Fra vished til sandsynlighed
Har man med komplekse dynamiske systemer at gøre, må man som udgangspunkt indstille sig på at udviklingen kan gå helt anderledes end forventet. I og med at verden overvejende består af komplekse dynamiske systemer, og at de sammenhænge vi skal agere i forhold til, bliver mere komplekse, så giver det mening at arbejde ud fra en beregnet risiko snarere end en sikker forventning om et givet udfald.
Det er et ganske andet udgangspunkt end det, vi er vant til fra den newtonske fysik, vi lærte i skolen. Den traditionelle videnskabelige metode har, ##som vi var inde på, handlet om at opdele den problemstilling man studerer, i smådele, og studere dem hver for sig i god ro og orden. Naturvidenskaben drejede sig på Newtons tid om at forstå de grundlæggende love, der styrer de mekanismer, man kunne observere med det blotte øje. For at udkrystallisere naturlovene, måtte forskerne opstille forsøg, der så klart som muligt undersøgte én enkelt sammenhæng. Det var som om fysikken var henlagt til et idealiseret vacuum hvor billiardkugler stødte ind i hinanden og perfekt overførte deres energi.

Problemet er, at virkeligheden ikke foregår i et tomrum. Der er i reglen alle mulige andre forhold og processer der spiller ind og som bevirker at tingene bliver mere sammensatte end det, en enkelt formel kan forklare. Som vi så med myretuen, så kan der opstå et helt nyt niveau af mønstre og kvaliteter, når alle de relativt simple regler, der styrer den enkelte myres handlinger, begynder at spille sammen på kryds og tværs. Derfor bliver det betydeligt sværere at forudsige, hvad processerne kan føre til, jo flere elementer og del-processer, der er i spil.
Den fremherskende forståelse i samfundet af de mekanismer der styrer verden, har været præget af det reduktionistiske, mekaniske og lineære verdensbillede. Dels fordi de sammenhænge, vi handlede i forhold til, var simplere, dels fordi vi ikke havde redskaberne til at forstå mere komplekse samspil.
Nu må vi lære at handle ud fra sandsynlighed, snarere end vished. Jo mere verden kobles sammen, og jo mere teknologiens udvikling får tilværelsen til at accellerere, des oftere kommer vi i situationer, hvor vi ikke kan forvente at vide med sikkerhed hvad udfaldet af vores handlinger bliver.

Probability rather than certainty
En simpel verden har simple svar. En kompleks verden har svar, der er knapt så entydige. Vi er vant til at tænke i enten/eller, i entydige svar og absolutte sandheder. Men overfor mange af de problemstillinger vi møder idag, må vi indse, at det ikke alene er upræcist, det er ofte fuldstændigt misvisende.

Vi har allerede været inde på at menneskers egenskaber og sundhed bestemmes i et komplekst samspil. Langt de fleste sygdomme og svagheder er ikke knyttet til et gen, men de opstår som en kombination af flere gener. Generne er heller ikke ene om at afgøre vores sundhed. Nok så meget afhænger af miljøet og vores livsstil.
Det er kun få sygdomme, som Huntingtons Chorea eller cystisk fibrose, hvor der er en klar sammenhæng mellem én bestemt version af et gen og sygdommen. For de mest udbredte sygdomme; kræft, hjerte/kar, astma, sukkersyge eller depression er der ikke den samme klare sammenhæng mellem sygdommen og forekomsten af et bestemt gen.

Meget tyder på at personlige DNA tests om få år vil være et helt normalt redskab i lægers diagnosticering, på linje med røntgenbilleder og blodprøver. DNA tests er imidlertid ikke en endelig og klar facitliste. En gentest vil typisk blot kunne antyde, at en person har en forhøjet eller formindsket risiko for en stribe sygdomme. Gentesten præsenterer os altså for en lang række sandsynligheder. Man kan forestille sig at det kan være psykisk meget belastende for en person at forholde sig til en lang liste over risici, som heller ikke lægerne kan bedømme med sikkerhed, og på den måde er gentesten et ekstremt tilfælde af den generelle omstændighed, som dette kapitel handler om; at vi skal lære at handle og forhold os til sandsynligheder - vi kan i stadigt flere tilfælde ikke regne med at kende resultatet med sikkerhed.
Man kan ikke vide om et samarbejde vil føre noget positivt med sig, man kan ikke vide om en lov får den ønskede effekt, man kan ikke vide om en investering kan betale sig, eller om det ville være en fordel for Danmark at tilslutte sig euro'en.
Men vi er nødt til at handle alligevel. Sådan er det. Vi ville være lammede, hvis vi forlangte vished.

