The way we live

Af og til kan man være så heldig at se verden med et par andre briller et øjeblik. Jeg var i New York og overnattede på et hotel. På værelset var stillet en flaske vand frem, og den drak jeg. Næste morgen da jeg skulle checke ud, var alle papirerne printet ud og klar til quick check out. Men nu havde jeg jo drukket en flaske vand, og derfor måtte der laves en ny regning. Jeg skulle igennem hele betalingsproceduren ved disken, før jeg kunne komme ud af døren. Hvis jeg i stedet havde drukket af vandhanen - og SÅ dårligt er New Yorks vand altså ikke, så havde jeg sparet tiden, flasken, transporten af vandet, bogholderiet, bilag til kreditkortselskabet osv. Alt dét, blot for en slurk vand.

Det holder hjulene igang, den slags, i høj grad. Det skaber økonomisk aktivitet, men er det produktivt - i den forstand at det skaber reel værdi? Står nydelsen, ved at drikke vand fra en engangsflaske på mit hotelværelse, mål med omkostningerne, i tid, penge, og ressourcer? For mange former for forbrug, er regnestykket tvivlsomt, og dét er en vigtig pointe. Den rige del af verden er nået til et enestående punkt: Gennem historien har mennesket altid kæmpet for at skaffe mad og ly mod naturens kræfter, men nu er vores rigdom nået til et punkt, hvor større materiel velstand ikke nødvendigvis betyder større lykke - måske endda det modsatte.

Den klassiske situation er julegavehelvedet, hvor man må anstrenge sin kreativitet til det yderste for at finde på gaver til folk, der vitterligt har alt hvad de behøver i forvejen. Der er en hel industri, der fremstiller den slags produkter man kan finde i ”gave-butikker”: Nips, pudsigheder som dårligt nok holder til at blive pakket ud af den kraftige plastikemballage. Kulørt juks, der lige kan fremkalde et kort smil, og derefter stort set er klar til at smide på losspladsen.
Vi har allesammen fået det hele, og vi kan hente mere for næsten ingenting i butikkerne, men det har en tankevækkende pris, når man følger forsyningskæden baglæns til den globale transport, de kummerlige arbejdsforhold, de tvivlsomme kemikalier, fremskaffelsen af råmaterialerne. Ironien er, at det er så billigt, at man næsten kan være sikker på, at miljøet og menneskene bag produktionen har betalt dyrt.

Der har altid været rige mennesker, som har formået at opfinde nye, stadigt mere spektakulært ødsle måder at brænde deres overflod af penge af på. På dét punkt er vi ikke holdt op at innovere. Dubai var, indtil finanskrisen ramte den lille stat, et udviklingslaboratorie for hæmningsløst og hensynsløst forbrug; et af resultaterne var planerne for Palazzo Versace hotellet med kølerør indlagt under stranden, så sandet ikke bliver ubehagelig varmt for gæsterne at ligge på. For tiden synes rumturisme at være den nye måde at forbruge på et niveau, som ingen før kunne forestille sig. Virgin Galactica forventer at sende de første rumturister afsted i 2012. Man kan allerede booke billetter; det koster 200.000 dollars for en tur til kanten af atmosfæren i 16.5 kilometers højde. 2 timer tager det, inklusive 4 minutter i vægtløshed.
Når vi ser de rige bruge løs, vil vi allesammen have noget af det samme. Selvfølgelig. Og det har vi fået: Siden 1990 er den gennemsnitlige størrelse af et nyt parcelhus steget fra 134 til 189 kvadratmeter. På bare 10 år er antallet af små biler med en vægt på under 800 kg halveret, tilgengæld er der kommet over en halv million flere personbiler på over 1200 kg - mere end en tre-dobling.

Men igen; det har en pris - og det er ikke kun et spørgsmål om miljøet. Man kan let blive fanget i en forbrugsspiral, hvor man knokler på for at få succes og højere løn, men samtidig må forbruge mere og mere for at kompensere for alt det man forsømmer i sin travlhed. Jeg er næppe ene om engang imellem at fundere på, om det mon var bedre at nå lidt mindre, men at nyde det lidt mere?
Danmark er et af verdens rigeste og mest lige samfund, alligevel er der ganske mange, der har svært ved at komme igennem hverdagen uden hjælp: Hver 14. dansker i den arbejdsdygtige alder er på førtidspension - omkring 240.000 personer. Ifølge Arbejdsmiljøinstituttet er der 35.000 sygemeldinger i Danmark hver dag på grund af stress. Omkring 10% af befolkningen har taget nerve- eller sovemedicin indenfor de sidste 14 dage, og ifølge Apotekerforeningen sælges der årligt 260 millioner døgndoser af medicin mod psykiske lidelser til Danmarks 5,5 millioner indbyggere.
Vi er rige, vi har gang i den - men det koster. Problemet er externaliteterne, som vi var inde på tidligere. Når vi gør det, vi opnår, op i forhold til omkostningerne, ser vi ikke hele billedet. Specielt de miljømæssige og sociale omkostninger er svære at gøre op, så de har en tilbøjelighed til at blive glemt. Og derfor kan vi komme i den situation som Alex Steffen fra miljø-websitet Worldchanging.org beskriver, hvor ”We're destroying the planet and we're not even having fun”.

Vækst as usual
En af de grundlæggende mekanismer i vores økonomiske system er kravet om vækst. Hvis væksten bliver mindre eller går i stå, underminerer det logikken bag alle former for financiering og investering, der fordrer at man kan skabe større værdi og derfor kan betale sine lån tilbage med renter. Hvis der er noget, der kan mobilisere politikerne til at gribe ind, så er det at væksten udebliver.
Vi er dybt afhængige af vækst, men, og jeg ved at det lyder banalt: Hvis den økonomiske vækst ikke skaber reel fremgang, men begynder at fjerne mere værdi end den skaber, så er udviklingen hverken bæredygtig eller meningsfuld.
Det virker næsten symbolsk, at to af menneskehedens største problemer er sult og overvægt. Der er nogenlunde lige så mange på kloden der sulter, som der er overvægtige; i størrelsesordenen 800 millioner mennesker i hver gruppe. I Danmark er mere end hver femte person i den arbejdsdygtige alder ”svært overvægtig”. Overvægt er et klart eksempel på at mere på et tidspunkt ikke længere er en fordel.

