmuligheder til brugere.

Der er masser af den slags små ”nudges” i hverdagen - både positive og negative:
- I mange bygninger er det vanskeligt at finde trapperne, og man føler sig ikke helt tryg ved hvor de leder hen. Det nemmeste er at tage elevatoren, selv en enkelt etage.
-I butikker er kasseapparater indstillet til at printe en bon for hvert salg. Men at dømme efter alle de mange strimler termopapir, der ligger og flyder, virker det som om de fleste kunder ikke har brug for en kvittering. Man kunne ændre default indstillingen, så der ikke bliver printet en bon ud, med mindre kunden beder om det.
Der er også gode eksempler på elegante og enkle løsninger, der opmuntrer uden at påtvinge: Mange armaturer i brusebade har idag en lile stopklods, så man ikke indstiller badevandet til mere end 38 graders varme - med mindre man trykker knappen i bund. Mange vandhaner har en lignende stopklods, så man ikke så let kommer til at åbne helt op for hanen.

Hvis man fortolker default-begrebet meget bredt, så svarer det lidt til den ”tyngdekraft” jeg nævnte for et par afsnit siden: Samfundet er indrettet, så det næsten per automatik udløser materielt forbrug. Vi har allerede været inde på, at de priser, der styrer markederne, er misvisende, fordi de typisk ikke inkluderer omkostninger for miljøet. Det er et eksempel på en omstændighed, der systematisk får virksomheder og forbrugere til at bruge flere ressourcer - for selvfølgelig er man mere tilbøjelig til at vælge det, der er billigt.
I øjeblikket fordobler skattesystemet rundt regnet prisen på arbejdskraft, så der udvises stor opfindsomhed for at spare på den. Hvis pengene i stedet blev hentet hjem ved at beskatte ressourcer og co2 udledning, ville der komme et intenst fokus på at effektivisere og rationalisere brugen af de dyre råstoffer.
En omlægning af skattetrykket og en større inddragelse af eksternaliteter, ville formentlig være det kraftigste signal man kunne sende, men der kunne også justeres på lovgivning og regulativer, så de som udgangspunkt belønner bæredygtig opførsel. Det betyder ikke, at man nødvendigvis gør det umuligt at vælge et større forbrug, men færre vil gøre det, fordi det vil kræve, at man aktivt sætter sig ud over det foreslåede - fuldstændigt som man idag skal tage sig sammen og nærmest i trods vælge løsninger, der er bæredygtige eller på andre måder mere hensigtsmæssige.

Med default-tankegangen kan man begynde at gennemgå de systemer, vi betjener os af, og undersøge, om vi kan ændre på den opførsel, som systemet indbyder til. Transport-området byder på en række oplagt muligheder for at ændre systemets ”tyngdekraft”:
- Der er et politisk ønske om at fremme arbejdskraftens mobilitet, og derfor har vi i Danmark et relativt generøst transportfradrag for folk, der pendler langt - hvad mange følgelig gør.
- Afgifterne på bilisme er lagt på anskaffelsen af bilen, og derfor er folk utilbøjelige til at købe nye og mere effektive biler. Hvis man i stedet betalte pr. kørt kilometer eller efter co2 udslip, ville systemet indbyde til at køre i mere effektive biler, og man ville være mere opmærksom på at bruge den sparsomt, fordi man ville være konfronteret med en langt højere brugspris.
- Arkitekturen af infrastrukturen fremmer en bestemt livsstil. Når man vælger at investere i motorveje fremfor jernbaner, indretter man samfundet, så det bliver nemt at køre i egen bil - og tilsvarende sværere for dem, der gerne ville kunne deltage normalt i det moderne liv, men med en mindre belastende måde at komme omkring på.

På samme måde vi man kunne gennemgå boligområdet, varehandel, landbrug osv. for at finde mekanismer, der fastholder os i en fortidig livsstil og logik. Det interessante ved default tankegangen er at den synliggør, at samfundet, lovgivnngen og vores teknologi har en indbygget ”tyngdekraft” - men vi er så vant til den måde, tingene fungerer på, at vi ikke lægger mærke til det. Det er ikke nok med en vision og ønsket om forandring. På sigt er vi nødt til at indrette os, så vi ikke skal kæmpe imod tyngdekraften for at gøre det, der er det bedste.


Referencer:

Den fulde tekst til dette afsnit af Kennedys tale lyder således på engelsk:
First, I believe that this nation should commit itself to achieving the goal, before this decade is out, of landing a man on the moon and returning him safely to the earth. No single space project in this period will be more impressive to mankind, or more important for the long-range exploration of space; and none will be so difficult or expensive to accomplish. We propose to accelerate the development of the appropriate lunar space craft. We propose to develop alternate liquid and solid fuel boosters, much larger than any now being developed, until certain which is superior. We propose additional funds for other engine development and for unmanned explorations--explorations which are particularly important for one purpose which this nation will never overlook: the survival of the man who first makes this daring flight. But in a very real sense, it will not be one man going to the moon--if we make this judgment affirmatively, it will be an entire nation. For all of us must work to put him there.
http://www.jfklibrary.org/Historical+Resources/Archives/Reference+Desk/Speeches/JFK/003POF03NationalNeeds05251961.htm



Kennedys tale på Rice University:
But why, some say, the moon? Why choose this as our goal? And they may well ask why climb the highest mountain? Why, 35 years ago, fly the Atlantic? Why does Rice play Texas?
We choose to go to the moon. We choose to go to the moon in this decade and do the other things, not because they are easy, but because they are hard, because that goal will serve to organize and measure the best of our energies and skills, because that challenge is one that we are willing to accept, one we are unwilling to postpone, and one which we intend to win, and the others, too.
http://www.jfklibrary.org/Historical+Resources/Archives/Reference+Desk/Speeches/JFK/003POF03SpaceEffort09121962.htm

Tallet for afbrændingen af fossileret kulstof stammer fra prof. Kathrine Richardson, formand for den danske regerings klimakommission.

Biofuels: illusion or reality? The European experience_
by Antonino Furfari, 2008

ENVIRONMENT: Carbon Mitigation by Biofuels or by Saving and Restoring Forests
Righelato and Spracklen
Science 17 August 2007: 902


Et lille udvalg af titler indenfor behavioural economics:
Dan ariely; predictably irrational, 2008
Akerlof og schiller, Animal spirits, 2009
Tim Harford, The undercover economist, 2006
Levitt og Dubner: Freakonomics, 2006
Thaler and Sunstein: Nudge, 2008