Black swans - det normale er det anderledes
Når vi planlægger vores liv, tænker på politik eller finanser, så tænker vi som udgangspunkt at det er stabilitet og regelmæssighed, der er det sædvanlige. Vi tror at det er de lange lige stræk, der former verden - men realiteten er, at verden er kompleks, og at non-lineære, pludselige ryk, og uforudsigelige begivenheder præger virkeligheden i meget høj grad.
Det er som om vi mentalt fortrænger betydningen af det unormale. Dan Turréll sagde; ”Jeg holder af hverdage”, men hverdagene er præget af tilpasning til den seneste store forandring. Det normale er det anderledes.

Den amerikansk/libanesiske økonomi Nassim Taleb advarer i sin bog ”Black Swan” om faren ved at tro, at verden er præget af forudsigelighed og moderate udsving. Ifølge Taleb indebærer den
den indstilling, at vi er meget dårligt forberedt på at verdens gang afgøres i store, uforudsigelige ryk. Det, der reelt sætter dagsordenen, er overraskelserne, siger Taleb: De voldsomme udsving i energipriser, den financielle nedsmeltning der eksempelvis betyder at Island kan gå konkurs fra den ene dag til den næsten, terrorangrebet mod World Trade Center - foruden den jævne strøm af naturkatastrofer og krige, der på skift erobrer den globale opmærksomhed.

Hvis man udregner gennemsnittet af 10.000 menneskers højde, så vil det ikke blive synderligt påvirket af om den højeste person er en del af gruppen eller ej. Hvis man derimod vil udregne den gennemsnitlige indkomst for 10.000 mennesker, vil det fuldstændig ændre resultatet, hvis Bill Gates er en af dem.
Der er nogle typer af udsving, som bevæger sig indenfor et relativt snævert område. Der er ikke langt fra den gennemsnitlige værdi til det mest ekstreme eksempel på menneskers højde, vores vægt eller på hvor hurtigt vi kan løbe 100 meter.
Men der er andre forskelle, der kan være langt mere ekstreme. Vores indkomst, salget af bøger, film eller musik, udsving på aktiemarkeder eller omfanget af naturkatastrofer.
Problemet er, at vi er tilbøjelige til at tro, at den situation vi skal vurdere, er af den første, moderate, type, men reelt er de faktorer, vi forsøger at vurdere, af den anden, ekstreme type. Og derfor fokuserer vi på gennemsnittet og på de mange mindre begivenheder, uden at tage højde for, at det er en afgørende del af spillet, at der af og til optræder ekstreme faktorer, som fuldstændig ændrer situationen. Som Nassim Taleb skriver: ”Selvom uforudsigelige, store afvigelser er sjældne, så kan vi ikke bare afvise dem som undtagelser, for i det samlede redskab har de så dramatisk en indflydelse”.

I takt med at de systemer vi handler i forhold til, bliver mere komplekse, skal vi indstille os på en anden form for vurdering af hvad der er sandsynligt. Vi kobles tættere sammen og integrerer flere nye elementer i vores systemer, og jo større og mere omfattende systemerne bliver, des mere ekstreme kan udsvingene blive. En global økonomi kan skabe enkeltpersoner der er langt rigere i forhold til gennemsnittet end en national økonomi. Firmaer kan bliver større i en globaliseret verden, ligesom salget af en bog som Harry Potter eller antallet af mennesker der berøres af en virus.