Når man lægger strategi og forsøger at regne ud, hvad fremtiden kan bringe, er udgangspunktet for overvejelserne i reglen BAU - scenariet; Business as usual. Den simple, lineære fremskrivning: Hvordan vil det gå, hvis tingene fortsætter stort set som nu?
I sin simpleste form er formlen for BAU: Moderat vækst. Tingene bliver som sidste år, men med 2-3% mere af det hele. Det skal helst gå lidt bedre hvert år, og med tiden bliver det dramatisk. 2.5% årlig vækst fører til en fordobling på 28 år.
Som sagt, så nærmer vi os imidlertid et punkt, hvor vækstens værdi er blevet mere tvivlsom. Ikke alene er det ikke givet, at vi selv bliver lykkeligere af mere vækst, det bliver også stadigt sværere at understøtte en voksende befolkning med et voksende forbrug på en endelig planet.
Alt i alt er der grund til at forvente at BAU-scenariet aldrig vil blive realiseret. Fremtiden bliver ikke business as usual.

Utopi: De umulige kurver:
Faktisk kunne en passende overskrift for BAU være ”De Umulige Kurver”. For nogle år siden var jeg til endnu en konference om energi og klima, og Fatih Birol, direktøren for det Internationale Energi Agentur, IEA, præsenterede deres årlige ”World Energy Outlook” for energiforbruget de kommende 25 år. Jeg synes ellers jeg er ved at være en hård hund. Jeg kan klare store mængder af powerpoints og grafer, men efter Birols gennemgang af udsigterne, følte jeg mig klaustrofobisk. Konfronteret med et utal af kurver, der allesammen peger den helt forkerte vej, og uden mulighed for at gøre noget ved det. Den karakteristiske opadgående kurve - større energiforbrug, mere co2 udledning, stigende temperaturer - dansede for mit indre blik som et uheldsvangert tegn, da jeg vaklede ud for at få noget frisk luft.

IEAs såkaldte ”reference scenario” er en af de centrale prognoser, som bruges i tusindvis af powerpoint præsentationer om fremtiden. Agenturets folk forsøger efter bedste evne at samle tal for forventningerne til vækst og behovet for energi, og de tal sammenholder man med investeringerne i energiproduktion.
Prognosen fra 2008 viste at det globale forbrug af energi vil vokse med 45% - og en tredjedel af væksten vil komme fra kul, der er den mest Co2 udledende energiform. Kun nogle få procent af væksten i energiforbrug ser ud til at blive dækket af ikke-fossile energikilder.
Som IEA påpegede i usædvanligt bekymrede vendinger, så fører dét scenarie til en global temperaturstigning på 6 grader i år 2100 - med mindre der sker noget, der får verden til at afvige fra Business As Usual. Men der skal MEGET til for at vende kurven.

Der er desværre mange andre af den type kurver. De er ofte eksponentielle, og de vokser hastigt, ubønhørligt ind i umuligheden.
FN forudser, at den globale befolkning vil vokse fra de nuværende 6,7 milliarder til 9.2 milliarder i 2050, hvorefter man forventer at tallet vil stagnere og derefter hastigt aftage, i takt med at befolkningen i resten af verden gennemlever den samme aldring, som de industrialiserede lande står midt i.
Dramatikken i prognosen bliver tydeligere, når man zoomer ind på udsigterne for nogle enkelte, store, lande:
- Afghanistan, hvor kvinder i snit får over 7 børn hver, skal ifølge prognosen vokse fra 28 millioner indbyggere idag til knap 74 millioner i 2050.
- Den Demokratiske Republik Congo er sat til at vokse fra 77 mio. til 147 mio. Mennesker i 2050.
- Æthiopien skal vokse fra 96 til 173 mio, Nigeria fra 176 til 289 mio. Pakistan skal vokse fra de nuværende 205 mio. til 335 millioner i 2050.

Yeah, right... Det er unægteligt svært at forestille sig at lande, der i forvejen har særdeles svært ved at brødføde den nuværende befolkning, og som i mange tilfælde betegnes med det lakoniske ”failed state”, fordi staten, den offentlige administration, infrastruktur og politik reelt ikke fungerer, skulle være istand til at fordoble deres indbyggertal de kommende 40 år - specielt når man sammenholder befolkningsprognosen med udsigterne til klimaforandringer.
I BAU scenariet vokser Bangladesh, fra 175 til 222 millioner mennesker, men i samme periode tyder prognoserne fra en anden FN organisation, Klimapanelet IPCC, både på stigende vandmangel og voksende oversvømmelser.

Kurverne for jordens fødevareproduktion virker ligeså umulige. FAOs prognoser peger på at der er behov for at øge produktion med 70% fra nu og til 2050. Allerede inden 2030 skal der produceres 40% flere fødevarer end i dag - om 20 år. Ikke alene vil det lægge yderligere pres på jorden, men den væsentligste hindring vil være vand, der allerede er en hastigt svindende ressource.

Sådan kan man fortsætte med at servere kurver der viser prognoserne for helt grundlæggende aspekter af menneskehedens udvikling, og som allesammen flintrer opefter i et tempo der ikke kan fortsætte: Forbruget af vand, mængden af biler på vejene, lufttrafikken, aldringen af den industrialiserede landes befolkning, behovet for råstoffer...
Og samtidig kan vi følge, hvordan grundlaget for udviklingen undermineres af en anden serie kurver: Temperaturstigninger, udtyndingen af biodiversitet, fældning af regnskove, faldende grundvandsspejl, den epidemiske vækst af civilisationssygdomme som fedme og sukkersyge...

Min pointe er, at alle prognoserne ikke kan blive realiseret på én gang. Tallene går simpelthen ikke op, og nogle af kurverne må nødvendvis bøje af. Det behøver ikke at ende i en katastrofe, men kursen VIL blive ændret kraftigt. Der er to yderpunkter i den prognose; at vi har evnerne til at gennemføre forandringen jævnt og planlagt, eller at det vil ske på den hårde måde, gennem pludselige sammenbrud.
Verden vil gå videre. I bedste darwinistiske stil vil der være nogen, der formår at tilpasse sig, og dem, der finder de relevante løsninger på den kommende tids udfordringer, vil grundlægge formuer og blive den ny tids industrielle giganter. Insisterer man derimod på at følge Business As Usual, så kan det blive en brat nedtur, at være en del af et problem, der kræver en løsning.

Fremtids-schizofreni
Man skal være døv og blind for ikke at være nået til kvalmetærsklen over de stakkelse isbjørne i det smeltende arktis. Alle ved at den er gal, klimakatastrofen er forlængst blevet en integreret del af den globale kultur og æstetik.
Indtil videre er det imidlertid yderst begrænset hvad bevidstheden har betydet i praksis. Den lurende katastrofe er blot en af flere historier, der kæmper om vores opmærksomhed, og den formår ikke rigtigt at blive omsat til handling, måske fordi den, som Al Gore så rigtigt sagde, er ubekvem. Der er mange ting vi hellere vil end at skrue ned for blusset for klimaets skyld.