De største udsving finder man i systemer, som ikke er bundet af fysiske begrænsninger. Skype voksede fra ingenting til at være verdens største udbyder af international telefoni i løbet af et 5 år. En måned efter at softwaren var frigivet, havde Skype en million brugere, og de nåede 300 millioner på 5 år. En så hastig vækst ville være umulig at gennemføre, hvis Skype skulle have etableret en fysisk infrastruktur med kabler, centraler, satelliter, apparater, butikker osv.
Den globale finansielle sektor har også sluppet en stor del af den traditionelle binding til virkelige, fysiske værdier. Værdipapirer, optioner, og et væld af komplicerede konstruktioner til financiering, har gjort det muligt at skabe enorme formuer ekstremt hurtigt ved at jonglere med astronomiske, nærmest abstrakte, pengebeløb - men som vi så i 2008, så kan udsvinget gå mindst lige så hurtigt den modsatte vej.

Scenarier og wild cards
Et af de vigtigste redskaber indenfor fremtidsforskning er scenarier. I modsætning til hvad mange tror, så går scenariemetoden ikke ud på at forudsige fremtiden, tværtimod. Ideen er at man gennem processen med at opstille en række forskellige scenarier kan få en bedre forståelse for de vidt forskellige retninger tingene kan udvikle sig i.
Gennem arbejdet med at skabe scenarierne får deltagerne et mindset, der er mere åbent for overraskelser og hvad man kan gøre for at forberede sig på dem.
Jeg har kørt scenarieworkshops i mange år efterhånden, og det er i reglen en meget tankevækkende og instruktiv proces, der giver anledning til at tænke sin strategi efter en ekstra gang. Det er imidlertid meget sjældent at jeg har haft lejlighed til at arbejde med det element af scenarier, som kaldes wild cards. Wild cards er netop begivenheder som ikke er ret sandsynlige, men hvis de sker, har de meget omfattende konsekvenser. Et firma kunne eksempelvis overveje, hvad der ville ske, hvis CEO'en døde, eller hvis en vigtig komponent i produktionen blev gjort ulovlig eller ikke kunne skaffes længere. Hvordan ville man klare sig, hvis der blev borgerkrig, hvis en global epidemi brød ud, eller der skete et markant teknologisk gennembrud, der fuldstændigt ændrede industrien indenfor få år?
De fleste scenarier beskriver, hvordan de drivkræfter og tendenser der allerede ligger i tiden kan føre til meget forskellige situationer. Men wildcards er sværere at tage med i vurderingen, fordi de falder helt udenfor logikken og skalaen.
Et firma kan jo ikke tage højde for enhver tænkelig, men usandsynlig situation. Men, som Nassim Taleb, påpeger, så er problemet, at det netop er de begivenheder, der falder helt udenfor den normale skala, som i stigende grad afgør udviklingen.

Trust uncertainty
Ikke alene må vi indse at verden er mere uforudsigelig, vi skal ligefrem lære at trives med usikkerheden. Vi skal lære at gå den i møde, fordi vi forstår at det er i usikkerheden at mulighederne ligger. Hvis ikke verden var uforudsigelig, ville vi ikke kunne forandre den.
Mine kolleger og jeg bruger ofte sloganet ”Trust uncertainty” som en slags kampråb, der minder os om at man er nødt til at kaste sig ud i risikable forehavender, for ellers kommer man aldrig videre. Vo intet vover, intet vinder.

Man kan godt gå med livrem, seler, styrthjelm og redningsvest samtidig, men skulle det blive nødvendigt at komme videre i en fart, er det tungt at manøvrere. Det har en pris at være sikker.
Hvis man vil skabe noget nyt, så indebærer det nødvendigvis en risiko. Men - nok så vigtigt; der er også en risiko ved IKKE at handle - og det er vi tilbøjelige til at glemme. Det kaldes opportunity costs. Man giver afkald på nogle muligheder, der kunne have været en gevinst. Som de siger på engelsk: What do you risk by not risking?
Risikostyring går netop ikke ud på ikke at tage risici, men om at forstå odds'ene og karakteren af de chancer man tager.