Til tider virker det fuldstændigt schizofrent. Som når man sidder i en flyver og læser in-flight bladet, der gør meget ud af at fokusere på grøn livsstil; politisk korrekte spa-ophold på eksotiske destinationer, nøjsomme el-biler i millionklassen, designertøj og eksklusive smykker af genbrugte materialer, ultra-økologiske fler-stjernede restauranter og giftfri håndlavet kosmetik. Køb, køb, køb - jo, mere du køber, des renere bliver dit liv. Bæredygtigheden er slet og ret en form for æstetik, en stilart blandt utallige andre. Under overfladen kører alt videre som det plejer.

Som forbruger kan en stor del af mulighederne for at handle miljømæssigt korrekt minde om de afladsbreve, der i middelalderen var en lukrativ forretning for den katolske kirke. For at råde bod på sine synder, kunne man købe aflad; man gav kirken penge til at gøre gode gerninger, og på den måde kunne man opveje sine fejltrin. Systemet udviklede sig i løbet af nogle århundreder til et stort internationalt system af mere eller mindre autoriserede kirkelige agenter, der solgte beviser, der eksempelvis kunne skaffe køberen fri af skærsilden i nogle år. På den måde kunne man slippe for at ændre sin syndige opførsel ved at købe sig til god samvittighed. Det var en strålende forretning, som blandt andet var med til at financiere opførelsen af Skt. Peters kirken i Rom. Men så kom Luther og ødelagde festen med sin reformation...
Det er snublende nær at sammenligne med de co2 kvoter man kan købe for at kompensere for sine flyrejser, eller de kvoter den danske stat køber for at leve op til vores internationale forpligtelser om at sænke CO2 udledningen. Det bliver lidt dyrere, og pengene går forhåbentligt til et godt formål, men købet af kvoterne gør det muligt at fortsætte som vi plejer og endda prale med det. Herligt.

En af aktiviteterne i kølvandet på Al Gores film om den ubekvemme sandhed, var den globale Live Earth koncert. Mellem optrædenerne, bl.a. det til lejligheden gendannede Pink Floyd, kunne man se små informative videoindslag om hvordan man selv kunne bidrage til at afværge klimaforandringerne. Flere af dem handlede om at huske at tage mobiltelefonerne fra opladeren, når den er opladt.
Og det er også rigtigt, det skal man gøre. Men som David Mackay, der er professor ved institut for fysik ved universitet i Cambridge påpeger, så svarer den energi der bruges ved at lade telefonen sidde i stikket en hel dag til den energi, der brændes af ved at køre i en almindelig bil i ét sekund.

Vi er hjerteskærende inkonsekvente i vore handlinger i forhold til klimaproblematikken. Vi skifter glødelamper ud til sparepærer og spiser økologisk, når det ikke er for dyrt. Måske køber vi en mindre bil næste gang. Og det er stort set dét. Samtidig, som om det var i en eller parallel virkelighed, rejser vi kloden rundt på fantastiske ferier, skifter det gamle elektronik ud så hurtigt vi kan få råd, og brænder, hvad der måtte være af friværdi i huset, af på badeværelser og nyt køkken, men ikke på isolering, varmepumpe eller solpaneler.
På jobbet er det som om vi er to personer; den private, der er dybt bekymret over dagens ubehagelige klimahistorie i medierne; og den professionelle, der nøgternt handler ud fra hvad, der kan betale sig nu og her.

Den amerikanske journalist og kommentator Tom Friedman har med vanligt vid påpeget, at de ændringer, som de fleste af os har foretaget, for at afhjælpe klimaforandringerne, øjeblikkeligt bliver ædt op af den hastige vækst i udledningerne fra udviklingslandene. Tiltag af typen ”100 nemme ting du kan gøre for klimaet” har stort set ingen betydning, i forhold til de reele udfordringer vi står overfor. ”We're having a green party”, som Friedman siger: ”Hvis man ser på hvor meget vi har opnået de sidste fem år, kan det føles som om vi står midt i en grøn revolution. Men ser man på, hvor langt vi er nødt til at bevæge os i de næste ti år, så er det som om vi holder fest. Hvem har nogensinde hørt om en revolution, hvor ingen kommer til skade?”

Hvem narrer vi?
Fortrængningen og overspringshandlingerne går igen i stor målestok. Danske ministre har de senere år turneret med en slide der for en gangs skyld viser en flad kurve. Den illusterer, hvordan Danmark siden 70'erne har formået at have økonomisk vækst uden at udledningerne af CO2 er steget. Der er en meget inspirerende og opmuntrende kerne i historien, som viser at ansvarlighed og velfærd kan kombineres med en målrettet satsning, og det er blevet fremhævet og rost af utallige udenlandske statsledere.
Men det passer jo ikke. Man skal ikke gå ret dybt ned i tallene, før historien bliver en helt anden. Når man beregner et lands CO2 udslip regner man ikke energiforbruget til international transport med. Flyrejser og søfart holdes ude - og de betaler iøvrigt heller ikke skat af brændstoffet. I 2008 kom det endelig frem at alene udslippet fra rederiet A.P. Møller - Mærsks skibe var lige så stort som hele resten af den danske industri. Mærsks overskud har talt med i den økonomiske vækst, men udslippet optræder ikke på regeringens kurve.
Den officielle opgørelse, som tæller i forhold til de mål vi har forpligtet os til ifølge Kyoto aftalen, fortæller at udslippet fra danske økonomiske aktiviteter kun er steget 2% siden 1997 - trods en vækst i BNP på 40%. Men som Danmarks Statistik påpegede i 2009, så ville udslippet være steget med 62%, hvis man regnede udslippet fra skibsfarten med.

Den internationale luftfart er også undtaget Kyoto protokollen. På ti år, mellem 1997 og 2007, steg salget af internationale flybilletter fra Danmark med knap 50%. I 2007 blev der solgt 13 mia. Flybilletter i Danmark - svarende til at hver eneste dansker er ude at flyve 2,3 gange om året. #De præcise tal er ikke opgjort, men det skønnes at hver dansker flyver 4-5000 km. Årligt. Det svarer til en årlig udledning i størrelsesordenen på ### - en betragtelig del af vores totale udslip, men som altså ikke regnes med.

Hvis endelig man skulle have en realistisk bedømmelse af vores påvirkning af miljøet, burde man benytte en metode på linje med det såkaldte økologiske ”fodaftryk”, hvor man forsøger at sammenregne alle effekterne af en persons forbrug - også det udslip, en person afstedkommer, som foregår i andre lande. En af grundene til at den danske økonomi kan vokse uden at den nationale udledning følger med er, at meget af den tunge produktion er rykket til lande som Kina. Dermed tæller CO2 belastningen fra produktionen af de varer, vi importerer, med i Kinas opgørelse, selv om nytten fra udledningen forbruges af en dansker. Som individer bruger danskerne stadig masser af råmaterialer og produkter, der sviner på den gammeldags, kinesiske facon. Men vores hjemlige økonomiske aktivitet ser ren og moderne ud.
Det danske landbrug er først og fremmest animalsk produktion. Vi har konstant en 5-600.000 køer og omkring 13 mio. svin gående. Vi kan ikke selv producere foder nok til alle de dyr, i stedet importerer vi soya fra Sydamerika og Indonesien, der i vidt omfang dyrker det på jord fra fældet regnskov. Miljømæssigt er modellen stærkt belastende, men det er endnu et tilfælde af en påvirkning, som Danmark ikke kan holdes ansvarlig for, sådan som tingene opgøres idag.