Det gælder i stort og småt. En meget almindelig indvending mod at basere sin research på blogs, amatør-websites og wikis er, at man ikke kan være sikker på at de oplysninger man finder, er korrekte.
Slår man op i det store, klassiske leksikon Encyclopedia Britannica kan man være så godt som sikker på at oplysningen er korrekt - eller det var den ihvertfald, da bindet gik i trykken. Slår man op på Wikipedia er der en vis risiko for at oplysningen er knapt så korrekt. Resultatet er mindre forudsigeligt, og det er en vurdering, der nødvendigvis må indgå i ens overvejelser, når man bruger Wikipedia - men vel at mærke sammen med sandsynligheden for at opslaget kan være langt mere aktuelt, mere sammensat og nuanceret, og ikke mindst tilgængeligt øjeblikkeligt fra enhver PC på nettet. Under hastigt skiftende omstændigheder kan de sidstnævnte kvaliteter vise sig at veje tungere end den læderindbundne autoritet.
Wikipedia er levende, det udvikler sig konstant. Det skabes løbende i et dynamisk, selvorganiseret samspil - og derfor er det af natur mindre forudsigeligt. Sandsynligvis får du den nødvendige kvalitet når du slår noget op - men der er ingen garanti. Det er en kalkuleret risiko. (og, iøvrigt, hvis du er utilfreds, er du velkommen til at rette fejlene så de næste brugere kan undgå dem.)

Klimaet er svært at reagere på før det er for sent
I noget større skala, så er menneskehedens reaktioner på udsigten til klimaforandringer et klart eksempel på at det er en yderst risikabel strategi at insistere på vished før man handler i forhold til et komplekst system. Det globale klima er et system med lang tids forsinkelse mellem en påvirkning og til konsekvensen for systemet bliver synligt. Dels varer det lang tid, før vi kan se de fulde konsekvenser af udledningen af drivhusgasser slå igennem, dels vil det tage meget længe, før vi kan se resultatet, hvis vi gøre en indsats for at bevare klimaet, som vi er vant til.
Vores instinktive tilbøjelighed er at vente med investere eller at lide afsavn, til vi er helt sikre på at der er grund til det. Men, som sociologen Anthony Giddens siger, så stiller det os overfor det paradoks, at hvis vi venter med at handle til vi med sikkerhed kan iagttage, at klimaforandringerne er et alvorligt problem, så vil det være for sent til at afværge katastrofen.

Anti kompleksitetspolitik
Jo mere komplekse, de systemer vi handler i forhold til bliver, des mere vil de være uforudsigelige og non-lineære i deres opførsel. Det kan virke utrygt, men reelt er den sikreste strategi, vi kan vælge, at være mere imødekommende og pågående i forhold til situationer vi ikke fuldt ud kan forudsige forløbet af.
Det har en politisk og kulturel dimension, for alt tyder på, at vi som samfund vil stå overfor stadig flere og stadig mere sammenfiltrede problemstillinger fremover. Klimaproblematikken, eksempelvis, griber ind i stort set alt og den ser ud til at føre en gennemgribende nytænkning af vores forhold til naturgrundlaget med sig. Tilsvarende vil indvandring og globalisering udfordre vores kultur lige fra gadebilledet, undervisningen i skolerne og op til den politiske organisering af verden.
Verden står ikke stille. Den vil forandre sig, og det er ikke en jævn udvikling. Det er klart ,at det er skræmmende. Det er ubekvemt, det er uvist og uvant, og det kan meget vel medføre, at de positioner og privilegier man har haft, udfordres eller forsvinder.

Jeg tror at det er i det lys, man skal forstå populariteten af partier som Dansk Folkeparti; som anti-kompleksitets politik. Deres mærkesager handler om at bevare det bestående ved at afvise forandringer.
På Dansk Folkepartis hjemmeside skriver partiformanden Pia Kjærsgaard, omgivet af dannebrog, at ”i Dansk Folkeparti er vi stolte af Danmark; vi elsker vort fædreland, og vi føler en historisk forpligtelse til at værne om landet, folket og den danske arv. Med denne forpligtelse følger nødvendigheden af et stærkt forsvar samt trygge og sikre grænser”.
Dansk Folkepartis retorik er vise eksempler på det kaos som forandringer medfører, og at fremstå som bolværket mod flodbølgen af alverdens komplicerede og komplekse trusler mod det, vi kender og elsker.