Malthus vender tilbage
Hvor slemt er det - hvad skal man tro? Jeg bruger en meget stor del af min tid på at forsøge at sammenfatte hvad forskere, økonomer og politikere siger om tendenserne, og jeg kan ikke få øje på noget, der tyder på at vi ikke går i retning af nogle årtier med hastige og dybtgående forandringer. Vi skal åbenbart igennem den ”tragt” vi var inde på i #”Clash of dimensions”-kapitlet, og på vej gennem indsnævringen bliver der ikke plads til at fortsætte BAU.
Something's gotta give. Men hvad? Hvad vil forandringerne indebære i praksis, hvilke midler er der til at få dæmpet de løbske kurver, hvilken type samfund kan håndtere det?

Der er to yderpunkter i holdning til hvordan man tackle udfordringerne: Man kan forsøge at skære drastisk ned på forbruget, lave rationeringer, søge tilbage til en livsstil med mindre transport, lokalt dyrkede grøntsager, færre ny-anskaffelser, uldne sweatre og et generelt lavere blus på alle aktiviteter. Målet skulle være at leve simplere og mere nøjsomt og roligt, i tæt og respektfuldt samspil med de naturlige kredsløb omkring os.
Den anden strategi ville være at holde foden på speederen og i stigende grad styre og afstemme økosystemet i kraft af vores bedre forståelse af omverdenen, og ved hjælp af teknologier, der giver kontrol over både råstoffer og biologi i mindste detalje. Jorden er som et drivhus, hvor alle stofstrømme er reguleret og optimeret til at give det maksimale udbytte. Det er et vækst scenarie, hvor omsætningen i systemet bliver stadig større og hurtigere, og hvor en stigende del af alt liv på kloden (og med tiden i rummet) kommer under menneskets kontrol.

Om udviklingen går i den ene eller den anden retning afhænger bl.a. af to grundlæggende spørgsmål:
Kan vi virkelig udvikle teknologier, der kan fortsætte med at give flere og flere mennesker en bedre og bedre levestandard?
Og, hvis teknologien fortsætter med at tage kontrol over naturen, hvilken form for menneskelighed bliver der plads til i systemet?

Vækstscenariet har kørt meget længe. Det er en integreret del af vores evolutionshistorie. Takket være vore overlegne intelligens har mennesket formået at underlægge sig mere og mere af økosystemet. I naturen er det helt almindeligt at en art trives og vokser ud over alle grænser, for pludselig at kollapse, den dag økosystemet ikke længere kan understøtte væksten.
Bekymringen om at mennesker skulle lide samme skæbne er ikke ny. I 1803 udgav den engelske økonom Thomas Malthus sit ”Essay on the principle of population”. I bogen konstaterede Malthus, at befolkningstallet voksede eksponentielt, hvorimod fødevareproduktionen voksede lineært - eller kort fortalt, at befolkningstallet med tiden ville vokse hurtigere, end at væksten i fødevareproduktionen kunne følge med. Og derfor ventede hungersnøden forude.
Da Malthus kom med sin ildevarslende beregning var der en lille milliard mennesker på kloden, og siden er antallet ganske rigtigt vokset hurtigere og hurtigere. Men fødevareproduktionen har formået at holde trit. Siden 1803 har vi gennemlevet den industrielle revolution, landbruget er blevet mekaniseret, vi har fået hurtigere distribution og bedre opbevaring, og specielt efter anden verdenskrig har den grønne revolution, med forbedrede, højtydende sorter og kunstgødning, i store træk formået at holde nøden stangen.

Den amerikanske biolog Paul Ehrlich var i halvfjerdserne en moderne udgave af Malthus. Han blev kendt for bogen ”The population bomb”, som han skev sammen med sin kone Anne i 1968. Bogen forudsagde at den voksende befolkning ville føre til massiv hungersnød allerede i løbet af halvfjerdserne og firserne. I en række andre bøger advarede han om at verden snart ville løbe ud for de væsentligste råstoffer, og han spåede at priserne på dem snart ville gå stejlt op, i takt med at knapheden gjorde sig gældende. Ehrlich var ikke alene med sit synspunkt. I 1972 udkom rapporten ”Grænser for vækst”, som var udarbejdet for Rom-klubben, en international miljøorganisation som bestående af en lang række fremtrædende forskere, politikere og erhvervsfolk. ”Grænser for vækst” var baseret på matematiske modelleringer, der viste, at de vigtigste råstoffer ville blive udtømte indenfor nogle få årtier, hvis den nuværende udvikling fortsatte.

Lomborg-doktrinen
Halvfjerdserne gik, og katastroferne udeblev. I mellemtiden samlede den amerikanske økonom Julian Simon et arsenal af data, der viste det stik modsatte: at miljøet på alle områder fik det bedre og bedre. At luften blev renere, at langt færre arter end antaget blev udryddet, at flere mennesker fik mere mad, vand og højere sundhed. Generelt, sagde Julian Simon, var flere mennesker ikke en byrde, men en kilde til yderligere vækst.
I 1980 udfordrede Julian Simon Paul Ehrlich til et væddemål om hvorvidt priserne på råvarer ville stige. Ehrlich og to af hans kolleger gik ind på at vælge fem metaller, som de mente ville stige i pris; de valgte kobber, chrom, nikkel, tin og tungsted. Simons påstand var at de sammenlagt ville falde i pris. Væddemålet løb over ti år, og ved skæringsdatoen i 1990 viste det sig, at alle fem metaller var faldet i pris - til trods for det seneste årtis økonomiske og befolkningtilvækst.
Omstændighederne omkring produktion og brugen af metallerne havde i løbet af de ti år været under kraftig forandring. Kobberledninger var således begyndt at blive erstattet af lysleder kabler af glas, og brugen af tin var for nedadgående og erstattet af aluminum
Julian Simon fik ret, verden havde fundet metoder til at holde manglen fra døren. Væddemålet inspirerede siden en ung dansk lektor i statistik, Bjørn Lomborg, til i 1998 at skrive 4 kronikker i Politiken, hvor han med udgangspunkt i Julian Simons arbejde, gennemhullede en lang række af de fremherskende forestillinger om miljøets elendighed. Senere fulgte en bog, hvis engelske udgave, med titlen ”The sceptical environmentalist”, førte til at Time Magazine udnævnte Lomborg til en verdens 100 mest indflydelsesrige personer.
Bjørn Lomborg synspunkter er et rendyrket eksempel på et af yderpunkterne i spektret af holdninger til teknologien. Det er en tro på at vores teknologi vil fortsætte med at udvikle sig hurtigt nok til at kompensere for de problemer menneskehedens vækst skaber.
Med tillid til teknologiens fremskridt er det logisk, når Lomborg hævder, at vi er bedre tjent med at skabe vækst nu, og vente med at håndtere miljøproblemerne senere, for til den tid vil vi have udviklet den fornødne teknologi til at løse problemerne nemmere og billigere.
Det var helt i samme ånd, at et panel af eksperter nedsat af Bjørn Lomborgs ”Copenhagen Climate Consensus” i 2009 konkluderede, at den økonomisk mest effektive forholdsregel overfor klimaforandringerne ville være såkaldt ”climate engineering”, hvor man aktivt forsøger at regulere det globale klima, f.eks. ved at sende store mængder af vanddråber eller svovldioxid op i atmosfæren for at afskærme for solens indstråling.

Det kan minde om et pokerspil med stadigt højere indsatser. Vi udvikler stadigt kraftigere teknologier, der dels gør det muligt at fortsætte accelerationen af væksten, dels skaber nye, stadig mere omfattende menneskabte risici.
Indtil videre er det gået. Med teknologiens hjælp har vi fodret nye millarder af munde og støttet et nærmest ufatteligt forbrug for en enorm og voksende global middelklasse. Men Malthus banker på igen.
Truslen om at mennesket overskrider planetens bæreevne er umulig at ignorere.
Igen er spørgsmålet om teknologien fortsat kan snyde Malthus? Men i samme åndedrag må vi også stille spørgsmål ved om det overhovedet giver mening at satse på at fortsætte væksten som vi kender den - og hvis vi gjorde, om det ville være prisen værd?

Vi må videre
Det ville være lidt af en nedtur, hvis væksten sluttede. De seneste mange århundreder har været en lang tur opad; mod større forbrug, længere rækkevidde, mere bekvemmelighed, og mere magt over naturen. Menneskehedens historie har, i grove træk, været én lang acceleration, og det ville være et deprimerende brud med historiens pil, hvis vi nu skulle slå os til tåls med en mere beskeden plads, eller blot nøjes med det niveau, vi har nået.

Det virker som om fortsat vækst ligger dybt i vores natur. Hvis der er et slogan for vores civilisation så er det: Vi må videre! Der skal udrettes noget, vi skal konkurrere, vi have styr på sagerne, der skal ske noget nyt - og det skal helst være i en fart.
Det drive har ført os vidt, og jeg skal være den første til at indrømme at jeg er særdeles utålmodig overfor stilstand. I betragtning af hvad væksten efterhånden skaber af problemer er det imidlertid værd lige at foretage den grundlæggende overvejelse om hvorfor det hele behøver at gå så helvedes hurtigt. Skal vi absolut udrette så meget allesammen?
Èn grund til at vi knokler på kan være, at vi er nødt til det, ellers ville vi være truet på vores overlevelse. Som Gud sagde til Adam og Eva, da han forviste dem fra Edens Have: ”Med møje skal du skaffe dig føde af jorden, i dit ansigts sved skal du æde dit brød”. Der skal kæmpes for det daglige brød. Men i vores del af verden er det i mange henseender omvendt; jo mere vi knokler på, des mere ødelægger vi grundlaget for at jorden fremover kan føde os.
En anden grund kan være, at vi hver især er i en konkurrence med alle andre om at sikre os ressourcerne til at fortsætte slægten. Det gælder om at samle rigdomme og magt, så man ikke bliver trynet af andre. I alle lande argumenterer bekymrede politikere og erhvervsledere for at vi skal arbejde hårdere, investere mere, tænke os bedre om, hvis ikke de andre skal overtage vores marked og rigdomme, medens vi selv stagnerer.
Der er en snæver sammenhæng mellem magt og ressourceforbrug. Hvis man vil udrette noget omfattende, og hvis man vil sikre sig ressourcer til at kunne fortsætte indsatsen, så skal der brændes noget energi af. Hvis man har sit eget jetfly, så kan man virkelig få noget fra hånden - en hel del mere, end hvis man bruger tid på at sortere ølkapslerne til metalaffald, eller hvis man kører lidt langsommere på motorvejen, for at tage toppen af benzinforbruget.
Trangen til vækst handler selvfølgelig også om status. For den enkelte person, virksomhed eller nation gælder det om fremstå stærkere end alle andre. Vi har behov for andres anerkendelse og respekt, og med vores status kan vi tiltrække partnere, kunder, hjernekraft og investeringer. Mere fører til mere, så det er om at rage til sig.

På systemniveau er det imidlertid et nulsumsspil; en skrue uden ende, der får os til at konkurrere hinanden lige ned i afgrunden i jagten på at præstere det største afkast.
Det kan nemt blive en sammenbidt, glædesløs form for succes. Vi slækker lidt på kvaliteten, skærer hjørner og rationaliserer, og efterlader så meget rod vi kan slippe afsted med, til andre. Vi lader fanden tage de sidste. Vi kan se dem i medierne, taberne: Dem der ikke kan klare mosten, dem der ender med at betale prisen, dem der sidder yderst. Så vi knokler endnu hårdere på, for ikke selv at blive som dem. Højere og højere op ad de umulige kurver.

Marie, den buddhistiske kat
Vores kat derhjemme, Marie, har ikke travlt. Når man ser hende ligge og bare nyde livet og varmen i en solstråle på gulvet, så bliver man i tvivl om at hvem der har mest check på tilværelsen. Hun er fuldstændigt tilstede i nuet, hun er ikke på vej videre. Hun tænker ikke på at hun skal have mere. Det er helt buddhistisk.
Buddha sagde, at begær er roden til al lidelse. Hvis vi bare kunne stoppe op og sætte pris på det vi har, så ville vi være lykkeligere. Det lyder besnærende; hvem drømmer ikke af og til om at sige jobbet op, droppe rotteræset, og tage sig tid til at leve i dybden? Og er det ikke præcist det, vi har brug for at folk gør: Tager sig tid til at gøre tingene ordentligt og forsvarligt, tager sig af hinanden, bidrager positivt - snarere end at rage til sig i forbifarten, storforbrugende, men uden tid til at nyde det.