Partiets 5 mærkesager afspejler det bevarende:
Stram udlændingepolitik
Svage og ældre skal hjælpes
Hårdere straffe - et trygt Danmark
Nej til EU-forfatningen
Dyrevelfærd

De fleste lande har deres egen lokale version af Dansk Folkeparti. Man kan forestille sig, at anti-kompleksitet bliver mere populært fremover, i takt med at verdens virkelige kompleksitet trænger sig på. Jeg kan sagtens forstå at man får lyst til at sige Nej, og til at bygge mure der kan afskærme fra en udvikling, man ikke ønsker.
Men der er også risici ved dét. Der kan være opportunity costs, fordi man går glip af en positiv udvikling, som det større internationale samspil kunne føre til.
Det kan også betyde, at man kommer ud af trit med realiteterne. En af de grundlæggende spilleregler i evolutionen er, at man skal kunne tilpasse sig. Det er den, der passer bedst til de gældende forhold, som overlever. Verden vil blive tættere integreret, og det vil udfordre den traditionelle kultur og nationalstatens rolle. Hvis man reagerer på den tendens ved at bygge dæmninger, så risikerer man at det bliver en meget brat overgang den dag, realiteterne ikke længere kan holdes på afstand.

Faren ved forsigtighedsprincippet
Det er nemt nok for mig at pege fingre af Dansk Folkepartis vælgere. Jeg tilhører den del af befolkningen, der formentlig har størst gavn af den stigende internationalisering og den hastige forandring. Jeg kan sagtens påpege, at man bør forholde sig imødekommende, for i min dagligdag, ser jeg stort set kun den positive effekt.

Jeg har straks sværere ved at finde balancen når det handler om den teknologiske udvikling. Når man skal vurdere en ny teknologi bruger man i Europa ofte ”forsigtighedsprincippet”. Det går ud på at man ikke tager en teknologi i anvendelse, før man er sikker på at den ikke er skadelig. Det er ud fra forsigtighedsprincippet at politikerne har afvist gensplejsede afgrøder, kød fra dyr der har fået væksthormon, og en række nye tilsætningsstoffer i madvarer, pesticider og lægemidler. Princippet indebærer, at det er producenten der skal bevise, at det nye middel er ufarligt.
Forsigtighedsprincippet har utvivlsomt reddet os fra at være prøvekaniner for bivirkningerne af mange umodne teknologier. Men det strider noget imod ”trust uncertainty”-sloganet. Hvad er prisen for at være sikker? Hvis det indebærer, at man giver afkald på teknologier, der kan redde mange fra død og lidelser, så er det ikke så ligetil at insistere på at teknologien først skal være beviseligt uskadelig.
Forsigtighedsprincippet beskytter os mod selskaber af Monsanto-typen, der har travlt med at pushe tvivlsomme mirakelteknologier igennem for at erobre nye markeder. Umiddelbart synes jeg det er betryggende at have mulighed for at trække indførelsen af en kontroversiel teknologi lidt i langdrag, medens forskerne får luget de værste børnesygdomme fra.
Men der er svære dilemmaer forbundet med forsigtigheden. Tag gensplejsning: Vi får alvorlige problemer med at producere tilstrækkeligt med fødevarer i de kommende årtier. Udsigten lyder på voksende befolkninger, et stigende forbrug af kød, mælk og æg, og samtidig accelererende problemer med udpining af jorden, mangel på vand, ørkendannelse, erosion, og klimaforandringer. På den baggrund virker det faktisk u-forsigtigt ikke at forsøge sig med gensplejsede afgrøder der kan give større udbytte og gro under vanskeligere forhold - selvom der er adskillige betænkelige omstændigheder ved at bruge teknologien i storskala.
Tilsvarende med atomkraft. Det kan gå forfærdelig galt, som det gjorde med Tjernobyl reaktoren i 1986. 57 personer døde direkte som følge af katastrofen, men det er vanskeligt at sige præcist hvor mange tilfælde af kræft nedsmeltningen har medført efterfølgende. Det samlede antal døde ligger dog, ifølge en rapport udarbejdet af bl.a. WHO, på under 5000 personer. Det var slemt, og det kan godt gå værre ved kommende katastrofer - og så har vi endda ikke nævnt problemerne med at opbevare det radioaktive affald.
Det er imidlertid værd at sammenligne de konsekvenser vi frygter af atomkraft med de skader, som brugen af kul nu og her fører med sig. Den officielle kinesiske statistik viser, at der årligt omkommer ca. 6000 personer ved ulykker i de kinesiske kulminer. Men langt alvorligere er de formentligt hundredetusinder årlige dødsfald verden over af lungesygdomme på grund af forurening fra kul. Dertil kommer, at kul er den form for brændsel, der giver det største udslip af C02, og dermed bidrager til drivhuseffekten.
På dén baggrund virker atomkraft som det mindste onde, i en situation, hvor der bliver hårdt brug for alle måder at producere energi på.