Men ærlig talt, det er ikke mit temperament at ligge stille - ikke i længden. Jeg vil også videre. Jeg har ambitioner, jeg har drømme, jeg vil kunne forbedre mine forhold, jeg har brug for fornemmelsen af at det går fremad, og at jeg kan gøre forskel i forhold til det.
Væksten er et paradoks. På den ene side er væksten ved at køre civilisationen i sænk. På den anden side er den enkeltes trang til at forbedre sine omstændigheder, og vores indbyrdes konkurrence om status og ressourcer, en formidabel drivkraft til at løse problemer.
De fejlslagne kommunistiske og socialistiske stater viste klart, hvad der sker, hvis man kvæler den enkeltes mulighed for at forbedre sine materielle forhold. Hele samfundet stagnerer og forfalder, for alle resignerer og afventer at staten klarer ærterne.
Det er afgørende for at holde samfundet dynamiskt og robust, at den enkelte har frihed og incitament til at udfolde sit initiativ og sin innovation. Det er i samspillet mellem en mangfoldighed af talenter og et væld af enkeltpersoners indsats, at der kan opstå nye muligheder, til fordel for alle i samfundet.
Men det er svær balance, for den individuelle frihed og mulighed for personlig gevinst kan meget let kamme over i rå grådighed, der lukrerer på fællesskabet, snarere end at bidrage positivt.

Falsk vækst
Det store spørgsmål er om vi kan forandre vækst-begrebet, og få en mere nuanceret opfattelse af, hvad vækst vil sige, og hvor meget vækst, vi behøver.
Som antydet, så er meget af den form for vækst, vi har dyrket hidtil, falsk. Det ligner fremgang, men reelt overskrider omkostningerne gevinsten - det er bare svært at gennemskue, fordi alle faktorer ikke indgår i vurderingen. Bruttonationalproduktet er det klassiske eksempel. BNP er et mål for økonomisk aktivitet, men tallet siger intet om eksempelvis svindet i de tilbageværende ressourcer, eller om risikoen for sammenbrud, hvad enten de er økologiske eller sociale.
En af definitionerne på velstand er at den øger vores valgmuligheder. Har du penge kan du få, siger man. Brundtland-kommissionen oprindelige definition på bæredygtig udvikling var netop, at det er en udvikling, der ikke fratager de kommende generationer deres muligheder.
Men den form for rigdom vi skaber idag, undergraver fremtiden, - måske endda så hurtigt, at det når at ramme os selv. Hvis vi forarmer økosystemet, plyndrer det for ressourcer, så bliver vi fattigere som art, omend nogle få os på kort sigt kan nyde mulighederne for at bruge løs.

Et andet problem med væksten, som vi kender den, er at den er kvantitativ. I alt væsentligt omsættes væksten direkte i et større materielt forbrug. Vi har en kulturel norm om lykke som noget ekstatatisk. Det gælder om at få det maksimale ud af tilværelsen, koste hvad det vil. Vi lever jo kun én gang, så livet er for kort til at cykle eller folde papkasser sammen til genbrug. Det skal være større, flottere, dyrere, mere ødselt end nogensinde, så er man lykkelig. Guderne skal vide at det er dejligt at brænde energi af. Det ville være skønt, hvis vi bare kunne gøre det uden at behøve at spekulere over konsekvenserne. Men, igen, den ubekvemme sandhed er, at vi er nødt til at forandre livsstil og ændre målene for vores vækst.

En vækst i kvalitet behøvede ikke at belaste jordens ressourcer yderligere - måske endda tværtimod. Smukkere, sundere, renere, smartere, fremstillet under forsvarlige forhold, og lavet til at holde længe og til at blive genbrugt. Dèt er kvaliteter, som vi med sindsro kan stræbe efter mere af.
Eller, for at være mere præcis: det bliver nødvendigvis helt centralt i de kommende år, at få mere kvalitet ud af langt færre fysiske ressourcer.
Vi har fortsat masser af uopfyldte behov, og der er stadig masser af muligheder for at forbedre vores tilværelse med nye former for forbrug, men filosofien bag løsningerne vil være radikalt forandrede, fordi betydningen af mindske belastningen af naturens ressourcer vil være fremtrædende.

Hvorvidt vi vil opleve ressource og miljøhensyn som direkte begrænsninger og mangel, afhænger i høj grad af hvor hurtigt vi kan udvikle ny og bedre teknologi. Der er ingen tvivl om at der vil komme nye energikilder; det kan være fusion, bølgekraft, brændsel fra gensplejsede alger eller noget helt fjerde, der viser sig som de fossile brændslers afløser. Der vil komme nye fantastiske materialer, der er lettere, stærkere, billigere og smartere end stål og plastik, og vi vil udvikle processer, der leverer det, vi ønsker, langt mere nøjsomt og effektivt. Det skal nok komme.
Det virker imidlertid tvivlsomt om løsningerne kan blive udviklet og taget i brug tilstrækkelig hurtigt til at vi ikke bliver nødt til decideret at begrænse vore forbrug. Det er naturligvis allerede en meget konkret del af virkeligheden i store dele af verden, hvor der jævnligt er mangel på vand, fødevarer og energi. Personligt tror jeg ikke at kommer uden om at tage et opgør eller ihvertfald en re-vurdering af den form for livsstil, vi efterstræber og ser som det normale - også i den rige del af verden. Den teknologiske effektivitet kan forbedres betydeligt, men det virker ikke realistisk, at vi i de kommende årtier skulle kunne tage turen gennem ###tragten uden at ændre vores form for forbrug.

Buffer:
Den gode nyhed er at der er masser af muligheder for hurtigt at skære markant ned i forbruget uden at det for alvor medfører lidt mindre bekvemmelighed, lidt mere omtanke, og en justering af nogle kulturelle normer. Vi har nogle store buffere af forbrug, som ikke er strengt nødvendigt.

Tørretumblere er et eksempel: i 1990 havde hvert fjerde hjem i Danmark en tørretumbler, i dag står der en tørretumbler i flere end hvert andet hjem. Det er hurtigere og mere bekvemt at tørretumble tøjet end at hænge det op på en tørresnor, men det kræver selvsagt en hel del energi. I USA er tørretumbleren den næststørste energisluger i hjemmet. Derovre er det helt almindeligt at der er forbud mod tørresnore, fordi det åbenbart er æstetisk stødende at have vasketøj hængende frit fremme. Jeg har selv boet i USA, og jeg lærte omgående at holde vasketøjet i tumbleren, for det tøj jeg hængte på snoren, blev simpelthen stjålet. Men hvis energikrisen kradser for alvor, kan selv amerikanerne formentlig hurtigt genopfinde tørresnoren.

Ser man på malerier fra de forrige århundreder, vil man bemærke at folk ofte har ganske meget tøj på indendøre. Lag på lag af trøjer, skjorter, veste, jakker, tørklæder osv. Som den engelske sociolog Elisabeth Shove observerer, så har vi ændret den måde, vi regulerer temperaturen i bygninger på. Førhen tog man mere eller mindre tøj på, alt efter vejret. Idag varmer eller køler vi lokalet eller hele bygningen, så den altid har samme temperatur. Resultat er, at man er nødt til have samme påklædning på hele året, for at have det komfortabelt indendøre.
Under halvfjerdsernes oliekrise forsøgte USAs præsident Jimmy Carter sig snusfornuftigt med at tage en cardigan på for at vise det gode eksempel, men det blev fuldstændig latterliggjort dengang.
Så går det bedre med den japanske ”Cool Biz” kampagne der har kørt hver sommer siden 2005. Offentlige bygninger i Japan bliver ikke opvarmet over 20 grader eller kølet til under 28 grader, og for at bryde de stive normer for korrekt påklædning, viser ministrene vejen ved at gå uden jakke og slips i den varme sommerperiode. Man siger som tommelfingerregel, at man har det behageligt ved en to grader højere temperatur, hvis man tager slipset af.
Der kan altså nemt, hurtigt og billigt spares masser af energi ved at klæde sig mere passende. Det er ikke svært eller ubekvemt at tage en sweater eller vest på. Hindringen er ikke teknisk, men et spørgsmål om mode og vaner.

Endnu en mulighed for at skære ned på miljøbelastningen ville være at ændre kosten. I 2008 spiste gennemsnitsdanskeren ifølge Danmarks statistik 225 gram kød om dagen. Det kræver langt flere ressourcer at producere kød end korn og grøntsager. Der bruges ca. 5 kilo foder til at producere 1 kilo svinekød, og 8 kilo til at producere et kilo oksekød. Det indebærer et tilsvarende højere forbrug af vand og af energi til dyrkning, transport og fremstilling af kunstgødning. Som nævnt tidligere i kapitlet er der også et betragteligt udslip af drivhusgasser i forbindelser med kødproduktion.
Globalt stiger forbruget af kød. I de rige lande, er det nok en gang et eksempel på en form for vækst, der ser ud til reelt at føre til dårligere sundhed. I udviklingslandene er det en velkommen variation af kosten, men det trækker hårde veksler på jorden, når kineserne eksempelvis har mere end fordoblet deres forbrug af kød de sidste ti år.
At være vegetar eller at spise mindre kød har tidligere mest handlet om dyrevelfærd eller om at leve sundere. De senere år har det fået en ny facet; som en måde at nedsætte sin personlige belastning af miljøet og klimaet.

Sænk farten
Helt grundlæggende tror jeg, at den hastighed, vi forbruger ressourcer med, vil blive udfordret. Hastigheden er et problem, når produktionen fungerer ved at vi tager råstoffer, omdanner dem til produkter, og senere smider dem væk som affald. Det er en lineær logik; jo hurtigere forbruget går, des hurtigere bruger vi ressourcerne og des hurtigere hobes affaldet op og bliver en belastning. En meget stor del af vores produkter er lavet af relativt sjældne materialer og under anvendelse af store mængder fossil energi, men de ender på lossepladsen efter at være brugt i ganske få minutter brug.
Økosystemer har ikke det problem, fordi de er cirkulære. De enkelte organismer i systemet kan omsætte materialer, så hurtigt de kan komme afsted med det, så længe der dannes tilstrækkeligt med nye råmaterialer, og så længe affaldet fra processen kan udnyttes af andre organismer.

Bliv hjemme
Hastigheden hænger sammen med en anden omstændighed ved det moderne liv, som kunne trænge til en re-vurdering: transporten. At begrænse mobiliteten er måske det største tabu man tage op i en samfundsøkonomisk diskussion. Større samhandel, udveksling af kultur og viden, fri bevægelighed for arbejdskraften... det regnes ubetinget for positivt.
Men hvis man virkelig vil gøre noget for at begrænse sin belastning af ressource-grundlaget, så er en meget simpel metode at blive hjemme. Hold ferier lidt tættere på, klar møderne over telefonen, find et arbejde tættere på dit hjem, køb varer i lokale butikker. Det er konkret og relativt enkelt at opgøre effekten.
Gennemsnitsdanskeren udleder - afhængigt af hvordan man gør det op - omkring 11 tons co2 årligt. Ved at holde ferie i Nordeuropa i stedet for at flyve til Ægypten klipper man mere en tiendedel af årets udledninger væk. En flytur til Thailand og hjem igen udleder omkring 2.5 tons co2. I dét lys kan man godt forstå at inderne - der i snit udleder 1 ton pr. person årligt - har svært ved at acceptere at de skal holde igen med de fremtidige udledninger.
Når man, igen, sidder i køen på indfaldsvejen til en storby - eller såmænd i morgentrafikken fra Tåsinge til Svendborg - er der god tid til at overveje, om vores mobilitet er endnu et eksempel på vækst, der er blevet for meget af det gode. Den danske regerings infrastrukturkommission vurderede i deres store rapport fra 2008 om fremtidens trafik, at bilisterne på vejene omkring København sad i i kø i 100.000 timer - hver dag. Ikke desto mindre forventede kommissionen, at mængden af biltrafik vil stige med yderligere 70% frem mod år 2030.
Vi bliver ikke gladere af at køre mere i bil. I undersøgelser af folks livskvalitet tæller det meget højt på plussiden, at have kort til arbejde. Jeg har flere venner, der med stor glæde kan fortælle hvor dejligt det har været at få et job, der var så tæt på hjemmet, at de kan droppe bilen. Rent økonomisk er dét en tilbagegang; der omsættes færre penge, men på det reele, menneskelige plan føles det som en stor fremgang at kunne tage cyklen. To biler i en husstand er ikke kun et tegn på velsstand, men nok så meget på, at familien har en hverdag med lange afstande og timevis af transport. Believe me, I know.

Me/we
Vi kan nå en vis besparelse ved at effektivisere og bruge ny teknologi - men den er ikke tilstrækkelig. Hvis situationen er så alvorlig som meget tyder på, så vil det kræve en dyberegående kulturel forandring. Vi vil blive tvunget til at revidere vores holdning til hvad vi ønsker at opnå, hvad der giver status, og hvad vi regner for det gode liv.
Hvis jeg skulle sætte nogle ord på en form for eksistens, der passer bedre til de økologiske realiteter, kunne det være: roligere, dybere, ydmygt, nært, rent, grundigt.