Der er andre teknologier på vej, med søde løfter om fantastiske fordele: Vi er knapt kommet igang med genetikkens muligheder indenfor medicin, nye materialer, nye fødevarer - og redigering af vores egen arvemasse. Nanotech følger lige i hælene med udsigt til materialer der er stærkere, lettere, bedre ledende, og generelt udstyret med præcist de egenskaber vi ønsker fra dem. Robotterne, lige fra de meget små til de meget store, står og banker på. Og så er der kunstig intelligens, som lister sig ind og gradvist opbygges i takt med at nettet forbinder alle chips og alle sensorer i stadigt kraftigere systemer.
Vi kommer mere ind på teknologiens fagre nye verden senere i bogen. Selv i stikordsform er det dog indlysende at vi kommer i svære dilemmaer.
Kevin Kelly, tidligere chefredaktør på Wired Magazine og en mand med en dyb indsigt i teknologiens væsen, har observeret at ”en teknologis styrke er proportional med dens tilbøjelighed til at komme ud af kontrol, og dens iboende evne til at overraske og generere helt nye forhold”. De stærkeste teknologier er også dem, der potentielt kan være de farligste.
Vi får hårdt brug for revolutionerende teknologier, og helst i en fart, hvis menneskeheden skal klare skærene i de kommende årtier.
Omvendt skulle vi nødigt - igen - løse problemerne med metoder, der senere viser sig at have konsekvenser, som er næsten værre end det oprindelige problem.

Det er et gamble, og det er dét, der er pointen i dette kapitel. Der bliver færre klare svar, og flere situationer hvor vi må vurdere sandsynlighederne og tilpasse kursen, efterhånden som systemets mange elementer udfolder sig. Paradokser og dilemmaer er ikke afvigelser; de er helt normale. I mange tilfælde kan de ikke løses permanent, men de kan blive managed ad hoc.
Den voksende kompleksitet betyder at vi i stigende grad er nødt til at handle før vi har den vished vi kunne ønske os. For mange af os er det en kompetence, der skal tillæres. Komplekse systemer opførerer sig anderledes end de lineære systemer, vi er vænnet til at forstå verden ud fra, og derfor må vi handle imod vores umiddelbare intuition for at håndtere dem. Der er ingen der bryder sig om at kaste sig ud i usikre sats - og det er heller ikke dét, jeg argumenterer for. Tværtimod. Man skal blot gøre sig klart, at det også er et sats ikke at rykke.
Man kan pr. definition ikke lære at forudsige de komplekse systemers udsving, men hvis man forstår spillereglerne og de mekanismer, der præger dem - feedback loops, tipping points, faseskift etc - så er man langt bedre rustet til at navigere gennem de mulige muligheder.


Nassim Nicholas Taleb; The black swan

Statistik for kinas kulminer:
http://www.clb.org.hk/en/node/19316