Problemet med at udvise den form for nøjsomhed er, at der er overhængende risiko for, at de ressourcer man sparer, blot bliver brugt af andre til at udvide deres forbrug. Det er tragedy of the commons- effekten igen: Man kan forsøge at vise ansvarlighed og handle til det fælles bedste, men hvis det skal give mening, kræver det at alle andre også anerkender den fælles interesse.
Det djævelske ved tragedy of commons-situationer er, at logikken er helt forskellig, alt efter om man ser på tingene personligt og kortsigtet, eller om ser dem i et langsigtet, system perspektiv.
Hver især har vi lettest ved at sætte vores egen interesse allerøverst.
De fornuftige argumenter til trods, virker det nærmest naivt at tro at vi alle skulle begynde at give afkald på noget af vores egen magt og bekvemmelighed for at gavne det fælles. Det sandsynlige scenarie er altså at vi hver især fortsætter med at maksimere vores egen del af livets goder. Men, som det må være fremgået af dette kapitel, så fører vækstscenariet beklageligvis på længere sigt til at hele systemet bryder sammen.

Dét er det centrale dilemma vi står i: Det er i alles interesse, at vi radikalt nedsætter vores træk på de fælles ressourcer, men for den enkelte er der, indtil videre, ingen tvingende grunde til at give afkald.
Som i prisoners dilemma, ville der på sigt være store fordele for deltagerne, hvis de kunne samarbejde. Men hvis ikke der er nogen der tager chancen og markerer deres vilje til samarbejde og fællesskab, så fortsætter nulsum-spillet.

Nødvendighedens genkomst
I øjeblikket er fordelene ved at fortsætte vores forbrug umiddelbare og konkrete, mens truslerne om klimaforandringer og mangel på ressourcer er yderst abstrakte. Vi har dybest set ikke rigtig mærket noget til problemerne endnu - vi oplever det mest som dystre prognoser og nedslående billeder i medierne. Her på egnen lever vi i en historisk set enestående periode, hvor vi har kunnet tillade os stort set at glemme forbindelsen til grundlaget for vores eksistens. De fleste ved ikke om det er en god eller dårlig høst i år, eller om der er vandmangel eller rigeligt med vand i deres område. Vi konfronteres ikke med den type spørgsmål, og vi er ikke længere kvalificerede til at vurdere dem. Godt vejr er solskinsvejr. Vi har mad nok, vand nok, og vi behøver ikke at foretage os noget praktisk for at få det, vi har brug for.

Vi har, kort sagt, sluppet nødvendigheden, men nu ser den ud til at indhente os igen. Når det bliver klart, at vores velstand er udhulet, vil vi opdage, at vores valgmuligheder er begrænsede. Der vil være ting vi ikke længere kan gøre. Forbrug vi er nødt til at give afkald på. Ulemper, vi ikke kan undgå. Situationer, hvor vi er nødt til at handle.
Jo mere vores handlinger styres af nødvendighed, des mere opmærksomme vil være på, om andres handlinger er hjælpsomme eller om de er med til at begrænse vores muligheder yderligere. Det bliver tydeligere, at vi er indbyrdes afhængige, at vores skæbner forbundet og at alle derfor ikke kan gøre, som de selv vil.

Knaphed er ingen garanti for at folk samarbejder, men knappe ressourcer stiller sagerne på spidsen. Knaphed skruer op for evolutionens mekanisme, der luger de løsninger fra, som ikke er fit. Hvis det begynder at knibe med ressourcerne til at understøtte ens livsstil, så er der to muligheder, hvis man ikke vil dø:
Man kan forsøge at erobre tilstrækkeligt med ressourcer fra andre til at man kan fortsætte som man plejer - eller man må tilpasse sig forholdene, f.eks. ved at samarbejde med andre. .
Der tegner sig to, nærmest klassiske, mulige retninger for udviklingen;
- et stadigt hårdere udskillelsesløb hvor alle kæmper imod hinanden for at sikre sig en voksende andel af de svindende ressourcer. Nogle få trives på flertallets bekostning.
- et fællesskab, om at udvikle løsninger, der kan sikre systemet fra et sammenbrud, ved at fordre, at medlemmerne i et vist omfang tilsidesætter deres egne interesser til fordel for det fælles bedste. Jo mere alvorlig knapheden er, des stærkere bliver kravet om solidarisk opførsel.

Læseren har formentlig gættet, at jeg ville foretrække samarbejdet. Som vi har været inde på, synes det generelt at være en fordel at slå sig sammen. Siden tidernes morgen har evolutionen integreret alt levende i stadig mere omfattende og komplekse samspil. Ser man på naturen, lever langt de fleste organismer i flokke eller kolonier.
Jeg tror menneskers fremtid ligger i at tage endnu et spring opad i organisationsform, til et samspil der er tættere og mere koordineret ud fra en global forståelse af vores muligheder og påvirkning af resten af biosfæren. Altså, en større grad af sammensmeltning mellem individets og fællesskabets interesser; mellem me og we.

Det kommer ikke til at gå den vej af sig selv. Samarbejdet kræver, at vi overvinder den umiddelbare tilbøjelighed til kun at tænke på sig selv.
I næste kapitel handler det om forudsætningerne for at finde, udvikle og vedligeholde fælles løsninger.


FNs demografisk kontors prognose for jordens befolkningsudvikling:
http://www.un.org/esa/population/publications/wpp2008/wpp2008_highlights.pdf

Prognoser for Behovet for fødevareproduktion
http://www.oecd.org/dataoecd/2/31/43040036.pdf

Tallene for antallet af personbiler stammer fra Danmarks Statistisks nøgletal for transport 2008

Skulle man have lyst til at booke en billet til en rum-færd, kan det gøres her - men vær forberedt på at der skal lægge et depositum på 30.000 dollars: http://www.virgingalactic.com/

Fedme: http://www.ugebreveta4.dk/2009/200910/Baggrundoganalyse/Hver_femte_dansker_er_for_fed.aspx

Om størrelsesforhold i vores forbrug og besparelser af energi:
David JC Mackay, Sustainable Energy - without the hot air.
http://www.withouthotair.com

Opgørelse af Danmarks Co2 udslip, inklusive skibsfartens påvirkning. Danmarks statistisk, 12. August 2009-08-26
http://www.dst.dk/nytudg/13630

Interview med Jørgen E. Olesen, Forskningsprofessor
Institut for Jordbrugsproduktion og Miljø
Forskningscenter Foulum

Regeringens infrastrukturkommissions om Danmarks transportinfrastruktur 2030:
http://www.infrastrukturkommissionen.dk/sw321.asp


## Hvad hjælper det at gøre det rigtige, hvis ingen bemærker det? Et af miljøforkæmpernes dilemmaer er, at det kræver store mængder energi, hvis man vil ud med sit budskab på den globale arena. Der er en form for absurd poesi i den måde en ny klasse af embedsmænd, repræsentanter for NGO'er, miljø-journalister og sælgere af cleantech løsninger flyver rundt på kloden for at nå at standse udledningerne, inden klimaet kører helt af sporet.